Generalkonference
En ny normal
Oktoberkonferencen 2020


5:26

En ny normal

Jeg opfordrer jer til i stigende grad at vende jeres hjerte, sind og sjæl til vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus.

Mine kære søskende, disse to konferencedage har været storslåede! Jeg er enig med ældste Jeffrey R. Holland. Som han nævnte, er talerne, bønnerne og musikken inspireret af Herren. Jeg er taknemlig for alle, der på nogen måde har deltaget.

Gennem alle møderne har jeg i mine tanker forestillet mig jer, der lytter til konferencen. Jeg har bedt Herren om at hjælpe mig med at forstå, hvad I føler, bekymrer jer over eller prøver at løse. Jeg har tænkt over, hvad jeg kunne sige for at afslutte denne konference, som vil sende jer videre med den optimisme om fremtiden, som jeg ved, at Herren ønsker, at I føler.

Vi lever i en storslået tid, forudset i århundreder af profeter. Dette er den uddeling, hvori ingen åndelig velsignelse vil blive holdt tilbage fra de retfærdige.1 Trods uroen i verden2 ønsker Herren, at vi »ser frem mod fremtiden med glad forventning.«3 Lad os ikke bruge skønne kræfter på at dvæle ved minderne om fortiden. Indsamlingen af Israel går fremad. Herren Jesus Kristus leder sin kirke, og den vil opnå de guddommelige formål med den.

Udfordringen for dig og mig er at sikre, at hver eneste af os opnår sit guddommelige potentiale. I dag hører vi ofte om »en ny normal«. Hvis I virkelig ønsker at tage en ny normal til jer, opfordrer jeg jer til i stigende grad at vende jeres hjerte, sind og sjæl til vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Lad det blive jeres nye normal.

Tag jeres nye normal til jer ved at omvende jer dagligt. Søg at blive stadigt mere rene i tanke, ord og handling. Tjen andre. Bevar et evigt perspektiv. Højn jeres kaldelser. Og mine kære brødre og søstre, uanset hvad jeres udfordringer er, må I så hver dag leve, så I er mere beredt til at møde jeres Skaber.4

Det er derfor, vi har templer. Herrens ordinancer og pagter forbereder os til evigt liv, den største af alle Guds velsignelser.5 Som I ved, krævede COVID-pandemien en midlertidig lukning af vores templer. Derefter indledte vi en forsigtig, koordineret genåbning i faser. Fase 2 er nu på plads i mange templer, tusinder af par er blevet beseglet, og tusinder har modtaget deres egen begavelse i de sidste par måneder. Vi ser frem til den dag, hvor alle værdige medlemmer af Kirken igen kan tjene deres forfædre og tilbede i et helligt tempel.

Jeg glæder mig nu over at bekendtgøre planer om at bygge seks nye templer følgende steder: Tarawa i Kiribati; Port Vila i Vanuatu; Lindon i Utah; Guatemala City i Guatemala; São Paulo Øst i Brasilien og Santa Cruz i Bolivia.

Samtidig med at vi bygger og vedligeholder disse templer, beder vi om, at I hver især vil opbygge og vedligeholde jer selv, så I kan være værdige til at besøge det hellige tempel.

Nuvel, mine kære brødre og søstre, jeg velsigner jer med at blive fyldt med fred fra Herren Jesus Kristus. Hans fred overgår al jordisk forstand.6 Jeg velsigner jer med et øget ønske og en øget evne til at adlyde Guds love. Jeg lover, at når I gør det, vil I blive overøst med velsignelser, herunder større mod, mere personlig åbenbaring, større harmoni i jeres hjem og glæde, ja, selv midt i al usikkerhed.

Må vi sammen gå fremad for at opfylde vores guddommelige mandat – at forberede os selv og verden til Herrens andet komme. Jeg beder derom og udtrykker min kærlighed til jer alle, i Jesu Kristi hellige navn. Amen.