Omsorg på Herrens måde
Dieter F. Uchtdorf
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
Kirkens velfærdsprincipper er ikke blot gode ideer, de er åbenbaret sandhed fra Gud – de er hans måde at hjælpe de nødlidende på.
For 65 år siden, kort tid efter anden verdenskrig, oplevede jeg personligt velsignelserne ved Kirkens velfærdsprogram. Selv om jeg var barn, kan jeg stadig huske den søde smag af syltede ferskner med kogt hvede og den særlige lugt fra det bortskænkede tøj, der blev sendt til de tyske hellige efter krigen af omsorgsfulde kirkemedlemmer i USA. Jeg vil for evigt påskønne disse kærlige og venlige handlinger over for os, som led stor nød.
Denne personlige oplevelse og 75-året for den inspirerede velfærdsplan giver mig årsag til atter at tænke over de grundlæggende principper med at vise omsorg for de fattige og nødlidende, blive selvhjulpen og at tjene vore medmennesker.
Kernen i vores tro
Nogle gange ser vi blot velfærd som endnu et evangelisk emne – en af de mange grene på evangeliets træ. Men jeg tror, at i Herrens plan bør vores forpligtelse over for velfærdsprincipper være selve kernen i vores tro og hengivenhed over for ham.
Siden tidernes begyndelse har vor himmelske Fader talt meget tydeligt om dette emne: Fra den blide bøn: »Hvis du elsker mig … skal du huske de fattige og hellige en del af din ejendom til deres underhold,«1 og til den direkte befaling: »Og husk i alle forhold de fattige og de trængende, de syge og de plagede, for den, der ikke gør dette, han er ikke min discipel,«2 til den kraftige advarsel: »Hvis noget menneske derfor tager af den overflod, som jeg har skabt, og ikke giver sin del deraf til de fattige og trængende i overensstemmelse med mit evangeliums lov, så skal han sammen med de ugudelige slå øjnene op i helvede og være i pine.«3
Det timelige og det åndelige er knyttet sammen
De to store befalinger – at elske Gud og vores næste – er en sammenknytning af det timelige og det åndelige. Det er vigtigt at bemærke, at disse to befalinger bliver kaldt »store«, fordi alle andre befalinger hviler på dem.4 Med andre ord bør vores personlige, familiemæssige og kirkelige prioritering begynde her. Alle andre mål og handlinger bør udspringe fra disse to store befalingers kilde – vores kærlighed til Gud og til vores næste.
Som to sider af en mønt er det timelige og det åndelige uadskilleligt.
Giveren af alt liv har forkyndt: »For mig er alle ting åndelige, og ikke på noget tidspunkt har jeg givet en lov, som var timelig, til jer«.5 Det betyder for mig, at »et åndeligt liv først og fremmest er et liv. Det er ikke blot noget, der skal kendes og studeres, det skal leves.«6
Desværre er der dem, der overser det timelige, fordi de anser det for mindre vigtigt. De værdsætter det åndelige, mens de begrænser det timelige. Selv om det er vigtigt, at vore tanker er rettet mod himlen, så går vi glip at selve kernen i vores religion, hvis vore hænder ikke også er rakt ud til vores næste.
Enok byggede fx et Zion-samfund gennem den åndelige proces med at skabe et folk af ét hjerte og ét sind og det timelige værk ved at sikre, at »der var ingen fattige blandt dem«.7
Vi kan som altid se efter et mønster til efterfølgelse hos vores fuldkomne eksempel Jesus Kristus. Som præsident J. Reuben Clark har sagt: »Da Frelseren kom til jorden havde han to store missioner; den ene var at udføre sin mission som Messias, forsoningen for faldet og opfyldelsen af loven; den anden var det arbejde, som han udførte blandt sine brødre og søstre i kødet ved at lindre deres lidelser.«8
Tilsvarende er vores åndelige udvikling uadskilleligt forbundet med den timelige hjælp, vi giver andre.
Den ene komplementerer den anden. Den ene uden den anden er en forfalsket udgave af Guds plan for lykke.
Herrens måde
Der er mange gode mennesker og organisationer i verden, som forsøger at afhjælpe presserende behov hos fattige og nødlidende overalt. Vi er taknemlige for dette, men Herrens måde at tage sig af de nødlidende er anderledes end verdens måde. Herren har sagt: »Men det må nødvendigvis gøres på min egen måde«.9 Han er ikke kun bekymret for vores umiddelbare behov; han er også interesseret i vores evige udvikling. Derfor har Herrens måde altid omfattet selvhjulpenhed og at tjene vores næste ud over at udvise omsorg for de fattige.
I 1941 gik Gila-floden over sine bredder og oversvømmede Duncan-dalen i Arizona. En ung stavspræsident ved navn Spencer W. Kimball mødtes med sine rådgivere, de opgjorde skaderne og sendte et telegram til Salt Lake City, hvor de bad om et stort beløb.
Præsident Heber J. Grant sendte tre mænd i stedet for at sende penge: Henry D. Moyle, Marion G. Romney og Harold B. Lee. De besøgte præsident Kimball og lærte ham en vigtig lektie: »Dette er ikke et ›giv mig‹-program,‹« sagde de. »Det er et ›selvhjælps‹-program.«
Mange år senere sagde præsident Kimball: »Det ville være let, tror jeg, for brødrene at have sendt os penge, og det ville ikke være alt for svært at sidde på mit kontor og fordele dem; men vi oplevede rigtig meget godt, da hundredvis af vore egne tog til Duncan og rejste gærder, høstede hø, harvede og gjorde alt det, der var brug for. Det er selvhjælp.«10
Ved at gøre det på Herrens måde fik medlemmerne af præsident Kimballs stav ikke blot dækket deres umiddelbare behov, men de udviklede også selvhjulpenhed, lindrede lidelser og oplevede større kærlighed og enhed, da de hjalp hinanden.
Vi er alle kaldet
I dette øjeblik er der mange medlemmer af Kirken, som lider nød. De lider sult, er økonomisk spændt til det yderste og kæmper med alle former for fysiske, følelsesmæssige og åndelige lidelser. De beder af hele deres sjæl om bistand, om hjælp.
Brødre, tænk nu ikke, at det er en andens ansvar. Det er mit, og det er jeres. Vi er alle kaldet. »Alle« betyder alle – hver eneste bærer af Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme, rig og fattig, i ethvert land. I Herrens plan er der noget, som alle kan bidrage til.11
Den lektie, vi lærer generation efter generation, er, at rig og fattig alle er under den samme hellige forpligtelse til at hjælpe deres næste. Det kræver, at vi alle arbejder sammen, for at vi virkelig kan anvende principperne velfærd og selvhjulpenhed.
Alt for ofte bemærker vi behovene omkring os og håber, at nogen langt borte på magisk vis vil dukke op for at imødekomme disse behov. Måske venter vi på, at eksperter med specialviden kan løse specifikke problemer. Når vi gør det, så berøver vi vores næste den hjælp, som vi kunne yde, og vi berøver os selv muligheden for at tjene. Selv om der ikke er noget i vejen med eksperter, så lad os blot indrømme: Der vil aldrig være tilstrækkeligt mange af dem til at løse alle problemerne. I stedet har Herren placeret sit præstedømme og dets organisation lige på vores dørtrin overalt på jordkloden, hvor Kirken er etableret. Og lige ved dets side har han placeret Hjælpeforeningen. Og som vi præstedømmebærere godt ved, så er ingen velfærdsindsats vellykket, hvis den ikke anvender vore søstres fremragende gaver og talenter.
Herrens måde er ikke at sidde ved et vandløb og vente på, at vandet løber forbi, før vi krydser. Det er at stå sammen, rulle ærmerne op, gå i gang og bygge en bro eller en båd til at krydse vore udfordringers vande. I mænd i Zion, I præstedømmebærere, er dem, der kan føre an og bringe hjælp til de hellige ved at anvende de inspirerede principper i velfærdsprogrammet! Det er jeres mission at åbne jeres øjne, bruge jeres præstedømme og komme i gang på Herrens måde.
Den største organisation på jorden
Under den store depression blev Harold B. Lee af brødrene bedt om at finde et svar på den tyngende fattigdom, sorg og sult, der på den tid var så udbredt over hele verden på den tid. Han kæmpede med at finde en løsning, fremlagde sagen for Herren og spurgte: »Hvilken form for organisation får vi brug for … til at gøre dette?«
Og »det var som om Herren sagde til ham: ›Hør, min søn. Du har ikke brug for nogen anden organisation. Jeg har givet jer den største organisation, der findes i hele verden. Intet er større end præstedømmets organisation. Det eneste, I behøver at gøre, er at sætte præstedømmet i arbejde. Det er det hele.«12
Det er også udgangspunktet i vore dage. Vi har allerede Herrens organisation på plads. Vores udfordring er at afgøre, hvordan vi bruger den.
Det bedste sted at begynde er at blive fortrolige med det, som Herren allerede har åbenbaret. Vi bør ikke formode, at vi ved alt. Vi må tilnærme os emnet med ydmyghed som et barn. Hver eneste generation må på ny lære de lærdomme, der understøtter Herrens måde at vise omsorg for de nødlidende på. Mange profeter har i årenes løb belært os om, at Kirkens velfærdsprincipper ikke blot er gode ideer, de er åbenbaret sandhed fra Gud – de er hans måde at hjælpe de nødlidende på.
Brødre, studér først de åbenbarede principper og lærdomme. Læs håndbøgerne om Kirkens velfærd,13 benyt hjemmesiden på internettet providentliving.org, læs igen artiklen i Liahona fra juni 2011 om Kirkens velfærdsplan. Lær noget om Herrens måde at sørge for sine hellige på. Lær, hvordan principperne om omsorg for de nødlidende, hjælp til vores næste og selvhjulpenhed komplementerer hinanden. Herrens måde med selvhjulpenhed involverer på en afbalanceret måde mange facetter af livet, herunder uddannelse, helbred, beskæftigelse, familiens økonomi og åndelig styrke. Gør jer selv fortrolige med Kirkens moderne velfærdsprogram.14
Når I først har studeret lærdommene og principperne bag den kirkeomspændende velfærdsplan, så søg at anvende det, I har lært, til at imødekomme behov hos de personer, der er en del af jeres forvaltning. Hvad dette betyder er, at I stort set selv må regne det ud. Hver eneste familie, hver eneste menighed, hvert eneste område i verden er forskellig. Der er intet enkelt svar på alle spørgsmål om Kirkens velfærd. Det er et selvhjælpsprogram, hvor den enkelte er ansvarlig for sin personlige selvhjulpenhed. Vore ressourcer omfatter personlig bøn, vore egne gudgivne talenter og evner, de aktiver, vi har til rådighed gennem vores familie og slægtninge, forskellige samfundsressourcer og selvfølgelig omsorg og støtte fra præstedømmekvorummer og Hjælpeforeningen. Det vil føre os gennem det inspirerede selvhjulpenhedsmønster.
I må selv ud og fastlægge en kurs, der er i harmoni med Herrens lærdomme og imødekommer forholdene i jeres geografiske område. Man behøver ikke altid at se til Salt Lake City for at iværksætte guddommelige velfærdsprincipper. I må i stedet se i håndbøgerne, ind i jeres hjerte og mod himlen. Stol på Herrens inspiration og følg hans vej.
I må i sidste ende i jeres område gøre det, som Kristi disciple har gjort i alle uddelinger: Rådføre jer med hinanden, bruge alle tilgængelige ressourcer, søge Helligåndens inspiration, bede til Herren om hans bekræftelse og derpå rulle jeres ærmer op og gå i gang.
Jeg giver jer et løfte: Hvis I vil følge dette mønster, vil I modtage specifik vejledning om hvem, hvad, hvornår og hvor I skal yde omsorg på Herrens måde.
Velsignelserne ved omsorg på Herrens måde
De profetiske løfter og velsignelserne ved Kirkens velfærd, ved at udvise omsorg på Herrens måde, er nogle af de mest storslåede og ypperlige, som Herren har udtalt over sine børn. Han sagde: »Hvis du … rækker den sultne dit brød, og mætter den forkuede, så skal dit lys bryde frem i mørket og dit mulm blive til højlys dag. Herren vil altid lede dig«.15
Uanset om vi er rige eller fattige, uanset hvor vi bor på denne jord, så har vi alle brug for hinanden, for det er ved at ofre vores tid, talenter og ressourcer, at vores ånd modnes og bliver forædlet.
Arbejdet med at yde omsorg på Herrens måde er ikke blot endnu et punkt i kataloget over programmer i Kirken. Det kan ikke forsømmes eller sættes til side. Det er centralt i vore lærdomme; det er kernen i vores religion. Brødre, det er vores store og særlige privilegium som præstedømmebærere at sætte præstedømmet i arbejde. Vi må ikke vende vores hjerte eller hoved bort fra at blive mere selvhjulpne, sørge bedre for de nødlidende og yde barmhjertig tjeneste.
Det timelige griber ind i det åndelige. Gud har givet os denne jordiske erfaring og de timelige udfordringer, der ledsager den, som et laboratorium, hvori vi kan udvikle os til de personer, som vor himmelske Fader ønsker, at vi skal blive. Må vi forstå den store pligt og velsignelse, der kommer ved at følge og yde omsorg på Herrens måde. Det er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.