Det levende brød, som kom ned fra himlen
Hvis vi længes efter at blive i Kristus, og at han bliver i os, så er hellighed det, vi søger.
Dagen efter, at Jesus på mirakuløs vis bespiste 5.000 i Galilæa med »fem bygbrød og to fisk«, talte han igen til folk i Kapernaum. Frelseren opfattede, at mange ikke var så interesseret i hans lære, som de var i at få mad igen. Derfor prøvede han at overbevise dem om den umådeligt større værdi af »den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer«. Jesus erklærede:
»Jeg er livets brød.
Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde.
Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør.
Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«
Frelserens ord var helt spildt på tilhørerne, der kun tog hans udtalelse bogstaveligt. De skumlede over den og sagde: »Hvordan kan han give os sit kød at spise?« Jesus uddybede det:
»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.
Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.
For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik.«
Derefter forklarede han den dybere mening med sin metafor:
»Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham.
Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig.«
Alligevel forstod tilhørerne ikke, hvad Jesus sagde, og »mange af hans disciple, som hørte det, sagde nu: ›Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?‹ … Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham.«
At spise hans kød og drikke hans blod er et slående udtryk for, hvor meget vi må bringe Frelseren ind i vores liv – selve vores væsen – at vi må blive ét. Hvordan sker det?
For det første forstår vi, at Jesus ved at ofre sit kød og blod sonede for vores synder og overvandt døden, både fysisk og åndeligt. Derfor spiser vi tydeligvis af hans kød og drikker hans blod, når vi fra ham modtager forsoningens kraft og velsignelser.
Kristi lære forklarer, hvad vi må gøre for at modtage den forsonende nåde. Det er at tro og have tro på Kristus, omvende sig og blive døbt og modtage Helligånden, »og da får I forladelse for jeres synder ved ild og ved Helligånden.« Det er porten, vores adgang til Frelserens forsonende nåde og den snævre og trange sti, som fører til hans rige.
»For se, hvis I trænger jer frem, idet I tager for jer af Kristi ord og holder ud til enden, se, så siger Faderen: I skal få evigt liv …
Se nu, dette er Kristi lære og Faderens og Sønnens og Helligåndens eneste og sande lære, de, som er én Gud uden ende.«
Symbolikken i nadveren er smuk, når man tænker over den. Brødet og vandet repræsenterer hans kød og blod, som er det levende brød og det levende vand, og det minder os gribende om den pris, han betalte for at forløse os. Når brødet brydes, mindes vi, at Frelseren blev gennemboret i kødet. Ældste Oaks har engang sagt , at »fordi det er brudt og gennemboret, bliver hvert stykke brød unikt, akkurat som de mennesker, der tager det, er unikke. Vi har alle forskellige synder at omvende os fra. Vi har alle forskellige behov for at blive styrket gennem Herren Jesu Kristi forsoning, som vi mindes i denne ordinance.« Når vi drikker vandet, tænker vi på det blod, han udgød i Getsemane og på korset og på dets helliggørende kraft. Idet vi ved, at »intet urent kan komme ind i hans rige«, beslutter vi os for at være blandt dem, »der har vasket deres klæder i [Frelserens] blod på grund af deres tro og omvendelse fra alle deres synder og deres trofasthed til enden.«
Jeg har talt om at modtage Frelserens forsonende nåde for få borttaget vores synder og dens pletter i os. Men i overført betydning har det at spise hans kød og drikke hans blod endnu en betydning, og det er at gøre Kristi egenskaber og karakter til en del af os ved at aflægge det naturlige menneske og blive hellige »ved Herren Kristi forsoning«. Når vi nyder nadverbrødet og vandet hver uge, vil vi stå os godt ved overveje, hvor helt og holdent vi må inkorporere hans karakter og hans syndfri levevis i vores liv og væren. Jesus havde ikke kunnet sone for andres synder, hvis han ikke selv var syndfri. Eftersom retfærdigheden ikke havde noget krav på ham, kunne han tilbyde sig selv som betaling for os og derved vise nåde. Når vi husker og ærer hans sonoffer, bør vi også tænke over hans syndfri liv.
Dette indebærer et behov for en ihærdig stræben fra vores side. Vi kan ikke stille os tilfredse med at forblive, som vi er, men må konstant bevæge os fremad i tro og mod »en vækst, der kan rumme Kristi fylde.« Ligesom kong Lamonis far i Mormons Bog må vi være villige til at aflægge alle vores synder og fokusere på, hvad Herren forventer af os individuelt og kollektivt.
For nylig fortalte en ven mig om en oplevelse, han havde, da han tjente som missionspræsident. Han havde været igennem en operation, der krævede flere ugers restitution. Mens han kom sig, brugte han sin tid til at søge i skrifterne. En eftermiddag, hvor han grundede over Frelserens ord i det 27. kapitel i 3 Nefi, døsede han hen. Han fortalte derefter:
»Jeg faldt ind i en drøm, hvor jeg fik vist et levende panoramasyn over mit liv. Jeg blev vist mine synder, dårlige valg, de gange … jeg havde været utålmodig med mennesker, plus undladelsen af de gode ting, jeg kunne have sagt eller gjort … Det var en omfattende …gennemgang af mit liv på blot nogle få minutter, men det virkede meget længere. Jeg vågnede opskræmt og … faldt straks ned på mine knæ ved siden af sengen og begyndte at bede, jeg tryglede om tilgivelse, jeg øste mit hjertes følelser ud på en måde, jeg aldrig havde gjort tidligere.
Inden min drøm vidste jeg ikke, jeg stod i så stort et omvendelsesbehov. Mine mangler og svagheder stod pludselig så skærende klart for mig, at kløften mellem den person, jeg var, og Guds hellighed og godhed virkede mange millioner meter bred. I min bøn den sene eftermiddag udtrykte jeg min dybeste taknemmelighed for vor himmelske Fader og Frelseren af hele mit hjerte for, hvad de har gjort for mig og de forhold, jeg nyder med min hustru og mine børn. Mens jeg lå på mine knæ, følte jeg også Guds kærlighed og nåde, der var meget håndgribelig, på trods af min følelse af uværdighed …
Jeg kan sige, at jeg ikke har været helt den samme siden den dag … Mit hjerte ændrede sig … Det, der skete, var, at jeg udviklede en større empati for andre og deraf en større evne til at elske, koblet med en følelse af trang til at forkynde evangeliet … Jeg kunne forholde mig til de budskaber om tro, håb og omvendelsens gave i Mormons Bog som aldrig før.«
Det er vigtigt at forstå, at denne gode mands tydelige åbenbaring om sine synder og mangler ikke gjorde ham mismodig eller fik ham til at fortvivle. Ja, han følte sig forskrækket og angerfuld. Han følte tydeligt et behov for at omvende sig. Han følte sig ydmyg, og alligevel følte han taknemmelighed, fred og håb – ægte håb – på grund af Jesus Kristus, »det levende brød, som er kommet ned fra himlen«.
Min ven talte om den kløft, han så i sin drøm, mellem sit liv og Guds hellighed. Hellighed er det rette ord. At spise Kristi kød og drikke hans blod betyder, at man søger helligheden. Gud har sagt: »I skal være hellige, for jeg er hellig.«
Enok kom med dette råd til os: »Lær derfor dine børn, at alle mennesker overalt må omvende sig, ellers kan de på ingen måde arve Guds rige, for intet urent kan bo der eller bo i hans nærhed; for på Adams sprog er hans navn Hellighedens Menneske, og navnet på hans Enbårne er Menneskesønnen, ja, Jesus Kristus.« Som dreng undrede jeg mig over, hvorfor Jesus ofte i Det Nye Testamente omtales (og omtalte sig selv) som Menneskesønnen, når han i virkeligheden er Guds Søn, men Enoks udtalelse gør det klart, at denne omtale faktisk er en anerkendelse af hans guddommelighed og hellighed – han er søn af Hellighedens Menneske, Gud Faderen.
Hvis vi længes efter at blive i Kristus, og at han bliver i os, så er hellighed det, vi søger, i både legeme og ånd. Vi søger den i templet, hvorpå der står »Helliget Herren«. Vi søger den i vores ægteskab, familie og hjem. Vi søger den hver uge, når vi fryder os over Herrens hellige dag. Vi søger den endda i dagligdagens detaljer: Vores tale, påklædning og tanker. Som præsident Thomas S. Monson har sagt: »Vi er et produkt af alt, vi læser, alt vi ser, alt vi hører og alt vi tænker.« Vi søger hellighed, når vi dagligt tager vores kors op.
Søster Carol F. McConkie har sagt: »Vi ser de mange trængsler, fristelser og prøvelser, som kan trække os væk fra alt, der er dydigt og rosværdigt for Gud. Men vores jordiske oplevelser giver os mulighed for at vælge hellighed. Oftest er det de ofre, vi yder for at holde vores pagter, der helliggør os og gør os til hellige.« Og til »de ofre, vi yder«, vil jeg tilføje den tjeneste, vi yder.
Vi ved, »at når [vi] er i [vores] medmenneskers tjeneste, er [vi] blot i [vores] Guds tjeneste.« Og Herren minder os om, at sådan tjeneste er afgørende for hans liv og karakter: »For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Præsident Marion G. Romney forklarede klogt: »Tjeneste er ikke noget, vi udholder her på jorden, således at vi kan gøre os fortjent til at leve i det celestiale rige. Tjeneste er selve grundlaget for et ophøjet liv i det celestiale rige.«
Zakarias profeterede, at på dagen for Herrens tusindårsrige »skal der [selv] på hestenes bjælder stå Helliget Herren«. I den ånd satte de hellige i disse dale påmindelsen »Helliget Herren« på tilsyneladende almindelige eller hverdagsagtige ting, såvel som på noget, der var mere direkte forbundet med religiøs udøvelse. Det blev indgraveret på nadverbægre og bakker og printet på Halvfjerdseres ordinationsattester og Hjælpeforeningens banner. »Helliget Herren« stod der også over udstillingsvinduerne på Zion’s Cooperative Mercantile Institution, varehuset ZCMI. Man kunne finde det på hammerhoveder og trommer. »Helliget Herren« var indstøbt i metaldørhåndtagene i præsident Brigham Youngs hjem. Disse referencer til hellighed på tilsyneladende usædvanlige eller uventede steder kan virke malplaceret, men de antyder præcis, hvor omsiggribende og konstant vores fokus på hellighed må være.
At spise af Frelserens kød og drikke hans blod betyder at lukke alt ude af vores liv, der ikke er overensstemmende med en kristuslignende karakter, og at gøre hans egenskaber til vores. Det er den dybere mening med omvendelse, ikke blot at vende sig fra synd, men også fra da at bringe »sit hjerte og sin vilje i harmoni med Gud«. Som det skete for min ven i hans åbenbarende drøm, vil Gud vise os vores fejl og mangler, men han vil også hjælpe os med at vende svaghed til styrke. Hvis vi oprigtigt spørger: »Hvad mangler jeg så?« vil han ikke overlade os til gætværk, men han vil i kærlighed svare med vores lykke for øje. Han vil give os håb.
Det er en krævende bestræbelse, og den ville være forfærdeligt skræmmende, hvis vi stod alene i vores stræben efter hellighed. Men den storslåede sandhed er, at vi ikke er alene. Vi har Guds kærlighed, Kristi nåde, Helligåndens trøst og vejledning og fællesskab med og opmuntring fra de andre hellige i Kristus. Lad os ikke stille os tilfredse med, hvor vi er, men lad os heller ikke miste modet. En enkel, men tankevækkende hymne tilskynder os:
Jeg bærer vidnesbyrd om Jesus Kristus, »det levende brød, som … [kom] ned fra himlen,« og at »den, der spiser [hans] kød og drikker [hans] blod, har evigt liv,« i Jesu Kristi navn. Amen.