Vi er ikke kommet så langt for blot at komme så langt
Årlig oplæringstransmission for S&I 2020
9. juni 2020
Det er vidunderligt at være sammen. Vi håber, at I og jeres familie er sunde og raske. Hele dette år har vi fejret 200-året for det første syn. Jeg er taknemlig for Joseph Smith og for hans eksempel på tro og et ønske om at kende sandheden, og jeg er taknemlig for, at vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, elskede os tilstrækkeligt til at besvare Josephs ydmyge bøn. Vi har alle følt kraft i ordene, når vi har sunget: »Priser profeten, som skued’ Jehova.«1 Jeg vil gerne tilføje, pris Jehova for igen at tale med menneskene. Jeg er så taknemmelig for, at Joseph Smiths oplevede det, han gjorde, i den hellige lund.
Efter synet vendte Joseph hjem, hvor han mødte sin mor og sagde: »Alt er i orden … Jeg har erfaret for mig selv«.2 Det mønster, Joseph fulgte i sin søgen efter sandhed, er det samme mønster, vores elever må følge. Og akkurat ligesom Josephs oplevelse hjalp ham til at erfare for sig selv, er det vores håb, at alle vores elever selv vil lære, at vor himmelske Fader kender og elsker dem, at Jesus er Kristus, og at han står i spidsen for sin kirke i disse sidste dage.
Lige siden institutprogrammets begyndelse er der blevet sagt meget om undervisning og læring. Fra Den fastlagte kurs til Grundbegreber i undervisning og læring har den inspirerede vejledning, vi har modtaget, hjulpet os til at undervise effektivt om det gengivne evangelium, som vi finder det i skrifterne og profeternes lærdomme ved Helligåndens kraft. Vi bør aldrig drive væk fra det grundlæggende. Men vi bør heller ikke være bange for at lære nyt eller øge vores forståelse af, hvordan vi bedst bistår vores elever med selv at lære.
Jeg er taknemmelig for den fremgang, vi har nydt. På nogle måder føler jeg, at vi har besteget et bjerg sammen. Vi kunne ikke have nået så langt uden oplevelsen og åbenbaringen i fortiden, men vi bør aldrig blive selvtilfredse og ophøre med at stræbe opad. Jeg tænker på det, ældste Jeffrey R. Holland sagde ved den seneste generalkonference: »[Vi] er ikke kommet så langt for blot at nå så langt« (Judith Mahlangu, multistavskonference nær Johannesburg i Sydafrika, 10. nov. 2019, i Sydney Walker, »Elder Holland Visits Southeast Africa during ›Remarkable Time of Growth‹«, Church News, 27. nov. 2019, thechurchnews.com).3 Vi er halvvejs oppe af bjerget, og Herren er rede til at give os endnu mere.
I den forbindelse har ældste Kim B. Clarke opfordret os til ikke alene at overveje, hvordan vi underviser, men også hvordan vi kan fokusere mere på eleven og processen ved og udbyttet af undervisningen. Han opfordrede os til at stille os selv spørgsmålet: »Hvilke erfaringer trænger mine elever til for at øge deres styrke og evne til at lære mere indgående?« Når man kombinerer vores bemærkelsesværdige historie med nylig vejledning kan man måske spørge: »Hvad kan vi gøre for at blive endnu mere fokuseret på Kristus og på eleverne?«
Ældste David A. Bednar har givet os et bemærkelsesværdigt eksempel på, hvordan det kan se ud at være fokuseret på eleverne i den seneste En aften med en generalautoritet. Det var tydeligt, at det ikke var hans hensigt at fortælle os noget, men at lære os noget. Han stillede spørgsmål, observerede og lyttede for at sikre sig, at vi forstod. Han lærte os også, hvordan han går til undervisning, da han sagde: »I stedet for at tænke: ›Hvad skal jeg sige til dem?‹ bør fokus være på: ›Hvad vil jeg spørge dem om?‹ Og ikke kun: ›Hvad vil jeg spørge dem om?‹, men også: ›Hvad vil jeg opfordre dem til at gøre?‹«4
Den navnkundige professor og rabbiner Jacob Neusener har engang sagt: »Store lærere underviser ikke. De hjælper eleverne med at lære.« Der er bestemt et symbiotisk forhold mellem god undervisning og indlæring. Men jeg tror, at dr. Neuseners udtalelse indikerer, at vi bør se lidt større på det, vi betragter som effektiv undervisning, og fokusere mere på, ikke at fortælle, men at hjælpe vores elever til at få oplevelser, der ansporer til læring. For os betyder det, at vi hjælper vores elever til at opleve Helligånden vidne om sandhed og Guds kærlighed til dem. Det vil sige, at vi skaber et miljø, hvor de føler sig trygge nok til at stille spørgsmål, afdække sandhed, se doktrinære sammenhænge, hører deres klassekammeraters vidnesbyrd, sætter ord på deres egne tanker, følelser og indtryk af de sandheder, de lærer. Det betyder, at vi skaber oplevelser, der inspirerer dem til at efterleve evangeliet og vide, hvordan man handler i tro, lærer af sine fejl og prøver igen med håb i Kristus. Det er sådan, de vil erfare for sig selv.
For at få en bedre forståelse af, hvilke oplevelser vores elever har brug for at få med os, besluttede vi, at det bedste vi kunne gøre var at spørge dem. Et forskerhold talte med tusindvis af unge på fire kontinenter. De mødtes både med dem, der deltog i klasserne, såvel som mange, der ikke var tilmeldt. Efterhånden som vi arbejdede på at opsummere en utrolig datamængde, opdelte vi svarene i tre kategorier.
Den første kategori navngav vi »Omvendelse«. De unge og unge voksne fortalte os, at de ønskede og trængte til oplevelser, der hjælper dem til at føle Guds kærlighed og styrker deres forhold til ham. De ønsker at styrke deres tro på og vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans gengivne evangelium. Det er selvfølgelig præcis, hvad vi ønsker for dem.
Den gode nyhed er, at undersøgelsen viser, at vores klasser hjælper til, at det sker. De, der deltager regelmæssigt og engagerer sig i muligheder for at lære, styrker deres vidnesbyrd og tro på Jesus Kristus markant. Det er en af de mange grunde til, at vi ønsker at invitere flere unge til at deltage. Når de lærer med jer, vokser deres tro og vidnesbyrd.
Tak for alt, I gør for at hjælpe dem med at omvende sig dybere. Vi har nydt stor fremgang, når vi har fordybet os i undervisningsprincipper, der hjælper vores elever til dybere indlæring. Og jeg tror, at der stadig er meget, som Herren er villig til at lære os, når vi beder om hans vejledning. Når I tænker over de muligheder, vil I så bønsomt overveje, hvilke oplevelser eleverne behøver for at øge deres kraft og evne til at forstå vor himmelske Faders plan og Jesu Kristi lære og forsoning? Overvej, hvordan I måske kan hjælpe dem til at søge efter, genkende og handle på Helligåndens indflydelse og derpå handle i tro, omvende sig og indgå og holde hellige pagter. I sidste ende er det vores håb, at de oplevelser vil hjælpe dem til at lære Jesus Kristus at kende og elske ham og stræbe efter at blive som ham.
Den anden kategori, der fremkom af at lytte til dem, der deltog i undersøgelsen, har vi givet titlen »Relevans for personlig åndelig udvikling.« De, der blev adspurgt, udtrykte, at klasserne virker relevante, når lærerne kender og værdsætter en del af elevernes omstændigheder og baggrund og tilpasser undervisningsoplevelsen for at imødekomme individuelle behov. De udtrykte et behov for et sted at mødes, hvor de kunne stille oprigtige spørgsmål om læren, Kirkens historie og samfundsmæssige emner, der er vigtige for dem. De ønsker ikke at skændes om de ting. De har ærlige spørgsmål og et behov for et trygt, troende og åbent miljø at udforske dem i. De har brug for lærere, der besvarer deres spørgsmål ikke blot med tro, men også med åbenhed og medfølelse. De ønsker også at lære, hvordan man lærer og bliver mere åndeligt selvhjulpne. De ønsker at udvikle færdigheder, der hjælper dem med at analysere begreber og kunne sætte dem ind i en evig kontekst. De ønsker hjælp til at få mere tro på deres egen evne til at forklare evangeliets principper og Kirkens retningslinjer for andre. Og de ønsker at udvikle færdigheder, så de kan bruge evangeliske principper i dagligdagens udfordringer.
Det, eleverne fortalte os om deres ønsker og behov, går fint i tråd med det råd, vi fik af ældste Jeffrey R. Holland sidste år. Han mindede os om, »at en elev ikke er en beholder, der skal fyldes; en elev er en ild, der skal antændes.«5
Vores rolle som lærere er at hjælpe eleverne med at fremelske et stærkt ønske om at lære, modtage personlig åbenbaring og opdage, forstå og efterleve den sandhed, de erfarer for sig selv. Det er ikke bare at videregive den kundskab, vi har opnået fra vores eget studium og af egen erfaring. Og vi må huske på, at det, der virker relevant for os, måske ikke giver meget mening for vores elever, der er et andet sted i livet. Så vi er virkelig nødt til at lytte til dem, være observante og bede om dømmekraft.
Desværre er der mange unge og unge voksne, særligt dem, der ikke deltager, der føler, at vores klasser ikke er tilstrækkeligt relevante. De tror, at vi er mere optaget af at komme igennem alt det, vi har forberedt, end vi er af at imødekomme deres faktiske behov. De sagde, at vores lektioner ofte har fokus på idealet og ikke i tilstrækkelig grad anerkender den virkelighed, de lever i eller svarer på deres spørgsmål.
Forestil jer for eksempel en institutlærer, der taler om læresætningen celestialt ægteskab, og føler, at det emne er meget relevant for de unge voksne. Eleverne i den klasse tror allerede på vigtigheden af et tempelægteskab, men nogle af dem er usikre på, hvordan de skal anvende den lære i deres liv. Nogle er bange, fordi de kommer fra skilsmissehjem og ikke er sikre på, at de kan få et ægteskab til at fungere. Andre i klassen kan spekulere på, om de har råd til at blive gift og stifte familie. Andre er måske i tvivl om, hvorvidt de nogensinde får den mulighed. Nogle kæmper med at føle sig tiltrukket af andre af samme køn og har svært ved at finde deres plads i Kirken. Lektionen går som planlagt, men giver ikke plads til meningsfuld inddragelse af eleverne. Læreren føler, at hun på grund af emnet, har været i forbindelse med eleverne på en relevant måde. Men sandheden er, at selvom der blev undervist i læren, så blev det ikke gjort på en måde, der tilgodeså elevernes usikkerhed, behov eller de realiteter, de står med i livet. En mulighed for at hjælpe dem til at se vigtigheden af den læresætning i deres særlige situation blev forspildt.
En lærer, der er opmærksom på sine elevers åndelige udvikling er villig til at møde dem, hvor de er. Hun giver dem håb og hjælper dem til at se, hvordan efterlevelse af evangeliet kan velsigne dem og hjælpe dem fremad mod deres mål. Hun hjælper dem til at udvikle tillid til, at skrifterne og sidste dages profeters lærdomme virkelig rummer svar på de spørgsmål, de nærer i deres sjæl.
Vil I bønsomt overveje, hvordan I kan anspore jeres elever til at stille oprigtige spørgsmål og dele deres indsigt og synspunkter, så I kan hjælpe dem til at se vigtigheden og relevansen af evangeliet i deres liv? De er nødt til at stole på, at I kender og forstår dem, og at I er villige til at lave tilpasninger for at møde dem. Giv dem oplevelser, der inspirerer dem til at studere skrifterne dagligt og søge vejledning i skrifterne og nutidsprofeters lærdomme. Hjælp dem med at lære færdigheder og fremgangsmåder for at opnå åndelig kundskab, så de kan lære noget på egen hånd.
Den tredje kategori, vi fandt frem til ved at lytte til vores elever og især dem, der ikke deltager, fortæller os, at de ønsker og har brug for, at vi skaber en følelse af at høre til. Tilhørsforholdet skabes gennem forhold og forbindelser med vor himmelske Fader, læreren og de andre elever i klassen. En følelse af at høre til opstår, når der er et miljø, hvor alle føler sig velkommen, støttet, ønsket og værdsat. Den følelse af at høre til øges også, når eleverne føler, at de er en del af en meningsfuld sag.
Igen vil jeg gerne takker jer. Jeg påskønner jeres respons på »Se den ene«-træningen og jeres individuelle indsats for at hjælpe enhver elev til at føle sig elsket og respekteret. Vi er nødt til at fortsætte med denne indsats, for en stor del af dem, der på nuværende tidspunkt ikke deltager, føler ikke, at de hører til. Mange af dem fortalte, at seminar- og institutklasserne kun er for dem, som de anser for perfekte sidste dages hellige, der aldrig har problemer eller spørgsmål. Den fejlagtige opfattelse får dem til at tro, at de ikke passer ind. Nogle føler tilmed, at hvis de stiller et oprigtigt spørgsmål eller lufter noget, der kommer fra hjertet, vil de blive dømt eller set ned på som mindre troende. De siger også, at de ville være mere villige til at deltage, hvis det var et sted, hvor alle var velkomne, uanset hvor troende de var eller deres udseende.
For nylig så bror Linford en ung kvinde, der stod foran en af vores bygninger. Han præsenterede sig og spurgte om, hun var meldt til en klasse. Hun svarede, at hun var medlem af Kirken og kendte til institut, men hun deltog ikke. Hun tilføjede: »Hvis du kendte mig og min fortid, ville du vide, at jeg ikke hører til der. Jeg ville ikke passe ind.« Heldigvis tog den unge kvinde imod bror Linfords invitation til at komme med indenfor, hvor hun blev taget varmt imod. Hun meldte sig til et kursus og begyndte straks at deltage. Men jeg har tænkt over, hvor mange hundreder, måske tusinder, af unge, der har stået uden for vores bygninger, og trængt lige til det, vi kan tilbyde i vores klasser, men har været for bange for ikke at passe ind.
De har ikke alene brug for det, vi har at tilbyde, men vi har også brug for dem. Lærere, der skaber et tilhørsforhold, anerkender oprigtigt, at hver eneste elev har noget at bidrage med, som kan gøre klassen til en bedre oplevelse.
Jeg så et vidunderligt eksempel på dette, da jeg mødte en ung mand i bror Andres klasse. Michael var kommet tidligt hjem fra sin mission af helbredsmæssige årsager. Mens han forberedte sig på at vende tilbage, blev han kørt ned af en bil og brækkede adskillige knogler og lå på hospitalet i lang tid. Da han blev udskrevet fra hospitalet, havde han opgivet sin drøm om at fuldføre sin mission. Han kastede sig ud i ekstremsport og kom væk fra Kirken. En dag, hvor han var alene, besluttede han sig for at gå på line over en bjergkløft helt alene uden sikkerhedsnet. Da han var kommet over på den anden side, havde han lyst til at råbe og fejre, men så så han ned og indså, at var han faldet, havde det været slutningen på hans liv.
På det tidspunkt begyndte han at tænke på sin mor og lillesøster, og hvor sønderknuste de ville være, hvis han var styrtet ned. Hans næste tanke gik til Frelseren og alt, han havde gjort for ham, og Ånden fyldte hans hjerte. Han kravlede ned ad klippen og begyndte sin rejse tilbage til Kirken. Han kom på forunderlig vis til forståelse af Frelserens nåde, kærlighed og kraft til at forløse os.
Nogen tid senere var Michael på stranden og huskede, at han havde deltaget i institut inden sin mission. Han gik lige fra stranden og hen til en institutbygning, nogle minutter inden en klasse skulle til at begynde. I det øjeblik vidste bror Andre ikke så meget af det, jeg lige har fortalt jer. Det, han vidste, var, at Michael skulle være der, og at han havde en masse at byde ind med. Bror Andre inviterede Michael til at blive, men Michael følte, at folk sikkert ikke ville byde ham velkommen. Han stod i badedragt og tank top med bare arme, og man kunne se, at han fra sine håndled til sine skuldre var dækket af tatoveringer. Han svarede, at han ville foretrække at blive omklædt og have en langærmet bluse på, inden han deltog i klassen. Bror Andres respons var: »Det er der ingen, der lægger mærke til.« Michael blev. Men efterhånden som de andre elever kom til, var der ingen, der satte sig ved siden af ham. Da de havde indledt, bad bror Andre Michael om at komme op foran, hvor han præsenterede ham. Han fortalte de andre elever, at han elskede Michael, at Michael havde meget at byde ind med og et stort hjerte. Så spurgte han Michael, om han ville bære sit vidnesbyrd. Med tårer i øjnene talte Michael om Guds kærlighed, om hans venlighed og medfølelse og villighed til at tilgive. Hver eneste, der var der den dag, blev velsignet af Michaels vidnesbyrd.
Bror Andre så noget i Michael, som andre måske ikke havde set. Som lærer påskønner han den forskellige baggrund og situation, som alle har, og det, de har at tilbyde. Så han sørger for oplevelser, der gør hans elever i stand til at trække på styrke fra hinanden og fra deres fælles ønske om at trække på Frelserens fred, helbredelse og nåde. Endnu et højdepunkt var efter lektionen, hvor jeg så flere elever samles om Michael for at byde ham velkommen og sikre sig, at han vidste, at der var brug for ham.
Som jeg nævnte før, er en anden del af at skabe et tilhørsforhold at være engageret i noget meningsfuldt. Vores elever har et stærkt ønske om at deltage i en god sag for menneskeheden og opløfte andre i værdighed, ligeværdighed og mulighed. Generelt forbinder de ikke det, de har lært, eller de muligheder de får, med sådan en sag. Og selvom den største sag på jorden er Kristi sag og indsamlingen af Israel på begge sider af sløret, så forbinder de fleste ikke deres oplevelser i seminar og institut med den sag.
Vil I overveje, hvilke ændringer I kan foretage i jeres undervisning, jeres omgang og i jeres klasseværelsesrammer for at være mere indbydende for alle vor himmelske Faders børn? En gang i mellem kan I tilmed ønske at gå i en blå skjorte. Men vil I meget vigtigere bønsomt prøve at sørge for oplevelser, der hjælper eleverne til at føle vor himmelske Faders kærlighed og indse deres guddommelige herkomst og potentiale? Vis, at I holder af dem og ser deres personlige værd. Hjælp med at fremme sammenholdet i klassen, og at de føler sig trygge og ønskede. Tilskynd dem til at engagere sig i Kristi sag ved at hjælpe andre til at gå fremad på pagtens sti. Når I fremelsker sådanne oplevelser, vil de vide, at de hører til.
Jeg ved godt, vi ikke kan gøre alt dette hver dag. Men vi kan være opmærksomme på det i vores forberedelse, vores undervisning og omgang med vores elever. Det betyder ikke noget, om I underviser i seminar eller institut, ansigt til ansigt eller online, tidligt om morgenen eller sent om aftenen, det vil velsigne eleverne, hvis I indarbejder disse principper og giver dem de oplevelser, de har brug for.
Så meget godt sker allerede, og det bedste venter stadig forude. Husk, at vi ikke er kommet så langt for blot at komme så langt. Jeg ved, at når vi oprigtigt søger åbenbaring, vil Herren hjælpe os til at vide, hvordan vi er til velsignelse for hans børn. Han står rede til, både individuelt og kollektivt, at give os oplevelser, der fordyber vores omvendelse, der er relevante for vores personlige åndelige udvikling og giver en følelse af at høre til. Han er rede til at give os mere. Må vi fortsat søge ham i tro for at få at vide, hvordan vi bedst hjælper vores elever til at erfare for sig selv, skal være min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.