Evighedens valg
Verdensomspændende foredrag for unge voksne med præsident Nelson
Søndag, den 15. maj 2022
Mine kære brødre og søstre, søster Nelson og jeg har set frem til denne aften i månedsvis nu. Min hustru Wendy er en kvinde med stor tro og visdom. Jeg står inde for hendes undervisning.
Hvor er det vidunderligt at mødes med jer på årsdagen for gengivelsen af Det Aronske Præstedømme. Som I ved, knælede profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery den 15. maj 1829 ned et afsides sted i skoven nær Joseph og Emmas hjem i Harmony i Pennsylvania. Søster Nelson og jeg har været i den lund med sukkerløn-træer.
Denne lund blev hellig, da Johannes Døber overdrog Det Aronske Præstedømme til Joseph Smith og Oliver Cowdery.
Senere gengav Peter, Jakob og Johannes Det Melkisedekske Præstedømme i det samme område.
I september 2015 indviede jeg stedet for præstedømmets gengivelse. Af alle de tidligere opgaver, jeg havde fået dengang, var det den vigtigste for mig. Dette sted er et minde om gengivelsen af præstedømmets myndighed og nøgler til mennesker på jorden. Disse og andre nøgler var nødvendige for at lede Jesu Kristi genoprettede kirke og gør det muligt for os at udføre og modtage afgørende ordinancer, herunder at besegle familier sammen for evigt. Den indvielsesdag var et enestående øjeblik i mit liv!
Lige som dette er en enestående tid i jeres liv. Der kommer ikke en anden helt som den. I er ved at etablere prioriteter og mønstre, der ikke blot vil påvirke jeres liv på jorden, men også jeres evige liv dramatisk.
Lad os tale om livet. Det er noget, som jeg har haft lidt erfaring med. Jeg voksede op under en stor depression. Jeg var teenager under anden verdenskrig. Jeg har haft adskillige møder med døden. Jeg har været på seks kontinenter mange gange og har endnu ikke mødt et folk eller en kultur, som jeg ikke fandt inspirerende.
Jeg har også oplevet sorg. Jeg har set to af mine dyrebare døtre langsomt, smertefuldt og fatalt blive fortæret af kræft. Og jeg har begravet en storslået hustru, Dantzel, mor til vores 10 børn. Idet jeg vidste, at det ikke er godt for et menneske at være alene,1 valgte jeg at gifte mig igen. Jeg blev gift med en anden usædvanlig kvinde, min kære Wendy.
Jeg har set venner og familiemedlemmer træffe heltemodige valg og leve et eksemplarisk liv. Og jeg har set andre træffe katastrofale beslutninger, der har afsporet deres potentiale.
Kort sagt har jeg levet længe, og på dette tidspunkt er jeg holdt op med at købe grønne bananer! Og jeg er også holdt op med at bruge tid på ting, der ikke betyder noget. Men I betyder noget for mig! Og jeres fremtid betyder meget for mig! Jeg er så beæret over, at så mange af jer er kommet her i aften. Og jeg takker musikerne, som har indledt med en så vidunderlig musik.
I aften vil jeg gerne tale med jer om jeres fremtid. Søster Nelson og jeg deltog for nylig i indsættelsen af en universitetsrektor. Under den fremragende begivenhed tænkte jeg på de utallige lærere verden over, der dedikeret underviser mænd og kvinder på jeres alder. Uddannelse er meget vigtigt. Jeg anser det for at være et religiøst ansvar. Guds herlighed er intelligens.2
Der er dog en stor forskel på verdslige læreres ansvar og mit ansvar som seniorapostel på jorden. Deres opgave er at uddanne og forberede jer på jeres livsgerning – det vil sige, hvordan I får succes i jeres livsværk. Det er mit ansvar også at uddanne og forberede jer til jeres udødelige gerning – det vil sige, hvordan man opnår evigt liv.
Lærdomme fra de bedste højere læreanstalter har sine begrænsninger, fordi verdslig uddannelse generelt ignorerer tre vigtige sandheder, der sjældent bliver omtalt:
-
For det første skal vi alle dø.3
-
For det andet vil vi alle, takket være Jesus Kristus, opstå og blive udødelige.4
-
Og for det tredje venter dommedag forude for os alle.5
Disse tre absolutte sandheder bør danne grundlaget for jeres åndelige uddannelse.
På grund af gengivelsen af Jesu Kristi evangelium i dets fylde ved vi en masse om vores muligheder efter jordelivet. Vi ved, at vor Faders hus har mange boliger.6 Vi ved, som præsident Dallin H. Oaks har sagt, at Gud elsker sine børn så meget, at »alle Guds børn« – med meget få undtagelser – vil »havne i et herlighedsrige«.7 Tænk blot over det! Vor Fader skabte herlighedsriger – telestial, terrestrial og celestial – for at give sine børn et herligt sted.
Mit formål i aften er at sikre, at jeres øjne er vidt åbne for sandheden om, at dette liv virkelig er tiden, hvor I beslutter, hvilket slags liv I ønsker at leve for evigt. Nu er det jeres tid til at »berede [jer] til at møde Gud«.8
Jordelivet varer næppe et nanosekund sammenlignet med evigheden. Men, mine kære brødre og søstre, hvor er det dog et afgørende nanosekund! I løbet af dette liv kan vi vælge, hvilke love vi er villige til at adlyde – det celestiale riges eller det terrestriales eller det telestiales5 – og dermed, i hvilket herlighedsrige vi vil leve for evigt.
Alle retskafne valg, I træffer her, vil give enormt udbytte nu. Men retskafne valg i jordelivet vil give ufatteligt udbytte i evigheden. Hvis I vælger at indgå pagter med Gud og er trofaste mod disse pagter, har I løftet om »herlighed på [jeres] hoved for evigt og altid.10
Disse sandheder bør tilskynde jeres ultimative følelse af FOMO – eller frygt for at gå glip af noget. I har potentialet til at nå det celestiale rige. Den ultimative FOMO er at gå glip af det celestiale rige og slå sig til tåls med et mindre rige, fordi I her på jorden valgte kun at efterleve et mindre riges love.
Modstanderen ønsker selvfølgelig ikke, at I overhovedet tænker over i morgen, for slet ikke at tale om det evige liv. Men vær ikke uvidende eller naive omkring jordelivets muligheder og udfordringer. I den henseende er I nødt til at forstå tre grundlæggende sandheder, der vil forberede jer på jeres fremtidige kurs:
-
For det første, kend sandheden om, hvem I er.
-
For det andet, så kend sandheden om, hvad vor himmelske Fader og hans Søn har tilbudt jer.
-
Og for det tredje, kend sandheden i forbindelse med jeres omvendelse.
Jeg vil tale om hver af disse tre punkter.
For det første, kend sandheden om, hvem I er. Jeg tror, at hvis Herren talte direkte til jer i aften, ville han først sikre sig, at I forstår, jeres sande identitet.11 Mine kære venner, I er bogstavelig talt Guds åndelige børn. I har sunget om denne sandhed, siden I lærte ordene fra »Jeg er Guds kære barn.«12 Men er denne evige sandhed indprentet i jeres hjerte? Har denne sandhed reddet jer, når I har været konfronteret med fristelse?13
Jeg frygter, at I har hørt denne sandhed så ofte, at den lyder mere som et motto end en guddommelig sandhed. Og alligevel påvirker, hvad I tænker om, hvem I virkelig er, næsten alle de beslutninger, I nogensinde vil træffe.
Da jeg i 2006 giftede mig med Wendy, fik jeg adskillige overraskelser – de fleste af dem var ret vidunderlige. En af de overraskelser var mængden af tøj, hun ejede, der havde et logo – fra universiteter, hvor hun havde dimitteret, steder hun havde rejst og så videre. Hver gang hun havde en af de ting på, drillede jeg hende ved at sige: »Hvad reklamerer du for i dag?« Hun inviterede mig til at være med i morskaben!
Mærkater kan være sjove og angive din støtte til en række positive ting. Med tiden vil mange mærkater vil ændre sig for jer. Ikke alle mærkater har samme værdi. Og hvis nogen mærkat erstatter dine vigtigste kendetegn, kan resultaterne være åndeligt kvælende.
Hvis jeg for eksempel skulle rangordne efter vigtigheden af de betegnelser, der kan anvendes om mig, ville jeg sige: For det første er jeg et barn af Gud – en Guds søn – dernæst søn af pagten, dernæst én af Jesu Kristi disciple og et hengivent medlem af hans genoprettede kirke.
Dernæst kommer mine ærestitler som ægtemand og far, dernæst herren Jesu Kristi apostel.
Alle andre betegnelser, der er blevet anvendt på mig – som fx læge, kirurg, forsker, professor, løjtnant, kaptajn, ph.d., amerikaner osv. – ville lande længere nede på listen.
Lad os nu vende spørgsmålet til jer. Hvem er I? Hvem er I?
Først og fremmest er I Guds børn.
For det andet er I som medlemmer af Kirken børn af pagten. Og for det tredje er I Jesu Kristi disciple.
I aften bønfalder jeg jer om ikke at erstatte disse tre altoverskyggende og uforanderlige identifikatorer med nogen andre, for at gøre det kan hindre jeres fremgang eller fange jer i en stereotyp, der potentielt kan forpurre jeres evige udvikling.
Hvis I for eksempel hovedsageligt bliver identificeret som amerikanere, tænker de, der ikke er amerikanere, måske: »Jeg ved alt, der er at vide om jer« og tilskriver jer fejlagtige overbevisninger.
Hvis I identificerer jer selv ud fra jeres politiske tilhørsforhold, vil I straks blive kategoriseret som havende visse overbevisninger – selvom jeg ikke kender nogen, der tror på alt det, som deres foretrukne politiske parti på nuværende tidspunkt favner.
Vi kunne fortsætte med at finde begrænsninger på forskellige mærkater, som vi selv eller andre sætter på os.
Nogle vil måske betegne mig som en »gammel mand«. Men jeg er meget yngre, end Adam var – og også Noa.14 Aldersdiskrimination, racisme, nationalisme, sexisme og en række andre »ismer« er universelt begrænsende.
Hvor er det tragisk, når nogen tror på det mærkat, en anden person har givet dem. Forestil jer et barns hjertesorg, der får at vide: »Du er dum.« Identifikatorer og mærkater er kraftfulde!
Modstanderen fryder sig over mærkater, fordi de deler os og begrænser den måde, vi tænker på os selv og hinanden på. Hvor er det trist, når vi ærer mærkater mere, end vi ærer hinanden.
Mærkater kan føre til fordømmelse og fjendskab. Enhver form for mishandling af eller fordomme mod en anden på grund af nationalitet, race, seksuel orientering, køn, uddannelse, kultur eller andre væsentlige kendetegn er stødende for vores Skaber! En sådan dårlig adfærd er under vores værdighed som hans pagtssønner og -døtre!
Der er selvfølgelig forskellige betegnelser, der kan være meget vigtige for jer. Misforstå mig ikke. Jeg siger ikke, at andre betegnelser og kendetegn ikke er betydningsfulde. Jeg siger ganske enkelt, at ingen identifikator bør udskifte, erstatte eller prioriteres højere end disse tre vedvarende betegnelser: »Guds barn«, »barn af pagten« og »Jesu Kristi discipel«.
Enhver identifikator, der ikke er forenelig med disse tre grundlæggende betegnelser, vil i sidste ende svigte jer. Andre betegnelser vil skuffe jer med tiden, fordi de ikke har kraft til at lede jer mod evigt liv i Guds celestiale rige.
Verdslige identifikatorer vil aldrig give jer en vision om, hvem I i sidste ende kan blive. De vil aldrig bekræfte jeres guddommelige DNA eller jeres ubegrænsede, guddommelige potentiale.
Eftersom vor himmelske Fader har lagt en storslået frelsesplan, betyder det så ikke også, at I også har en guddommelig skæbne?15
Tag ikke fejl af det: Jeres potentiale er guddommeligt. Søger I flittigt, vil Gud give jer glimt af, hvem I kan blive.
Hvem er I så? Først og fremmest er I Guds barn, pagtens barn og en Jesu Kristi discipel. Når I tager imod disse sandheder, vil vor himmelske Fader hjælpe jer til at nå jeres ultimative mål om at leve for evigt i hans hellige nærhed.
For det andet: Kend sandheden om, hvad vor himmelske Fader og hans Søn har tilbudt jer.
Kort sagt har de tilbudt jer alt!
Vor himmelske Faders plan for sine børn giver os mulighed for at leve der, og som han lever, og i sidste ende blive mere og mere som ham. Hans plan gør bogstavelig talt alle evighedens rige velsignelser tilgængelige for os, herunder vores potentiale til at blive »Kristi medarvinger«.16
Gud ved alt og ser alt. I al evighed vil ingen nogensinde kende jer eller bekymre sig mere for jer, end han gør. Ingen vil nogensinde komme jer nærmere, end han er. I kan udøse jeres hjerte til ham og stole på, at han vil sende Helligånden og engle til at tage sig af jer. Han viste sin ultimative kærlighed, da han sendte sin enbårne Søn for at dø for jer – for at være jeres Frelser og jeres Forløser!
Gennem sin forsoning overvandt Herren Jesus Kristus verden.17 Derfor er han »mægtig til … at rense [jer] fra al uretfærdighed.«18 Han vil udfri jer fra jeres mest ulidelige omstændigheder på sin egen måde og i sin egen tid.19 Når I kommer til ham i tro, vil han vejlede, bevare og beskytte jer. Han vil hele jeres knuste hjerte og trøste jer i jeres nød.20 Han vil give jer adgang til sin kraft. Og han vil gøre det umulige i jeres liv muligt.
Jesus Kristus er den eneste vedvarende kilde til håb, fred og glæde for jer. Satan kan aldrig efterligne nogen af disse. Og Satan vil aldrig hjælpe jer.
På den anden side er Guds gerning og herlighed at tilvejebringe »udødelighed og evigt liv for mennesket«.21 Gud vil gøre alt, han kan, udover at overtræde jeres handlefrihed, for at hjælpe jer til ikke at gå glip af de største velsignelser i al evighed.
Gud har en særlig kærlighed til hver en person, der indgår en pagt med ham i dåbens vande.22 Og den guddommelige kærlighed bliver større, når flere pagter indgås og trofast holdes. Så genforeningen af hvert pagtsbarn med vor himmelske Fader ved slutningen af dette liv på jorden er dyrebar.23
Han er også dybt interesseret i, at alle hans børn får mulighed for at høre det gengivne evangeliums glædelige tidender. Vor himmelske Fader har sendt sine børn til jorden i mere end seks årtusinder. De fleste af disse mennesker har endnu ikke modtaget de ordinancer, der kvalificerer dem til evigt liv. Det er derfor, templer er så betydningsfulde. Det er derfor, at indsamlingen af Israel på begge sider af sløret er den vigtigste sag på jorden i dag. I, mine kære kolleger i dette hellige værk, har en afgørende rolle i denne indsamling, og det takker jeg jer for.
Det fører mig nu til mit tredje og sidste punkt.
Kend sandheden i forbindelse med jeres omvendelse. Sandheden er, at I må tage ejerskab på jeres egen omvendelse. Ingen andre kan gøre det for jer.
Må jeg nu bede jer om at overveje nogle få spørgsmål? Ønsker I fred for de bekymringer, der plager jer på nuværende tidspunkt? Ønsker I at lære Jesus Kristus bedre at kende? Ønsker I at lære, hvordan hans guddommelige kraft kan læge jeres sår og svagheder? Ønsker I at opleve den søde, beroligende kraft i Jesu Kristi forsoning, virke i jeres liv?
Svar på disse spørgsmål kræver en indsats – en stor indsats. Jeg bønfalder jer om at tage vare på jeres vidnesbyrd. Arbejd for det. Tag ejerskab på det. Pas på det. Plej det, så det vil vokse. Nær det med sandhed. Foruren det ikke med falske filosofier fra ikke-troende mænd og kvinder, mens I undrer jer over, hvorfor jeres vidnesbyrd svinder hen.
Deltag i daglig, oprigtig og ydmyg bøn. Nær jer selv med fordums og nutidige profeters ord. Bed Herren om at lære jer, hvordan I hører ham bedre. Brug mere tid i templet og med slægtsforskning.
Når I gør jeres vidnesbyrd til jeres højeste prioritet, så hold øje med miraklerne i jeres liv.
Hvis I har spørgsmål – og det håber jeg, I har – så søg svar med et brændende ønske om at tro. Lær alt, hvad I kan om evangeliet, og sørg for at slå op i sandhedsfyldte kilder for at få vejledning. Vi lever i den uddeling, hvor »intet skal blive holdt tilbage«.24 Med tiden vil Herren besvare alle vores spørgsmål.
Fordyb jer i mellemtiden i de rige reservoir af åbenbaringer, som vi har lige ved hånden. Jeg lover jer, at det vil styrke jeres vidnesbyrd, selv om nogle af jeres spørgsmål endnu ikke er besvaret. Jeres oprigtige spørgsmål, der stilles i tro, vil altid føre til større tro og mere kundskab.
Hvis venner og familie træder ud af Kirken, så fortsæt med at elske dem. Det er ikke op til jer at dømme andres valg, ligesom I ikke fortjener at blive kritiseret for at forblive trofaste.
Hør mig, når jeg siger: Lad jer ikke forlede af dem, hvis tvivl måske næres af ting, I ikke kan se i deres liv. Lad mest af alt jeres skeptiske venner se, hvor meget I elsker Herren og hans evangelium. Overrask deres tvivlende hjerte med jeres troende hjerte!
Når I tager ansvar for jeres vidnesbyrd og får det til at vokse, vil I blive et stærkere redskab i Herrens hænder. I vil blive »ansporet af en bedre sag«25 – Jesu Kristi sag!
Der sker intet på denne jord, der er vigtigere end at indsamle Israel for ham. Lad jeres himmelske Fader vide, at I ønsker at hjælpe. Bed ham om at sætte jer i arbejde i denne herlige sag. Og så kan I læne jer tilbage og forundres over, hvad der sker, når I lader Gud råde i jeres liv.
Mine kære unge venner, jeg elsker jer! Jeg takker jer! Jeg tror på jer- Som Herrens profet velsigner jeg jer til at kende sandheden om, hvem I er, og til at værdsætte sandheden om, hvad jeres herlige potentiale virkelig er. Jeg velsigner jer, at I kan tage vare på jeres eget vidnesbyrd. Og jeg velsigner jer til at have ønsket om og styrken til at holde jeres pagter.
Når I gør det, lover jeg jer, at I vil opleve åndelig vækst, frihed fra frygt og en selvtillid, som I knap kan forestille jer nu. I vil få styrke til at udøve en positiv indflydelse, der langt overgår jeres naturlige evner. Og jeg lover jer, at jeres fremtid vil være mere opløftende end noget, I på nuværende tidspunkt kan tro på.
Således velsigner jeg jer og udtrykker igen min taknemlighed og kærlighed til jer i Jesu Kristi hellige navn. Amen.