Såret
Gå i denne smeltedigel af jordiske prøvelser tålmodigt fremad, og Frelseren helbredende kraft vil bringe jer lys, forståelse, fred og håb.
Den 22. marts 2016, lige før klokken otte om morgenen, eksploderede to terrorbomber i lufthavnen i Bruxelles. Ældste Richard Norby, ældste Mason Wells og ældste Joseph Empey havde fulgt søster Fanny Clain til lufthavnen, så hun kunne flyve til sin mission i Cleveland i Ohio. 32 mennesker mistede livet, og alle vores missionærer blev såret.
Den hårdest sårede var ældste Richard Norby på 66 år, der tjente sammen med sin hustru, søster Pam Norby.
Ældste Norby sagde om dette øjeblik:
»Jeg vidste med det samme, hvad der var sket.
Jeg prøvede at løbe i sikkerhed, men jeg faldt med det samme … Jeg kunne se, at mit venstre ben var hårdt kvæstet. Jeg [lagde mærke til] sort sod, der lignede edderkoppespind, hænge fra begge hænder. Jeg hev blidt i det, men indså, at det ikke var sod, men min hud, der var blevet brændt. Min hvide skjorte var blevet rød fra en skade på min ryg.
Da bevidstheden om det, der lige var sket, fyldte mit sind, [fik] jeg denne meget stærke tanke … Frelseren vidste, hvor jeg var, hvad der lige var sket, og [hvad] jeg oplevede i dette øjeblik.«1
Der ventede nogle svære dage forud for Richard Norby og for hans hustru, Pam. Han blev lagt i kunstigt koma, som blev efterfulgt af operationer, infektioner og stor usikkerhed.
Richard Norby overlevede, men hans liv vil aldrig blive det samme igen. To et halvt år senere heler hans sår stadig, en skinne erstatter den manglende del af hans ben, hvert skridt er sværere end før det øjeblik i lufthavnen i Bruxelles.
Hvorfor skete det for Richard og Pam Norby?2 De har været tro mod deres pagter, havde tidligere været på mission i Elfenbenskysten og havde skabt en vidunderlig familie. Nogle kunne forståeligt nok sige: »Det er ikke retfærdigt! Det er ikke i orden! De havde viet deres liv til Jesu Kristi evangelium, hvordan kunne dette så ske?«
Sådan er livet på jorden
Selv om detaljerne vil være forskellige, vil tragedier, uventede prøvelser og modgang, af både fysisk og åndelig art, ramme os alle, for sådan er livet på jorden.
Da jeg denne formiddag tænkte på talerne ved bare dette konferencemøde, gik det op for mig, at to har mistet børn og tre har mistet børnebørn, som uventet vendte tilbage til deres himmelske hjem. Ingen bliver skånet for sygdom og sorg, og som det er blevet sagt, trådte en engel på jord, som vi alle elskede, søster Barbara Ballard, i denne uge stille gennem sløret. Præsident Ballard, vi vil aldrig glemme dit vidnesbyrd her til formiddag.
Vi søger efter lykke. Vi længes efter fred. Vi håber på kærlighed. Og Herren udøser en overflod af velsignelser over os. Men iblandet denne glæde og lykke er en ting helt sikker: Der vil være øjeblikke, timer, dage og nogle gange år, hvor jeres sjæl vil blive såret.
Skrifterne siger, at vi skal smage det bitre og det søde,3 og at der vil være »en modsætning i alt.«4 Jesus sagde: »[Jeres Fader] lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.«5
Sår på sjælen er ikke forbeholdt den rige eller den fattige, en kultur, en nation eller en generation. De kommer til alle og er en del af den læring, vi modtager i denne jordiske oplevelse.
De retfærdige er ikke immune
Mit budskab i dag er især til dem, der holder Guds bud, holder deres løfter til Gud og som bror og søster Norby og mange andre mænd, kvinder og børn i denne verdensomspændende forsamling bliver konfronteret med prøvelser og udfordringer, der er uventede og smertefulde.
Vores sår kan skyldes en naturkatastrofe eller et beklageligt uheld. De kan skyldes en utro ægtemand eller hustru, der vender op og ned på livet for en retskaffen ægtefælle og børn. Sårene kan skyldes depressionens mørke og sortsyn, en uventet sygdom, vores kæres lidelser eller for tidlige død, sorgen ved et familiemedlem, der afviser sin tro, ensomhed, når livet ikke byder på en evig ledsager eller hundredvis af andre hjerteknusende, smertefulde »sorger, som kun Herren ved.«6
Vi forstår alle, at vanskeligheder er en del af livet, men når vi oplever dem personligt, kan de få os til at tabe vejret. Uden at blive opskræmte må vi være parate. Apostlen Peter sagde: »I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer«.7 Sammen med lykkens og glædens lyse farver væves prøvelsernes og tragediernes mørke tråde dybt ind i stoffet i vor Faders plan. Disse kampe bliver, selvom de er svære, ofte vores største læremestre.8
Når vi fortæller den mirakuløse historie om Helamans 2.060 unge krigere, elsker vi dette skriftsted: »Ved Guds godhed og til vor store forbavselse og også til hele vor hærs glæde [var der] ikke én sjæl af dem, der omkom«.
Men sætningen fortsætter: »Ej heller var der én sjæl blandt dem, som ikke havde fået mange sår.«9 Hver eneste af de 2.060 fik mange sår, og hver eneste af os vil blive såret i livets krig, det være sig fysisk, åndeligt eller begge dele.
Jesus Kristus er vores barmhjertige samaritaner
Giv aldrig op – uanset hvor dybe jeres sjæls sår end er, hvad grunden end er, hvor eller hvornår de end kom, og uanset hvor kort eller længe de varer, så er det ikke meningen, at I skal forgå åndeligt. Det er meningen, at I skal overleve åndeligt og blomstre i jeres tro på og tillid til Gud.
Gud skabte ikke vores ånd til at være uafhængig af ham. Vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, frelser os gennem sin forsonings ufattelige gave ikke alene fra død og tilbyder os, igennem omvendelse, tilgivelse for vores synder, men han står også parat til at frelse os fra vores sårede sjæls sorger og smerter.10
Frelseren er vores barmhjertige samaritaner,11 som er sendt for at bringe »lægedom til dem, hvis hjerte er knust.«12 Han kommer til os, når andre blot går forbi. Med barmhjertighed smører han sin helbredende balsam på vores sår og forbinder dem. Han bærer os. Han tager sig af os. Han byder os: »Kom[] til mig … og jeg skal helbrede [jer].«13
»Og [Jesus] skal … lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art … for at … han [kan] påtage sig sit folks smerter og sygdomme … [og påtage sig vores] skrøbeligheder … [da han er fyldt med] barmhjertighed.«14
Kom, sorgbetyngte sjæl, du, som forsmægter,
stå for Guds trone frem, bøj dig i bøn,
thi den betyngte sjæl – aldrig han nægter
lindring, og trøst altid gives som løn.15
På et tidspunkt med utrolig lidelse fortalte Herren profeten Joseph: »Alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig.«16 Hvordan kan smertefulde sår tjene os til gavn? Gå i denne smeltedigel af jordiske prøvelser tålmodigt fremad, og Frelserens helbredende kraft vil bringe jer lys, forståelse, fred og håb.17
Giv aldrig op
Bed af hele jeres hjerte. Styrk jeres tro på Jesus Kristus, på at han lever, på hans nåde. Hold fast ved hans ord: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.«18
Husk, omvendelse er en stærk åndelig medicin.19 Hold befalingerne og vær værdig til Talsmandens selskab, idet I erindrer, at Frelseren lovede: »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.«20
Freden i templet er en beroligende balsam for den sårede sjæl. Vend tilbage til Herrens hus med jeres sårede hjerte og jeres slægtsnavne så ofte som muligt. Templet viser os vores korte øjeblik i jordelivet på evighedens storskærm.21
Se tilbage, og husk, at I beviste jeres værdighed i jeres førjordiske tilstand. I er Guds tapre børn, og med hans hjælp kan I sejre i kampene i denne faldne verden. I har gjort det før, og I kan gøre det igen.
Se fremad. Jeres problemer og sorger er meget virkelige, men de vil ikke vare for evigt.22 Jeres mørke nat vil svinde, for Sønnen opstod »med helbredelse i sine vinger.«23
Bror og søster Norby fortalte mig: »Skuffelse kommer af og til på besøg, men får aldrig lov til at blive.«24 Apostlen Paulus sagde: »I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.«25 Det kan være, at I er udmattede, men giv aldrig op.26
Selv med jeres egne smertefulde sår vil I instinktivt række ud til andre med tillid til Frelserens løfte: »Den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.«27 Den sårede, der plejer andres sår, tælles blandt Guds engle på jorden.
Om et par øjeblikke skal vi lytte til vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson, en mand med urokkelig tro på Jesus Kristus, en mand med håb og fred, højt elsket af Gud, men ikke skånet for sår i sjælen.
I 1995 blev hans datter Emily, mens hun ventede et barn, diagnosticeret med kræft. Der var dage med håb og glæde, da hendes raske baby blev født. Men kræften vendte tilbage, og deres elskede Emily gik bort fra dette liv blot to uger efter sin 37-års fødselsdag og efterlod sig en kærlig mand og fem små børn.
Ved en generalkonference kort tid efter hendes bortgang sagde præsident Nelson: »Jeg har udgydt tårer af sorg samtidig med, at jeg har ønsket, at jeg kunne have gjort noget mere for vores datter … Hvis jeg havde opstandelsens magt, ville jeg være fristet til at kalde [hende] tilbage … [Men] Jesus Kristus har disse nøgler og vil benytte dem til gavn for Emily og … alle mennesker i Herrens egen tid.«28
Da præsident Nelson sidste måned besøgte de hellige i Puerto Rico og mindedes sidste års ødelæggende orkan, talte han med kærlighed og omsorg.
»[Det] er en del af livet. Det er derfor, at vi er her. Vi er her for at få et legeme og blive prøvet. Nogle af disse prøvelser er fysiske, nogle er åndelige, og jeres prøvelser her har været både fysiske og åndelige.«29
»I har ikke givet op, Vi er [så] stolte af jer. I trofaste hellige har mistet meget, men gennem det hele har I næret jeres tro på Herren Jesus Kristus.«30
»Ved at holde Guds bud kan vi finde glæde selv midt i vores værste oplevelser.«31
Alle tårer skal borttørres
Mine brødre og søstre, det er mit løfte til jer, at når I øger jeres tro på Herren Jesus Kristus, vil det bringe jer yderligere styrke og større håb. For jer, de retfærdige, vil vores sjæls helbreder til sin tid og på sin måde helbrede alle jeres sår.32 Ingen uretfærdighed, ingen forfølgelse, ingen prøvelse, ingen sorg, ingen lidelse, intet sår – hvor dybe, store, smertefulde de end måtte være – vil blive holdt ude fra den trøst, fred og det evigtvarende håb, der ligger i hans åbne arme og sårede hænder, som vil byde jer velkommen tilbage til hans nærhed. På den dag vidnede apostlen Johannes om, at de retfærdige, der »kommer fra den store trængsel«,33 skal stå »klædt i hvide klæder … for Guds trone.« Lammet »skal rejse sit telt over [os] … og Gud vil tørre hver tåre af [jeres] øjne.«34 Den dag vil komme. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.