»Tvivl ikke, men vær troende«
Verdensomspændende foredrag for unge voksne • 13. januar• Brigham Young University– Hawaii
Ældste Dale G. Renlund: Tak fordi I er sammen med os i dag. Vi ved, at I alle havde andet at lave. Vi beder om, at Gud vil velsigne jer for jeres offer. Jeg takker jer på vegne af Herren og hans kirke for jeres tro og trofasthed.
Søster Ruth L. Renlund: Det er dejligt at være her. Koret var vidunderligt og bidrog med Ånden til mødet. Vi er taknemmelige for de andre, der sidder på forhøjningen, og anerkender deres rolle i jeres og vores liv. Vi beundrer deres eksempel på at være en discipel.
Vi føler os tilskyndet til at tale om et emne, der har været i vores tanker i mange måneder: Tro og tvivl. I juni sidste år delte vi en lignelse ved den årlige oplæringstransmission for undervisere i seminar og institut. Vi ønsker indledningsvis at dele denne samme lignelse med jer i dag.
Ældste Dale G. Renlund: Forestil jer, at I kæntrede med en båd, mens I var midt ude på havet. I har en redningsvest på og har svømmet i flere timer mod det, som I tror er den nærmeste kyst, men I er ikke sikre. I er blevet enormt dehydreret, så hver gang I begynder at svømme, bliver I svimle og udmattede. Jeres bedste skøn er, at kysten er 30 kilometer væk. I frygter for jeres liv, da I ikke kan svømme så langt. Langt væk kan I høre en lille motor. Lyden synes at komme mod jer, og jeres håb om redning stiger. Når I kigger, kan I se en lille fiskerbåd, der nærmer sig.
Søster Ruth L. Renlund: »Åh, heldigvis,« tænker I, »kaptajnen ser mig!« Båden standser og en venlig vejrbidt fisker hjælper jer om bord. Taknemmeligt kravler I hen på et sæde på båden og drager et lettelsens suk. Fiskeren giver jer en feltflaske med vand og nogle kiks. I indtager dem grådigt. Vandet og kiksene giver jer nok næring, så I får det bedre. I er så lettede og lykkelige. I er på vej hjem.
Efterhånden som der kommer liv i jer, og I begynder at få det bedre, begynder I at lægge mærke til nogle ting, som I ikke havde bemærket før. Vandet fra feltflasken er ikke helt frisk og ikke det, I ville have foretrukket – som Evian eller Perrier. Kiksene smagte godt, men den næring, I virkelig gerne ville have fat i, var noget kødpålæg efterfulgt af en chokoladecroissant. I lægger også mærke til, at den venlige fisker er gammel, går i slidte støvler og blå cowboybukser. Svedbåndet i hans hat er plettet, og han virker til at have svært ved at høre.
Ældste Dale G. Renlund: I lægger også mærke til, at båden er godt brugt, og at der er buler i bovens højre side. Der er hakker i noget af malingen, og den skaller af. I ser, at når fiskeren slipper roret, så trækker båden til højre. I begynder at blive bekymret for, om denne båd og denne kaptajn kan være den redning, I har brug for. I spørger fiskeren om bulerne og roret. Han siger, at han ikke har bekymret sig om disse ting, fordi han har styret båden til og fra fiskepladserne af den samme rute, dag ind og dag ud i årtier. Båden har altid fået ham sikkert og trygt hen, hvor han skulle.
I er forbløffede! Hvordan kan han ikke være bekymret for bulerne og roret? Og hvorfor var det, han havde at spise, ikke noget, I bedre kunne lide? Jo mere I fokuserer på båden og fiskeren, jo mere bekymrede bliver I. I sætter spørgsmålstegn ved jeres beslutning om at komme om bord i første omgang. Jeres bekymring vokser. Til sidst forlanger I, at fiskeren standser båden og lader jer komme tilbage i vandet. Selvom I stadig er mere end 20 kilometer fra kysten, kan I ikke udholde tanken om at forblive i båden. Bedrøvet standser fiskeren båden og hjælper jer tilbage i havet. I er på egen hånd igen.
Søster Ruth L. Renlund: Tænk på denne historie som en lignelse, hvor båden repræsenterer Kirken, og fiskeren dem, der tjener i Kirken.1 Det eneste formål for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er at hjælpe vor himmelske Fader og Jesus Kristus i deres arbejde med at tilvejebringe evigt liv til Guds børn.2 Den sørger for pagtsstien, vejen tilbage til vor himmelske Fader. De, der tjener i Kirken, selvom de ikke er fuldkomne, er afgørende for at hjælpe og opmuntre os på pagtsstien.
Hvad fortæller båden og fiskeren os om Kirken? Ændrer buler og afskallet maling på Kirken dens evne til at tilvejebringe de bemyndigede frelsende og ophøjende ordinancer til at hjælpe os til at blive ligesom vor himmelske Fader? Hvis fiskeren bliver nødt til at holde fast med begge hænder på roret, for at holde båden på rette kurs, gør det så hans og bådens evne til at få os trygt og sikkert derhen, hvor vi skal, dårligere? Man behøver ikke at være en ordineret seer, ligesom min mand, for at vide, at det at gå tilbage ned i vandet i stedet for at blive i båden er risikabelt. Men når vi mister det store billede af syne, kan de små buler og den afskallede maling fylde meget i vores tanker.
Ethvert medlem af Kirken har brug for sit eget vidnesbyrd om den genoprettede kirkes sandhed. Uden en sand omvendelse, deriblandt en mægtig forandring i hjertet, kan I begynde at fokusere på de metaforiske kiks og den afskallede maling.
Præsident Russell M. Nelson sagde ved aprilkonferencen i 2018: »I behøver ikke at undre jer over, hvad der er sandt (se Moro 10:5). I behøver ikke at undre jer over, hvem I med sikkerhed kan stole på. Gennem personlig åbenbaring kan I modtage jeres eget vidnesbyrd om, at Mormons Bog er Guds ord, at Joseph Smith er en profet, og at dette er Herrens kirke. Uagtet hvad andre siger eller gør, kan ingen borttage det vidnesbyrd, der er båret til jeres hjerte og sind om, hvad der er sandt.«3 Dette vidnesbyrd er mere afgørende nu, end det nogensinde har været.
Ældste Dale G. Renlund: Begyndelsen på mit vidnesbyrd fandt sted, da jeg boede i Göteborg i Sverige. Jeg var 11 år gammel. Missionspræsidenten kom med en opfordring til alle de unge om at læse Mormons Bog. Jeg accepterede udfordringen og begyndte at læse den. På et tidspunkt i min læsning sagde en af missionspræsidentens rådgivere, at vi skulle bede om det, vi læste. Jeg husker meget tydeligt den aften, hvor jeg fulgte den opfordring. Jeg knælede ved sengekanten og begyndte en meget enkel bøn for at vide, om Mormons Bog er sand.
Jeg hørte ikke en stemme, men det var som om, at Gud sagde til mig: »Jeg har hele tiden fortalt dig, at den er sand.« Den oplevelse ændrede mig; den ændrede mit liv. Den begyndte en proces af tro, en proces med at være på pagtsstien og prøve at gøre mere og prøve at blive bedre. Det var i Göteborg, jeg lærte, hvordan man omvender sig. Det var i Göteborg, at jeg lærte min Forløser at kende. Det var i Göteborg, jeg begyndte at se op til folk, der højnede deres kaldelser, og som arbejdede hårdt på at opbygge Guds rige. Göteborg blev mine »Mormons vande«.4
Søster Ruth L. Renlund: Hvor lærte I jeres Forløser at kende? Hvordan føltes det? Hvis I har glemt det, opfordrer vi jer til at gøre noget for at genskabe den følelse. Denne viden og disse følelser er begyndelsen på tro.
Tro er et valg, som alle mennesker må træffe. Tro er ikke blot tilfældigt at ønske, at noget er sandt, og fantasifuldt overbevise sig selv om, at det er. Tro er forsikringen om, at ting, vi ikke har set i kødet, findes. Tro er også et princip om handling.
»Tro skal være centreret om Jesus Kristus, for at den kan lede en person til frelse … Tro bliver vakt ved at høre evangeliet blive forkyndt af Guds bemyndigede [lærere] (se Rom 10:14-17). Mirakler skaber ikke tro, men stærk tro udvikles ved lydighed mod Jesu Kristi evangelium. Med andre ord udspringer tro af retfærdighed (se Alma 32:40-43).«5 Tro kommer ikke ved at kræve tegn fra Gud, men ved at adlyde og følge hans bud.
Ældste Dale G. Renlund: Gud ønsker, at vi har tro, så han kan velsigne os.6 Tro er nøglen, der låser op for Guds barmhjertighed. En person har brug for at beslutte, at han eller hun vil have tro og derefter handle i tro, før tro kan vokse. Alma sagde: »Men se, hvis I vil vågne op og vække jeres evner til et forsøg med mine ord og udøve den mindste smule tro, ja, selv om I ikke kan gøre mere end ønske at tro, lad da det ønske virke i jer, indtil I tror på en sådan måde, at I kan give plads til en del af mine ord.«7 For at tro kan vokse, skal man vælge at have tro og derpå handle på det.
Søster Ruth L. Renlund: Ens ønske om tro må resultere i handling. På mange måder udtrykker vi vores tro med vores fødder.
Dette princip står i Mormons Bog som et løfte, min mand fulgte som 11-årig. »Og når I modtager dette, vil jeg formane jer til, at I spørger Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt; og hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft.«8
Når I begynder med spørgsmålet: »Kunne disse ting ikke være sande«, så fører det til begyndende tro, der, hvis den plejes, vokser. »Kunne disse ting ikke være sande?« er et spørgsmål, der antager, at det er sandt. Hvis jeg for eksempel siger: »Kører vi ikke fra Honolulu til nordkysten?«, så formodes det, at vi gør det. Spørgsmålet, Moroni opfordrer os til at stille angående Mormons Bog, er motiveret af tro og fører derfor til mere tro.
Hvis vi i stedet begynder med spørgsmålet: »Kunne disse ting ikke være falske?«, så fører det til tvivl. Og tvivl fører aldrig til tro.
Ældste Dale G. Renlund: På et tidspunkt, da jeg besøgte en stavskonference, bad stavspræsidenten mig om at besøge en mand, som jeg vil kalde Stephen. Stephen havde været et trofast medlem af Kirken. Han havde tjent på mission og var blevet gift i templet. Han havde tjent trofast i mange år, men begyndte at have tvivl om Kirken. Da jeg besøgte Stephen, sagde han, at han havde problemer med det faktum, at Joseph Smith fortalte fire versioner af det første syn. Han tænkte, at det kunne betyde, at Joseph Smith fandt på sin oplevelse.
Jeg satte Stephen i forbindelse med en mand, som havde undersøgt disse fire versioner årtier tidligere. Stephen mødtes med denne mand. Den næste gang, jeg talte med Stephen, sagde jeg: »Nå, hvordan har du det med det første syn?«
Han sagde: »Jeg har det OK med det, fordi mine spørgsmål blev besvaret. Det generer mig ikke længere. Men nu er jeg virkelig bekymret over det flerkoneri, der blev praktiseret i Nauvoo og efter manifestet i 1890. Det bekymrer mig virkelig.«
Jeg bad Stephen om at tale med en, der havde forsket i disse emner i troværdige primære kilder. Efter den samtale kontaktede jeg Stephen og spurgte ham, hvordan han havde det.
Han sagde: »Det generer mig ikke længere. Jeg kan godt forstå, hvad der skete, og jeg er ikke bekymret længere. Men nu er jeg virkelig bekymret over, at præstedømmet blev holdt tilbage for en tid fra dem, der stammer fra Afrika.«
Søster Ruth L. Renlund: Desværre havde Stephen valgt at være en evig tvivler. Tvivl behagede ham mere end at vide,9 og han gravede i tvivl i det, han havde plantet med tro.10 Som tiden gik, når et problem blev løst, så kom der et andet. Lige meget, hvor meget man prøvede at besvare disse spørgsmål, så fandt han et andet emne, som han var i bekymret for. Han fokuserede på bulerne i båden i stedet for den evne, båden havde til at føre ham til velsignelserne ved Jesu Kristi forsoning. Det, som Stephen gjorde, var en form for »smæk-en-muldvarp med Kirkens historie«. I ved, det børnespil, hvor en muldvarp dukker op, og når man har ramt den, dukker en anden muldvarp op et andet sted.
Mens mere intellektuel information midlertidigt kan løse en intellektuel bekymring, er mere information ikke den fulde løsning, som Paulus skrev til korintherne: »Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.«11 Der er også brug for tro på Jesus Kristus og et vidne fra Ånden.
Mange, der har haft spørgsmål, der har oplevet at tvivle og har haft svært ved at finde deres åndelige fodfæste, er ikke desto mindre forblevet trofaste og er blevet på pagtsstien. Ofte, når de har bedt, har de fået svar, som ældste Neil L. Andersen fik for mange årtier siden, da han undrede sig over, om han var passende forberedt til at tage på mission. Mens han bad, kom denne følelse: »Du ved ikke alt, men du ved tilstrækkeligt!«12 Til tider – faktisk ofte – vil Herrens svar være: »Du ved tilstrækkeligt til at blive på pagtens sti og holde mine bud.«
Da Nefi blev spurgt om han kendte til Guds velvilje, svarede han: »Jeg ved, at [Gud] elsker sine børn; alligevel forstår jeg ikke betydningen af alting.«13 Han vidste nok. I dette liv vil I aldrig kende meningen med alt, men I ved nok. Vores skæbne afhænger af at udøve uudviklet tro, der vil vokse, når vi handler i tro.
Ældste Dale G. Renlund: Tvivl er ikke og vil aldrig gå forud for tro, mere end lys afhænger af mørket for at blive til. Peter fik ikke at vide, da han var ved at synke ned i vandet, da han havde prøvet at gå på det: »Åh, Peter, hvis du bare tvivlede mere.« Nej, han fik at vide: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«14
I Lectures on Faith bliver forskellen mellem tro og tvivl forklaret: »Hvor tvivl og usikkerhed er … der er tro ikke og kan ej heller være. For tvivl og tro kan ikke findes hos et og samme menneske på samme tid … de, der er tvivl og frygt undergivne, kan ikke have urokkelig tillid, og hvor der ikke findes urokkelig tillid, der er troen svag, og hvor troen er svag, har menneskene ikke kraft til at stride imod al den modstand, trængsel og sorg, som de kommer til at møde for at blive Guds arvinger og Kristi Jesu medarvinger, og de bliver trætte i sjælen, og modstanderen får magt over og ødelægger dem.«15
Det er det, der skete for Stephen. Han lod tvivl og usikkerhed fylde sit sind. Efterhånden som tiden gik, havde han ikke styrken til at konfrontere de udfordringer, man møder som medlem af Kirken. Han blev træt i sjælen, og hans tro forsvandt.
Søster Ruth L. Renlund: Det er normalt at have spørgsmål om Kirken og dens lære, og det er roden til at lære om evangeliet. Joseph Smith forstod det, da han læste: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.«16
Men skriftstedet fortsætter: »Men han skal bede i tro, uden at tvivle«.17
Med andre ord, bed til Gud uden at tvivle på, at han kan give jer et svar. Skriftstedet fortsætter: »For den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd.«18
For at modtage den slags svar, som Joseph Smith søgte, for at modtage den slags svar, vi mangler, skal vi komme til Gud med et troende hjerte og et sind, der ønsker, at det, der hører Gud til, bliver kundgjort for os.
Ældste Dale G. Renlund: Vi elsker en udtalelse af ældste John A. Widtsoe, en af de første apostle i denne uddeling. Jeg vil omformulere det, han sagde. Tvivl har, medmindre den ændres til henvendelse hos pålidelige, troværdige kilder, intet værd eller ingen værdi. Den stillestående tvivler, der er tilfreds med sig selv, uvillig til at gøre den passende indsats, at betale prisen for himmelsk opdagelse, når uundgåelig til vantro og mudret mørke. Hans tvivl vokser ligesom giftige svampe i den svage skygge af hans mentale og åndelige kamre. Til sidst, når han er blind som en muldvarp i sin hule, erstatter han sædvanligvis fornuft med hån og arbejde med dovenskab og bliver en doven elev. Tvivl er ikke forkert, medmindre det bliver et middel. Den tvivl, der nærer sig selv og vokser og avler mere tvivl, er af det onde.«19
Ældste Widtsoes ord er stadig sande. Stillestående tvivl fører ikke til at kende virkeligheden af Frelseren, Jesus Kristus, og hans forsoning, det fører ikke til virkelig at vide, at vi har en venlig, kærlig himmelsk Fader, der grundlagde den store frelsesplan. Vi kan komme til at kende sandheden af dette værk i de sidste dage, men det kræver, at vi vælger tro, ikke tvivl, og at vi går til de pålidelige, troværdige kilder efter vores svar.
Søster Ruth L. Renlund: Alma talte også om dette princip. Han sagde: »Og den, der forhærder sit hjerte, han modtager derfor en mindre del af ordet; og den, der ikke forhærder sit hjerte, til ham gives der en større del af ordet, indtil det er givet ham at kende Guds hemmeligheder, indtil han kender dem fuldstændigt. Og de, der forhærder hjertet, til dem gives en mindre del af ordet, indtil de intet kender til hans hemmeligheder; og da bliver de taget til fange af Djævelen og bliver efter hans vilje ført ned til undergang.«20
Ville I søge økonomisk vejledning fra en, der er gået fallit og står i gæld?
Ældste Dale G. Renlund: Ville I søge lægehjælp hos en, der sælger falske vidundermidler?
Søster Ruth L. Renlund: Hvem ville I tage i mod råd fra om, hvordan I forbedrer jeres forhånd i tennis— en nybegynder eller Roger Federer?
Ældste Dale G. Renlund: Så hvorfor ville I søge vejledning om jeres evige velfærd fra dem, der er gået åndeligt fallit, fordi de har gravet op i deres tvivl, som de engang har plantet i tro,21 eller der, ligesom Jeremias sagde, »har forladt [Kristus], en kilde med levende vand, og de har udhugget cisterner, cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand«?22 Disse personer er gået væk fra kilden med levende vand og ønsker, at I stoler på noget, der ikke kan holde vand.
Søster Ruth L. Renlund: Brødre og søstre, I kan vide, at der er en levende Kristus.23 Blogosfæren kan ikke erstatte studium af skrifterne og læsning af de levende profeters og apostles ord. Nær jeres tro ved at gå til troværdige kilder for at få svar på jeres spørgsmål.
Ældste Dale G. Renlund: Når vi forsøger at finde ud af om noget er sandt eller ej, giver Mormon os et mønster, vi kan følge:
»Derfor kommer alt det, som er godt, fra Gud; og det, som er ondt, kommer fra Djævelen …
Men se, det, som er af Gud, opfordrer og tilskynder til bestandig at gøre godt; derfor er alt det, som opfordrer og tilskynder til at gøre godt og til at elske Gud og til at tjene ham, inspireret af Gud …
Det er givet jer at kunne dømme, så I kan kende godt fra ondt; og måden at dømme på er så tydelig, at I kan kende den med en fuldkommen kundskab, ligesom dagens lys er forskellig fra nattens mørke.
For se, Kristi ånd er givet til enhver, så han kan kende godt fra ondt; derfor viser jeg jer, hvordan man skal dømme; for alt, hvad der tilskynder til at gøre godt og formår til at tro på Kristus, udgår ved Kristi gave og kraft; derfor kan I med fuldkommen kundskab vide, at det er af Gud.
Men hvad som helst, der formår menneskene til at gøre ondt og ikke tro på Kristus og fornægte ham og ikke tjene Gud, det kan I med fuldkommen kundskab vide er af Djævelen.«24
Så det er enkelt. Hvis et valg leder jer til at gøre godt og tro på Kristus, så er det fra Gud. Hvis valget lokker jer til at gøre noget dårligt og fornægte Kristus, så kommer det fra djævelen. Når I kommer hen på pagtsstien, vil I kunne se, at disse ting, der distraherer jer fra den sti, der prøver at overtale jer til ikke at tro på Kristus, er forkerte. De ting, der får jer til at tro på Gud, elske ham og holde hans bud, kommer fra Gud. I vil gå glip af vigtige åndelige begivenheder, hvis I vælger vedvarende tvivl, som næres af svar fra troløse og svigefulde kilder.25
Søster Ruth L. Renlund: Hvis vi vender tilbage til vores lignelse, så er de, der vælger at blive i den slidte, bulede båd med afskallet maling, dem, der anerkender, at båden reddede dem fra at drukne og kan få dem sikkert i land. Med andre ord, de kommer hen til pagtsstien og bliver på pagtsstien. Og så, når de holder ud til enden, bliver løftet om evigt liv givet til dem. Det er den største gave, som Gud kan give. Det er gennem den proces, at vi lærer Jesus Kristus at kende, at vi kommer til at vide, at han lever, og lærer hans kærlighed og omsorg at kende.
I Lære og Pagter står der: »Til nogle er det givet ved Helligånden at vide, at Jesus Kristus er Guds Søn, og at han blev korsfæstet for verdens synder. Til andre er det givet at tro på deres ord, så de også kan få evigt liv, hvis de forbliver trofaste.«26 Bemærk at belønningen er den samme, om I ved eller tror – evigt liv til de trofaste.
Ældste Dale G. Renlund: I april 2009 blev jeg opretholdt som generalautoritet i Kirken. I oktober 2009 blev jeg bedt om at tale til generalkonferencen. Jeg ville rigtigt gerne have, at min far kunne lytte til konferencen. Han havde arbejdet hårdt som tømrer og bygherre hele sit liv, og som 92-årig havde han alvorlige problemer med sin ryg. Han var ikke i stand til at komme til Konferencecentret. Så en af mine søstre sørgede for, at han kunne se mødet på TV’et i sit hjem i Salt Lake City.
Efter konferencen tog jeg hjem til ham for at se, hvad han syntes om min tale. Han var en mand af meget få ord og var ikke gavmild med komplimenter.
Jeg sagde: »Far, så du konferencen?«
Han sagde: »Ja.«
Jeg sagde: »Far, hørte du min tale?«
Han sagde: »Ja.«
Jeg sagde: »Nå, far, hvad synes du så?‹
Han sagde: »Åh, den var OK. Jeg var næsten stolt.«
Men jeg fandt ud af, at han var en smule distraheret den aften, fordi han gerne ville fortælle mig om en drøm, han havde haft natten før. Han var ikke en drømmer. Han havde aldrig fantasifulde tanker. Jeg havde aldrig hørt ham lyve. Han havde altid været brutalt og taktløst ærlig. Han sagde: »Jeg drømte, at jeg døde og så Frelseren, Jesus Kristus. Han tog mig i sine arme og sagde, at mine synder var mig tilgivet. Og Dale, det føltes så godt.« Det var alt, han sagde, og jeg blev afholdt fra at spørge yderligere ind til det. Han døde to måneder senere, mens Ruth og jeg var i Madagaskar.
Min far levede sit liv, efter han tilsluttede sig Kirken i Larsmo i Finland som 24-årig, i overensstemmelse med det lys og den kundskab, han havde modtaget. Han gjorde alt, som han nogensinde var blevet bedt om. Han var en af dem, der var berettiget til Åndens gave om at vide, at Jesus er Kristus, og at han blev korsfæstet for verdens synder og for hans synder. At være berettiget til den gave afhænger ikke af køn, og det afhænger ikke af et embede i præstedømmet. Det er den lovede belønning for at vælge tro og vælge pagtsstien.27
Søster Ruth L. Renlund: Så hvordan kan vi udvikle tro og holde den stærk? Det kræver arbejde. Har I nogensinde haft matematik, skal vi sige integralregning, og set læreren løse et problem? Bliver hans eller hendes viden automatisk overført til jer, fordi I så læreren finde svaret? Desværre ikke. For at opnå kundskab – den samme kundskab som en lærer har – skal I selv arbejde på en integralopgave; I skal studere og arbejde på øvelserne, indtil I er bekvemme med processen, ligningerne og symbolerne.
På samme måde kræver det arbejde at finde tro og styrke tro. Vi kan blive inspireret af en, der har stor tro, men en andens tro bliver ikke overført til os i processen. Vi må selv studere i skrifterne og de levende profeters ord. Vi må bede, virkelig arbejde på at kommunikere med vor himmelske Fader, i Jesu Kristi navn. Det er afgørende at nyde nadveren værdigt hver uge og huske på, hvor nådig Gud har været mod os ved at give os hans Søn til at sone for vores synder. Disse personlige, private, hengivne handlinger opbygger og bevarer tro.
Ældste Dale G. Renlund: Det første ansvar, jeg havde som medlem af De Tolvs Kvorum, var at fortælle Kirkens historiske afdeling, at jeg skulle erstatte ældste Jeffrey R. Holland som afdelingens rådgiver. Som I måske kan forestille jer, var der »gråd og jammer og tænderskæren«,28 da de fandt ud af, at deres elskede rådgiver skulle erstattes. Der kom en akut mangel på Kleenex.
Som en del af min opgave som rådgiver for Kirkens historiske afdeling har jeg læst alle bindene af The Joseph Smith Papers. Jeg har også læste det første bind og den første del af den nye beskrivende beretning om Kirkens historie, der hedder De hellige.29 Det at læse alt det, som Joseph Smith skrev, eller som blev nedskrevet, at han sagde, har ganske enkelt styrket mit vidnesbyrd om hans rolle som profet, udvalgt af Gud til at gengive hans værk på jorden.
Joseph Smith var altid tro mod sit vidnesbyrd. Han var konsekvent. Han opførte sig altid som en, der faktisk havde set vor himmelske Fader og Jesus Kristus, Moroni, Johannes Døber, Peter, Jakob og Johannes, Moses, Elias og profeten Elias. Han handlede som en, der havde besiddet de gyldne plader og oversat disse gamle tekster ved Guds gave og kraft. Han handlede som en, der modtog åbenbaring fra Jesus Kristus. Han handlede som en, som havde modtaget præstedømmemyndighed og nøglerne til det hellige apostelembede.
Jeg ved på måder, der er stærkere og mere pålidelige end mine fem sanser kan fornemme og udtrykke, at Joseph Smith så det, han sagde, han så, oversatte Mormons Bog ved Guds gave og kraft og modtog præstedømmet med de tilhørende nøgler til menneskehedens frelse. Jeg ved, at det er sandt. Jeg ved, at disse nøgler er på jorden i vore dage, og at præsident Nelson er Joseph Smiths retmæssige efterfølger på jorden.
Det, som vi ser som buler og afskallet maling på den slidte båd, kan vise sig af være guddommeligt stadfæstet og guddommeligt ledt fra et evigt perspektiv. Herren har enten en hånd med i bulerne og den afskallede maling, eller også bruger han dem til sine egne formål. Jeg ved, at Herren Jesus Kristus leder sit værk på jorden i dag. Hans tjenere i dag kender ham godt.
Søster Ruth L. Renlund: Jeg er taknemmelig for at tilføje mit vidnesbyrd om, at jeg ved, Gud lever, og at Jesus Kristus er vor Frelser. Når vi udøver tro, ikke tvivl, på hans sonoffer og frugterne ved hans forsoning, bliver vores liv velsignet for evigt. Jeg er taknemmelig for, at han har genoprettet sin kirke med alle velsignelserne tilgængelige for Guds børn på jorden.
Ældste Dale G. Renlund: Jesus Kristus lever og er verdens Frelser. Jeg bærer vidnesbyrd om hans barmhjertighed, kærlighed og omsorg for alle Guds børn. Jeg vidner om hans uforlignelige sonoffer for jer og for mig. Når jeg har lært Frelseren at kende, har jeg lært om hans store ønske om hjælpe med at læge sår og hele knuste hjerter.
Jeg beder til, at Guds største velsignelser vil blive jeres. Jeg beder om, at I vil udvikle tro på Jesus Kristus, at I ikke tvivler, men er troende.30 Jeg indbyder jer til at øge jeres tro på Kristus ved at studere skrifterne og de levende profeters ord, bede og kommunikere med vor himmelske Fader og bevidst forberede jer til og værdigt nyde nadveren hver uge. Gud vil velsigne jer, når I tager del i disse personlige, private, hengivne handlinger og tjener andre. I Jesu Kristi navn. Amen.
© 2019 Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved. Version: 10/18. Oversættelse af »›Doubt Not, but Be Believing.‹« Danish. PD60007608 110