Jeg beder til, at han vil bruge os

Sharon Eubank

Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

Små fælles bidrag har en stor virkning, der højner de mange forskellige ting, vi gør som Jesu Kristi tilhængere.

Denne småkage, der er lavet af filodej og pistacienødder, er en takkegave. Den er lavet af familien Kadado, der i årtier havde ejet tre bagerier i Damaskus i Syrien. Da krigen kom, forhindrede en blokade mad og fornødenheder i at nå frem til deres del af byen. Familien Kadado begyndte at sulte. Midt i denne desperate situation begyndte Latter-day Saint Charities og nogle meget modige medarbejdere fra Rahma Worldwide at servere et måltid varmt mad om dagen tillige med mælk til de små børn. Efter denne svære tid tog denne familie en ny start på livet – såvel som deres bageri – i et nyt land.

For nylig kom der en æske med kager til Kirkens kontorer med følgende besked: »I mere end to måneder lykkedes det os at få mad fra suppekøkkenet, som Rahma–Latter-day Saint [Charities] drev. Uden den ville vi have sultet ihjel. Tag venligst imod dette lille udvalg fra min butik, som et lille tegn på vores taknemmelighed. Jeg beder Gud den Almægtige om at velsigne jer … i alt I gør.«¹

En småkage af taknemmelighed og til erindring. Den er egentlig til jer! Til alle, der bad, efter at have set en historie i nyhederne, til alle der frivilligt meldte sig, da det ikke var bekvemt, eller som venligt donerede penge til den humanitære fond i tillid til, at de ville blive brugt godt – tak.

Guddommeligt ansvar for at tage sig af de fattige.

Jesu Kristi Kirke har et himmelsk hverv til at tage sig af de fattige.² Det er en søjle i arbejdet med frelse og ophøjelse.³ Hvad der var sandt på Almas tid, gælder sandelig også for os: »Og således sendte de i deres fremgangsrige kår ikke nogen bort, som var nøgen, eller som var sulten, eller som var tørstig, eller som var syg, eller som ikke havde fået mad, og de lod ikke hjertet blive optaget af rigdomme; derfor var de gavmilde mod alle, både gamle og unge, både trælle og frie, både mænd og kvinder, hvad enten de var uden for kirken eller i kirken, idet de ikke gjorde forskel på folk med hensyn til dem, der stod i behov.«⁴

Kirken varetager dette hverv på mange forskellige måder, deriblandt:

Den omsorgsindsats vi udfører gennem Hjælpeforeningen, præstedømmekvorummer og klasser.
Faste og brug af fasteoffer.
Velfærdsfarme og fabrikker.
Velkomstcentre for immigranter.
Besøgsprogrammer for indsatte.
Kirkens humanitære indsats.
Og appen JustServe (HjælpTil), hvor den er tilgængelig, som matcher frivillige med muligheder for at tjene.

Dette er alle tiltag, der er organiseret gennem præstedømmet, hvor små fælles bidrag har en stor virkning, og som højner de mange forskellige ting, vi gør som Jesu Kristi tilhængere.

Profeter har forvaltningsansvar for hele jorden

Profeters kald gælder for hele jorden og ikke kun for medlemmer af Kirken. Jeg kan af egen erfaring berette, hvor personligt og helhjertet Det Første Præsidentskab tager dette ansvar. I takt med et øget behov for hjælp, har Det Første Præsidentskab bedt os om at øge vores humanitære indsats på en signifikant måde. De er interesserede i de helt store linjer og de mindste detaljer.

For nylig fremviste vi en af de beskyttelsesdragter, som Beehive Clothing syede til hospitaler til brug under pandemien. Som læge var præsident Russell M. Nelson meget interesseret. Han ville ikke bare se den. Han ville gerne prøve den på - og tjekke manchetterne og længden, og hvordan den skulle bindes på ryggen. Senere sagde han med bevæget stemme til os, »når I møder folk på jeres opgaver, så tak dem for deres faste, fasteoffer og omsorg i Herrens navn.«

Humanitær rapport

På opdrag af præsident Nelson rapporterer jeg tilbage til jer om, hvordan Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige reagerer på orkaner, jordskælv, flygtningestrømme – og tilmed pandemi – takket være de sidste dages helliges og mange venners venlighed. Selvom de mere end 1500 COVID-19 projekter helt sikkert har været Kirkens største fokus på hjælp i de seneste 18 måneder, har Kirken også ydet hjælp ved 933 naturkatastrofer og flygtningekriser i 108 lande. Men statistikken fortæller ikke hele historien. Lad mig give fire korte eksempler for at illustrere bare en lille bitte del af, hvad der udføres.

COVID hjælp i Sydafrika

Sekstenårige Dieke Mphuti fra Welkom i Sydafrika mistede sine forældre for nogle år siden, og så stod hun alene tilbage med tre yngre søskende, som hun skulle sørge for. Det var i forvejen svært for hende at skaffe mad nok, men svigtende forsyninger og karantæner under COVID gjorde det næsten umuligt. De var ofte sultne og hutlede sig kun igennem takket være naboernes gavmildhed.

En solskinsdag i august 2020, blev Dieke overrasket over, at det bankede på døren. Hun åbnede den og så to fremmede – den ene var en repræsentant fra Kirkens områdekontor i Johannesburg og den anden en embedsmand fra den sydafrikanske styrelse for social udvikling.

De to organisationer var gået sammen om at udbringe mad til husstande i risiko. Lettelse skyllede ind over Dieke, da hun øjnene den store stak af majsmel og andre fødevarer, der var købt med midler fra Kirkens humanitære fond. Dette kunne hjælpe med at holde hendes familie i live i adskillige uger, indtil en hjælpepakke fra regeringen kunne komme hende til gavn.

Diekes historie er en blandt tusinder af sådanne oplevelser, der finder sted rundt om i verden under COVID-pandemien takket være jeres hellige bidrag.

Hjælp til afghanere på Ramstein

Vi har alle i den seneste tid set billeder i nyhederne: tusindvis, der prøvede at blive fløjet ud af Afghanistan. Mange ankom til luftbaser eller andre midlertidige lokationer i Qatar, USA, Tyskland og Spanien, inden de kunne fortsætte til deres endelige destinationer. Deres behov var midlertidige og Kirken imødekom dem med fornødenheder og frivillige. På flyvebasen Ramstein i Tyskland sørgede Kirken for store donationer af bleer, modermælkserstatning, mad og sko.

Nogle af hjælpeforeningssøstrene bemærkede, at mange af de afghanske kvinder brugte deres mænds skjorter til at dække hovedet, fordi deres traditionelle hovedbeklædning var blevet revet af i forvirringen i lufthavnen i Kabul. I en venskabelig gestus på tværs af alle religiøse og kulturelle skel, samledes søstrene i Ramstein første Menighed for at sy traditionel muslimsk hovedbeklædning til de afghanske kvinder. Søster Bethani Halls fortæller: »Vi hørte, at nogle kvinder manglede bedeslør, og vi syer dem, så de kan have det godt med at bede.«⁵

Reaktion på jordskælv i Haiti

Det næste eksempel viser, at man hverken behøver at være rig eller gammel for at være et redskab til at gøre godt. Attenårige Marie »Djadjou« Jacques tilhører Cavaillon Gren i Haiti. Da det ødelæggende jordskælv ramte i nærheden af hendes by i august, var hendes families hus et blandt titusindvis, der kollapsede. Det er svært at forestille sig desperationen ved at miste sit hjem. Men frem for at give efter for fortvivlelse, valgte Djadjou – helt ufatteligt – at give ud.

Hun så en ældre nabo, der kæmpede og begyndte at tage sig af hende. Hun hjalp andre med at fjerne murbrokker. Trods udmattelse hjalp hun andre kirkemedlemmer med at dele mad og hygiejnekits ud. Djadjous historie er blot et af mange stærke eksempler på tjeneste, der udøves og udvises af unge og unge voksne, der stræber efter at følge Jesu Kristi eksempel.

Reaktion på oversvømmelser i Tyskland

Blot få uger inden jordskælvet ydede en anden gruppe unge voksne tilsvarende tjeneste på den anden side af Atlanten. De oversvømmelser, der skyllede ind over det vestlige Europa i juli, var blandt de mest alvorlige i flere årtier.

Da vandet endelig begyndte at trække sig tilbage, var der en butiksejer ved flodbredden i det tyske distrikt, Ahrweiler, der havde overlevet skaderne og var ganske overvældet. Denne ydmyge mand, en stærk troende katolik, hviskede en bøn om, at Gud ville sende nogle, der kunne hjælpe ham. Den næste morgen ankom præsident Dan Hammon fra missionen i Frankfurt i Tyskland i den selvsamme gade med en lille gruppe missionærer i de gule Hjælpende Hænder-veste. Vandet havde været oppe i tre meters højde på butiksejerens mure og efterladt et tykt lag mudder. De frivillige skovlede mudder væk, fjernede tæpper og gipsvægge og lagde alt i en stak på gaden, så det kunne fjernes. Den overlykkelige butiksejer arbejdede side om side med dem i timevis, og var så forundret over, at Herren havde sendt en gruppe af sine tjenere for at besvare hans bøn – og det indenfor 24 timer!⁶

»Ja, jeg beder til, at han vil bruge os.«

Om Kirkens humanitære bistand bemærkede ældste Jeffrey R. Holland engang: »Bønner bliver besvaret … det meste af tiden … ved, at Gud bruger andre mennesker. Ja, jeg beder til, at han vil bruge os. Jeg beder om, at vi vil være svaret på menneskers bønner.«⁷

Brødre og søstre, gennem jeres omsorg, donationer, tid og kærlighed, har I været svaret på så mange bønner. Og alligevel er der så meget mere at gøre. Som døbte medlemmer af Kirken, har vi indgået pagt om at tage os af dem i nød. Vores individuelle bestræbelser kræver ikke nødvendigvis penge eller at man er på fjerne steder⁸; de fordrer Helligåndens vejledning og et villigt hjerte, der siger til Herren: »Her er jeg, send mig.«⁹

Et nådeår fra Herren

Lukas 4 beretter om, at Jesus kom til Nazaret, hvor han var vokset op, og rejste sig i synagogen for at læse op. Dette var hen imod begyndelsen på hans jordiske tjenestegerning, og han citerede en passage fra Esajas’ Bog:

»Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed,

for at udråbe et nådeår fra Herren …

I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«¹⁰

Jeg vidner om, at de skriftord også opfyldes i vor tid. Jeg vidner om, at Jesus Kristus er kommet for at bringe lægedom til dem, hvis hjerte er knust. Hans evangelium er at give syn til de blinde. Hans kirke er at udråbe frigivelse for fanger, og hans disciple over hele verden stræber efter at sætte de undertrykte fri.

Lad mig afslutte med at gentage det spørgsmål, som Jesus stillede sin apostel Simon Peter: »Elsker du mig?«¹¹ Det egentlige i evangeliet ligger i, hvordan vi besvarer det spørgsmål for os selv og »vogt[er hans] lam.«¹² Med stor ærbødighed for og kærlighed til Jesus Kristus vor Mester, opfordrer jeg hver enkelt af os til at være en del af hans storslåede tjeneste, og jeg beder til, at han vil bruge os. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.