Paneldiskussion
Årlig oplæringstransmission for S&I 2020
9. juni 2020
Bror Jason Willard: Vi byder jer velkommen, hvor end I er, til denne paneldiskussion. Jeg hedder Jason Willard, og jeg virker som assisterende administrator i seminar og institut. Vi er glade for at have disse særlige gæster med os i dag: Søster Reyna Aburto, andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab; søster Michelle Craig, førsterådgiver i Unge Kvinders hovedpræsidentskab; søster Jill Johnson, hustru til vores kommissær, ældste Paul V. Johnson, og bror Chad Wilkinson og bror Bert Whimpey, der også tjener som assisterende administratorer i S&I. Tak til jer alle for at være med os her i dag.
Formålet med dette panel er at drøfte nogle spørgsmål, som vi håber kan være til nytte i mange forskellige situationer, når I stræber efter at velsigne de unge og unge voksne overalt i verden med mere kraft. Vi har søgt himlens hjælp for at forberede dagens diskussion, og vi opfordrer jer til at gøre det samme.
Når det er sagt, så lad os begynde med det første spørgsmål. Vi synes at få flere og flere lærere, studerende og familier, der kæmper med stress, angst, depression og andre følelsesmæssige udfordringer. Hvad kan vi gøre for at hjælpe dem?
Søster Reyna I. Aburto: Jeg tror faktisk, at vi i virkeligheden alle har behov for helbredelse fra et eller andet, men jeg tror, at det er vigtigt for os at hjælpe vores studerende med at forstå, hvis de kæmper med deres følelser, er de ikke knuste, de er ikke forkerte, og at følelser er en del af vores guddommelighed. Men er vi konstant kede af det, bør vi nok søge hjælp. Så jeg foreslår at følge Frelserens eksempel. Han stillede spørgsmål, der tillod folk at udtrykke deres følelser. Det tillod folk at give udtryk for deres smerte – fx da han stillede Maria og Martha spørgsmål, da Lazarus var død. Eller på vejen mod Emmaus, hvor han talte med sine disciple, og han stillede dem spørgsmål, der lod dem udtrykke deres bekymringer og smerte, fordi de havde mistet deres Frelser. Det samme skete med Maria Magdalene ved graven, og da han stillede forskellige mennesker spørgsmål, der lod dem udtrykke deres følelser.
Jeg tror, at hvis kan skabe et miljø, hvor eleverne føler sig trygge ved at udtrykke deres følelser – ikke nødvendigvis i klasseværelset, og ikke nødvendigvis over for hinanden, men at de måske føler sig trygge ved at udtrykke deres følelser, måske ved at skrive dem ned, måske over for en i familien eller en ven og især vor himmelske Fader. Vi kan stille dem spørgsmål, der tillader dem at udtrykke deres følelser. »Hvilke bekymringer har I om jeres venner, jeres familie?« »Hvordan kan vi hjælpe hinanden?«
Jeg har bemærket, at når vi beder folk om forslag eller om åbenbaring eller inspiration til, hvordan man hjælper andre, så modtager de den inspiration, når de beder om det, og de kan træde til og hjælpe. Så kan vi skabe et miljø, hvor folk ikke føler sig dømt, vi hjælper dem med det og med at forstå, at der ikke er forkerte svar, at de kan stille åbne spørgsmål og føle sig frie og trygge til at udtrykke deres følelser. Og især hvis de kæmper med noget, at de ikke skal stå alene med det; de kan række ud til vor himmelske Fader, til vor Frelser og hinanden. Og uanset hvad der sker i deres liv, så er vi alle et barn af Gud, og vi kan henvende os til vor himmelske Fader. Vi er alle brødre og søstre, og vi kan vende os til hinanden. Vi er også alle Kristi disciple, og vi kan vende os til ham.
Bror Bert Whimpey: Jeg sætter stor pris på ældste Holland – husker I hans tale ved oktoberkonferencen i 2013. Han talte om den kamp, han selv havde haft med depression på et tidspunkt. Derefter sagde han dette: »Der bør ikke være nogen skam i at anerkende dem i forhold til at erkende en kamp mod for højt blodtryk eller den pludselige tilsynekomst af en ondsindet tumor.«1 Han sagde, at det er okay at tale om det, give udtryk for det og dele de følelser. Og så værdsatte jeg virkelig de tre ting, han nævnte: »Hav frem for alt tro på jeres Fader i himlen … Søg råd hos dem, der holder nøglerne til jeres åndelige velbefindende,« og derpå, om nødvendigt »søg hjælp hos velrenommerede mennesker med dokumenterede kvalifikationer, professionelle færdigheder og gode værdier.«2
Jeg synes, at det ikke blot er vigtigt for vores studerende, men også vores lærere, der skal vide, at det er okay at udtrykke de ting og tale om dem for at få den fornødne hjælp. Det er også skønt, at vi i vores profession er i stand til at mødes med en HR-repræsentant og se på, hvilke ressourcer og steder der er at få hjælp, og at Kirkens hjemmeside også er et godt sted at finde hjælp.
Bror Willard: Tak for det, bror Whimpey. Det næste spørgsmål handler om vores unge og unge voksne, og hvordan vi kan hjælpe dem til at se, at Kirken er relevant i deres liv, hvorfor de har brug for Kirken, og at Kirken har brug for dem.
Søster Michelle Craig: Jeg mener, at det er et meget vigtigt spørgsmål, og jeg tror virkelig på, at vores unge og unge voksne er nødt til at føle, at medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er mere end en række regler eller bokse, der skal krydses af. Det er mere end en social klub. De er nødt til at forstå, at kernen i Jesu Kristi evangelium er kærlighed. Det er kærlighed til Gud og kærlighed til andre. Og ved at lære og efterleve evangeliet, vil de virkelig finde deres identitet og formål med livet.
Vores unge i dag responderer på principper som at elske hinanden og kærligt række ud til de marginaliserede i samfundet. De efterspørger en sag, og de vil gerne gøre en forskel i verden. Jeg håber, at de vil nå frem til at forstå, at når de er trofaste, indenfor den struktur, som Kirken er som organisation, så vil de få større mulighed for at gøre en forskel til fordel for det gode for verden, end igennem nogen anden organisation.
En af de ting, jeg elsker ved præsident Nelson og den retning, som Kirken bevæger sig i, er, at der så meget fokus på de unge og unge voksne, mere end jeg kan mindes, der har været. Og som voksne er vi nødt til at træde et skridt tilbage, vi er nødt til at give vores unge mulighed for at lede, planlægge, søge åbenbaring og handle på den åbenbaring. Vi må respektere deres intelligens, og vi er nødt til at lære det, de har at lære os. Vi har brug for dem, ikke for at få tallene i vejret, men fordi verden står i desperat behov for det, de har at tilbyde. Og Kirken har en struktur, der gør den i stand til at møde den enkeltes behov en ad gangen. Jeg håber, at alt, som vores unge og unge voksne lærer i deres hjem, i kirken og til seminar og institut vil inspirere dem til at bruge deres hjerte og hænder til at række ud og elske andre mennesker og tjene dem, de kommer i kontakt med. For det er den naturlige følge af at elske Jesus Kristus og at elske andre.
Jeg mener virkelig, at i sidste ende handler alt om Jesus Kristus. Alt, vi gør og underviser i som lærere, og som dem, der elsker og omgås med de unge og unge voksne og børn, bør styrke vidnesbyrdet om Jesu Kristi liv, mission og forsoning. Det er det, det hele handler om. Jeg mener, at hvis vi gør det, kan de forhåbentligt nå til kundskab om, at dette er Jesu Kristi evangelium, at det er hans evangelium, og at velsignelserne ved medlemskab i dette evangelium er så store, og der er brug for alle for at fuldføre værket. Dette er virkelig hans værk.
Bror Willard: Godt sagt. Tak. Bror Wilkinson, hvad ville du tilføje?
Bror Chad Wilkinson: Jeg kunne ikke være mere enig med søster Craig. Mens hun talte, tænkte jeg på en institutklasse, jeg engang havde, hvor størstedelen af dem var hjemvendte missionærer. Og de talte om, at en af de største tilpasninger ved at komme hjem, var, at de i 18 måneder eller 2 år havde været så fokuseret på andre, og da de kom hjem, handlede alt tilsyneladende om dem. I evangeliet og i vores klasselokaler kan vi fremsætte opfordringer, der lader dem tænke over det eller udforske nogle måder at gøre de ting på og række ud over sig selv.
Bror Willard: Søster Johnson, hvad ville du tilføje?
Søster Jill Johnson: Da jeg overvejede dette spørgsmål, fik jeg en anden tanke om kraften i pagterne, som vi kun kan have i en kirke med Guds myndighed og magt. Og i dagens verden med så meget pres på de unge, der trækker dem væk fra Kirken, må vi genforbinde dem med kraften i at holde pagter. Vi kan i denne verden føle, at vi er alene og magtesløse mod det, der overgår os: Vores prøvelser, vores fristelser. Men den pagt, som man kun finder i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og på hellige steder, er så meget stærkere end nogen af de kræfter. Jeg tror virkelig, at det er noget, Kirken kan sørge for. Vi kan gøre det kendt for vores elever, bære vidnesbyrd om det og ved vores levevis vise, at der er mere i Kirken end blot at gøre godt. Der er kraft i pagterne.
Bror Whimpey: Søster Johnson, jeg værdsætter den kommentar. Jeg har haft samtaler med unge voksne, der sagde noget i stil med: »Jeg kan føle mig tæt på vor himmelske Fader uden at gå i kirke.« Og jeg har svaret: »Ja. Men mit mål er ikke blot at føle mig nær på vor himmelske Fader, jeg vil gerne blive som vor himmelske Fader. Det er mit mål at blive ophøjet.« Og jeg tror, at vi må hjælpe alle vores unge og unge voksne med at huske, at formålet med dette liv er at blive deres himmelske Fader lig. Det er i Kirken, de finder præstedømmets nøgler og ordinancerne og pagterne, som søster Johnson sagde. Det er Guds rige her på jorden, og der er noget, som de vil opnå her, som vil hjælpe dem til at blive vor himmelske Fader lig, som de ikke kan få noget andet sted eller på nogen anden måde.
Bror Willard: Det er virkelig sandt. Ikke bare være en del af en sag, men – jeg tror, at det blev nævnt ved vores seneste generalkonference – for at være en del af »Kristi sag«. Og det er det, pagterne gør for os. Så mange tak for det. Hvad er nogle af de små og enkle ting, vi kan gøre for at øge vores styrke til at velsigne vores elever, undervise med større kraft og give forbløffende undervisning?
Bror Wilkinson: Jeg elsker det spørgsmål. Vi har talt om og undervist og trænet en masse færdighed og metoder og en masse andre ting, og det er alt sammen vigtigt. Men når vi udpeger en lærer – hvilket vil sige, at Helligånden er læreren – når vi udpeger Helligånden som vores lærer, og vi inviterer ham ind i vores klasseværelser, så kommer den kraft og forbløffende undervisning.
Ældste Johnson lærte mig engang, at Satan måske ikke er i stand til at få mange ansatte i S&I eller folk til at begå ægteskabsbrud eller bryde visdomsordet eller gøre noget meget slemt eller alvorligt. Men han kan gøre små ting, der kan koste os kraft. Han kan anspore os til beklagelser eller at sidde om et bord og tale grimt om hinanden eller gøre nar af en elev eller grine af dette eller små bitte ting, som gør, at vi mister Ånden, når vi giver efter for dem, eller at Helligånden ikke kan være hos os i samme grad, som han kunne eller burde være.
Jeg tænker på Akan i Det Gamle Testamente, hvor de blev befalet, at når de drog i krig mod Jeriko, måtte de ikke tage nogle bandlyste ting – intet gods, ingen skatte – fra Jeriko. Og det gjorde Akan, og ingen andre vidste det. Og i det næste slag, hvor det var helt sikkert, at de ville vinde over byen Aj, tabte de, og 36 mænd mistede livet.
Der ligger et princip i det om, at det vi gør, betyder noget. De små ting, vi måske siger, eller beklagelserne eller surmuleriet, eller hvad det nu er, kan påvirke Helligåndens kraft til i større mål at hjælpe os – og det betyder noget. Og det er hele systemet, der mister kraft. Det er noget, der betyder noget. Jeg vil opfordre os til at gøre de små ting. Læg mærke til de små og enkle ting, der indbyder Helligånden eller hjælper til at få den størst mulige kapacitet, lærerens indflydelse.
Bror Willard: Bror Whimpey, du havde en bemærkning?
Bror Whimpey: Hvis vi virkelig er centreret om Frelseren, at jeg har ham i tankerne, når jeg sidder og tænker på mine elever og mine lektioner, at jeg er fokuseret på Frelseren. Jeg vil gerne have, at mine elever kender hans karaktertræk og egenskaber. Det begynder der, hvis jeg fokuserer på Frelseren.
Så tænker jeg, at den anden ting er, at jeg er fokuseret på mine elever. Jeg synes godt om ældste Bednar – hvis I husker det talte han i en serie med lederskabstræning om en oplevelse, han havde med sin søn, hvor sønnen ønskede hjælp med planlægningen af en aktivitet for præsterne og laurbærpigerne. Derfor læste ældste Bednar Jakob 1:5 for ham: »For på grund af tro og stor ængstelse var det i sandhed blevet tilkendegivet for os angående vort folk, hvad der skulle ske med dem.« Hvis I husker historien, tog det et par timer, før ældste Bednars søn endelig forstod, hvad ældste Bednar sagde: »Hvad er der nød til at ske? Inden I planlægger en aktivitet, så tænk først på, hvilken oplevelse jeres elever har brug for.« Gå til det ud fra »Hvad har en elev behov for at opleve?«, når vi forbereder os.
Jeg tænker så på den tredje ting, som bror Wilkinson sagde, at være bevidst om at lade Helligånden udføre sin rolle og funktion, når vi er i klasseværelset. Det er så vigtigt. Jeg mener, at håndbogen Evangelisk undervisning og læring, afsnit 2.1, er god at se igennem, når vi virkelig tænker på, hvad Helligåndens rolle og funktion er. Og bare at forstå det og lade Helligånden gøre sit arbejde i klasseværelset, ville være meget signifikant.
Søster Craig: Noget enkelt, som jeg har opdaget, når jeg har undervist, og jeg føler, at Ånden ikke er der, hvis jeg bærer vidnesbyrd om Jesus Kristus og vor himmelske Fader, så kommer Helligånden. Det er Helligåndens mission at vidne om Jesu Kristi og vor himmelske Faders guddommelighed. Hvis jeg bærer vidnesbyrd, bare et enkelt et, kommer Ånden.
Bror Willard: Vi talte om at undervise med større kraft, om at blive mere centreret om Kristus. Men når vi stræber efter at være mere læringsfokuserede, hvad kan lærerne så gøre, for at deres forberedelse bliver mere relevant og specifik for eleverne?
Søster Johnson: Da jeg først læste spørgsmålet, tænkte jeg på: »Hvad betyder det at drage omsorg for eleverne en for en?« Betyder det at specifikt at lære dem at kende? Kan vi nøjes med at kende dem personligt? Tilbringe tid med dem, så vi lærer dem bedre at kende? Så tænkte jeg på, at dette spørgsmål er anderledes for en lærer i Orem, der underviser flere end 100 studerende. At prøve at blive personligt involveret i alle disse elevers liv ville være en overvældende opgave i sammenligning med en lærer i Frankfurt i Tyskland, som har seks elever, som han eller hun går i kirke med og er gode venner med nogle af familierne. Jeg tror, at det ville være demotiverende at føle som lærer, at man har ansvar for at blive involveret personligt med hver elev, besøge deres familie og komme til mærkedage. Der er så mange, man bliver bare helt overvældet.
Så jeg har nogle forslag til at imødekomme behov. Jeg tænkte, vi er nødt til at spørge. Vi må spørge eleverne selv om, hvad deres behov er. Vi må spørge andre lærere om, hvad de har observeret hos elever i samme aldersgruppe og kultur, fordi denne kirke er verdensomspændende, og der er mange kulturelle forskelle. Men det vigtigste er at spørge vor himmelske Fader og stole på Ånden og de løfter, vi har fået om, at gør vi alt, hvad vi kan, så vil vi blive velsignet med den inspiration, vi behøver for at kende disse elever og vide, hvad vi er nødt til at lære dem. I en kompleks verden med alle de nye udfordringer, de unge har, er det endnu vigtigere, at vi får vejledning fra vor himmelske Fader til at undervise dem.
Søster Aburto: Jeg tror, at hvis vi rådfører os med dem og kender til dem, vil vi også lære dem bedre at kende. Det er også vigtigt at iagttage dem, og lytte til og se de vink, de giver os. De kommentarer, de kommer med eller ikke kommer med, eller de spørgsmål, de stiller, der gør, at vi lærer dem bedre at kende. Vi kunne måske også lade dem stille anonyme spørgsmål. Nogle gange føler de sig mere fri til at sige, hvad der ligger dem på hjertet, hvis vi ikke kender navnet bag. Sørg også for at forbinde principper og læresætninger, som vi lærer om, med det, der sker i deres liv lige nu – ikke nødvendigvis i fremtiden, men lige nu – så de kan se sig selv i skrifterne, så de kan se sig selv i indsamlingen af Israel, så de kan se sig selv i arbejdet med frelse og ophøjelse. Og de kan også se tilbage på deres liv og se de gange, Herren har velsignet dem, så de kan huske, hvem de er, og at han altid står klar til at velsigne dem. Hjælp dem med at finde den relevans. Og for at gøre det, er I nødt til at vide, hvad der foregår i deres liv.
Bror Wilkinson: Jeg synes, at begge disse kommentarer er fabelagtige. Jeg har prøvet, at få eleverne til at skrive et brev til mig den første dag i klassen. Jeg ønsker ikke, at de fortæller mig, hvad deres synder er eller noget i den retning, men at de fortæller lidt om sig selv. Hvad er jeg nødt til at vide om dig, der bedst muligt hjælper mig til at tjene som din lærer i dette semester eller i år? Fortæl lidt om jeres familie, om jeres arbejde, fortæl mig om jeres fritidsaktiviteter. Fortæl, hvad I forventer at få ud af klassen. Eller sige: »Jeg kæmper med min tro« eller »Jeg kæmper med noget.« Og så tager jeg et billede af hver elev og sætter på det papir. Og når jeg læser det brev, lærer jeg den elev at kende, og jeg har disse ting i tankerne under min forberedelse. Der er nogle, måske nogle få, praktiske måder at nå til det, som søster Johnson og søster Aburto taler om.
Bror Willard: Vores næste spørgsmål handler om at få vores lærere til at hjælpe. Hvordan afbalancerer det ansvar vi har for at undervise tydeligt og sandfærdigt i doktrinen samtidig med, at vi stadig opfordrer studerende fra forskellige baggrunde og kulturer til at dele deres tanker og følelser på passende vis? Hvad kan I sige til en lærer, der prøver at sikre sig, at eleverne føler sig hørt i klassen, at de kan tale frit, at de kan udtrykke tanker og følelser, der måske skiller sig ud og stadig undervise i læren?
Bror Whimpey: Det er sommetider en svær balance i et klasseværelse. Jeg tror, at vi skal huske, at vores er ansvar at undervise i sandheden, det er ikke en valgmulighed. Vores elever skal vide, at når de kommer til klasse, kommer de til at høre sandheden. Det er derfor, vi er nødt til at være centreret i skrifterne og profeternes ord, så når eleverne kommer, så er vi der, og der finder vi vores svar. Vi skal også huske formålet, og det er at hjælpe de unge og unge voksne til at forstå og forlade sig på Jesu Kristi lære og forsoning. Jeg må hjælpe mine elever til at forstå.
Men jeg tror også, at vi må huske, at vores elever også har et ansvar. Husk på afsnit 50 i Lære og Pagter, vi skal forkynde sandhedens ord, men vores elever må også modtage sandhedens ord. De er nødt til at være troende, når de kommer til klassen. Så hvis vores klasser kunne blive et slags laboratorium, hvor de studerende kommer og kan mærke, at det er et sted, hvor der undervises i sandhed, men at de føler sig trygge ved at stille deres spørgsmål og dele deres oplevelser eller bekymringer. Men som lærere er vi der faktisk for at hjælpe vores elevere med at lære, hvordan man lærer – lærer, hvordan man mærker Ånden, hvordan man selv lærer i sådanne omgivelser og fortælle om, hvad de tænker. Og måske fører det til drøftelse, til skrifterne og til profeternes ord, der hjælper os med at finde ud af, hvad sandheden er, og ikke bare en mening eller det, der bliver sagt i dagens verden.
Men lad os fokusere på sandheden. Tænk på mønsteret for at opnå åndelig kundskab. Hvis vi virkelig kunne fokusere på det mønster og hjælpe vores elever lære, hvordan de handler i tro og har et evigt perspektiv og derpå søger i guddommeligt angivne kilder for at få deres svar, når de så kommer i klassen, er det derfor, at de er der, så de kan lære sandheden at kende, så de kan blive som deres himmelske Fader.
En af vores områdeledere delte en oplevelse med mig. Han sad i et klasseværelse, og en ung voksen gav udtryk for en mening, der ikke helt stemte overens med Kirkens lære. Derpå svarede læreren på denne måde. Han sagde: »Hvordan påvirker dit eget vidnesbyrd og forståelse af frelsesplanen din mening? Begynd ud fra tro, ud fra det, du ved, og det, du føler, og lad os tale ud fra det perspektiv.« Og han fortalte, at han kunne se, at denne unge voksne faktisk fik åbenbaring lige på stedet, da de prøvede at handle i tro og se på det i et evigt perspektiv. De talte om det, de vidste, hvad de stadig ikke vidste, og hvad de prøvede at finde ud af. De havde ikke alle svarene, men hvis de i det miljø mødtes for at lære om sandheden og ser på, hvordan man handler i tro og er troende, ud fra det man ved.
Hvordan kan jeg hjælpe dig med at lære, og hvordan man finder svar, når man bevæger sig fremad med den evne? Jeg tror, at vi sommetider skal være forsigtige med, at hvis vi ikke lader evangeliets principper og læresætninger ændre os, så prøver vi at ændre evangeliets principper og læresætninger til at passe til vores situation. Hvis vi virkelig kan sige: »Himmelske Fader, jeg vil gerne blive som dig. Hjælp mig med at lære, hvordan evangeliets læresætninger og principper kan hjælpe mig,« i en ånd af »jeg har stadig spørgsmål og problemer, men jeg ønsker virkelig at vide, hvad sandheden er.« Jeg tror, at vi som lærere virkelig kan skabe det miljø i måden, vi responderer på. Men at hjælpe vores elever med at søge til skrifterne og profeterne for at lære sandheden at kende og at hjælpe dem i deres kamp for virkelig at vide, hvad der er sandt. Lad mig også sige, at vi ikke må undervurdere den kraft, der er i et vidnesbyrd og i at vidne. »Ved to eller tre vidners mund skal hvert ord blive stadfæstet.«3 I skrifterne, i profeternes ord og i deres eget vidnesbyrd om, hvad der er sandt. Og når Ånden vidner, vil vores unge finde ud af det, og de vil lære, hvordan man lærer på egen hånd og selv erfarer sandheden.
Bror Willard: Jeg elsker bemærkningen fra Nefi, hvor han siger: »Jeg ved, at han elsker sine børn; alligevel forstår jeg ikke betydningen af alting.«4 Nefi bar sit vidnesbyrd om det, han vidste, og sikke en velsignelse det er for os alle.
Bror Wilkinson: En af de tanker, der kom til mig, var om den kvinde, der blevet grebet i ægteskabsbrud og Frelserens eksempel. Han veg ikke tilbage fra at undervise om sandheden. Han fortalte hende om læren, at det ikke var okay. Men han gjorde det på en måde, der beskyttede hende, gjorde det til et sikkert sted for hende at lære det.
Søster Johnson: Jeg tænkte lidt i de samme baner, hvis nu eleverne kan føle Frelserens kærlighed og forsoningens kraft mere som en styrke, end når vi underviser om buddene og følgerne af ikke at følge dem. Hvis den følelse, de tager med sig fra klassen og lektionen, er, at der er nogle, der elsker dem så meget, og at der er en måde at trække på forsoningens kraft, så vi, når vi har begået fejl – og det gør og vil vi alle – og der er ting, hvor vi bare har brug for forsoningen. Den positive side af alt det er det, som eleverne forlader klassen med. At de føler, at der er håb. Og det tror jeg, at de virkelig har brug for i denne verden.
Bror Willard: Tak for disse kommentarer. Rent faktisk har det sidste spørgsmål også med det at gøre: Hvordan kan vi hjælpe de unge med at føle sig set, og at deres spørgsmål betyder noget? Søster Craig, hvad vil du tilføje?
Søster Craig: Jeg tænkte på et skriftsted i Markus, som I alle kender. En rig ung mand kom til Frelseren og spurgte, hvad han måtte gøre for at opnå evigt liv. Og Frelseren nævnte nogle af de bud, som han allerede fulgte. Og inden han så beder denne unge mand om at gøre noget virkelig, virkelig svært – og vi har alle noget, der er svært for os – elsker jeg, at der i vers 21 står: »Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham.«5 Jeg tror virkelig, at det vigtigste, vi kan gøre i enhver omgang med vores unge, er at hjælpe dem med at føle sig elsket. Jeg ved godt, at det ikke altid er let, og at det sommetider kræver en stor indsats og en del bønner fra vores side at få øjne til at se, som Frelseren ville se.
Noget andet, jeg kommer til at tænke på i den forbindelse, er, at vi må bruge den kraft, der ligger i spørgsmål. Der er blevet talt om det her i dag, men vi er nødt til at lære at stille ind på vores elever og dem, vi underviser, og stille gode spørgsmål – spørgsmål som gør os i stand til at lodde deres følelser, hvor de er, og så opmuntre dem til at stille deres oprigtige spørgsmål, ikke blot de spørgsmål, de tror, vi ønsker, at de stiller. Det er spørgsmål, der kan være ubehagelige, og som der ikke er lette svar på, og det er okay. De kan ikke afvises, for jeg tror, at selve det faktum, at de har disse svære spørgsmål, viser deres interesse. Og vi ønsker bestemt ikke, at de er passive deltagere. Vi ønsker, at de stiller spørgsmål. Det er vores job at føre dem til de passende kilder, og vigtigst af alt til Herren for at modtage og handle på personlig åbenbaring. Og vi er nødt til at gøre det samme, når vi skaber en tillidsfuld atmosfære, hvor de føler sig trygge nok til at udtrykke deres tro og sommetider deres tvivl. Jeg mener, at når vi skaber dette trygge miljø, og når vi virkelig respekterer dem, deres intelligens, deres evner, hvad de kan lære os, og hvad de har at tilbyde, når vi giver dem mulighed for at modtage kaldet fra en profet og fra Jesus Kristus og til at engagere sig i arbejdet med frelse og ophøjelse, så tror jeg, at det at føle sig set, hørt og brug for vil være et naturligt resultat.
Søster Aburto: Jeg tror, at vi også må være fintfølende over for de studerende, der har andre vilkår og omstændigheder i deres liv og familie. Vi er nødt til at sikre os, at de føler sig inkluderet, at de er en del af denne kirke og Kristi legeme, som vi alle er. Jeg tror også, at vi skal være forsigtige med, hvilke ord vi bruger. Der er fx elever, som måske ikke bor hos deres forældre, så vi kan i stedet sige »jeres familie« eller »de mennesker, I elsker« i stedet for at sige »forældre«. Jeg tror også, at følelsen af at være sårbar, hjælper dem til at se, at vi alle kæmper med noget, at vi alle har vores svagheder. Jeg tror, at det at hjælpe vores elever til at føle sig som en del af den rejse, som vi er sammen på, at ingen er fuldkomne, og det gør, at de vil føle, at de betyder noget. Og så selvfølgelig at lytte til dem, til deres kommentarer og de spørgsmål, de stiller. Hvis de stiller er spørgsmål, må vi standse op og prøve at hjælpe dem med selv at finde svaret – ikke nødvendigvis give dem svaret, men selv finde svaret i skrifterne gennem bøn, gennem de levende profeters ord.
Søster Johnson: Jeg vil bare gerne sige, at det at se på disse spørgsmål, har fået mig til at tænke tilbage på de lærere, jeg har haft i mit liv, og den store betydning de har haft i mit liv – det er forbløffende. Jeg har været så taknemmelig i de sidste par dage, hvor vi har forberedt os til dette, over at tænke på de lærere, jeg har haft, og deres kærlighed og hengivenhed til Frelseren, og den store indflydelse det har været. Jeg har følt mig betydningsfuld og relevant på grund af dem og deres kærlighed til Frelseren og til mig. Jeg vil for evigt være taknemlig for alle de gode lærere, vi har i denne kirke. Det var bare været vidunderligt at tænke over den godhed.
Bror Willard: Når alt kommer til alt, så betyder en god lærers gode eksempel virkelig meget. Det siger mere end denne paneldiskussion eller taler i al evighed om undervisning. Alt det kræver er bare at tænke på en lærer, der har været til velsignelse for jer, at tænke på et menneske, der har rakt ud til jer og draget omsorg for jer på en måde, der har velsignet jer. Og jeg ved, at det vil virke langt længere, end noget vi kan sige på den tid, vi har i dag. Så tak for den påmindelse.
Lad mig afslutte vores tid sammen her i dag med at takke enhver af jer i dette panel for at undervise os ved jeres ord i vores drøftelse i dag, men vigtigst af alt ved jeres eksempel på at leve kristuslignende. I er Jesu Kristi disciple, og det har været et privilegium for mig at være sammen med jer i dag og lære af jer. Til vores publikum, der lytter med fra hele verden, siger vi på hele panelets vegne, vi elsker jer. Vi takker jer for de mange måder, I stræber efter at velsigne Guds børn på. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han lever, dette er hans værk. Og jeg beder om, at hans rigeste velsignelser vil blive udøst over enhver af jer, hvor end I er. I Jesu Kristi navn. Amen.