Hvad slags mænd og kvinder burde I derfor være?

Ældste Lynn G. Robbins

De Halvfjerds

Må jeres bestræbelser på at udvikle kristuslignende egenskaber være vellykkede, så I antager hans billede i jeres ansigtsudtryk og hans egenskaber kommer til udtryk i jeres opførsel.

»At være eller ikke at være« er faktisk et udmærket spørgsmål.¹ Frelseren stillede spørgsmålet på en langt mere dybsindig måde, der gjorde det til et vigtigt doktrinært spørgsmål for hver af os: »Hvad slags mænd [og kvinder] burde I være? Sandelig siger jeg jer: Som jeg er« (3 Ne 27:27; fremhævelse tilføjet). Førsteperson i nutid af verbet at være er jeg er. Han opfordrer os til at påtage os hans navn og hans væsen.

For at blive som han er, må vi også gøre det, han gjorde. »Sandelig, sandelig siger jeg til jer, dette er mit evangelium; og I kender det, som I må gøre i min kirke; for de gerninger, som I har set mig gøre, skal I også gøre« (3 Ne 27:21; fremhævelse tilføjet).

At være og at gøre er uadskillelige. Som indbyrdes afhængige lærdomme forstærker og fremmer de hinanden. Tro inspirerer fx én til at bede, og bøn styrker til gengæld éns tro.

Frelseren fordømte ofte dem, der gjorde uden at være – og kaldte dem hyklere: »Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig« (Mark 7:6). At gøre uden at være er hykleri, eller at foregive at være noget man ikke er – en hykler.

Omvendt er at være uden at gøre tomt, sådan er det også med »troen: i sig selv, uden gerninger, er den død« (Jak 2:17; fremhævelse tilføjet). At være uden at gøre er slet ikke at være – det er selvbedrag at tro, at man selv er god, blot fordi ens hensigter er gode.

At gøre uden at være – hykleri – giver et falsk billede over for andre, mens at være uden at gøre giver et falsk billede over for en selv.

Frelseren irettesatte de skriftkloge og farisæerne for deres hykleri: »Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende« – noget de gjorde – »af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab« (Matt 23:23). Med andre ord magtede de ikke at være, hvad de skulle have været.

Skønt Frelseren anerkendte betydningen af at gøre, betragtede han at være som »det … der vejer tungere«. Vigtigheden af at være illustreres i de følgende eksempler:

At indtræde i dåbens vande er noget, vi gør. Det være, der går forud for det, er tro på Jesus Kristus og en mægtig forandring i hjertet.
At tage del i nadveren er noget vi gør. At være værdig til at tage del i nadveren vejer meget tungere og er meget vigtigere.
At blive ordineret til præstedømmet er en handling, eller noget vi gør. Den vigtige side af sagen er imidlertid magten i præstedømmet, der bygger på »retfærdighedens principper« (L&P 121:36) eller at være.

Mange af os laver lister over ting, for at minde os om det, vi ønsker at gøre. Men folk har sjældent lister om, hvad de gerne vil være. Hvorfor? Gøremål er aktiviteter eller begivenheder og kan krydses af listen, når de er gjort. At være er derimod aldrig overstået. Man kan ikke optjene afkrydsninger, når det gælder om at være. Jeg kan invitere min hustru ud til en vidunderlig aften på fredag, hvilket er at gøre. Men at være en god ægtemand er ikke en begivenhed; det må være en del af mit væsen – min karakter, eller hvem jeg er.

Eller som forælder, hvornår kan jeg krydse et barn af som gjort? Vi vil aldrig være færdige med at være gode forældre. Og for at være gode forældre er en af de vigtigste ting, vi kan lære vore børn, at være mere ligesom Frelseren.

At være kristuslignende kan ikke ses, men det er den motiverende kraft bag ved det, vi gør, der kan ses. Når en forælder for eksempel hjælper et barn med at lære at gå, ser vi, hvordan denne forælder gør ting for at støtte og rose sit barn. De ting denne forælder gør, viser den usete kærlighed i deres hjerte, den usete tro, det usete håb for deres barns potentiale. Dag efter dag fortsætter deres bestræbelser – beviser på de usete egenskaber bag det at væretålmodig og omsorgsfuld.

Fordi at være fører til at gøre, og er hensigten bag at gøre, vil man mere effektivt kunne forbedre opførsel ved at fokusere undervisningen på at være frem for at gøre.

Når børn opfører sig dårligt, lad os sige, at de skændes med hinanden, begår vi ofte den fejl, at fokusere vores disciplinering på det, de gjorde eller på det skænderi, vi var vidne til. Men det, de gjorde – deres opførsel – er kun tegn på de usete hensigter i deres hjerte.Vi kunne spørge os selv: »Hvilke egenskaber, hvis barnet forstod dem, ville ændre denne opførsel i fremtiden? At være tålmodig og tilgivende, når de bliver irriterede? At være kærlig og fredsstifter?At tage personligt ansvar for ens egne handlinger og ikke give skylden videre?«

Hvordan underviser forældre deres børn om disse egenskaber? Vi vil aldrig have en bedre mulighed for at undervise vore børn og vise kristuslignende egenskaber end ved den måde, hvorpå vi disciplinerer dem. Ordet disciplin kommer fra samme rod som ordet discipel og indebærer tålmodighed og undervisning fra vores side. Det bør aldrig ske i vrede. Vi kan og bør disciplinere på samme måde, som det fremgår af L&P 121: »Ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed, ved venlighed og sand kundskab« (v. 41-42). Disse er alle kristuslignende at være, der bør være en del af, hvem vi, som forældre og som Kristi disciple, er.

Gennem disciplin lærer barnet om konsekvenser. I sådanne øjeblikke er det nyttigt at vende det negative til noget positivt. Hvis barnet indrømmer, at det har gjort noget forkert, så pris det mod, det viste ved at indrømme det. Spørg barnet, hvad det lærte af den fejl eller forkerte handling, hvilket vil give jer, og vigtigere end det, Ånden en mulighed for at berøre og undervise barnet. Når vi underviser barnet i at lære ved Ånden, vil den lære have magten til med tiden at ændre selve deres væsen – at være.

Alma opdagede det samme princip, at »forkyndelsen af ordet havde en stærk tendens til at få folket til at gøre det, der var retfærdigt – ja, den havde haft en større virkning på folkets sind end sværdet« (Alma 31:5; fremhævelse tilføjet). Hvorfor? Fordi sværdet kun fokuserede på at straffe opførsel – eller at gøre – mens det at prædike ordet ændrede folks sande væsen – hvem de var eller kunne blive.

Et kært og lydigt barn vil kun indskrive en far eller mor til Forældreomsorg for begyndere. Hvis du er velsignet med et barn, der tester din tålmodighed i xn grad, vil du blive indskrevet i klassen for Forældreomsorg for viderekomne. I stedet for at spekulere på, hvad du kan have gjort forkert i den førjordiske tilværelse for at fortjene sligt, kunne du se det udfordrende barn som en velsignelse og mulighed for selv at blive mere gudelige. Med hvilket barn vil din tålmodighed og langmodighed og andre kristuslignende dyder med størst sandsynlighed udvikles og forædles? Er det muligt, at man har brug for dette barn, lige så meget som det har brug for en?

Vi har alle hørt rådet om at dømme synden og ikke synderen. På samme måde må vi, når vore børn ikke opfører sig ordentligt, være forsigtige med ikke at sige noget, der ville få dem til at tro, at det, de gjorde forkert, er, hvem de er. »Lad aldrig fiasko blive overført fra en handling til en selvforståelse« med tilhørende etiketter som »dum«, »langsom«, »doven« eller »klodset«.² Vore børn er Guds børn. Det er deres sande identitet og potentiale. Selve formålet med Guds plan er at hjælpe hans børn med at overvinde fejl og misgerninger og at udvikle sig, så de kan blive, ligesom han er. Skuffende opførsel bør derfor ses som noget midlertidigt, ikke noget permanent – en handling, ikke en identitet.

Vi er derfor nødt til at være forsigtige med at bruge permanente vendinger såsom »Du … altid« eller »Du … aldrig« i disciplinering. Pas på med sætninger som: »Du tager aldrig hensyn til mine følelser« eller »Hvorfor får du os altid til at vente?« Sætninger som disse får handlinger til at fremstå som en identitet og kan påvirke barnets selvidentitet og selvværd.

Identitetsforvirring kan også ske, når vi spørger børn, hvad de ønsker at være, når de bliver voksne, som om at det, en person gør, er det, de er. Hverken arbejde eller ejendele bør definere vores identitet eller selvværd. Frelseren var fx en beskeden tømrer, men det kan vel næppe beskrive hans liv.

Når vi hjælper børn med at finde ud af, hvem de er, og styrker deres selvværd, kan vi passende rose deres præstation eller opførsel – det, de gør. Men det ville være endnu mere víst at fokusere vores ros på deres karakter og tro – hvem de er.

Når det gælder sport, ville en vís måde at rose sit barns præstation – at gøre – være at fokusere på at være, – som fx deres energi, deres udholdenhed, deres ro når de møder modstand osv. – og derved rose både at være og at gøre.

Når vi beder vore børn om at gøre deres pligter, kan vi også finde måder, hvorpå vi kan rose dem for at være, som fx ved: »Det gør mig så glad, når du gør dine pligter med et villigt hjerte.«

Når et barn modtager et karakterblad fra skolen, kan vi rose for de gode karakterer, men det vil måske være til større, længerevarende gavn at rose dem for deres flid: »Du afleverede hver eneste opgave. Du ved, hvordan man tackler og færdiggør svære ting. Jeg er stolt af dig.«

Mens I studerer skrifterne som familie, så se efter og drøft eksempler på egenskaber, I har opdaget i løbet af studiet den dag. Eftersom kristne egenskaber er gaver fra Gud og ikke kan udvikles uden hans hjælp,³ må vi bede for de gaver i personlig bøn og familiebøn.

Tal til tider om egenskaber ved middagsbordet, specielt dem I opdagede i skrifterne tidligere den morgen. »Hvordan har du været en god ven i dag? Hvordan viste du medfølelse? Hvordan hjalp tro dig med at møde dagens udfordringer? På hvilken måde var du pålidelig? Der er massevis af egenskaber i skrifterne, der skal undervises i og læres.

Den vigtigste måde, hvorpå vi kan undervise i at være, er ved at være den slags forældre over for vore børn, som vor himmelske Fader er over for os. Han er den fuldkomne forælder, og han har givet os sin håndbog om det at være forældre – skrifterne.

Mine bemærkninger i dag har først og fremmest været rettet til forældre, men principperne gælder for alle. Må jeres bestræbelser på at udvikle kristuslignende egenskaber være vellykkede, så I antager hans billede i jeres ansigtsudtryk og hans egenskaber kommer til udtryk i jeres opførsel. Så vil jeres børn såvel som andre, når de føler jeres kærlighed og ser jeres opførsel, blive mindet om Frelseren og drages til ham. Det er min bøn og mit vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.