Hjælp elever med at tage ansvar for deres eget vidnesbyrd
CES-konference for religionsundervisere – juni 2024
Velkommen til denne historiske samling for religionsundervisere i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I årevis har vi samlet alle CES-undervisere en gang om året til et foredrag, der tidligere blev kaldt En aften med en generalautoritet. I aften vil vi fortsætte denne tradition, når vi samles for at høre fra ældste Dale G. Renlund som afslutning på vores begivenhed. Vi har også historisk set været vært for den fysiske CES-konference på Brigham Young University, men dette års CES-arrangement repræsenterer første gang, at vi er samlet på tværs af hele Kirkens Uddannelsessystem for at lære af hinanden, dele indsigt, drøfte indsatsen for at undervise mere effektivt og forbinde religionsundervisere fra Seminar og Institut, BYU, BYU-Idaho, BYU-Hawaii, BYU-Pathway og Ensign College. Alt i alt underviser disse religionslærere omkring en halv million unge voksne over hele Kirken foruden alle de elever, der er indskrevet i seminar.
Årsagen til, hvorfor vi ønsker at gøre sådan en indsats, knytter sig til selve formålet med religionsundervisning i CES. Jeg har ofte talt om de særlige roller, som hver enkelt CES-skole spiller i systemet. Jeg har for eksempel omtalt BYU som ambassadør, på grund af dets ansvar for at repræsentere systemet og Kirken som initiativtager, vært og ekspert. Overvej dernæst BYU-Idaho, som jeg omtaler som Underviseren, på grund af dens enestående fokus på undervisning; BYU-Hawaii som vores slutsten for Asien/Stillehavet, med dens dedikerede og målrettede fokus på dens målgruppeområde i Kirken; og Ensign College er den anvendte læseplansudbyder med fokus på jobfærdigheder til nyuddannede. Og BYU-Pathway er adgangsudbyderen, der når ud til flere studerende end nogen af vores andre campusser, gennem økonomisk overkommelig online-undervisning af høj kvalitet. Selvfølgelig når seminar og institut ud til elever, der ikke går på Kirkens universiteter, og er det åndelige anker for unge voksne, uanset hvor de modtager deres uddannelse.
På trods af disse forskellige roller er der mindst to måder, hvorpå hver af disse institutioner er forenet. Det første er selve Kirkens Uddannelsessystems mission, som er at udvikle Jesu Kristi disciple, der kan være ledere i deres hjem, i Kirken og i deres lokalsamfund. Uanset hvad jeres særlige institutionelle roller er, har hver CES-institution en fælles mission omkring lederskab som disciple. Mere specifikt for denne forsamling har vi også et yderligere fælles ansvar på tværs af CES som religionsundervisere. I juni 2019 godkendte Kirkens uddannelseskomité et retsdokument, der beskriver religionsundervisningens rolle i Kirkens Uddannelsessystem, ofte omtalt som dokumentet »Styrk den religiøse uddannelse«. Dette dokument indeholder klarhed og vejledning direkte fra Kirkens uddannelseskomité. Det indledende afsnit i dette dokument lyder: »Religionsundervisning har en unik og værdsat plads i hver institutions mission … Den står som det mest centrale i hver institutions formål.« Retningslinjerne fra »Styrk den religiøse uddannelse« (SRE) tydeliggør yderligere, at hovedformålet med religionsundervisning er som følger: »Formålet med religionsundervisning er at undervise i Jesu Kristi gengivne evangelium ud fra skrifterne og nutidige profeter på en måde, der hjælper hver elev til at udvikle tro på, og vidnesbyrd om vor himmelske Fader … Jesus Kristus … det gengivne evangelium … og [levende profeter]; blive livslange disciple … [og] styrke [vores elevers] evne til at finde svar, komme tvivl til livs [og] reagere med tro.« Det centrale formål med religiøs uddannelse på tværs af Kirkens uddannelsessystem er centralt for grunden til, vi er her i dag. Hvis vi ikke gør det med et bevidst fokus, bliver det svært at retfærdiggøre den betydelige investering, som Kirken foretager på tværs af alle disse institutioner.
Så en del af grunden til, at vi er samlet i dag, er, at vi deler en fælles CES-mission og en fælles opgave som religionslærere om at udvikle vidnesbyrd og hjælpe elever til at blive disciple og finde svar på deres spørgsmål og tro. Jeg vil også gerne takke Chad Webb for hans lederskab. Bror Webb leder Kirkens seminar og institut. Men i de sidste to år har han også været formand for den religiøse uddannelseskomité med repræsentanter fra hele Kirkens Uddannelsessystem. Det er i stor grad grundet den komitè, at vi er samlet i dag som undervisere i CES. Jeg bør også bemærke støtten fra alle vores CES-rektorer: rektor Reese, rektor Meredith, rektor Kauwe, rektor Kusch, rektor Ashton og bror Webb. Disse ledere er befalet at være, »de øverste moralske og åndelige ledere« i deres institutioner. Dette hverv blev indført ved rektor Kauwes indsættelse og gentaget ved hver CES-indsættelse siden. Jeg viser her billeder af disse indsættelser. I kan se rektor Kauwes. Dette ansvar kom fra præsident Holland, og det blev gentaget over for rektor Ashton, derefter igen over for rektor Reese og senest over for rektor Meredith. Det er altså ikke tilfældigt, at disse ledere er tilstede her i dag. De er bemærkelsesværdige ledere, og jeg udtrykker min påskønnelse til dem for deres lederskab og deres engagement for at hjælpe os med at påbegynde denne første konference for religionsundervisere.
Dernæst vil jeg gerne komme med lidt kontekst til mit budskab i dag. I min tiltrædelsestale til vores religionslærere – I min årlige tale til vores religionslærere de sidste to år, har jeg bedt jer om at fokusere på det, vi har identificeret som profetiske fokuspunkter for unge voksne. Vi har også forsøgt at understrege, at disse emner, der er nævnt her, helt sikkert vil ændre sig. Der er intet magisk ved disse fem temaer, men de bør opdateres, når vi løbende får vejledning fra profeter og apostle, især det, der kommer til vores unge voksne. Håbet er ikke, at I vil lære disse specifikke budskaber udenad som sådan, men at vi alle vil lære at lytte til levende profeter, og hjælpe vores elever til at lære at anvende deres budskab.
I den ånd vil jeg gerne fokusere på en af disse nylige profetiske fokuspunkter, der har ligget mig på sinde. Præsident Russell M. Nelson har opfordret de unge voksne til at tage ansvar for deres vidnesbyrd. Bemærk, at hvis I ønsker at følge profeten, så vær opmærksom på to ting. For det første, se på, når han gentager et budskab, og for det andet, vær især opmærksomme, når han bønfalder os om noget. I vil se begge disse mønstre i præsident Nelsons budskab om at tage ansvar for jeres vidnesbyrd, som først blev introduceret i et foredrag til unge voksne i maj 2022, da han sagde: »Jeg bønfalder jer om at tage ansvar for jeres vidnesbyrd. Arbejd for det. Tag ejerskab for det. Pas på det. Plej det, så det vil vokse. Nær det med sandhed. Foruren det ikke med falske filosofier fra ikke-troende mænd og kvinder, mens I undrer jer over, hvorfor jeres vidnesbyrd svinder hen. Når I gør jeres vidnesbyrd til jeres højeste prioritet, så hold øje med miraklerne i jeres liv.«
Senere samme år gav præsident Nelson en næsten identisk vigtigt opfordring, denne gang til hele Kirken i sin tale ved oktoberkonferencen 2022: »Med henblik herpå giver jeg medlemmerne af hele Kirken den samme opfordring, som jeg gav vores unge voksne i maj sidste år. Jeg opfordrede dem dengang – og jeg bønfalder jer nu – til at tage ansvar for jeres eget vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans evangelium. Arbejd for det. Plej det, så det vil vokse. Nær det med sandhed. Foruren det ikke med falske filosofier fra ikke-troende mænd og kvinder. Når I gør fortsat styrkelse af jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus til jeres højeste prioritet, så hold øje med miraklerne i jeres liv.«
Med præsident Nelsons gentagne bøn om, at vi tager ansvar for vores vidnesbyrd, følte jeg, at jeg skulle dele noget af min vej mod at få et vidnesbyrd. Dette vil være et personligt udtryk, og selvom jeg har skrevet det ned, er mit håb, at I vil være i stand til at føle, at vi sidder sammen i mindre formelle omgivelser. Vi har hver især vores egen personlige trosrejse. Det har vores elever også. I dag vil jeg dele noget af min. Min rejse mod et vidnesbyrd begyndte i usædvanlige omgivelser. Jeg voksede op i et stort set ikke-sidste dages helligt samfund i Scottsdale i Arizona. Ved et atletikløb på high school var jeg ved at gøre mig klar til mit løb, da jeg kiggede over banen og bemærkede bror Butler, min leder i Unge Mænd. Det var så mærkeligt, at han var der. Vi havde ikke meget til fælles. Jeg vidste, at han ikke plejede at komme til disse løb. Og i et øjeblik sagde Ånden så til mig: »Clark, denne kirke er sand, for ellers ville han på ingen måde være her. Der må være noget dybere i hans tro, der motiverer ham til at støtte dig.« Det var det! Oplevelsen fandt ikke sted, mens jeg granskede skrifterne eller midt under et vidnesbyrdsmøde. Den kom ganske enkelt fra frugterne af en persons hengivne tjeneste. Jeg kan huske følelsen i dag lige så tydeligt som den dag, det skete.
Et år eller to senere stod jeg med et missionskald til Kobe-missionen i Japan. Jeg husker den første dag på missionærskolen. Det var så spændende at møde kammerater, blive introduceret for lærere, følelsen af styrke indsamlet fra hele verden. Men næste morgen, da alarmen ringede kl. 6, kunne jeg knap vågne, og et øjebliks panik kom over mig. Jeg tænkte: »Hvordan i alverden skal jeg dog kunne klare det her? Jeg ved ikke, om jeg kan vågne så tidligt hver dag i de næste to år, og derudover lære så svært et sprog som japansk.« Pludselig føltes det faktum, at min leder i Unge Mænd var kommet til mit atletikstævne, ikke som om, at det ville være nok til at holde mig oppe i to år. Jeg havde brug for at vide det mere dybdegående, og det vidnesbyrd måtte baseres på selve evangeliet. Jeg begyndte mere seriøst at læse i Mormons Bog hver morgen. Vækkeuret ringede kl. 6, og jeg kravlede hen til skrivebordet på missionærskolen under lysstofrør og på en kontorstol, mens jeg læste og studerede Mormons Bog. Da jeg nåede til enden, læste jeg løftet i Mormons Bog i Moroni 10:3-5. Jeg kendte det skriftsted fra min tid som ung seminarelev. Jeg knælede i bøn for at bede om en bekræftelse på min tro. Men da jeg adspurgte Herren, kom der til at begynde med ikke noget. Jeg var så skuffet. Jeg kravlede op i stolen igen og indså, at der kun var to sider til slutningen af Mormons Bog. Jeg besluttede mig for i det mindste at læse færdigt. Med tre vers tilbage i Moroni 10, Moroni 10:32, læste jeg dette skriftsted: »Ja, kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham, og fornægt jer selv al gudløshed; og hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde …« jeg kan ikke læse det. Jeg græder. Undskyld. »Da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus.« Da jeg læste det vers, kom der et lys og en klarhed over mig. Jeg kunne ikke benægte det. Det var opløftende og varmt, og det fyldte hele mit væsen. I det øjeblik vidste jeg, at Mormons Bog var sand, og at dens formål var at vidne om, at Jesus er Kristus.
Så jeg tog til Japan med dette stærke vidnesbyrd. Jeg fortsatte med at få oplevelser, der opbyggede mit vidnesbyrd, men intet så dybsindigt som den morgen på missionærskolen. Så en meget regnfuld aften, da vi gjorde os klar til at gå i seng, hørte vi nogen banke på døren. Vi så på hinanden. Vores lejlighed lå bagerst, bag missionshjemmet. Noget overrasket over, at nogen kom til vores lejlighed så sent om aftenen, gik jeg ud og åbnede døren, for at se min missionspræsident stå i dørtærsklen, stående i regnen under en paraply. Han sagde: »Gilbert Chōrō, ældste Gilbert, tag tøj på. Vi skal besøge ældste Matsuo.« Ældste Matsuos far var ved at dø af kræft. Jeg gik straks ud fra, at jeg vidste, hvad der var sket. Men da jeg satte mig ind i missionsbilen, vendte præsident Matsumori sig mod mig og forklarede, at missionærens mor var blevet dræbt i en bilulykke den dag. Han sagde så: »Bed om, at vi må være i stand til at vise empati og forstå, hvad der vil trøste denne missionær.« Jeg var så overvældet og følte mig utilstrækkelig. Jeg kan stadig huske, at vinduesviskerne kørte frem og tilbage, mens vi kørte i stilhed. Pludselig bragte ånden Alma 7:12 til mit sind: »Han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder.« Jeg vidste, at Jesu Kristi forsoning gjorde det muligt for os at overvinde synd. Jeg vidste, at Kristus ville hjælpe os til at opstå og leve igen. Men den aften på motorvejen i Osaka lærte jeg, at Jesus Kristus også kunne trøste os i vores kampe, i vores lidelser, når livet ikke var retfærdigt. Jeg vidste ikke, hvad den unge missionær stod overfor, men takket være forsoningens mirakel var der en, der gjorde det. Den aften, et år inde i min mission, vidnede Ånden atter kraftigt for mig om, at Mormons Bog er sand, og dens formål er at vidne om, at Jesus er Kristus.
Jeg vendte hjem fra min mission og giftede mig med Christine i templet i Salt Lake City. Vi flyttede til Californien og senere til Boston. Jeg fortsatte med at få gentagne stille bekræftelser af mit vidnesbyrd, men igen, intet så dybsindigt som den morgen på missionærskolen eller den aften på motorvejen i Osaka. Så en søndag fik jeg et stærkt, men uventet vidnesbyrd fra Ånden. Jeg var i et afsnit i skriften, som de fleste mennesker ikke vender sig til for at opbygge deres vidnesbyrd. Det var i Alma 30, under en lektion i kirken, i det jeg vil omtale som Korihors lære, hvor Korihor fornægter Kristus, forsøger at fritage mennesker for deres ansvar for deres valg, og proklamerer, at vi kun bliver frelst ved vores egen genialitet. Han læner sig op ad det, vi i dag kan kalde moralsk relativisme. Korihor nedgør også aggressivt andres tro, som deres fædres tåbelige overleveringer. Da søndagsskolelæreren gennemgik lektionen, begyndte jeg at tænke over, at hvis Joseph Smith havde skrevet Mormons Bog selv, så havde Korihor været en sær karakter at have med. Joseph levede på en tid med religiøs iver, hvor folk troede på Jesus Kristus. Han havde sandsynligvis aldrig mødt nogen, der talte så aggressivt for en så antikrist lære som Korihor eller, bør jeg tilføje, Nehor eller Sherem, som alle findes i Mormons Bog, gjorde. Men vi ved, at Mormons Bog blev skrevet til vor tid. Jeg genkendte disse argumenter fra de selvsamme mennesker, jeg så ofte mødte i den akademiske kultur i Cambridge i Massachusetts. Da jeg sad og tænkte over denne uregelmæssighed midt i en søndagsskoleklasse, og allerede med et dybt vidnesbyrd om Mormons Bog, sagde Ånden til mig: »Clark, Mormons Bog er sand, og dens formål er at vidne om, at Jesus er Kristus.«
Disse oplevelser fortsatte gennem hele mit liv. Der var engang, hvor jeg bad i templet for mine unge fra det indre Boston. Da jeg læste skriftstedet i Mosija 3:17, lærte Ånden mig, at den eneste måde, hvorpå jeg kunne hjælpe disse unge mænd ud af deres vanskeligheder, var gennem Jesus Kristus. Der var dengang, hvor jeg studerede Alma 36 og lærte om de kiasmer, der løber gennem hele kapitlet med dets centrale omdrejningspunkt på forløsningen af Alma den Yngre. Bemærkelsesværdigt nok, virkede det som om, at hver gang jeg fik et vidnesbyrd om Mormons Bog, blev det ledsaget af et vidnesbyrd om Jesus Kristus. Det skete igen ved kvindernes møde ved generalkonferencen i oktober 2018. Præsident Nelson kom ved det møde med en opfordring til Kirkens søstre, om at læse Mormons Bog inden årets udgang, med en ekstra opfordring til at markere alle citater af Frelseren, hver henvisning til Frelseren, i Mormons Bog. Da jeg gerne ville støtte min hustru og mine seks døtre, tilsluttede jeg mig med dem opfordringen. Jeg havde lige fået dette eksemplar af Mormons Bog. Det var et spritnyt eksemplar af Mormons Bog. Jeg markerede alle henvisninger i den til Frelseren. Side efter side med rød blyant var der henvisninger til Jesus Kristus. I en alder af 48 og allerede med et dybt vidnesbyrd om Mormons Bog og Frelseren vidnede Ånden endnu engang for mig det efterår, hver morgen, da jeg læste siderne i denne bog: »Clark, denne bog er sand, og dens formål er at vidne om, at Jesus er Kristus.«
For at vende tilbage til præsident Nelsons budskab og det citat jeg citerede tidligere: »Jeg bønfalder jer om at tage ansvar for jeres vidnesbyrd. Arbejd for det. Tag ejerskab på det. Pas på det. Plej det, så det vil vokse. Nær det med sandhed. Foruren det ikke med falske filosofier fra ikke-troende mænd og kvinder, mens I undrer jer over, hvorfor jeres vidnesbyrd svinder hen … Når I gør jeres vidnesbyrd til jeres højeste prioritet, så hold øje med miraklerne i jeres liv.« Jeg vidner om disse mirakler. Jeg er blevet velsignet på så mange måder, fordi jeg hele mit liv har prioriteret mit vidnesbyrd.
Brødre og søstre, som religionslærere må vi hjælpe vores elever med at tage ansvar for deres vidnesbyrd. Jeg vil gerne fokusere på fem måder, hvorpå vi kan lære vores elever at tage ansvar for deres vidnesbyrd. Hjælp dem, for det første, til at lære at udøve deres handlefrihed. Lær dem for det andet at være et lys for andre, især dem, der kæmper. For det tredje, stil spørgsmål i tro. For det fjerde, se til sandhedsfyldte kilder. Og for det femte, stol på Ånden.
For det første må vi lære eleverne, at opbygning af vidnesbyrd er en bevidst benyttelse af vores handlefrihed. C.S. Lewis henviste ofte til udtalelsen: »Den længste vej rundt er den korteste vej hjem.« Det kræver arbejde at styrke tro og discipelskab. Det er en bevidst handling. Alma lærer os, at opbygning af vidnesbyrd kræver vores fulde opmærksomhed: »Men se, hvis I vil vågne op og vække jeres evner til et forsøg med mine ord og udøve den mindste smule tro, ja, selv om I ikke kan gøre mere end ønske at tro, lad da det ønske virke i jer, indtil I tror på en sådan måde, at I kan give plads til en del af mine ord.«
Det andet princip, vi kan undervise om, for at hjælpe eleverne til at tage ansvar for deres vidnesbyrd, er at være et lys for andre, måske især for dem, der kæmper. Denne generation bekymrer sig meget om deres jævnaldrende og dem, der møder udfordringer i deres liv. Præsident Nelson lærer os, at vi ikke skal dømme andre, der kæmper.
»Hvis venner og familie træder ud af Kirken, så fortsæt med at elske dem. Det er ikke op til jer at dømme andres valg, ligesom I ikke fortjener at blive kritiseret for at forblive trofaste.
Hør mig, når jeg siger: Lad jer ikke forlede af dem, hvis tvivl måske næres af ting, I ikke kan se i deres liv.«
Skepsis og tvivl kan være smittende, men det er tro og håb også. Præsident Nelson fortsætter:
»Lad mest af alt jeres skeptiske venner se, hvor meget I elsker Herren og hans evangelium. Overrask deres tvivlende hjerte med jeres troende hjerte!
Når I tager ansvar for jeres vidnesbyrd og får det til at vokse, vil I blive et stærkere redskab i Herrens hænder.«
Det er dette sidste punkt med at lære vores elever at blive et redskab og en ressource for Herren, hvor jeg tror, at vi har sådan en mulighed for at hjælpe unge voksne med deres vidnesbyrd. Lær dem at være et lys. Lær dem at være en ven. Lær dem at være en ressource for andre. Og til dem, der endnu ikke har fundet troen, lær dem at tjene andre. Mange vidnesbyrd kommer ved at tjene andre. Mit vidnesbyrd, som jeg modtog i templet i Boston i Massachusetts, om, at Kristus var svaret for mine unge, kom, fordi jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe. Lær vores elever at være et lys, og deres vidnesbyrd vil vokse.
Vi lærer dem selvfølgelig, at det er okay at have spørgsmål. Ældste Renlund vil i aften tale lidt mere om dette. Præsident Nelson har forklaret: »Hvis I har spørgsmål – og det håber jeg, I har – så søg svar med et brændende ønske om at tro.« Men som præsident Jeffrey R. Holland har sagt: »Nogle gange handler vi, som om en ærlig tilkendegivelse af tvivl er et højere udtryk for moralsk mod, end en ærlig tilkendegivelse af tro er det. Det er det ikke!« Da faderen til det plagede barn bønfaldt Frelseren: »Jeg tror, hjælp min vantro,« havde han et udgangspunkt i tro. Han lærte som teenager – eller jeg lærte som teenager, at når jeg bragte et trosdilemma til min far, syntes jeg, at jeg var så klog, og at jeg havde fundet på noget, han aldrig havde tænkt på. Som 15-årig var jeg klogere end min far, der altid vandt alle diskussioner. Og nu havde jeg et svært spørgsmål til ham. I stedet for at besvare mit spørgsmål sagde han blot: »Clark, jeg har også haft det spørgsmål før. Og i mit liv har jeg haft to bunker af spørgsmål: En bunke af det jeg ved, jeg ved, og en af det, der virker svær at forstå. Over tid fandt jeg ud af, at bunken af det, jeg ved, bare fortsætter med at vokse, og bunken af det, jeg ikke gør, fortsætter med at aftage.«
Hvis I går fremad i tro, lover jeg jer, at det vil ske. Det betyder ikke, at vi ikke adresserer spørgsmål og bekymringer, som folk har, men vi hjælper dem til at bevæge sig fremad i tro. Det er det, jeg tror, ældste Larry Corbridge sagde i sit BYU-foredrag, da han sagde til de studerende her på campus, at de skulle fokusere på primære spørgsmål og lade sekundære spørgsmål blive besvaret over tid. Præsident Nelson minder os gentagne gange om, at opbyggelse af et vidnesbyrd også bør omfatte, at vi ser til sandhedsfyldte kilder. »Nær [jeres vidnesbyrd] med sandhed … Foruren det ikke med falske filosofier fra ikke-troende mænd og kvinder, mens I undrer jer over, hvorfor jeres vidnesbyrd svinder hen.« Nogle unge voksne føler, at den eneste måde at have stærk tro på er, ved at vende sig mod vores kritikere og fjender af Kirken. På en eller anden måde vil det gøre et vidnesbyrd mere robust. I sådanne situationer bør vi hjælpe vores elever til at se på integriteten bag hensigten. Korihor, Nehor og Sherem forsøgte ikke at opbygge deres tilhængere, men forsøgte ganske enkelt at bekræfte deres egne forkerte valg og forsvare deres personlige dagsorden. Lær jeres elever, at, »nogle kilder kan endda være beregnet til at skabe mistillid, frygt og tvivl«. Hjælp dem til at se hen til levende profeter, skrifterne og betroede kirkeledere.
En af de vigtigste sandhedsfyldte kilder, vi kan vende os til, er Helligånden. Lær eleverne at forstå, hvordan de har det, når Helligånden er til stede, og at genkende forringelsen, når sandheden bliver gengivet forkert. Jeg havde en formativ oplevelse om dette emne ved en spørgerunde på BYU-Hawaii for nylig med præsident HenryB. Eyring og rektor Keoni Kauwe. En af de studerende spurgte os, hvor de ville få brug for Helligånden i deres liv. Præsident Eyring citerede præsident Nelsons udtalelse: »I den kommende tid vil det ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse,« og bad mig om at svare på den studerendes spørgsmål. Det var et spørgsmål, jeg havde besvaret hundredvis af gange som rektor for BYU-Idaho. Jeg svarede, at de studerende ville få brug for Ånden, når de skulle træffe beslutninger om, hvad de skulle studere, hvem de skulle date, hvor de skulle bo, hvilket job de skulle tage, og så mange andre beslutninger i livet, der rammer vores unge voksne. Præsident Eyring bad derefter den studerende om at genlæse præsident Nelsons udtalelse. Denne gang holdt han pause ved ordet overleve. Præsident Eyring tydeliggjorde, at profeten havde brugt ordet overleve bevidst. Han forklarede, at de studerende levede på en tid, hvor modstanderen var så effektiv til at fordreje sandheden, at hvis de ikke havde Helligånden, ville de blive bedraget med hensyn til de mest grundlæggende evangeliske sandheder. I sin tale »Tænk celestialt!« erklærer præsident Nelson: »Der er ingen ende på modstanderens bedrag. Vær venligst forberedt. Tag aldrig imod råd fra dem, der ikke tror. Søg vejledning fra stemmer, I kan stole på – fra profeter, seere og åbenbarere og fra Helligåndens hvisken.«
Brødre og søstre, lad os lære vores elever at tage ansvar for deres vidnesbyrd. Lær dem at arbejde for det, eje det, passe på det og nære det, så det vil vokse. Lad os i den forbindelse lære dem at udøve handlefrihed, at være et lys for andre, at stille spørgsmål i tro, at se til sandhedsfyldte kilder og lære at stole på Helligånden. Direktivet om styrkelse af religiøs uddannelse giver os ansvaret for at gøre dette med overbevisning. Jeres indsats virker. Tro ikke på de eksterne fortællinger. Et rekord antal af unge voksne kommer til institut. Et rekord antal af unge voksne går på Kirkens skoler. Der er en bølge af tro over hele Kirken, selv i disse svære tider. Vores elever lærer at tage ansvar for deres vidnesbyrd, og de kommer Jesus Kristus nærmere. Jeg har et vidnesbyrd om vor Frelser. Jeg ved, at Mormons Bog er sand. Og jeg vidner om, at dens formål er at vidne om, at Jesus er Kristus. Lad os opfordre vores elever til at finde de samme sandheder. I Jesu Kristi navn. Amen.