Se hen til Kristus i hver en tanke
At kæmpe mod fristelse kræver livslang flid og trofasthed. Men vær forvisset om, at Herren er klar til at hjælpe os.
I sin poetiske salme erklærede salmisten:
»Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke;
Du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med.«1
Med dette digts semantiske parallelitet priser salmisten Herrens guddommelige egenskab, alvidenhed, fordi han virkelig kender alle aspekter af vores sjæl.2 Fordi han er bevidst om alt, der er nødvendigt for os i dette liv, byder Frelseren os at søge ham i hver en tanke og at følge ham af hele vores hjerte.3 Dette giver os løftet om, at vi kan vandre i hans lys, og at hans vejledning forhindrer mørkets indflydelse i vores liv.4
At søge Kristus i hver en tanke og følge ham af hele vores hjerte kræver, at vi afstemmer vores sind og ønsker med hans.5 Skrifterne omtaler denne afstemning som at »stå … fast i Herren.«6 Dette handlingsmønster betyder, at vi hele tiden lever vores liv i harmoni med Kristi evangelium og dagligt fokuserer på alt, der er godt.7 Først da kan vi opnå »Guds fred, som overgår al forstand«, og som vil »bevare [vores] hjerter og tanker i Kristus Jesus.«8 Frelseren selv sagde til Kirkens ældster i februar 1831: »Gem dette i hjertet, og lad evighedens alvor hvile på jeres sind.«9
Til trods for vores fortsatte indsats for at søge Herren, kan upassende tanker trænge ind i vores sind. Når sådanne tanker tillades og endda inviteres til at blive, kan de forme vores hjertes ønsker og lede til, hvad vi vil blive i dette liv, og hvad vi i enden vil arve i evigheden.10 Ældste Neal A. Maxwell understregede engang dette princip og sagde: »Ønsker … afgør vores forskellige præstationer, samt hvorfor ›mange er kaldede, men få er udvalgt.‹«11
Fordums og nutidige profeter har konstant mindet os om, at vi skal modstå fristelse for at kunne undgå at miste vores åndelige trækkraft og blive forvirrede, desorienterede og desillusionerede i livet.
Metaforisk talt, så er det at give efter for fristelse ligesom at sætte et metallisk objekt nærmere en magnet. Magnetens usynlige kraft tiltrækker objektet og holder fast på det. Magneten mister først sin magt over den, når det placeres langt væk fra det. Ligesom magneten ikke kan udøve magt på et metallisk objekt, der er langt væk, lige sådan forsvinder fristelse, når vi modstår den, og den mister sin magt over vores sind og hjerte, og dermed vores handlinger.
Denne analogi minder mig om en oplevelse, som et meget trofast medlem af Kirken delte med mig for nogen tid siden. Dette medlem fortalte mig, at da hun vågnede op en morgen, kom en upassende tanke, som hun aldrig havde haft før, ind i hendes sind. Selvom det overraskede hende, reagerede hun på situationen på et splitsekund og sagde til sig selv og til tanken: »Nej!« og erstattede den med noget godt for at aflede sit sind fra den ubudne tanke. Hun sagde, at da hun udøvede sin handlefrihed i retskaffenhed, forsvandt den negative og ufrivillige tanke øjeblikkeligt.
Da Moroni forkyndte, at folket skulle tro på Kristus og kaldte dem til omvendelse, opfordrede han dem til at komme til Frelseren af hele deres hjerte og aflægge al deres urenhed. Desuden tilskyndede Moroni dem til at bede Gud, med urokkelig beslutsomhed, om, at de ikke ville falde i fristelse.12 Anvendelse af disse principper i vores liv kræver mere end blot at tro; det kræver tilpasning af vores sind og hjerte til disse guddommelige principper. En sådan tilpasning kræver en daglig og konstant personlig indsats foruden at stole på Frelseren, fordi vores menneskelige tilbøjeligheder ikke forsvinder af sig selv. At kæmpe mod fristelse kræver livslang flid og trofasthed. Men vid, at Herren er klar til at hjælpe os i vores personlige indsats og lover bemærkelsesværdige velsignelser, hvis vi holder ud til enden.
I en særlig svær tid, da Joseph Smith og andre medfanger i fængslet i Liberty ikke havde frihed til at gøre noget bortset fra at tænke, gav Herren nyttige råd og et løfte til dem, der gælder os alle:
»Lad også dit indre være fyldt af næstekærlighed til alle mennesker og til troens husstand, og lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed …
Helligånden skal være din stadige ledsager, og dit scepter et uforanderligt scepter af retfærdighed og sandhed.«13
Ved at gøre dette vil hellige tanker fortsat pryde vores sind, og rene ønsker vil lede os til retfærdige handlinger.
Moroni mindede også sit folk om ikke at lade sig fortære af deres begær.14 Ordet begær henviser til en intens længsel og upassende lyst til noget.15 Det omfatter alle mørke tanker eller onde ønsker, der får et menneske til at fokusere på selvisk praksis eller verdslige ejendele frem for at gøre godt, at være venlig, at holde Guds befalinger osv. Det kommer ofte til udtryk i de mest kødelige af sjælens følelser. Apostlen Paulus nævnte nogle af disse følelser såsom »urenhed, udsvævelse … fjendskaber … hidsighed, selviskhed … nid … og mere af samme slags.«16 Udover alle de onde aspekter af begær, må vi ikke glemme, at fjenden bruger det som et hemmeligt og bedragerisk våben mod os, når han frister os til at gøre noget forkert.
Mine elskede brødre og søstre, jeg vidner om, at når vi sætter vores lid til frelsens klippe, vores sjæls Frelser og følger Moronis råd, så vil vores evne til at kontrollere vores tanker øges betydeligt. Jeg kan forsikre jer om, at vores åndelige modenhed vil vokse hurtigere og ændre vores hjerte, så vi bliver mere som Jesus Kristus. Desuden vil Helligåndens indflydelse være mere intens og kontinuerlig i vores liv. Så vil fjendens fristelser lidt efter lidt miste deres magt over os, hvilket vil føre til et lykkeligere og mere rent og helliggjort liv.
De af jer, der af den ene eller anden årsag er faldet i fristelse og dvæler i uretfærdige handlinger, kan jeg forsikre om, at der er en vej tilbage, at der er håb i Kristus. For et par år siden havde jeg mulighed for at besøge et kært medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, der gik igennem en meget svær periode i sit liv efter at have begået en stor overtrædelse. Da jeg først så ham, kunne jeg se en tristhed i hans øjne, ledsaget af håbets lys i hans udstråling. Han udstrålede et ydmygt og forandret hjerte. Han havde været en pietetsfuld kristen og havde været rigt velsignet af Herren. Dog havde han ladet én enkelt upassende tanke invadere sit sind, hvilket senere ledte til andre. I takt med at han mere og mere tillod disse tanker, slog de snart rod i hans sind og begyndte at vokse dybt i hans hjerte. Han handlede til sidst på disse uværdige ønsker, hvilket førte til, at han traf valg, der gik imod alt det, der var mest dyrebart i hans liv. Han fortalte mig, at hvis han ikke havde tilladt den tåbelige tanke til at begynde med, ville han ikke være blevet sårbar og modtagelig for fjendens fristelser – fristelser, der medbragte så meget bedrøvelse i hans liv, i det mindste i en periode.
Ligesom den fortabte søn i den kendte lignelse i Lukas-evangeliet gik han heldigvis »i sig selv« og vågnede op fra det mareridt.17 Han fornyede sin tillid til Herren og følte sand anger og havde et ønske om med tiden at vende tilbage til Herrens fold. Den dag følte vi begge Frelserens forløsende kærlighed til os. Til slut i vores korte møde var vi begge følelsesladede, og den dag i dag husker jeg den strålende glæde, han udstrålede, da han forlod mit kontor.
Min kære venner, når vi modstår de små fristelser, som ofte kommer uventet i vores liv, er vi bedre klædt på til at undgå alvorlige overtrædelser. Som præsident Spencer W. Kimball sagde: »Kun sjældent kommer vi ind i alvorlig overtrædelse uden først at have givet efter for den mindre, der åbner døren for den større … En ukrudtsfri mark [bliver ikke] pludselig … fuld af ukrudt.«18
Mens Frelseren Jesus Kristus udførte sin guddommelige mission på jorden, var han et eksempel på vigtigheden af konstant at modstå alt, der kan tale os fra at indse det evige formål med os. Efter flere mislykkede angreb fra fjenden, som forsøgte at lede Frelseren fra sin mission, afviste han djævelen ubetinget og sagde: »Vig bort, Satan! … Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.«19
Mine brødre og søstre, kan I forestille jer, hvad der ville ske, hvis vi kunne finde styrke og mod fra Frelseren og sige »Nej« og »Vig bort« til umoralske tanker, den allerførste gang de kommer ind i vores sind? Hvad ville virkningen blive på vores hjertes ønsker? Hvordan ville vores deraf følgende handlinger føre os tættere på Frelseren og give mulighed for Helligåndens vedvarende indflydelse i vores liv? Jeg ved, at ved at følge Jesu eksempel, vil vi undgå mange tragedier og uønsket adfærd, der kan forårsage familieproblemer og uenigheder, negative følelser og tilbøjeligheder, gennemborende uretfærdigheder og misbrug, slavebundethed til onde afhængigheder og alt andet, der ville være mod Herrens befalinger.
I sin historiske og rørende tale fra april i år gav vores kære profet, præsident Russell M. Nelson, et løfte om, at alle, der er villige til at »høre ham« – høre Jesus Kristus – og adlyde hans befalinger, »vil blive velsignet med mere kraft til at håndtere fristelse, vanskeligheder og svagheder«, og at vores evne til føle glæde vil øges, selv under tiltagende turbulens.20
Jeg vidner for jer om, at vores kære profets løfter kommer fra Frelserens selv. Jeg tilskynder os alle til at »høre ham« i hver en tanke og følge ham af hele vores hjerte for at kunne få styrken og modet til at sige »Nej« og »Vig bort« til alt, der kan bringe ulykke ind i vores liv. Hvis vi gør det, lover jeg, at Herren vil sende et større mål af sin Helligånd for at styrke og trøste os, og vi kan blive personer efter Herrens eget hjerte.21
Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at Jesus Kristus lever, og at vi gennem ham kan triumfere over fjendens onde indflydelse og kvalificere os til at leve for evigt med Herren og i vor kærlige himmelske Faders nærhed. Jeg vidner om disse sandheder med al min kærlighed til jer og til vores smukke Frelser, hvis navn jeg altid vil prise og ære. Dette siger jeg i Jesu Kristi hellige navn. Amen.