Et fuldkommen klart håb

Ældste Jeffrey R. Holland

De Tolv Apostles Kvorum

Fordi genoprettelsen bekræftede den grundlæggende sandhed, at Gud virker i denne verden, kan vi håbe, vi bør håbe, selv når vi står over for umulige odds.

I oktober sidste år opfordrede præsident Russell M. Nelson os til at se fremad til denne aprilkonference 2020 ved hver især på vores egen måde at se tilbage for at se Guds hånds storhed ved gengivelsen af Jesu Kristi evangelium. Søster Holland og jeg tog denne profetiske opfordring seriøst. Vi forestillede os, at vi levede i begyndelsen af 1800-tallet og betragtede de religiøse trosretninger på den tid. I den tænkte situation spurgte vi os selv: »Hvad mangler der her? Hvad ville vi ønske, vi havde? Hvad håber vi, at Gud vil give os af svar på vores åndelige længsel?«

Vi forestillede os bl.a., at vi for 200 år siden inderligt ville have håbet på en gengivelse af et sandere begreb om Gud, end de fleste på den tid havde, eftersom han ofte syntes at være skjult bag århundreders fejlantagelser og misforståelser. Med en vending fra William Ellery Channing, en prominent religiøs figur på den tid, ville vi har ledt efter »Guds forælder-karakter«, som Channing betragtede som »den første store læresætning i kristendommen«.¹ En sådan læresætning ville have anerkendt Gud som en kærlig Fader i himlen, og ikke en barsk dommer, der udøver streng retfærdighed, eller en fraværende jordbesidder, som engang havde været involveret i jordiske sager, men nu er optaget andetsteds i universet.

Ja, vores håb i 1820 ville have været at finde Gud, som talte og vejledte os ligeså åbenlyst da, som han gjorde tidligere, en sand Fader, i den mest kærlige udlægning af ordet. Han ville bestemt ikke have været en kold, ligegyldig og enevældig hersker, som på forhånd udvalgte nogle få til frelse og derpå sendte resten af den menneskelige familie til fordømmelse. Nej, han ville være én, hvor hver eneste handling, som erklæret med guddommelig røst, ville være »til gavn for verden; for han elsker verden«² og hver eneste indbygger i den. Den kærlighed ville være hans ultimative årsag til at sende Jesus Kristus, sin enbårne Søn, til jorden.³

Når vi nu taler om Jesus, ville vi, hvis vi havde levet i de første år i det 19. århundrede, meget alarmerende have erkendt, at tvivl om Frelserens liv og opstandelse var begyndt at vinde indpas i kristendommen. Derfor ville vi have håbet på, at der kom tegn til hele verden, som ville bekræfte det bibelske vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, Guds bogstavelige Søn, Alfa og Omega og den eneste Frelser af verden, som denne verden nogensinde vil kende. Det ville have været blandt vores inderligste håb, at mere hellig skrift med beviser ville fremstå, noget, som kunne udgøre endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus, udvide og forbedre vores viden om hans mirakuløse fødsel, vidunderlige virke, sonoffer og storslåede opstandelse. Et sådant dokument ville i sandhed være »retfærdigt [sendt] ned fra himlen; og sandhed [sendt] frem af jorden«.⁴

Hvis vi havde observeret den kristne verden på den tid, ville vi have håbet at finde nogle, der var bemyndiget af Gud med den sande præstedømmemyndighed, som kunne døbe os, overdrage os Helligåndsgaven og forrette alle de evangeliske ordinancer, der er nødvendige for ophøjelse. I 1820 ville vi have håbet at se en opfyldelse af de storslåede løfter fra Esajas, Mika og andre fordums profeter om tilbagekomsten af det majestætiske Herrens hus.⁵ Vi ville have været begejstret over at se hellige templers herlighed genetableret med Ånden, ordinancerne, magten og myndigheden til at undervise i evige sandheder, hele personlige sår og binde familier sammen for evigt. Jeg ville have set overalt for at finde nogen, der var bemyndiget til at sige til mig og min elskede Patricia, at vores ægteskab var beseglet for tid og al evighed et sådant sted og aldrig skulle høre eller være pålagt den nagende forbandelse »indtil døden jer skiller«. Jeg ved, at »i [vor] faders hus er der mange boliger,«⁶ men rent personligt, hvis jeg skulle være så heldig at arve en af dem, ville den for mig ikke betyde mere end en rådden hytte, hvis Pat og vores børn ikke var sammen med mig for at dele den arv. Og med hensyn til vores forfædre, hvoraf nogle levede og døde uden overhovedet at høre Jesu Kristi navn, så ville vi have håbet, at de mest retfærdige og barmhjertige af de bibelske begreber var blevet gengivet – praksissen med, at de levende udfører frelsende ordinancer på vegne af deres afdøde slægtninge.⁷ Ingen praksis, som jeg kan forestille mig, ville med større pragt demonstrere en kærlig Guds interesse for hvert eneste af sine jordiske børn, uanset hvor de levede, eller hvornår de døde.

Nuvel, vores 1820-liste med håb kunne fortsætte, men måske er det vigtigste budskab fra genoprettelsen , at sådanne håb ikke ville have været forgæves. Med begyndelse i den hellige lund og fortsættende til denne dag begyndte disse ønsker at blive iklædt virkelighed og blev, som apostlen Paulus og andre belærte om, et sandt anker for sjælen, urokkeligt og sikkert.⁸ Det, man engang blot håbede på, er nu blevet historie.

Sådan var vores tilbageblik på 200 år med Guds godhed over for verden. Men hvad med vores blik fremad? Vi har stadig håb, der ikke er blevet opfyldt endnu. Selv mens vi taler, kæmper vi en totalkrig med COVID-19, en alvorlig påmindelse om, at en virus,⁹ der er 1.000 gange mindre end et sandskorn,¹⁰ kan tvinge hele befolkninger og økonomier i knæ. Vi beder for dem, der har mistet nogle af deres kære i denne nutidige plage, såvel som for dem, der aktuelt er ramt eller i fare. Vi beder bestemt for dem, der yder en så storslået pleje. Når vi har overvundet dette – og det vil vi – må vi da være lige så forpligtede til at befri verden fra hungersnødens virus og befri nabolag og lande fra fattigdommens virus. Må vi håbe på skoler, hvor de studerende bliver undervist – ikke bange for at blive skudt – og på gaven personlig værdighed for hvert eneste af Guds børn, ubeskæmmet af enhver fordom om race, etnicitet eller religion. Understøttende alt dette er vores uophørlige håb om en større efterlevelse af de to store bud: At elske Gud ved at følge hans råd og at elske vores næste ved at udvise venlighed og barmhjertighed, tålmodighed og tilgivelse.¹¹ Disse to store, guddommelige retningslinjer er stadig – og vil altid være – det eneste virkelige håb, vi har for at give vores børn en bedre verden end den, de nu kender.¹²

Foruden disse globale ønsker har mange blandt publikum i dag dybt personlige håb: Håb om et bedre ægteskab, eller nogle gange blot et håb om et ægteskab, håb om at overvinde en afhængighed, håb om at et vildfarent barn kommer tilbage, håb om at hundredvis af fysiske og følelsesmæssige smerter ophører. Fordi genoprettelsen bekræftede den grundlæggende sandhed, at Gud virker i denne verden, kan vi håbe, vi bør håbe, selv når vi står over for umulige odds. Det er betydningen af det skriftsted, hvor Abraham kunne håbe imod håb¹³ – dvs. han kunne tro på trods af enhver grund til ikke at tro – at han og Sara kunne få et barn, selv når det virkede fuldstændig umuligt. Derfor spørger jeg: »Hvis så mange af vores 1820-håb kunne begynde at blive opfyldt med et lynglimt af guddommeligt lys til en knægt, der knæler midt i en klynge træer i staten New York, hvorfor bør vi så ikke håbe på, at retskafne ønsker og kristuslignende længsel stadig kan besvares storslået og mirakuløst af Gud, der er kilden til alt håb?« Vi må alle tro på, at det, vi i retfærdighed ønsker, en dag på en eller anden måde stadig kan blive os til del.

Brødre og søstre, vi ved, hvad nogle af de religiøse mangelfuldheder i begyndelsen af det 19. århundrede var. Desuden ved vi noget om religiøse mangler i vor tid, der stadig efterlader nogle sultne og med uindfriede håb. Vi ved, at en række af disse utilfredsheder fører nogle bort fra de traditionelle, kirkelige organisationer. Vi ved også, som en indsigtsfuld skribent skrev, at »mange religiøse ledere [i vor tid] virker rådvilde« i kampen mod den slags tilbagegang, og deres svar er »en tynd grød af terapeutisk gudstro, billig symbolsk aktivisme, omhyggeligt formuleret kætteri [eller nogle gange blot] uinspireret nonsens«¹⁴ – og alt dette i en tid, hvor verden har brug for så meget mere, når den opvoksende generation fortjener så meget mere, og hvor Jesus på sin tid tilbød så meget mere. Som Kristi disciple kan vi i vore dage gøre det bedre end de fordums israelitter, som stønnede: »Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket.«¹⁵ Hvis vi opgiver håbet, mister vi det sidste, der holder os oppe. Det var over selveste helvedes port, at Dante skrev en advarsel til alle rejsende i Den guddommelige komedie: »Lad alt håb fare,« sagde han, »I der her går ind.«¹⁶ Når alt håb er ude, har vi kun flammen tilbage fra det inferno, der brænder på alle sider.

Så når vi står med ryggen mod muren, og som salmen lyder: »Når andres hjælp og støtte fjerner sig,«¹⁷ vil der blandt vores mest uundværlige egenskaber være håbets dyrebare gave, som er uløseligt knyttet til vores tro på Gud og vores næstekærlighed til andre.

Når vi i dette 200-år ser tilbage for at se alt, hvad vi har modtaget, og glæder os i erkendelsen af de mange håb, der er opfyldt, gentager jeg en udtalelse fra en smuk, ung hjemvendt søstermissionærer, som i Johannesburg for blot nogle få måneder siden sagde til os: »[Vi] er ikke kommet så langt, for blot at nå så langt.«¹⁸

Lad mig omskrive en af de mest inspirerende afskedstaler, der nogensinde er nedskrevet i hellig skrift, og med profeten Nefi og denne unge søster sige:

»Mine elskede brødre [og søstre], efter I [har modtaget disse første frugter af genoprettelsen], vil jeg spørge, om alt er gjort? Se, jeg siger jer: Nej …

Derfor må I trænge jer frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker … Hvis I [vil] … siger Faderen: I skal få evigt liv.«¹⁹

Jeg takker, mine brødre og søstre, for alt det, vi er blevet givet i denne sidste og største af alle uddelinger, uddelingen med Jesu Kristi gengivne evangelium. De gaver og velsignelser, der kommer fra evangeliet, betyder alt for mig – alt – så i et forsøg på at takke min Fader i himlen for dem har jeg »løfter at holde, og mange mil at gå, før jeg sover, og mange mil at gå, før jeg sover.«²⁰ Må vi trænge os frem med kærlighed i hjertet og gå med et »klart håb«,²¹ som oplyser den sti med hellig forventning, som vi nu har fulgt i 200 år. Jeg vidner om, at fremtiden vil være lige så fuld af mirakler og lige så rigeligt velsignet, som fortiden har været. Vi har al mulig grund til at håbe på velsignelser, ja, tilmed større end dem, vi allerede har modtaget, for dette er den almægtige Guds værk, dette er kirken med fortsat åbenbaring, dette er Kristi evangelium med ubegrænset nåde og godhed. Jeg vidner om alle disse sandheder og så meget mere i Jesu Kristi navn. Amen.