2010-2019
Åndelige hvirvelvinde
April 2014


15:54

Åndelige hvirvelvinde

Ældste Neil L. Andersen

Lad ikke hvirvelvindene trække jer ned. Tiden er jeres, og den er inde til at stå stærkt som Herren Jesu Kristi disciple.

Jeg hilser jer denne morgen – især de unge, som er samlet her i Konferencecentret og rundt om i verden. I tilhører en udvalgt generation med en særlig skæbne, og jeg vil tale særligt til jer i dag.

Da vi besøgte vores familie i Florida, engang for mange år siden, rasede der en tornado i nærheden. En kvinde, der boede i en beboelsesvogn, gik ind på sit badeværelse for at være i sikkerhed. Vognen begyndte at ryste. Der gik et lille stykke tid. Så hørte hun en nabo sige: »Jeg står her i stuen.« Da hun kom ud fra badeværelset, opdagede hun til sin overraskelse, at tornadoen havde løftet hendes beboelsesvogn gennem luften og sat den lige på toppen af naboens beboelsesvogn.

Mine unge venner, verden kommer ikke bare til at bevæge sig roligt fremad inden Frelserens andet komme. Skriften fortæller, at »alt skal være i bevægelse«.1 Brigham Young sagde: »Det blev fra begyndelsen af denne kirkes historie åbenbaret for mig, at Kirken ville udvikle sig, gå fremad, vokse og udvide sig, og i takt med udbredelsen af evangeliet blandt alle jordens nationer ville Satans magt også øges.«2

A tornado.

De åndelige hvirvelvinde er mere foruroligende end profetier om jordskælv og krige.3 De kan rykke jer op med rode fra jeres åndelige fundament og rent åndeligt placere jer på steder, som I aldrig havde troet muligt, og til tider vil I knap bemærke, at I er blevet flyttet.

De værste hvirvelvinde består af den ondes fristelser. Synd har altid været en del af verden, men aldrig har den været mere tilgængelig, umættelig og accepteret. Der er selvfølgelig en kraft, der kan tæmme syndens hvirvelvinde. Det kaldes omvendelse.

Vi er ikke selv årsag til alle livets hvirvelvinde. Nogle rammer os som følge af andres dårlige valg, og andre blot fordi det er en del af denne jordiske prøvestand.

Da præsident Boyd K. Packer var ung, led han af den lammende sygdom polio. Da ældste Dallin H. Oaks var syv år gammel, døde hans far pludseligt. Da søster Carol F. McConkie fra Unge Pigers hovedpræsidentskab var teenager, blev hendes forældre skilt. I vil møde udfordringer, men sætter I jeres lid til Gud, vil de styrke jeres tro.

Cutaway showing the roots of a tree growing in windy conditions.

I naturen bliver træer, der vokser, hvor det blæser meget, stærkere. Når vinden pisker om et ungt træ, tvinger det træet til at gøre to ting. For det første stimulerer vinden rødderne til at vokse hurtigere og sprede sig længere ud. For det andet tvinger det træet til at sætte gang i en cellestruktur, der rent faktisk gør stammen og grenene tykkere og mere bøjelige, så de kan modstå vindtrykket. Disse stærkere rødder og grene beskytter træet mod de vinde, som man altid kan være sikker på vil komme.4

I er umådeligt mere værdifulde for Gud end et træ. I er hans sønner og døtre. Han har gjort jeres ånd stærk og modstandsdygtig over for livets hvirvelvinde. Ungdommens hvirvelvinde kan øge jeres åndelige styrke og forberede jer på årene fremover, ligesom vinden om de unge træer.

Hvordan forbereder I jer på jeres hvirvelvinde? »Husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold, så når Djævelen udsender sine mægtige vinde … sine pile i hvirvelvinden … når alle hans hagl og hans mægtige uvejr skal ramme jer, at det ingen magt skal få … til at drage jer ned … på grund af den klippe, som I er bygget på.«5 Det er jeres sikkerhed i hvirvelvinden.

Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Hvor Kirkens og samfundets standarder engang var noget nær forenelige, så er der nu et dybt svælg mellem os, og det vokser sig større.«6 Dette svælg frembringer, for nogle, stærke, åndelige hvirvelvinde. Lad mig komme med et eksempel.

I den forgangne måned har Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum skrevet et brev til Kirkens ledere over hele verden. I det står der: »Ændringer i landets lovgivning ændrer ikke, ja, kan ikke ændre de moralske love, som Gud har fastlagt. Gud forventer, at vi støtter op om og holder hans befalinger, uanset modstridende meninger eller tendenser i samfundet. Seksuelle forhold er kun passende mellem en mand og en kvinde, der er lovformeligt viet som ægtemand og hustru. Vi opfordrer jer til at gennemgå … læresætningerne, der står i ›Familien: En proklamation til verden.‹«7

Selvom verden slipper Herrens kyskhedslov, gør vi ikke. Præsident Monson har sagt: »Menneskehedens Frelser sagde om sig selv, at han var i verden, men ikke af verden. Vi kan være i verden uden at være af verden, når vi afviser usande koncepter og falske lærdomme og forbliver tro mod det, Gud har befalet.«8

Selvom mange regeringer og velmenende individer har omdefineret ægteskabet, har Herren ikke. I tidernes morgen indstiftede Gud ægteskabet mellem manden og kvinden – Adam og Eva. Hans hensigt med indstiftelsen af ægteskabet går langt ud over voksnes personlige tilfredsstillelse. Det er langt vigtigere, at den danner en ideel ramme for at få, opdrage og opfostre børn. Familien er himlens skat.9

Hvorfor bliver vi ved med at tale om dette? Som Paulus sagde: »Vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige.«10 Som Herren Jesu Kristi apostle er det vores ansvar at undervise Skaberens børn om hans plan for dem og advare dem mod konsekvenserne af at ignorere hans befalinger.

For nylig talte jeg med en laurbærpige fra USA. Jeg citerer fra hendes e-mail:

»I det forløbne år er mine venner begyndt at slå deres meninger om ægteskab op på Facebook. Mange går ind for ægteskab mellem to af samme køn, og mange unge fra Kirken ›synes godt om‹ det. Jeg har ikke kommenteret det.

Jeg besluttede mig for at udtale mig om min tro på det traditionelle ægteskab på en gennemtænkt måde.

Screenshot of a Facebook message taken on 4-14-14

Ved mit profilbillede tilføjede jeg teksten: ›Jeg tror på ægteskab mellem en mand og en kvinde.‹ Kommentarerne kom næsten med det samme. ›Du er egoistisk.‹ ›Du er fordømmende.‹ En sammenlignede mig med en slaveejer. Og så modtog jeg denne besked fra en god ven og et stærkt medlem af Kirken: ›Du er nødt til at følge med tiden. Tingene ændrer sig, og det bør du også gøre.‹

Jeg svarede ikke igen,« sagde hun, »men jeg fjernede ikke mit udsagn.«

Hun afslutter således: »Sommetider må man, som præsident Monson sagde, stå alene. Men forhåbentligt kan vi unge stå sammen om at være tro mod Gud og hans levende profeters lære.«11

Vi bør især være bekymrede for personer, der kæmper med at være tiltrukket af sit eget køn. Det er en hvirvelvind med enorm kraft. Jeg ønsker at udtrykke min kærlighed og beundring for personer, der modigt møder denne prøve på deres tro og forbliver lydige mod Guds befalinger!12 Men alle fortjener, uanset deres beslutninger og tro, vores venlighed og hensyn.13

Frelseren lærte os, at vi ikke blot skal elske vore venner, men også dem der er uenige med os – og tilmed dem, der afviser os. Han sagde: »Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? … Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så?«14

Profeten Joseph Smith bad os »vogt[e os] for selvretfærdighed« og opfordrede os til at åbne hjertet for alle mænd og kvinder, indtil vi ønsker, »at vi kunne bære dem på vore skuldre«.15 I Jesu Kristi evangelium er der ikke plads til latterliggørelse, mobning eller snæversynethed.

Hvis I har spørgsmål til Kirkens lederes råd, så drøft venligst jeres oprigtige bekymringer med jeres forældre og ledere. Vi har brug for den styrke, der følger af at stole på Herrens profeter. Præsident Harold B. Lee har sagt: »Den eneste sikkerhed, vi har som medlemmer af denne kirke, er at … lære at give agt på de ord og befalinger, som Herren skal give gennem sin profet … Der vil være noget, som kræver tålmodighed og tro. I kan måske ikke lide det, der kommer … Det er måske imod jeres politiske synspunkter … jeres sociale synspunkter … og griber ind … i jeres sociale liv. Men hvis I lytter til det, som om det kom fra Herrens egen mund … skal ›helvedes porte ikke få overhånd over jer … og Gud Herren vil sprede mørkets magter foran jer‹ (L&P 21:6).«16

En anden stor beskyttelse mod livets hvirvelvinde er Mormons Bog.

Da præsident Henry B. Eyring var teenager, flyttede hans familie til en anden by. Til at begynde med syntes han, det var ubehageligt at flytte og svært at finde venner. Han syntes ikke, at han passede ind blandt de andre elever på hans high school. Vindene hvirvlede omkring ham. Hvad gjorde han så? Han brugte sin energi på at læse Mormons Bog, og han læste den mange gange.17 Mange år senere vidnede præsident Eyring: »Jeg elsker at vende tilbage til Mormons Bog og drikke dybt og ofte af den.«18 »Den er et af de stærkeste, skriftlige vidnesbyrd, vi har om, at Jesus er Kristus.«19

Herren har givet jer en anden måde at stå fast på, en åndelig gave, der er stærkere, end de hvirvelvinde modstanderen kaster imod jer. Han sagde: »Stå på hellige steder og lad jer ikke rokke.«20

Da jeg var teenager, havde Kirken kun 13 templer. Nu har vi 142. 85 % af Kirkens medlemmer bor mindre end 300 km fra et tempel. Herren har givet jeres generation bedre adgang til et helligt tempel, end nogen tidligere generation har haft.

Har I nogensinde stået i templet, klædt i hvidt og ventet på at udføre dåb? Hvordan føltes det? Der er en håndgribelig følelse af hellighed i templet. Frelserens fred tæmmer verdens hvirvlende vinde.

Den følelse, I har i templet, er en rettesnor for, hvordan I bør føle det i livet.21

Find jeres bedsteforældre og jeres fjerne slægtninge, som er gået forud for jer. Tag deres navne med til templet.22 Når I lærer jeres forfædre lidt at kende, vil I kunne genkende mønstre i deres liv, i ægteskaberne, hos børnene; finde retskafne eksempler og ind imellem også ting, I ønsker at undgå.23

I templet vil I senere lære mere om jordens skabelse, om Adam og Evas eksempel og vigtigst af alt om vor Frelser, Jesus Kristus.

Mine kære unge brødre og søstre, vi elsker og beundrer jer, vi beder for jer. Lad ikke hvirvelvindene trække jer ned. Tiden er jeres, og den er inde til at stå stærkt som Herren Jesu Kristi disciple.24

Byg jeres fundament fastere på Forløserens klippe.

Værdsæt hans uforlignelige liv og lære mere fuldstændigt.

Følg hans eksempel og bud mere flittigt.

Tag i større grad imod hans kærlighed, hans nåde og de kraftfulde gaver i hans forsoning.

Hvis I gør det, lover jeg jer, at I vil kunne se hvirvelvindene for det, de er – prøver, fristelser, afledningsmanøvrer eller udfordringer, der kan hjælpe jer til at vokse. Og når I lever retskaffent år efter år, forsikrer jeg jer om, at I igen og igen vil opleve ting, der bekræfter, at Jesus er Kristus. Den åndelige klippe, I bygger på, vil være solid og sikker. I vil fryde jer over, at Gud har anbragt jer her for at være en del af de sidste forberedelser inden Kristi glorværdige tilbagekomst.

Frelseren sagde: »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.«25 Det er hans løfte til jer. Jeg ved, at dette løfte er virkeligt. Jeg ved, at han lever. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. L&P 88:91.

  2. Discourses of Brigham Young, red. John A. Widtsoe, 1954, s. 72.

  3. Se Dallin H. Oaks, »Forberedelse til Kristi andet komme«, Liahona,, maj 2004, s. 7–10.

  4. Se A. Stokes, A.H. Fitter og M.P. Courts, »Responses of Young Trees to Wind and Shading: Effects on Root Architecture«, Journal of Experimental Botany, vol. 46, nr. 290 (sep. 1995), 1139–1146.

  5. Hel 5:12.

  6. Thomas S. Monson, »Præstedømmets kraft«, Liahona, maj 2011, s. 66.

  7. Brev fra Det Første Præsidentskab af 6. marts 2014; se også David A. Bednar »Vi tror, at vi skal være kyske«, Liahona, maj 2013, s. 41–44; Dallin H. Oaks »Ingen andre guder«, Liahona, nov. 2013, s. 72–75, Til styrke for de unge, hæfte, 2011, s. 35–37.

  8. Thomas S. Monson, Liahona, maj 2011, s. 67.

  9. Ældste Russell M. Nelson har sagt: »Ægteskabet er støbeske for orden i samfundet … Denne forening eksisterer ikke blot mellem manden og hustruen; den indebærer også et fællesskab med Gud« (»At nære ægteskabet«, Liahona, maj 2006, s. 36–37). Se også Matt 19:5–6.

  10. 2 Kor 4:18.

  11. Privat korrespondance og samtale af 17. mar. 2014; se også Thomas S. Monson, »Vov at stå alene«, Liahona, nov. 2011, s. 60–67.

  12. Se Jeffrey R. Holland, »Hjælp til dem, der kæmper med at være tiltrukket af deres eget køn«, Liahona, okt. 2007, s. 40–43.

  13. Selv da antikristen Korihor forsøgte at forpurre folkets tro, beskyttede Guds love ham mod straf: »Se, der var ingen lov mod et menneskes tro, for det var i direkte modstrid med Guds befalinger, at der skulle være en lov, der ville stille mennesker ulige … Se, hvis et menneske ønskede at tjene Gud, var det hans privilegium … men hvis han ikke troede på ham, var der ingen lov, der kunne straffe ham« (Alma 30:7, 9). Den 11. trosartikel lyder: »Vi kræver ret til at tilbede Gud den Almægtige i overensstemmelse med vor egen samvittigheds bud og indrømmer alle mennesker den samme ret – lad dem tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil.«

  14. Matt 5:46–47.

  15. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 423, 425.

  16. Kirkens præsidenters lærdomme: Harold B. Lee, 2001, s. 84–85; se også Robert D. Hales, »Generalkonference: Styrk troen og vidnesbyrdet«, Liahona, nov. 2013, s. 6–8.

  17. Se Robert I. Eaton og Henry J. Eyring, I Will Lead You Along: The Life of Henry B. Eyring, 2013, s. 40.

  18. Henry B. Eyring, Choose Higher Ground, 2013, s. 38.

  19. Henry B. Eyring, To Draw Closer to God, 1997, s. 118.

  20. L&P 87:8; se også L&P 45:32.

  21. Se L&P 52:14.

  22. Se Neil L. Andersen, »Find Our Cousins!«, tale på RootsTech 2014 Family History Conference, 8. feb. 2014); lds.org/prophets-and-apostles/unto-all-the-world/find-our-cousins.

  23. Se David A. Bednar, »Børnenes hjerte skal vende sig«, Liahona, nov. 2011, s. 24–27.

  24. Se Hel 7:9.

  25. Joh 14:18.