Kristi fred ophæver fjendskab

Ældste Dale G. Renlund

De Tolv Apostles Kvorum

Når Kristi kærlighed omslutter vores liv, griber vi uenigheder an med sagtmodighed, tålmodighed og venlighed.

Mine kære brødre og søstre, under en hjertestresstest øges hjertets arbejdsbyrde. Et hjerte, der kan håndtere at gå, kan kæmpe med kravet for at løbe op ad en bakke. På denne måde kan stresstesten afsløre underliggende sygdom, der ellers ikke er åbenlys. Ethvert problem, der findes, kan behandles, inden det forårsager alvorlige problemer i dagligdagen.

Covid-19 pandemien har i høj grad været en global stresstest! Testen har vist blandede resultater. Sikre og effektive vacciner er blevet udviklet.¹ Sundhedspersonale, lærere, omsorgsgivere og andre har ofret på heroisk vis – og fortsætter med at gøre det. Mange har vist gavmildhed og venlighed – og fortsætter med at gøre det. Alligevel er underliggende ulemper blevet tydelige. Sårbare personer har lidt – og fortsætter med at gøre det. De, der arbejder på at tage fat på disse underliggende uligheder, skal opmuntres og takkes.

Denne pandemi er også en åndelig stresstest for Frelserens kirke og dens medlemmer. Resultatet er ligeledes blandet. Vores liv er blevet velsignet af omsorg på en »højere og helligere måde«,² læseplanen Kom og følg mig og hjemmecentreret, kirkestøttet evangelisk læring. Mange har ydet barmhjertig hjælp og trøst i disse svære tider og fortsætter med at gøre det.³

Alligevel har den åndelige stresstest i nogle tilfælde vist en tendens til strid og splittelse. Dette antyder, at vi må arbejde for at ændre vores hjerte og blive forenet som Frelserens sande disciple. Dette er ikke nogen ny udfordring, men den er vigtig.⁴

Da Frelseren besøgte nefitterne, sagde han: »Og der skal ikke være nogen mundhuggerier blandt jer … Den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men er af Djævelen, som er faderen til strid, og han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden.«⁵ Når vi strides med hinanden i vrede, griner Satan og himlens Gud græder.⁶

Satan griner og Gud græder af mindst to årsager. For det første svækker strid vores fælles vidnesbyrd for verden om Jesus Kristus og den forløsning, der kommer gennem hans »fortjenester … barmhjertighed og nåde«.⁷ Frelseren sagde: »Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden … Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«⁸ Det omvendte er også sandt – alle ved, at vi ikke er hans disciple, når vi ikke har kærlighed til hinanden. Hans sidste dages værk kompromitteres, når strid eller fjendskab⁹ findes blandt hans disciple.¹⁰ For det andet er strid åndeligt usundt for os som enkeltpersoner. Vi bliver berøvet fred, glæde og hvile, og vores evne til at føle Ånden bliver kompromitteret.

Jesus Kristus forklarede, at det ikke er hans lære »at ophidse menneskers hjerte til vrede, den ene mod den anden, men det er [hans] lære, at sådant skal afskaffes.«¹¹ Hvis jeg hurtigt bliver fornærmet eller reagerer på forskellige holdninger med vrede eller fordømmelse, »består jeg ikke« den åndelige stresstest. Den ikke beståede test betyder ikke, at alt håb er ude for mig. Den pointerer snarere, at jeg skal ændre mig. Og det er godt at vide.

Efter Frelserens besøg på det amerikanske kontinent var folket forenet: »Der var ingen strid i hele landet.«¹² Tror I, at folket blev forenet, fordi de alle var ens, eller fordi de ikke havde forskellige holdninger? Det tvivler jeg på. I stedet forsvandt strid og fjendskab, fordi de havde sat det at være Jesu Kristi disciple over alt andet. Deres forskelle blegnede i forhold til deres fælles kærlighed til Frelseren, og de blev forenet som »arvinger til Guds rige.«¹³ Resultatet var, at »der ikke [fandtes] noget lykkeligere folk … der var blevet skabt ved Guds hånd.«¹⁴

Enighed kræver en indsats.¹⁵ Den udvikler sig, når vi fremelsker Guds kærlighed i vores hjerte,¹⁶ og vi fokuserer på vores evige skæbne.¹⁷ Vi er forenet af vores fælles primære identitet som Guds børn¹⁸ og vores hengivenhed for det gengivne evangeliums sandheder. Desuden skaber vores kærlighed til Gud og livet som Jesu Kristi disciple oprigtig bekymring for andre. Vi påskønner kalejdoskopet af andres karaktertræk, perspektiv og talenter.¹⁹ Hvis vi ikke er i stand til at sætte det at være Jesu Kristi discipel over vores personlige interesser og synspunkter, bør vi genoverveje vores prioriteter og ændre os.

Vi kan have tilbøjelighed til at sige: »Selvfølgelig kan vi være forenet – hvis du bare er enig med mig!« En bedre tilgang er at spørge: »Hvad kan jeg gøre for at fremme enighed? Hvordan kan jeg reagere for at hjælpe denne person med at komme Kristus nærmere? Hvad kan jeg gøre for at mindske strid og opbygge et medfølende og omsorgsfuldt kirkefælleskab?«

Når Kristi kærlighed omslutter vores liv,²⁰ griber vi uenigheder an med sagtmodighed, tålmodighed og venlighed.²¹ Vi bekymrer os mindre om vores egen følsomhed og mere om vores næstes. Vi »stræber efter at moderere og forene.«²² Vi »sætte[r os ikke] til doms over [andres] meninger«, når vi ikke er enige med dem eller forsøger at få dem til at snuble.²³ I stedet går vi ud fra, at dem, vi er uenige med, gør det bedste de kan, med de livserfaringer, de har.

Min hustru praktiserede jura i mere end 20 år. Som advokat arbejdede hun ofte med andre, der udtrykkeligt talte for holdninger, der var modsat hendes. Men hun lærte at være uenig, uden at være uhøflig eller vred. Hun kunne sige til modstanderen: »Jeg kan se, at vi ikke kommer til at blive enige om denne sag. Jeg kan godt lide dig. Jeg respekterer din holdning. Jeg håber, du vil behandle mig med samme høflighed.« Det gav ofte mulighed for gensidig respekt og selv venskab på trods af forskelligheder.

Selv tidligere fjender kan blive forenet i at være Frelserens disciple.²⁴ I 2006 deltog jeg i indvielsen af templet i Helsinki i Finland for at ære min far og mine bedsteforældre, der var blandt de tidlige omvendte til Kirken i Finland. Finner, inklusive min far, havde drømt om et tempel i Finland i årtier. På det tidspunkt omfattede tempeldistriktet Finland, Estland, Letland, Litauen, Belarus og Rusland.

Ved indvielsen lærte jeg noget overraskende. Den første dag med almindelig drift var blevet afsat til, at russiske medlemmer kunne udføre tempelordinancer. Det er svært at forklare, præcis hvor forbløffende det var. Rusland og Finland har udkæmpet mange krige over århundreder. Min far nærede ikke alene mistillid til og kunne ikke lide Rusland, men alle russere. Han udtrykte sådanne følelser brændende og hans følelser var typiske for et finsk had mod Rusland. Han havde lært episke digte, der optegnede 1800-tallets krigsførelse mellem finner og russere, udenad. Hans oplevelser under Anden Verdenskrig, da Finland og Rusland igen var modstandere, gjorde intet for at ændre hans holdninger.

Et år inden indvielsen af templet i Helsinki i Finland mødtes tempelkomitéen, der udelukkende bestod af finske medlemmer, for at lægge planer for indvielsen. Under mødet var der en, der nævnte, at russiske hellige skulle rejse i flere dage for at deltage i indvielsen og måske håbede på at kunne modtage deres tempelvelsignelser, inden de rejste hjem. Komitéformanden, bror Sven Eklund, foreslog, at finnerne kunne vente lidt længere, så russerne kunne være de første medlemmer, der udførte tempelordinancer i templet. Alle komitémedlemmer var enige. Trofaste finske sidste dages hellige udskød deres tempelvelsignelser for at imødekomme de russiske hellige.

Områdepræsidenten, der var til stede ved tempelkomitémødet, ældste Dennis B. Neuenschwander, skrev senere: »Jeg har aldrig været mere stolt af finnerne, end jeg var i det øjeblik. Finlands svære historie med dens nabo mod øst … og deres begejstring for endelig at få [et tempel] bygget på egen jord blev tilsidesat. At tillade russerne at komme først i templet [var] et udtryk for kærlighed og offer.«²⁵

Da jeg fortalte min far om denne venlighed, blødgjordes hans hjerte, og han græd, en meget sjælden hændelse for den stoiske finne. Fra den tid til sin død tre år senere udtrykte han aldrig en negativ mening om Rusland. Inspireret af andre finners eksempel valgte min far at sætte det at være Jesu Kristi discipel over alle andre hensyn. Finnerne blev ikke mindre finske, russerne blev ikke mindre russiske, ingen af grupperne opgav deres kultur, historie eller erfaringer for at fjerne had. Det behøvede de ikke at gøre. I stedet valgte de at gøre det at være Jesu Kristi discipel til deres primære hensyn.²⁶

Hvis de kan gøre det, så kan vi også. Vi kan medbringe vores arv, kultur og erfaringer til Jesu Kristi Kirke. Samuel veg ikke tilbage fra sin arv som lamanit,²⁷ Mormon veg heller ikke tilbage fra sin som nefit.²⁸ Men de satte begge det at være Frelserens discipel først.

Hvis vi ikke er ét, er vi ikke hans.²⁹ Min invitation er at være tapre ved sætte vores kærlighed til Gud og det at være Jesu Kristi discipel over alle andre hensyn.³⁰ Lad os opretholde den pagt, der er en del af at være en discipel – pagten om at være ét.

Lad os følge eksempler fra hellige i hele verden, der succesfuldt bliver Kristi disciple. Vi kan sætte vores lid til Jesus Kristus, der er »vor fred … og med sin [forsoning] nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os.«³¹ Vores vidnesbyrd om Jesus Kristus til verden vil blive styrket, og vi vil forblive åndeligt sunde.³² Jeg bærer vidnesbyrd om, at når vi »skyr strid« og er »på linje med Herren i kærlighed og forenet med ham i tro«, vil hans fred være vores.³³ I Jesu Kristi navn. Amen.