Tekst
-
1. Op al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.
-
2. Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
-
3. Det mindste græs, jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få,
om det kun ret at tale!
-
4. Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle!
-
5. Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge!
-
6. Hvad skal jeg sige, når mit sind
i havets dybe grunde
kun dog så lidt kan kikke ind,
og ser så mange munde!
-
7. Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
hvor stjerneflokken blinker,
hvor mildt enhver imod mig ler
og op til himlen vinker!
-
8. Hvad skal jeg sige, når jeg op
til Gud i ånden farer,
og ser den store kæmpetrop
af blide engleskarer!
-
9. Hvad skal jeg sige?—Mine ord
vil ikke meget sige:
O Gud, hvor er din visdom stor,
Din godhed, kraft og rige!
-
10. Op, stemmer alle folk på jord
med frydetone sammen:
Helleluja, vor Gud er stor!
Og Himlen svarer: Amen!
Tekst: Hans Adolf Brorson, 1694–1764
Musik: Böhmisk melodi, 1549
- Bog
- Salmebog
- Salmenummer
- 90
- Musik
- Böhmisk melodi, 1549
- Tekst
- Hans Adolf Brorson.
- Skrifterne
- Første Mosebog 1
- Emne
- Morgen