2:3

Zions ungdom

Præsident Russell. M. Nelson og søster Wendy W. Nelson

Præsident Russell M. Nelson: Ord kan ikke beskrive vores taknemlighed for det seminarkor. Hold da helt op, hvor gjorde I det godt. Tak. Mange tak. Når jeg ser ud over dette Konferencecenter fyldt med smukke sidste dages hellige, så føler jeg, at jeg endelig har fået den store familie, som jeg ønskede mig. Der er 22.000 af jer her i aften og mange tusinde flere, som deltager sammen med os i denne transmission.

Søster Nelson og jeg er helt overvældet ved at være sammen med jer i aften. Vi elsker at være sammen med jer, de unge i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige – og jeres lærere og forældre.

Vi ville ønske, at vi kunne høre fra jer alle sammen om jeres oplevelser som forberedelse til vores verdensomspændende samling, når I dagligt læser i Mormons Bog, og når I har bedt om at høre det, Herren er ivrig efter at lære jer.

Lad mig igen sige tak til seminarkoret for at synge vores åbningssalme med så megen følelse. Den salme – »Hav tak for profeten, du sendte« – de ord vender vores hjerte til profeten Joseph Smith. Hvor skylder vi ham meget! Han er profeten for denne sidste uddeling! Tænk bare! Han var på jeres alder, da han blev inspireret af apostlen Jakobs ord: »Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud.«¹

De ord fik den unge Joseph til at gå til en nærliggende lund, hvor han udøste sit hjerte til Gud.

Himlene åbnede sig! Joseph så Faderen og Sønnen og fandt ud af, hvor han skulle henvende sig for at få svar på sine spørgsmål.

Nu beder jeg indtrængende hver af jer om at gøre, som teenageren Joseph gjorde. Henvend jer direkte til vor himmelske Fader i bøn. Bed ham, i Jesu Kristi navn, om at vejlede jer. I kan selv lære det – lige nu i jeres alder – hvordan man modtager personlig åbenbaring. Og intet vil gøre en større forskel i jeres liv end det!

Jeg lover jer – ikke personen, der sidder ved siden af jer, men jer – at uanset, hvor i verden I er, hvor I end er på pagtsstien – selv hvis I i dette øjeblik ikke går midt på stien – jeg lover jer, at hvis I oprigtigt og vedholdende vil gøre det nødvendige åndelige arbejde for at udvikle den afgørende, åndelige evne til at lære, hvordan man hører Helligåndens hvisken, så vil I få al den vejledning, I nogensinde vil få brug for i jeres liv. I vil få svar på jeres spørgsmål på Herrens egen måde og til hans egen tid. Og glem ikke vejledningen fra jeres forældre og kirkeledere. De søger også åbenbaring for jer.

Når I ved, at jeres liv bliver vejledt af Gud, vil I, uanset hvilke udfordringer eller skuffelser der kan og vil komme, føle glæde og fred.

Nu vil vi gerne tale om den største udfordring, den største sag og det største værk på jorden. Og vi vil invitere jer til at være en del af det!

Jeg har bedt søster Wendy Nelson om at komme med noget baggrund for dette vigtige budskab. Søster Nelson.

Søster Wendy W. Nelson: Mine kære brødre og søstre, som vi elsker og tror på, jeg vil gerne begynde med at fortælle jer, hvad min mand og jeg så en dag, da vi kørte gennem Utahs bjerge i et terrængående køretøj.

Det var en smuk efterårsdag. Vi elskede at være blandt træer, der var gyldne og smukke, høje og lige, alle strakte sig mod himlen.

Så drejede vi om et hjørne, og jeg så et træ, der mindede mig om mig, og hvordan jeg ofte har det i mange situationer.

Kender I den følelse? I ser jer omkring og alle andre er høje og lige og strækker sig op til himlen, så at sige.

De har regnet alt ud. De går i det perfekte tøj, virker til altid at sige det rigtige, har ingen problemer, er fuldstændigt lydige – og virker til ikke at have gjort noget forkert i deres liv.

Og så, tja, så er der jer og mig!

Mine kære brødre og søstre, det er tid til at stoppe med at sammenligne os selv med andre. Det er tid til at lægge de forkerte opfattelser af os og andre til side. Sandheden er, at vi ikke er så håbløst ufuldkomne, som vi måske tror, og andre er ikke så fuldkomne, som de ser ud til – selvfølgelig alle, undtagen vor Frelser, Jesus Kristus.

Det eneste, der er virkelig vigtigt, er, at I og jeg gør lige det, vi har forpligtet os til – ja endda indgik pagt om – i forudtilværelsen med vor himmelske Fader, at vi ville gøre her på jorden.

Lad mig stille jer et spørgsmål: Hvad blev I født til at gøre?

Hvor ville jeg ønske, at I kunne se en 10-minutters video om jeres førjordiske liv på YouTube.

Profeten Joseph Smith sagde, at hvis I kunne se ind i himlen i fem minutter, så ville I vide mere om et emne, end hvis I havde studeret det hele jeres liv.² Så forestil jer lige, hvis I kunne se 10 minutter af jeres førjordiske liv!

Selvfølgelig ved vi, at Herren klogt har trukket et slør over de minder. Men forestil jer blot et øjeblik den påvirkning, det ville have på jeres liv lige nu, hvis I fik lov til at se 10 minutter af jeres førjordiske liv.

Jeg tror, at hvis I kunne se jer selv bo med jeres himmelske Forældre og med Jesus Kristus; hvis I kunne se, hvad I gjorde, før I kom til jorden, og se jer selv indgå forpligtigelser – ja, pagter – med andre, heriblandt jeres mentorer og lærere; hvis I kunne se jer selv modigt besvare angreb mod sandhed og se jer selv tappert stå frem for Jesus Kristus, tror jeg, at hver eneste af jer ville have større kraft, større viljestyrke og evigt perspektiv til at hjælpe jer overvinde enhver og al jeres forvirring, tvivl, kampe og problemer. Dem allesammen!

Jeg tror, at hvis I kunne huske, hvem I sagde, I ville hjælpe, mens I er her på jorden, eller hvilke smertefulde oplevelser I gik med til at gennemgå, at I, uanset hvilken virkelig hård situation I befinder jer i nu – eller der vil komme – ville sige: »Åh, nu husker jeg. Nu forstår jeg. Denne svære situation giver mening nu. Med Herrens hjælp kan jeg gøre det!«

Der er en anden ting, jeg nu vil bede jer om at tænke på. Jeg kan godt lide at forestille mig, at vi alle kom til jorden med en skriftrulle hæftet fast på vores ånd med titlen: »Ting at gøre, mens jeg er på jorden.«

Lad os tale om, hvad der kunne stå på den skriftrulle. Lad os tale om fem ting, der sikkert ville stå på jeres skriftrulle i henhold til Jesu Kristi evangelium.

For det første kom I for at modtage et jordisk legeme. Og det, mine venner, er faktisk meget betydningsfuldt.

For det andet kom I for at blive prøvet.

Har I for resten bemærket, at vores prøvelser ofte består af at kontrollere vores legemes lyster og lidenskaber, som sommetider kan komme helt ud af kontrol? Hvis I for tiden kæmper med følgevirkninger af nogen form for afhængighed eller med en større synd, I ikke har omvendt jer fra, så beder jeg jer indtrængende om at lette jeres byrder ved at tale med jeres biskop – i dag. Han har præstedømmenøgler, der kan hjælpe jer.

En tredje ting at gøre her på jorden: Vælg at følge Jesus Kristus og stå på hans side, ligesom I gjorde i forudtilværelsen.

For det fjerde vælg at omvende jer dagligt og tage nadveren hver uge. Når I gør det, vil I blive åndeligt helet, styrket og højnet og i sidste ende helliggjort og ophøjet gennem Jesu Kristi forsoning.

Her er så en femte ting på jeres liste: Find og opfyld jeres jordiske mission. Mine kære venner, i forudtilværelsen blev I og jeg hver især tildelt vidunderlige missioner at udføre, mens vi er her på jorden.

Vi har muligheder for at opfylde vores jordiske missioner, men vi skal ikke. Ingen vil tvinge os. Vi har vores handlefrihed til at vælge, hvordan vi bruger vores tid og energi, vores talenter og ressourcer. Faktisk er det, vi vælger at gøre, en del af vores prøve.

Valget er jeres og mit. Vil vi vælge at gøre alt, der kræves, for at opfylde de vidunderlige missioner, som vi blev sendt til jorden for at udføre?

Mens I tænker over det spørgsmål, så lad os skifte fokus og tale om, hvorfor I er her på jorden – på dette bestemte tidspunkt, som er et helt usædvanligt tidspunkt i jordens historie.

Hvorfor er I her på jorden lige nu?

Hvorfor blev I ikke født tilbage i 1880’erne? eller om 30 år?

Lad mig fortælle om en oplevelse, der personligt lærte mig om den historiske tid, vi lever i.

Vi taler ofte om at leve i de sidste dage. Vi er trods alt sidste dages hellige. Men måske er disse dage mere »sidste«, end vi nogensinde havde forestillet os.

Denne sandhed blev virkelig for mig på grund af en oplevelse i en 24-timers periode, der begyndte den 15. juni 2013. Min mand og jeg var i Moskva i Rusland.

Mens præsident Nelson mødtes med præstedømmeledere, havde jeg privilegiet at møde næsten 100 af vores søstre. Jeg elsker vores russiske søstre. De er spektakulære!

Da jeg trådte op på talerstolen for at tale, sagde jeg noget, jeg aldrig havde forventet. Jeg sagde til kvinderne: »Jeg vil gerne lære jer at kende efter slægtslinje. Rejs jer, når den af Israels stammer, der repræsenterer den slægtslinje, der er angivet i jeres patriarkalske velsignelse, bliver nævnt.«

»Benjamin?« Et par kvinder rejste sig.

»Dan?« Nogle flere.

»Ruben?« Nogle flere rejste sig.

»Naftali?« Flere rejste sig.

Da navnene på Israels tolv stammer blev nævnt – fra Asher til Zebulon – og da kvinderne rejste sig, blev vi alle forundrede over det, vi var vidner til, følte og lærte.

Hvor mange af Israels tolv stammer tror I, der var repræsenteret i den lille forsamling på færre end 100 kvinder den lørdag i Moskva?

Elleve! Elleve af Israels tolv stammer var repræsenteret i det lokale! Den eneste stamme der manglede, var Levi. Jeg var forbløffet. Det var en åndelig bevægende oplevelse for mig.

Umiddelbart efter disse møder rejste min mand og jeg direkte til Jerevan i Armenien. De første personer, vi mødte, da vi gik fra flyet, var missionspræsidenten og hans hustru. På en eller anden måde havde hun hørt om denne oplevelse i Moskva, og med stor glæde sagde hun: »Jeg tilhører Levi!«

Forestil jer vores begejstring, da min mand og jeg mødtes med deres missionærer næste dag, heriblandt en ældste fra Levis stamme, som tilfældigvis kom fra Gilbert i Arizona.

Da jeg var en lille pige i Primary i Raymond i Alberta i Canada, lærte jeg, at i de sidste dage – inden Frelserens andet komme – ville Israels tolv stammer blive indsamlet. Den sandhed var spændende for mig og på samme tid ganske overvældende for mig at forstå. Så forestil jer, hvordan det var for mig at være sammen med medlemmer af alle Israels tolv stammer på en 24-timers periode!

Jeg har senere lært, at jeg nok ikke skulle have spurgt disse søstre om at identificere sig selv efter deres slægtslinje, for patriarkalske velsignelser er hellige, og slægtslinjen, der oplyses til dem, er personlig. Alligevel er jeg taknemmelig for det privilegie, jeg havde ved på egen hånd at se frugterne af Israels indsamling. Indtrykket fra den oplevelse er aldrig forsvundet fra mit hjerte eller sind.

Mine kære brødre og søstre, dette er virkelig de sidste dage! Der har aldrig været en tid som denne i hele verdens historie. Aldrig! I forudtilværelsen forpligtigede I og jeg os til at udføre et stort arbejde, mens vi er her på jorden. Og med Herrens hjælp kan vi gøre det! I Jesu Kristi navn. Amen.

Præsident Nelson: Tak, Wendy. Jeg elsker dig! Er hun ikke vidunderlig?

Mine kære unge brødre og søstre, dette er bestemt de sidste dage, og Herren fremskynder sit værk for at indsamle Israel. Den indsamling er det vigtigste, der sker på jorden i dag. Intet andet kan måle sig i storhed, intet andet kan sammenlignes i vigtighed, intet andet kan sammenlignes i storslåethed. Og hvis I vælger det, hvis I vil, kan I være en stor del af det. I kan være en stor del af noget stort, noget storslået, noget majestætisk!

Når vi taler om indsamlingen, taler vi om denne grundlæggende sandhed: Alle af vor himmelske Faders børn, på begge sider af sløret, fortjener at høre budskabet om Jesu Kristi gengivne evangelium. De bestemmer selv, om de vil vide mere.

De, der har en slægtslinje fra Israels forskellige stammer, er dem, hvis hjerte mest sandsynligt vender sig til Herren. Han sagde: »Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.«³ De, der tilhører Israels hus, vil nemmere anerkende Herren Jesus Kristus som deres Frelser og vil ønske at blive indsamlet i hans fold. De vil ønske at blive medlemmer af hans kirke, indgå pagter med ham og vor himmelske Fader og modtage deres nødvendige ordinancer.

Herren fortalte Joseph Smith, at det nu, hvilket vil sige vore dage, er den ellevte time og den sidste gang, at han kalder sine arbejdere ud i sin vingård for at indsamle de udvalgte fra jordens fire hjørner.⁴

Mit spørgsmål i aften til alle jer mellem 12 og 18 er dette: Vil I gerne være en stor del af den største udfordring, den største sag og det største værk på jorden i dag?

Vil I hjælpe med at indsamle Israel i disse dyrebare sidste dage? Ville I, der er de udvalgte, være villige til at være med til at finde de udvalgte, der ikke har hørt om det gengivne evangeliums budskab? Vil I gerne være blandt de »hurtige sendebud«, som profeten Esajas talte om?⁵

Deltagelse i indsamlingen af Israel vil kræve nogle ofre fra jer. Det kan endda være, at I bliver nødt til at ændre nogle ting i jeres liv. Det vil helt sikkert tage noget af jeres tid og energi og jeres gudgivne talenter. Er I interesseret?

Bare tænk på begejstringen og vigtigheden af det hele: Alle profeter begyndende med Adam har set vore dage. Og hver eneste profet har talt om vor tid, hvor Israel vil blive indsamlet, og verden vil være forberedt til Frelserens andet komme. Tænk over det! Ud af alle dem, der nogensinde har levet på denne planet, er vi dem, der får lov til at deltage i denne sidste, store indsamlingsbegivenhed. Hvor er det spændende!

Vor himmelske Fader har gemt mange af sine mest ædle ånder – måske kan jeg sige, hans bedste hold – til denne sidste fase. Disse ædle ånder – disse bedste spillere, disse helte – er jer!

Jeg vidner om, at den indsamling sker nu, og den er virkelig. Det år, jeg blev født, var det samlede medlemstal for Kirken under 600.000 mennesker, og der var ingen medlemmer i Sydamerika. I dag er der flere end 16 millioner medlemmer på verdensplan, med næsten 3 millioner medlemmer i Sydamerika.

Lad mig fortælle jer om en oplevelse, jeg havde i 1979. Jeg tjente dengang som Søndagsskolens hovedpræsident. Jeg blev inviteret til at deltage i et møde for kirkeledere, hvor Kirkens præsident, præsident Spencer W. Kimball, talte. Han pålagde os at bede for, at døre til nationer ville blive åbnet, så Jesu Kristi evangelium kunne blive bragt til alle på jorden. Han nævnte specifikt Kina og bad os om at bede for det kinesiske folk. Han sagde også, »at vi skulle tjene det kinesiske folk. Vi skulle lære deres sprog. Vi skulle bede for dem og hjælpe dem.«

Jeg kom hjem til min hustru Dantzel (der døde for mere end 13 år siden) og sagde: »Præsident Kimball bad os til dette møde om at lære kinesisk! Og jeg hørte ham ikke sige: ›Alle undtagen bror Nelson!‹ Så vil du være villig til at studere mandarin med mig?« Selvfølgelig gik hun med til det, og vi blev undervist i mandarin.

Seks uger efter præsident Kimballs opfordring deltog jeg i det årlige møde i den amerikanske forening for hjerte/lungekirurgi. Det blev afholdt i Boston i Massachusetts. Den morgen bad jeg på mit hotelværelse for folket i Kina, fuldstændig som præsident Kimball havde bedt os om. Jeg gik til det første møde den dag og sad, hvor jeg altid sidder ved sådanne møder – forrest i lokalet. Da mødet skred frem, blev jeg imidlertid stadig mere utilpas i min stol. Da lyset blev dæmpet på grund af en diaspræsentation, listede jeg stille væk fra min stol og gik om bagerst i lokalet – et sted, jeg normalt aldrig ville sidde. Da lyset igen blev tændt, så jeg, at jeg sad ved siden af en kinesisk læge. Han præsenterede sig som professor Wu Ying-Kai fra Beijing i Kina.

Efter en behagelig samtale med ham, inviterede jeg ham til at komme til Salt Lake City og holde en forelæsning ved medicinstudiet på University of Utah. Han tog glædeligt imod og gjorde det utroligt godt. Så vendte han tilbage til Kina.

Ikke længe efter inviterede han mig til at være gæsteprofessor i kirurgi ved Shandong Medical University i Jinan i Kina. Det førte til efterfølgende invitationer til mig om at være gæsteprofessor ved to andre universiteter i Kina.

Disse vidunderlige professionelle oplevelser – inden mit kald til De Tolv – nåede sit højdepunkt, da jeg blev bedt af kinesiske kirurger om at udføre en åben hjerteoperation for at redde livet for deres mest hyldede operastjerne. Det gjorde jeg, og heldigvis var operationen en succes. Det var tilfældigvis den sidste i min karriere.

I næsten 40 år har jeg bedt for folket i Kina. Jeg glæder mig over min tilknytning til kollegaer og andre kære venner i Kina. Det er en stor glæde for mig nu officielt at være udpeget som en »gammel ven af Kina«.

Det er mit vidnesbyrd, at når vi udfører, hvad som helst Guds profet beder os om, så vil vejen blive åbnet og liv blive ændret.

Nu håber jeg, at I spørger jer selv: »Hvad kan jeg som teenager gøre for at bidrage til at indsamle Israel?« Søster Nelson og jeg stillede netop dette spørgsmål og nogle få andre til en gruppe unge i alderen fra 12 til 18 år, hvoraf mange er her i aften.

Først spurgte vi: »Hvad er Israels indsamling? Og hvad betyder den for jer?« Deres svar varierede, men størstedelen indikerede, at de ikke var helt sikre på, hvad det er. I aften ønsker vi, at I skal vide, at Israels indsamling i sidste ende betyder at tilbyde Jesu Kristi evangelium til Guds børn på begge sider af sløret, der hverken har indgået de afgørende pagter med Gud eller modtaget deres nødvendige ordinancer.

Alle af vor himmelske Faders børn fortjener muligheden for at vælge at følge Jesus Kristus, at acceptere og modtage hans evangelium med alle dets velsignelser – ja, alle de velsignelser Gud lovede til slægtslinjen for Abraham, Isak og Jakob, der, som I ved, også er kendt som Israel.

Mine kære usædvanlige unge, I blev sendt til jorden på netop dette tidspunkt, den mest afgørende tid i verdens historie, for at bidrage til at indsamle Israel. Der sker intet på denne jord lige nu, der er vigtigere end det. Intet har større konsekvenser. Absolut intet.

Indsamlingen bør betyde alt for jer. Det er den mission, I blev sendt her til jorden for at udføre.

Så mit spørgsmål til jer er: »Er I villige til at melde jer til Herrens bataljon af unge for at hjælpe med indsamling af Israel?« Tænk nu over det. I skal ikke svare endnu.

Lad os vende tilbage til de andre spørgsmål søster Nelson og jeg stillede vores unge venner. Vi spurgte: »Hvis profeten bad alle 12-18-årige i Kirken om at melde sig til at bidrage til at indsamle Israel, hvad ville I være villige til at gøre?«

De unge svarede med inspirerende kommentarer, såsom: »Hvis profeten bad os om at bidrage til at indsamle Israel, ville jeg helt sikkert være en del af det.« En anden sagde: »Jeg ville stoppe med det, jeg er i gang med og hjælpe!« En anden: »Jeg ville gå og gøre, hvad som helst han beder mig om at gøre, fordi profeten er en forkynder fra Gud.«

Deres svar omfattede også: »Jeg ville være villig til at udføre mere slægtsforskning. Jeg ville være mere åben og gøre en større indsats for at tale med andre om evangeliet. Jeg ville være et godt eksempel og vise kristuslignende egenskaber. Jeg ville udføre flere dåb for de døde, ændre noget ved måden jeg lever på og de valg, jeg træffer, rejse derhen, hvor han har brug for mig, lære et nyt sprog, møde nye mennesker, låne min Mormons Bog til dem, der aldrig har læst den. Og jeg ville være den venligste person, jeg kan være.«

Vi spurgte også disse unge, hvad de ville være villige til at ofre, så de kunne hjælpe med at indsamle Israel. De begejstrede os igen. De svarede: »Jeg ville bruge mindre tid på sport, så jeg kunne hjælpe en person, der har brug for sandhed. Jeg ville ofre at være sammen med mine venner og i stedet invitere dem til at tage i templet. Jeg ville helt sikkert bruge mindre tid på min telefon. Jeg ville se mindre film og tv. Jeg ville [endda] være villig til at ofre luren søndag eftermiddag!«

Vi spurgte: »Hvis I ville melde jer til at hjælpe med at indsamle Israel, hvad ville I begynde at gøre og holde op med?« De kom med svar som: »Jeg ville studere skrifterne mere og mere oprigtigt, så jeg kunne besvare spørgsmål, som folk måske ville stille mig. Jeg ville bruge mindre tid på sociale medier, være mere engageret i at udføre små handlinger som medlemsmissionering, herunder daglige tjenestegerninger. Jeg ville bruge mindre tid på min telefon, og når jeg bruger den, ville jeg poste skriftsteder eller andre åndelige budskaber på de sociale medier. Jeg ville studere generalkonferencetaler, da de er supervigtige. Jeg ville spise sundt, så jeg kan holde mig i form. Jeg ville holde op med at tænke på, at alt handler om mig.« Tak, brødre og søstre, for jeres svar på vores spørgsmål.

Tænk over det, mine kære unge brødre og søster, lige nu forbereder jeg mig til den dag, hvor det kræves, at jeg skal aflægge regnskab til profeten Joseph Smith, til præsident Brigham Young og andre – og i sidste ende til Herren – for min forvaltning som Guds profet på jorden i dag. Jeg ønsker ikke at blive spurgt: »Bror Nelson, hvorfor var du ikke mere klar over for de unge om deres del i Israels indsamling? Hvorfor var du ikke mere modig i at få dem til at deltage?«

Så nu inviterer jeg hver eneste unge pige og hver eneste unge mand mellem 12 og 18 år i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige til at melde sig til Herrens bataljon af unge for at hjælpe med til at indsamle Israel.

Hvad vil hjælpe jer? Når I fortsat læser dagligt i Mormons Bog, vil I lære læren om indsamlingen,⁶ sandheder om Jesus Kristus, hans forsoning og fylden af hans evangelium, som ikke står i Bibelen. Mormons Bog er central for indsamlingen af Israel.⁷ Faktisk ville den lovede indsamling af Israel ikke finde sted, hvis der ingen Mormons Bog var.

Og nu inviterer jeg jer til at forberede jer selv ved at gøre fem ting mere – fem ting, der vil forandre jer og hjælpe jer til at forandre verden.

For det første frigør jer af afhængighed af de sociale medier, for at mindske deres verdslige indflydelse på jer.

Lad mig fortælle jer om en ung mand på jeres alder, en af mine gode venners barnebarn. Han er populær blandt sine venner og ledere på hans high school. For nyligt fandt hans forældre ting på hans telefon, der ikke er passende for en af Jesu Kristi tilhængere. De insisterede på, at han for en tid ikke var på de sociale medier. De byttede hans smartphone ud med en klaptelefon, og han gik i panik. Hvordan kunne han fastholde kontakten med sine venner?

Først var han vred på sine forældre, men efter nogle få dage takkede han dem for at tage hans smartphone væk. Han sagde: »Jeg føler mig fri for første gang i lang tid.«. Nu ringer han til sine venner på sin klaptelefon for at have kontakt med dem. Han taler faktisk med dem i stedet for altid at sms’e!

Hvilke andre ændringer er der sket i denne unge mands liv? Han siger, at han nu elsker at være fri for det falske liv, som de sociale medier skaber. Han er aktivt engageret i livet i stedet for at begrave ansigtet i telefonen hele tiden. Han deltager i udendørs fritidsaktiviteter i stedet for at spille videospil. Han er mere positiv og hjælper til derhjemme. Han søger efter muligheder for at tjene. Han lytter bedre i kirken, har en lysere udstråling, er meget gladere og forbereder sig aktivt til sin mission! Alt det, fordi han tog en pause fra de sociale mediers negative indflydelse.

Så min første invitation til jer i dag er at frigøre jer af afhængighed af de sociale medier ved ikke at bruge de sociale medier i syv dage. Jeg anerkender, at der er gode sider ved de sociale medier. Men hvis I er mere opmærksomme på poster på de sociale medier end på Åndens hvisken, udsætter I jer for åndelig fare – såvel som risikoen for at opleve stor ensomhed og depression. I og jeg kender unge, der er blevet påvirket af de sociale medier til at gøre og sige noget, som de ellers aldrig ville gøre eller selv sige. Mobning er et eksempel.

En anden negativ side ved de sociale medier er, at de skaber en falsk virkelighed. Alle poster deres sjoveste, mest eventyrlige og spændende billeder, som skaber det falske indtryk, at alle bortset fra jer har et sjovt, eventyrligt og spændende liv. Meget af det, der er på jeres forskellige sociale medier er fordrejet, og måske tilmed falsk. Så tag en syv dages pause fra falsk!

Vælg syv sammenhængende dage og prøv det! Se om I bemærker en forskel på, hvad I føler, og hvad I tænker, og endda hvordan I tænker i løbet af de syv dage. Læg efter de syv dage mærke til, om der er noget, I vil holde op med at gøre, og noget, I gerne vil begynde at gøre.

Denne faste fra de sociale medier kan være mellem jer og Herren. Det vil være jeres tegn til ham på, at I er villige til at træde ud af verden for at melde jer til hans bataljon af unge.

Min anden invitation til jer er at give et ugentligt offer af tid til Herren i tre uger i træk. Lad ham vide, at I vil være en del af hans bataljon af unge – mere end I vil noget andet. Opgiv noget i tre uger I kan lide at lave og brug den tid til at hjælpe med at indsamle Israel.

Hver gang I gør noget, der hjælper nogen – på begge sider af sløret – til at tage et skridt mod at indgå pagter med Gud og modtage deres nødvendige dåbs- og tempelpagter, bidrager I til Israels indsamling. Så enkelt er det.

Når I beder om dette offer af tid, vil I blive vejledt til at vide, både hvad I kan opgive den uge, og det I kan gøre i stedet for at indsamle Israel. En ung, der spiller golf, kan fx opgive en runde golf og tilbringe den tid i templets dåbsværelse.

Min tredje invitation er, at I laver en grundig evaluering af jeres liv med Herren, og måske med jeres forældre og jeres biskop, for at sikre jer, at jeres fødder er solidt plantet på pagtsstien. Hvis I har forladt den, eller hvis der er noget, I skal give slip på, så jeres sind og hjerte kan være mere rent, er i dag det perfekte tidspunkt til at ændre sig.

Tal med jeres biskop eller forældre eller begge, hvis I ikke er sikre på, hvordan man omvender sig. De vil hjælpe jer til at forstå Jesu Kristi forsoning. De vil hjælpe jer til at opleve den glæde, som sand omvendelse altid bringer.

Bliv ikke væk fra pagtstien et minut mere. Kom tilbage gennem sand omvendelse, nu. Vi har brug for jer blandt denne Herrens bataljon af unge. Det vil bare ikke være det samme uden jer!

Min fjerde invitation er, at I dagligt beder om, at alle Guds børn må modtage velsignelserne i Jesu Kristi evangelium. I og jeg lever for at se og vil fortsat se Israel indsamlet med stor kraft. Og I kan være en del af den kraft bag indsamlingen!

Min femte invitation er, at I skiller jer ud; er anderledes end verden. I og jeg ved, at I skal være et lys for verden. Derfor har Herren brug for, at I ligner, lyder som, handler som og klæder jer som sande Jesu Kristi disciple. Ja, I lever i verden, men I har meget anderledes standarder end verden, der hjælper jer til at undgå verdens negative påvirkninger.

Med Helligånden som jeres ledsager kan I gennemskue den kendiskultur, der er så populær i vores samfund. I kan være klogere, end tidligere generationer nogensinde har været. Og hvis I nogle gange bliver kaldt »mærkelige«, så bær den betegnelse som en udmærkelse og vær lykkelig for, at jeres lys skinner klart i denne verden med tiltagende mørke!

Sæt en standard for resten af verden! Omfavn at være anderledes! Hæftet Til styrke for de unge bør være jeres standard. Det er den standard, som Herren forventer, at alle hans unge efterlever. Nuvel, som hans ydmyge tjener beder jeg jer indtrængende om at studere dette hæfte igen. Læs det bønsomt, som I aldrig har læst det før. Markér det. Tal om det. Tal om standarderne med jeres venner. Beslut, hvordan I kan efterleve disse standarder, jeres standarder, med endnu større efterlevelse.

I har jeres eget eksemplar. Så tag i aften ved slutningen af dette møde, hvis I vælger at melde jer, et eksemplar af Til styrke for de unge og giv dette nye eksemplar til en ven, der måske ikke kender jeres standarder eller måske ikke efterlever dem.

Bed om, hvem der har brug for hæftet. I vil blive vejledt. Og det vil være spændende.

Lad mig nu sammenfatte ved at gennemgå mine fem invitationer til jer om at melde jer til Herrens bataljon af unge for at bidrage til at indsamle Israel:

Afhold en syv dages faste fra de sociale medier.
Yd et ugentlig offer af tid til Herren i tre uger.
Bliv på pagtens sti. Hvis I er trådt ved siden af, så omvend jer og kom tilbage på stien.
Bed dagligt om, at alle Guds børn må modtage velsignelserne i Jesu Kristi evangelium.
Stå frem. Vær anderledes. Vær et lys. Giv en ven et eksemplar af hæftet Til styrke for de unge.

Mine elskede unge brødre og søstre, I er blandt de bedste, Herren nogensinde har sendt til denne verden. I har evnen til at være klogere og mere vise og påvirke verden mere end nogen tidligere generation!

Når jeg nu afslutter, beder jeg jer om at stå sammen med unge fra hele verden og opleve begejstringen ved at være medlem af Herrens bataljon at unge i »Zions hær« ved at synge vores afslutningssalme: »Zions ungdom«, for denne salme handler om jer!

Jeg bærer inderligt vidnesbyrd om, at dette er Gud den Almægtiges værk. Han lever. Jesus er Kristus. Dette er hans kirke, der er genoprettet for at opnå sin guddommelige skæbne, deriblandt løftet om Israels indsamling.

I er Israels håb, den forjættede dags børn!⁸ Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.