36:9

Afgørende evangelisk næring

CES-konference for religionsundervisere – juni 2024

Ældste Dale G. Renlund

De Tolv Apostles Kvorum

Mine kære brødre og søstre, jeg er taknemmelig for muligheden, jeg har for at tale til religionsundervisere til denne verdensomspændende transmission. Tak for at afse tid til det og tak for alt, hvad I gør for at bidrage til at fremme Herrens værk. Vid, at jeres succes »måles primært på jeres hengivenhed til at hjælpe Guds børn til at blive mere trofaste Jesu Kristi disciple«. Jeres succes afhænger ikke af, hvor mange af jeres elever, der bliver trofaste Jesu Kristi disciple, og den afhænger ikke af, hvordan de vælger at reagere på jeres undervisning, invitationer eller oprigtige venlige handlinger. Jeres ansvar er at undervise tydeligt og kraftfuldt, sådan at de kan træffe et informeret valg, der vil velsigne dem. Hver enkelt person har handlefrihed. I den forbindelse vil jeg sige til jer, som profeten Joseph Smith sagde til de første missionærer i Kirken i denne uddeling: »Hvis I gør jeres pligt, vil det være lige så vel med jer, som hvis alle modtog evangeliet.«

I 1916 sagde ældste David O. McKay: »Der kan ikke hvile noget større ansvar på nogen mand [eller kvinde] end at være lærer for Guds børn.« Det samme gælder i dag. En lærer, der har tro og underviser i tro, er afgørende i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og især for den opvoksende generation.

Om et øjeblik vil jeg læse et citat fra præsident Jeffrey R. Holland, og så vil i se sammenhængen. Men jeg har bedt nogle få frivillige om at hjælpe. Nu vil præsident og søster Reese og bror og søster Ashton komme frem, og de får alle en Twinkie. En Twinkie er, som I sikkert ved, en vaniljekage med creme i. Og jeg vil bede dem om at åbne deres Twinkie og begynde at spise den. De får alle en serviet. Og jeg vil forsøge at etablere en sammenhæng.

Præsident Jeffrey R. Holland understregede i 1998 vigtigheden af at have fokus på at undervise i de grundlæggende elementer i evangeliet. Han sagde i sin tale: »Vi må genoplive og genindsætte den primære lære i Kirken – i hjemmet, fra talerstolen … og ikke mindst i klasseværelset …

Når kriserne kommer til os … vil menneskets filosofi blandet med et par skriftsteder og digte bare ikke være tilstrækkelige. Nærer vi virkelig vores [elever] på en måde, som vil støtte dem, når livets prøver sætter ind? Eller giver vi dem en form for teologisk kage – åndeligt tomme kalorier?«

Præsident Reese, nu hvor du har spist kagen, hvor mange gram fiber tror du, at der var i din Twinkie? Faktisk ingen.

Søster Reese, hvor mange milligram kalk tror du, at der er i den Twinkie? Faktisk ingen.

Og søster Ashton, hvor mange mikrogram vitamin A tror du, at der var i den? Faktisk ingen.

Og bror Ashton, hvor mange milligram C-vitaminer er der? Ja, der er et mønster. Der var ingen C-vitamin i den.

Da jeg var ung, elskede jeg Twinkies. Hvis mine forældre havde givet mig lov til det, havde jeg nok ikke spist andet end Twinkies til morgenmad, frokost og aftensmad. Hvis de havde givet mig lov til at gøre det, ved I så, hvad I ville have set på lige nu? Helt ærligt, jeg ville være en forstoppet blind mand med knogleskørhed og skørbug. Det er ikke noget kønt syn.

Tak til vores frivillige. Jeg er egentligt ikke kommet her for at drøfte den indvirkning, mangelfuld ernæring kan have på vores fysiske helbred. Twinkies smager måske godt, men de indeholder ingen næring. Men jeg er kommet for at drøfte den åndelige næring, I giver jeres elever.

Når vi har ivrige elever foran os, har vi brug for at nære dem med Guds gode ord og ikke kun åndelige Twinkies, der ikke indeholder spor af åndelig næring. Det er usandsynligt, at de, der næres med åndelige Twinkies, bliver Jesu Kristi trofaste disciple – individer, der er opvokset i Herren og har modtaget »en [større] fylde af Helligånden«. Når de næres af åndelige Twinkies, er det mere sandsynligt, at de i stedet vokser op og bliver åndeligt stædige, troløse og forvirrede.

For at bekæmpe åndelig fejlernæring har vores elever brug for mindst fire næringsrige metaforiske grundsøjler. Den første er et vidnesbyrd om vor himmelske Fader og hans plan, Jesus Kristus og hans forsoning og gengivelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde i disse de sidste dage. For at gøre dette må vi undervise i genoprettet sandhed og bære vidnesbyrd om disse sandheder.

Lad mig give et eksempel på det. For nogle år siden brugte en kinesisk læge, der hedder Grace, 18 måneder på at besøge hospitaler i Salt Lake City. Hun kom for at lære de forskellige medicinske aspekter af hjertetransplantation. Min familie blev venner med hende, og vi havde hende med til mange aktiviteter. En juledag, der faldt på en søndag, inviterede vi hende i kirke til et nadvermøde. Vi håbede, at budskaberne ville undervise om Jesus Kristus og fremhæve grundene til vores fejring af julen. På det tidspunkt tjente jeg som stavspræsident og sad på forhøjningen til mødet. Min hustru og vores datter sad sammen med Grace i forsamlingen.

Efter nadveren fortalte den første taler en velkendt, men fiktiv historie om en fjerde vis mand. Den var smukt fortalt og vækkede sentimentalitet. Den næste taler baserede sin tale på en historie om tre menneskeliggjorte træer. Et af dem ønskede at være en smuk kiste men blev i stedet et fodertrug til dyr, en krybbe, hvori et barn i Betlehem blev lagt. Det andet træ ønskede at blive et beundret fartøj. I stedet blev det til en ubemærket båd, der blev brugt af jævne fiskere på Genesaret Sø. Under en voldsom storm sagde en mand, de andre kaldte »Mester«: »Ti stille, hold inde!«, og stormen stilnede af. Det tredje træ ønskede at blive omdannet til noget, der kunne beundres fra lang afstand. I stedet blev det de planker, på hvilke en mand blev korsfæstet på en høj, der hed Golgata. Igen, endnu en fiktiv men følelsesladet julehistorie.

Jeg var skuffet over mødets indhold, og jeg følte, at jeg ikke kunne lade det slutte sådan for Grace. Selv om vi var gået over tiden, lænede jeg mig over mod biskoppen og spurgte: »Vil du rette op på dette møde, eller skal jeg?« Han sagde, at han ville tage sig af det. Han gik op på talerstolen og brugte fem minutter på at forklare, hvem barnet i Betlehem var, og hvad han senere ville udrette. Biskoppen bar et kraftfuldt vidnesbyrd om Jesus Kristus, hele menneskehedens Frelser. Han bekendtgjorde afslutningssalmen og -bønnen og satte sig ned.

Mens afslutningssalmen blev sunget, lænede Grace sig over mod min hustru og sagde: »Ruth, da den biskop talte, ændrede der sig noget ved mødet!« Det havde der bestemt. Talerne havde været velmenende, men havde serveret teologiske Twinkies, åndeligt tomme kalorier, udvandede udtryk for tro og vidnesbyrd, der var blottet for kraften i Guds ord og dermed for Ånden.

Biskoppens oprigtige vidnesbyrd var baseret på de sandheder, der undervises om i skrifterne og i Herrens profeters lærdomme. Det var det, der indbød Ånden til mødet. Jeg konkluderede, at det er svært for Ånden at bære vidnesbyrd om sandhed i en fiktiv historie. Uanset hvad vi har gjort i vores undervisning, må vi altid bringe den tilbage til Jesus Kristus og hans forsoning, vor himmelske Fader og hans plan og gengivelsen af hans evangelium. Det er selvfølgelig helt i orden at bruge historier, selv fiktive, for at fange elevernes opmærksomhed. Jeg brugte lige Twinkies til at fange jeres opmærksomhed. Men når vi har vores elevers opmærksomhed, må vi give den næring, der forandrer deres liv. Jeg burde vel have fulgt op på kagerne og serveret gulerodsstænger, broccoli, hummus – men det gjorde jeg ikke.

Apostlen Paulus erklærede: »For enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.« Paulus stillede dernæst en række spørgsmål, der kan hjælpe os til at forstå vigtigheden af en autoriseret underviser, der underviser i denne afgørende grundsøjle. Han spurgte: »Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden af være udsendt?« Paulus kommer så med denne konklusion: »Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.« For at jeres elever kan udvikle tro på Jesus Kristus og hans centrale rolle i Faderens plan, er det afgørende at undervise dem om vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Temaet for denne konference siger det hele: »Søg denne Jesus, om hvem profeterne og apostlene har skrevet.«

Den berømte skotske religiøse reformator og prædikant Thomas Chalmers skrev om sine oplevelser med at lære dette princip. Chalmers levede fra 1780 til 1847. Hen mod slutningen af sit liv indså Chalmers, at han havde udført et ikke-planlagt eksperiment under sin prædiken. I årevis havde han prædiket mod alle former for umoralitet og karakterbrister. Han fokuserede på sine sognebørns opførsel udadtil, hvormed han egentligt underviste i de ti bud. Resultatet var skuffende. Han indså, at hans ord »havde en fjers vægt på den moralske adfærd« blandt hans sognebørn. Han indså, at selv hvis han overbeviste nogen om ikke at stjæle, ville den mands sjæl forblive uforandret. Manden var på ingen måde anderledes indeni, selvom han afstod fra dårlig adfærd. Sagt på en anden måde kan man ikke ændre adfærd uden at forandre en elevs hjerte.

Så begyndte Chalmers at prædike forsoning med Gud og tilgivelse for synder gennem Jesu Kristi blod. Først da han underviste sine sognebørn på denne måde, ændrede de deres liv. Den store lektie, han lærte, var, »at prædike om Kristus er den eneste effektive måde at prædike moral«. Han indså sin tidligere fejl – at han havde arbejdet på at ændre adfærd og ikke hjerter. Nu arbejdede han på at ændre hjerter, og helt naturligt og samtidig ændredes deres adfærd.

Det at vide, at Jesus er Kristus, at han er min Frelser og Forløser, har forandret mit liv og mit hjerte. Denne viden har forandret min adfærd som intet andet kunne. Jeg ved, at jeg har været modtageren af hans uendelige forsonende offer. Denne viden er det, der virkelig forandrer liv.

Den anden næringsrige åndelige grundsøjle for elever er et personligt forhold til jer. Dette skyldes, at et personligt forhold til jer kan facilitere det, at elever drages mod Frelseren. Han vil altid være den virkelige kilde til åndelig næring. Men dette forhold mellem en lærer og en elev hjælper eleverne med at være åbne for Frelserens ord. Selv år efter jeres formelle undervisning af eleverne er ophørt, kan jeres forhold fortsætte med at være en positiv indflydelse i deres liv. Jeres vedvarende indflydelse vil være der, fordi I ud fra en inderlig kærlighed og bekymring om deres velfærd har peget dem hen mod Herren og hans lære frem for jer selv.

Jeg har oplevet dette. En af mine primarylærere, Becky, har haft denne slags indflydelse på mig. Da jeg var barn, ville Becky i stedet for at dvæle ved mine synlige fejltagelser fange mig i at gøre noget godt, ae mig på kinden og klappe mig på hovedet og sige: »Dale, du er sådan en god dreng.« Jeg fandt det ikke nedladende, men så derimod frem til de lejligheder, hvor det skete. Da jeg senere var ung og ikke længere i Primary, vendte min familie tilbage til den menighed efter at have boet i Sverige og Finland i flere år. Becky kom op til mig, efter jeg havde delt nadveren rundt, aede mig på kinden og klappede mig på hovedet og sagde: »Dale, du er virkelig en god dreng.« Da jeg kom hjem fra min mission, og jeg havde rapporteret om min mission ved et nadvermøde, kom Becky hen til mig, aede mig på kinden, klappede mig på hovedet og sagde: »Dale, du er sådan en god dreng.« Efterhånden som de følgende årtier skred frem, traf jeg bedre valg, end jeg ville have gjort – delvist på grund af Becky, der havde peget mig i retning af Frelseren, og jeg ville ikke skuffe hende.

En søndag efter at jeg var blevet kaldet til de Tolv Apostles Kvorum, vendte jeg tilbage til den menighed, jeg var vokset op i. Becky tilhører stadig den menighed. Jeg sad for enden af forhøjningen, talte kortvarigt til nadvermødet og satte mig ned. Efter afslutningsbønnen foretog Becky, der nu var i slutningen af 80-erne, et overraskelsesangreb. Hun kom op og gik bagom korsæderne bag mig, aede mig på kinden og klappede mig på hovedet og sagde: »Dale, du er sådan en god dreng.«

Alle elever har brug for en eller flere Beckyer i deres liv – lærere, der har et livslangt forhold til dem, nogen, der har peget dem hen mod Frelseren, nogen, der påvirker deres tankegang og adfærd, nogen, som de ikke vil skuffe. Når elever såres af kriser, som de uundgåeligt vil opleve, kan I give dem et sikkert sted at vende sig hen for at modtage kærlighed og bekræftelse. Der kan selvsagt være nogle, der modstår jeres forsøg på at lære dem at kende, men det forhindrer jer ikke i at elske dem. I kan have større indflydelse på elever, der modstår jer, end I tror.

En tredje næringsrig metaforisk grundsøjle, hver enkelt elev har brug for, er evnen til at kunne italesætte spørgsmål eller bekymringer, de måtte have om Kirken. For otte år siden gav ældste M. Russell Ballard religionsundervisere følgende råd:

»De dage er forbi, hvor en elev ville stille et ærligt spørgsmål, og en lærer svarede: ›Det skal du ikke tænke på!‹ De dage er forbi, hvor en elev ville italesatte en oprigtig bekymring, og en lærer som svar ville bære sit vidnesbyrd for at undgå bekymringen. De dage er forbi, hvor elever var beskyttet mod folk, der angreb Kirken …

Inden I sender [jeres elever] ud i verden, immuniser [dem] ved at give dem en trofast, betænksom og korrekt fortolkning af evangeliske doktriner, skrifterne, vores historie og de emner, der nogle gange misforstås.«

Lærere, I kan hjælpe jeres elever ved at undervise dem i, hvad det betyder at kombinere studium og tro, når de lærer. I kan undervise dem ved at være et eksempel på denne færdighed og denne tilgang i klasseværelset.

Jesu Kristi evangelium er blevet genoprettet i vore dage gennem åbenbaring. Derfor ved vi, hvordan vi skal vende tilbage til vores himmelske hjem, men vi har måske stadigvæk spørgsmål og bekymringer, vi inderligt ville ønske, vi havde svarene på. Jeres elever vil observere, hvordan I reagerer på de svære spørgsmål. Ved at undvige eller ignorere oprigtige spørgsmål affødes nye spørgsmål. I må være forberedte på at guide andre i deres søgen efter svar og hjælpe dem med at opbygge tro på Herren og hans guddommelige kilder til sandhed. Ældste Dieter F. Uchtdorf har sagt: »Det er ikke et svaghedstegn at stille spørgsmål. Det er forløberen for vækst.« Til det formål har Kirken en vidunderlig og pålidelig samling ressourcer for enkeltpersoner, der søger efter svar på deres egne spørgsmål og for andre, der prøver på at hjælpe dem. Vores mål er at styrke tro på Jesus Kristus, selv når vi prøver at komme med forslag til, hvordan komplekse og indimellem svære emner kan tilgås.

Disse ressourcer kan findes både på hjemmesiden ChurchofJesusChrist.org og på appen Evangelisk Bibliotek. Hvis I ikke er bekendte med disse ressourcer, så lad mig vise jer stedet for dem i appen Evangelisk Bibliotek. Åben appen Evangelisk Bibliotek. Naviger fra startsiden til biblioteket. Tryk på feltet »Emner og spørgsmål.« Her ser I et afsnit, der hedder »Søg svar på spørgsmål«, et andet afsnit, der hedder »Hjælp andre med spørgsmål« og en alfabetisk liste over et væld af emner, der kunne være af interesse.

Afsnittet »Søg svar på spørgsmål« underviser i principper, der kan guide vores studium, når vi oprigtigt søger svar på vores spørgsmål – hvad end de omhandler tro, læresætninger eller Kirkens historie. Introduktionen til dette afsnit forklarer, at spørgsmål er en vigtig del af åndelig vækst, og at det at søge svar kan være et livslangt forehavende. Principperne, der findes i dette afsnit, opmuntrer os til at centrere vores liv om Jesus Kristus, fordi det er på ham, at vi skal bygge grundvolden for vores tro. Vi bliver mindet om, at Guds frelsesplan giver perspektiv på vores spørgsmål. Dette perspektiv hjælper os med at skelne evangeliske kernesandheder fra det, der ikke er essentielt. For at tro kan vokse, må vi vælge at have tro. Derefter må vi handle i tro og holde fast i det, vi ved. Når vi gør dette, bliver vores forståelse af og vidnesbyrd om Jesus Kristus dybere.

Yderligere principper, der drøftes i dette afsnit, opmuntrer os til at være tålmodige med os selv, med andre og med Herrens tidsplan. Vi må huske på, at åbenbaring er en proces, der ofte begynder med spørgsmål, ofte kommer linje på linje og indimellem kan være en kamp. Når vi søger efter svar, bør vi søge Helligåndens vejledning og arbejde på at forstå fortiden ved at sætte tingene i kontekst.

Afsnittet »Hjælp andre med spørgsmål« foreslår principper, der kan vejlede os, når vi interagerer med andre, der har spørgsmål. Uanset hvad bør vi tale respektfuldt, lytte medfølende og demonstrere kristuslignende kærlighed. Så lyt og reager med kærlighed. Søg at forstå og anerkende den oplevelse, andre har, og undgå at være afvisende eller fordømmende. Når vi gør dette, kan vi anerkende vores begrænsninger. Vær venlige at huske på, at selvom vi har evangeliets fylde, har vi ikke alle svar på alle spørgsmål. Med nogle svar skal vi vente på yderligere åbenbaring. Med nogle spørgsmål og nogle, der stiller spørgsmål, ved vi simpelthen ikke nok om Herrens vilje og fylden i Kirkens læresætninger til at give eleverne et fuldstændigt tilfredsstillende svar. I disse situationer kan et forsøg på at overtale dem, der stiller spørgsmål, med yderligere logik eller ræsonnementer ikke være til nogen hjælp.

En fælde, mange lærere utilsigtet falder i, er at give efter for grunde eller forklaringer, som Herren ikke har givet. Når det sker, kan grunden eller svaret, der gives, på et eller andet tidspunkt falde fra hinanden, og så kan eleverne stå tilbage med mindre tro. Det er bedre at sige, at vi ikke ved det end at fabrikere en årsag eller forklaring. Når alt kommer til alt, er tro et valg, og nogle gange er det eneste svar at forlade sig på tro på Herren Jesus Kristus, og tro på genoprettelsen af hans evangelium og at være tålmodig, når vi venter på svar fra Herren, når han vælger at åbenbare dem. Vi stoler på Herren og prøver at være en sikker og pålidelig kilde, andre kan vende sig til for at få hjælp.

Vi kan opmuntre elever til at udvikle deres eget åndelige vidnesbyrd om deres himmelske Faders kærlighed, og at Jesus Kristus sonede for dem. Husk, at selv, når elever ikke tager imod hele evangeliet, kan de stadig tro på og være trofaste mod Jesu Kristi ord. Når de kæmper med et aspekt af Kirken, kan de stadig have et solidt vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader elsker dem og ønsker det bedste for dem, og at Jesus Kristus er deres Frelser.

I vil lægge mærke til, at mange af forslagene til at hjælpe andre med deres spørgsmål er mest effektive, når de udføres en-til-en. Jeg tror, at det er den bedste måde. Det er måske ikke vist for en lærer at tillade, at hele klassen udelukkende helliger sig en persons vigtige spørgsmål. Elevers spørgsmål bør ikke aflede ellers planlagte undervisningsforløb, der er udformet til at opbygget tro. Husk altid, at jeres formål er at opbygge tro i hele klassen og dermed ikke blive distraheret af et par enkelte højrøstede elever. Ligesom med al undervisning kræver det Åndens vejledning at håndtere spørgsmål.

Indholdet i dette afsnit minder os også om at pleje vores egen tro, selv når vi hjælper andre. Søster Tamara W. Runa rådede os til ikke at »jage efter jeres kære, der føler sig fortabte«. Ligesom Lehi i synet om livets træ »bliver I, hvor I er, og kalder på dem. I går hen til træet, bliver ved træet, bliver ved med at spise af frugten og bliver med et smil på læben ved med at kalde dem, I elsker, til jer og ved eksemplets magt vise dem, at det er dejligt at spise af frugten!«

Principperne i »Emner og spørgsmål« og især de, der belæres om i afsnittene »Søg svar på spørgsmål« og »Hjælp andre med spørgsmål«, har hjulpet mig med at søge svar på mine egne spørgsmål på en måde, der har styrket min tro på Herren og uddybet min forståelse af ham og hans værk. Principperne har også hjulpet mig med at assistere andre i at navigere gennem deres bekymringer og spørgsmål. Yderligere indhold vil blive tilføjet i fremtiden for at hjælpe med specifikke spørgsmål og emner, så vær venlige at gå tilbage til denne ressource og aldrig tænke: »Det har jeg læst.« Jeg er overbevist om, at I vil finde disse afsnit og disse emner ligeså behjælpelige. Jeg beder til, at jeres brug af disse materialer vil hjælpe jer med at uddybe jeres tro på Frelseren.

Den fjerde og sidste næringsrige metaforiske åndelige grundsøjle, som jeg ville elske, at alle elever har, er, hvad end den afgørende ingrediens er, der kan skabe og opretholde et blødgjort hjerte. Med et blødgjort hjerte mener jeg et, der er følsomt over for Ånden. Et forhærdet hjerte, det modsatte af et blødgjort hjerte, er åndeligt fatalt. Skrifterne beskriver jævnligt farerne, der venter dem med et forhærdet hjerte. Nefi lærte, at »tågerne af mørke er Djævelens fristelser, som forblinder menneskenes børns øjne og forhærder deres hjerte og forleder dem ind på brede veje, så de fortabes og går tabt«.

Det er også svært for et stift eller hårdt fysisk hjerte at blive fyldt op med blod. Når et hjerte fyldes, og det gør sig klar til at trække sig sammen, er det svært for et stift hjerte at udvide sig for at slippe blodet ind. Og det kan lede til en type hjertesvigt, der er så slemt som hjertesvigt, der forårsages af fejl i hjertets sammentrækninger. På samme måde som det kan være svært for et forhærdet hjerte at blive fyldt med blod, kan et åndeligt forhærdet hjerte have svært ved at blive fyldt af Ånden.

I 2 Nefi 33 præciserer Nefi, at folk, der forhærder deres hjerte, ikke vil lade Helligånden overføre Guds ord til i deres hjerte. Han sagde: »For når et menneske taler ved Helligåndens kraft, overfører Helligåndens kraft det til menneskenes børns hjerte.« Nefi fortsatte: »Men se, der er mange, som forhærder hjertet mod den hellige Ånd, så den ikke får plads hos dem; derfor kaster de mange ting bort, som er skrevet, og regner dem for noget, der er uden værdi.«

Ældste David A. Bednar pointerede: »Læg mærke til, hvordan Ånden bringer budskabet til, men ikke nødvendigvis ind i hjertet … I sidste ende … vil budskabets indhold og Helligåndens vidnesbyrd kun trænge dybt ind i hjertet, hvis modtageren tillader, at de trænger ind.«

Hvis vores elever ikke har et blødgjort hjerte, kan de blive ligesom dem, der siger: »Vi har modtaget, og vi har ikke brug for mere … for vi har tilstrækkeligt!« For dem, »så siger Gud Herren: Jeg vil give menneskenes børn linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der; og velsignede er de, der lytter til mine forskrifter og låner øre til mit råd, for de skal lære visdom; for til den, der modtager, vil jeg give mere; og fra dem, der siger: Vi har tilstrækkeligt! fra dem skal endog blive taget det, de har.«

Med forhærdede hjerter kan vores elever blokere for den rute, ad hvilken de kan modtage mere af Guds ord og svar på deres bønner. Ligesom os behøver de også at være åbne for Ånden, så de kan blive undervist i alle ting, som de skal gøre. Som Alma sagde: »Og de, der forhærder hjertet, til dem gives en mindre del af ordet, indtil de intet kender til hans hemmeligheder; og da bliver de taget til fange af Djævelen og bliver efter hans vilje ført ned til undergang.« Blødgjorte hjerter fremmer det resultat, Frelseren lovede. »Den, som holder [Guds] befalinger, modtager sandhed og lys, indtil han bliver herliggjort ved sandheden og ved alt.« Forhærdede hjerter, derimod, gør det muligt for »den Onde [at komme og borttage] lyset og sandheden«.

Kong Benjamin sammenfattede komponenterne i denne næringsrige metaforiske åndelige kost, der danner og bevarer et blødgjort hjerte. Han erklærede: »Så ønsker jeg, at I skal huske og altid bevare i erindringen Guds storhed og jeres egen intethed og hans godhed og langmodighed mod jer … og ydmyge jer, ja, i ydmyghedens dyb, idet I påkalder Herrens navn dagligt og står standhaftige i troen på det, som skal komme.« Dette er komponenterne: At vi altid husker, at forløsning kun kommer på grund af Jesus Kristus, at vores situation uden ham er håbløs. Det får os til at blive ydmyge helt ned i den største ydmyghed og motiverer os til at bede hver dag, og så står vi fast i vores tro på Jesus Kristus og hans forsoning. Den naturlige konsekvens er, at vi altid vil: »Fryde [os] og være fyldt af Guds kærlighed og altid blive ved med at have forladelse for [vores] synder; og … vokse i kundskab om hans herlighed, han som har skabt [os].«

I hjælper eleverne med at huske og altid bevare i deres erindring Guds storhed, når I flittigt arbejder for at formå dem til at tro på Kristus »og til at blive forligt med Gud; for [at vide], at det er ved nåde, at [de] bliver frelst, efter alt, hvad [de] kan gøre«. Så I og jeg »taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus … for at [vore elever] kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder«. Denne viden hjælper dem til at forblive ydmyge, tilskynder dem til at påkalde deres Guds navn dagligt og stå urokkeligt i troen. Den hjælper dem til at bevare blødgjorte hjerter, som er modtagelige for at blive fyldt af Helligånden.

Alle fire næringsrige grundsøjler, som jeg har talt om, overlapper hinanden og forstærker hinanden gensidigt. I dag er en god dag til at foretage en selvransagelse af vores undervisning. Stil gerne jer selv disse spørgsmål:

Er min undervisning centreret om Jesus Kristus?
Underviser jeg med vidnesbyrd og kærlighed?
Søger jeg efter at udvikle livslange forhold til mine elever?
Hjælper jeg elever med at besvare deres egne spørgsmål, og ikke efterlade dem med flere spørgsmål?
Viser jeg et eksempel på et blødgjort hjerte og udtrykker taknemmelighed til Gud og står urokkeligt i troen?
Hvad lærer mine elever af mit eksempel såvel som af min undervisning?

Brødre og søstre, tak for alt, hvad I gør for at hjælpe vor himmelske Faders børn til at blive Jesu Kristi trofaste disciple, til at hjælpe dem med at bevare et blødgjort hjerte, til at hjælpe dem med at lukke Ånden ind i deres hjerte og til tydeligt at pege dem hen mod Jesus Kristus, verdens Forløser. Som vi hørte i sangen, er vi alle tilbøjelige til at vandre, tilbøjelige til at forlade den Gud, vi elsker. Vi må påmindes om hans godhed, så den godhed som en lænke binder vores omstrejfende hjerte til Gud. Og det er grunden til, at Robert Robinson, da han skrev det, sagde: »Her er mit hjerte. Tag det og besegl det til dit hof i himlen høj.« Han ønskede at blive mindet om, hvorfor han ønskede at synge sangen om forløsende kærlighed, når han sommetider ikke havde lyst til at synge den. Det er også vores opgave, at hjælpe vores elever på den sti.

Må Gud velsigne jer for det, I gør. Må Gud velsigne jer for jeres godhed, må Gud velsigne jer for jeres tro, jeres trofasthed og jeres vidnesbyrd. Tak for at tjene Mesteren. Tak for at være hans ven, for han er vores venlige, vise, himmelske ven. Jeg ved helt absolut, at det er sandt. I Jesu Kristi navn. Amen.