Kraften ved at opretholde med tro

Præsident Henry B. Eyring

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Ved at række jeres hånd op for at opretholde, afgiver I et løfte til Gud, hvis tjenere de er, om, at I vil opretholde dem.

Jeg har mange gange hørt præstedømmeledere takke for den støttende tro fra dem, de tjener. Af sindsbevægelsen i deres stemme ved man, at deres taknemmelighed er dyb og virkelig. Mit formål i dag er at viderebringe Herrens påskønnelse for jeres opretholdelse af hans tjenere i hans kirke. Og det er også at opfordre jer til at udøve og vokse i den kraft til at opretholde andre med jeres tro.

Før I blev født, udviste I en sådan kraft. Tænk tilbage på det, vi ved om åndeverdenen, før vi blev født. Vor himmelske Fader præsenterede en plan for sine børn. Vi var der. Lucifer, vores åndelige bror, var mod planen, der ville give os frihed til at vælge. Jahve, vor himmelske Faders elskede Søn, støttede planen. Lucifer stod i spidsen for et oprør. Jahves støttende stemme vandt, og han meldte sig frivilligt til at være vores Frelser.

Det faktum, at I er på jorden nu, forsikrer os om, at I støttede Faderen og Frelseren. Det krævede tro på Jesus Kristus at støtte planen for lykke og Jesu Kristi rolle i den, når I vidste så lidt om de udfordringer, I ville møde i livet på jorden.

Jeres tro til at opretholde Guds tjenere har også i høj grad været medvirkende til jeres lykke i dette liv. Da I tog imod en missionærs udfordring om at bede for at vide, om Mormons Bog er Guds ord, havde I tro til at støtte en af Guds tjenere. Da I tog imod opfordringen til at blive døbt, støttede i en af Guds ydmyge tjenere.

Da I lod nogen lægge hænderne på jeres hoved og sige: »Modtag Helligånden«, støttede I ham som bærer af Det Melkisedekske Præstedømme.

Siden den dag har I ved at tjene trofast støttet alle personer, der har overdraget jer præstedømmet og alle, der har ordineret jer til et embede i det præstedømme.

Tidligt i jeres forløb med præstedømmet var hver opretholdelse en enkel begivenhed med at stole på en af Guds tjenere. Nu er mange af jer rykket op til et sted, hvor det kræver mere at opretholde nogen.

I vælger, om I vil opretholde alle, som Herren kalder – til hvad end Herren har kaldt dem til. Det valg sker ved konferencer over hele verden. Det er sket ved denne. Ved sådanne møder bliver navne på mænd og kvinder – Guds tjenere – læst op, og I bliver bedt om at række hånden op for at opretholde dem. I kan tilbageholde jeres opretholdelse, eller I kan tilsige jeres tro og opretholdelse. Ved at række jeres hånd op for at opretholde afgiver I et løfte. I afgiver et løfte til Gud, hvis tjenere de er, om, at I vil opretholde dem.

De er ufuldkomne mennesker, ligesom I er. For at holde jeres løfte vil det kræve en urokkelig tro på, at Herren har kaldet dem. Hvis I holder disse løfter, vil det også bringe evig lykke. Hvis I ikke holder dem, vil det medføre sorg for jer og dem, I elsker – og endda tab, som I ikke kan forestille jer.

I er måske blevet spurgt, eller så vil I blive det, om I opretholder jeres biskop, stavspræsident, generalautoriteterne og Kirkens øverste ledere. Det kan ske, at I bliver bedt om at opretholde funktionærer og ledere til en konference. Nogle gange vil det ske i et interview med en biskop eller stavspræsident.

Mit råd er, at I stiller jer selv disse spørgsmål med omhyggelig og bønsom eftertanke. Når I gør det, kan I måske se tilbage på jeres seneste tanker, ord og gerninger. Prøv at huske og formulere de svar, I vil komme med, når Herren interviewer jer, vel vidende at han en dag vil. I kan forberede jer ved at stille jer selv spørgsmål som de følgende:

Har jeg tænkt på eller talt om menneskelige svagheder hos de folk, som jeg har lovet at opretholde?
Har jeg set efter bevis på, at Herren leder dem?
Har jeg samvittighedsfuldt og loyalt fulgt deres lederskab?
Har jeg talt om det bevis, jeg kan se på, at de er Guds tjenere?
Beder jeg regelmæssigt for dem ved navn og med kærlighed?

Disse spørgsmål vil for de fleste af os føre til noget ubehag og et behov for at omvende os. Gud har befalet os, at vi ikke skal dømme andre uretfærdigt, men i realiteten kan det være svært at undgå. Næsten alt vi gør, når vi arbejder sammen med folk, får os til at evaluere dem. Og i næsten ethvert aspekt af vores liv sammenligner vi os selv med andre. Det kan vi gøre af så mange grunde, nogle af dem er rimelige, men det får os ofte til at være kritiske.

Præsident George Q. Cannon kom med en advarsel, som jeg videregiver til jer som min egen. Jeg tror på, at han talte sandt: »Gud har valgt sine tjenere. Han gør krav på sin ret til at fordømme dem, hvis de har brug for fordømmelse. Han har ikke givet os ret til hver især at kritisere eller fordømme dem. Ingen mand, uanset hvor stærk han er i troen, uanset hvor højt han er i præstedømmet, kan tale ondt om Herrens salvede og finde fejl ved Guds myndighed på jorden uden at pådrage sig hans misbilligelse. Helligånden vil trække sig tilbage fra en sådan mand, og han vil gå ind i mørket. Når dette er tilfældet, kan I så ikke se, hvor vigtigt det er, at vi er forsigtige?«

Det, jeg har observeret, er, at medlemmer af Kirken over hele verden generelt er loyale over for hinanden og over for dem, der præsiderer over dem. Der er dog nogle forbedringer, vi kan og skal lave. Vi kan nå højere i vores kraft til at opretholde hinanden. Det vil kræve tro og indsats. Her er fire forslag, som vi kan handle på til denne konference.

Vi kan identificere specifikke handlinger, som talerne anbefaler, og begynde i dag med at udføre dem. Når vi gør det, vil vores kraft til at opretholde dem øges.
Vi kan bede for dem, når de taler om, at Helligånden vil føre deres ord til hjertet hos bestemte folk, vi elsker. Når vi senere finder ud af, at vores bøn blev besvaret, vil vores kraft til at opretholde disse ledere øges.
Vi kan bede om, at bestemte talere vil blive velsignet og højnet, når de kommer med deres budskab. Når vi ser, at de bliver højnet, vil vi vokse i vores tro til at opretholde dem, og det vil vare ved.
Vi kan lytte til budskaber fra talerne, der kommer som svar på vores personlige bønner om hjælp. Når svarene kommer, og det lover jeg, at de vil, vokser vi i vores tro til at opretholde alle Herrens tjenere.

Udover at blive bedre til at opretholde dem, der tjener i Kirken, vil vi lære, at der er et andet sted, hvor den kraft kan øges. Der kan det give os endnu større velsignelser. Det er i hjemmet og hos familien.

Jeg taler til den yngre præstedømmebærer, der bor i et hjem sammen med sin far. Lad mig ud fra min egen oplevelse fortælle jer, hvad det betyder for en far at føle jeres støttende tro. Han ser måske selvsikker ud for jer. Men han står over for flere udfordringer, end I ved af. Til tider kan han ikke se vejen ud af de problemer, der er foran ham.

Jeres beundring for ham vil hjælpe ham lidt. Jeres kærlighed til ham vil hjælpe endnu mere. Men det, der vil hjælpe allermest, er oprigtige ord som disse: »Far, jeg har bedt for dig, og jeg har følt, at Herren vil hjælpe dig. Det skal nok gå. Det ved jeg, at det vil.«

Sådanne ord har også kraft i den anden retning, far til søn. Når en søn har lavet en alvorlig fejltagelse, måske i et åndeligt anliggende, kan han føle, at han har fejlet. Som hans far, og i det øjeblik, bliver I måske overraskede, når Helligånden, efter I har bedt om at vide, hvad I skal gøre, lægger disse ord i jeres mund: »Søn, jeg er med dig hele vejen. Herren elsker dig. Med hans hjælp kan du finde tilbage. Jeg ved, at du kan, og at du vil. Jeg elsker dig.«

I præstedømmekvorummet og i familien er øget tro til at opretholde hinanden den måde, hvorpå vi bygger det Zion, som Herren ønsker, at vi skal skabe. Med hans hjælp kan vi og vil vi. Det vil kræve, at vi lærer at elske af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke og at elske hinanden, som vi elsker os selv.

Når vi vokser i Kristi rene kærlighed, blødgøres vores hjerte. Den kærlighed vil gøre os ydmyge og føre os til omvendelse. Vores tillid til Herren og til hinanden vil vokse. Og så vil vi bevæge os hen mod at blive ét, ligesom Herren har lovet, at vi kan.

Jeg vidner om, at vor himmelske Fader kender og elsker jer. Jesus er den levende Kristus. Dette er hans kirke. Vi bærer hans præstedømme. Han vil ære vores indsats for at vokse i vores kraft til at udøve det og til at opretholde hinanden. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.