Historien bag min globale taknemmelighedsbøn
En uventet opvågning
Har I nogensinde oplevet at vågne midt om natten med en distinkt tanke eller indtryk? Siden jeg begyndte at tjene som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har jeg oplevet en del uventede opvågninger. Mange af dem har vist sig at være særlige og hellige stunder fra Gud. Jeg vil gerne dele en sådan oplevelse relateret til det særlige videobudskab, der blev lanceret i dag den 20. november 2020.
For nogle få uger siden vågnede jeg midt om natten med tanken om, at jeg skulle bede en særlig taknemmelighedsbøn til Gud for alle hans børn i verden. Tanker strømmede til mit sind om alle de ting, som jeg skulle være taknemmelig for, og hvordan det kunne blive en helende ånd i vores liv at udtrykke taknemmelighed. Da inspirationen kom, kom der specifikke detaljer, herunder hvornår og hvordan jeg skulle dele dette budskab, til mit sind og mit hjerte. Det videobudskab, der blev delt i dag, var ikke et, der kom tilfældigt, det er et, der er kommet fra himlen.
En af Guds største gaver
Siden jeg begyndte at tjene som Kirkens præsident i 2018, er en af de ting, Ånden gentagne gange har indprentet i mit sind, hvor villig Herren er til at åbenbare sit sind og sin vilje. Det vidunderlige privilegium for at få åbenbaring er en af Guds største gaver til sine børn – tilgængelig for os alle.
Uanset hvem I er, kan I bede til jeres himmelske Fader om råd og vejledning for jer. Hvis I lærer at høre Herren gennem hans tilskyndelser, kan I modtage guddommelig vejledning i store og små sager.
Jeg er taknemmelig for de opvågninger, jeg har fået i mit liv, der har hjulpet mig til at vide, at himlene virkelig er åbne i dag. Vor Frelser, Jesus Kristus, er det største eksempel på både at følge sin Faders vilje og takke i alt.
Vær taknemmelig under alle forhold
Som jeg sagde i min video, har jeg konkluderet, at det er langt bedre at tælle sine velsignelser end at tælle vores problemer. Uagtet vores situation er det at vise taknemmelighed for vores privilegier en unik, hurtigtvirkende og langvarig åndelig recept. Helt enkelt: »Sig tak under alle forhold« (1 Thess 5:18).
Overvej at tage imod min invitation om at oversvømme de sociale medier de næste syv dage med jeres egen personlige taknemmelighedsdagbog ved at bruge #SigTak. Og vær med til at takke Gud gennem daglig bøn. Bønner kan frembringe mirakler. Må vi alle vende os til Gud og stole på ham mere fuldt ud.