Følg Jesus Kristus med trosfyldte fodtrin
Kristus kan bære os gennem svære tider i vore dage. Han gjorde det for de første pionerer, og han gør det nu for hver eneste af os.
Tak til koret for at synge »Tro i hvert et fodtrin«. Musikken og ordene i den sang blev skrevet i 1996 af bror Newell Dayley1 som forberedelse til fejringen af 150-året for de første pionerers ankomst til Salt Lake-dalen i 1847.
Selvom denne sang blev skrevet som forberedelse til den fejring, gælder dens budskab for hele verden.
Jeg har altid elsket omkvædet:
Med tro i hvert fodtrin vi følger Herren stor;
og fyldt med håb og kærlighed vi synger højt i kor.2
Brødre og søstre, jeg vidner om, at når vi følger Jesus Kristus med trosfyldte fodtrin, er der håb. Der er håb i Herren Jesus Kristus. Der er håb for alle i dette liv. Der er håb om at overvinde vores fejltrin, vores sorger, vores kampe, vores prøvelser og vores problemer. Der er håb i omvendelse, tilgivelse og tilgivelse af andre. Jeg vidner om, at der er håb og fred i Kristus. Han kan bære os i dag gennem svære tider. Han gjorde det for de første pionerer, og han vil gøre det nu for hver eneste af os.
I år er det 175 år siden, at de første pionerer ankom til Salt Lake-dalen, hvilket har fået mig til at tænke over mine forfædre, hvoraf nogle gik fra Nauvoo til Salt Lake-dalen. Jeg har oldeforældre, der gik over prærien i deres ungdom. Henry Ballard var 20 år gammel;3 Margaret McNeil var 13 år;4 og Joseph F. Smith, der senere blev Kirkens sjette præsident, var blot 9 år, da han ankom til Salt Lake-dalen.5.
De oplevede afsavn af enhver art på rejsen, såsom kolde vintre, sygdom og mangel på passende mad og tøj. Da Henry Ballard for eksempel ankom til Salt Lake-dalen, glædede han sig over at se »det forjættede land«, men levede i frygt for at, at nogen så ham, fordi det tøj, han havde på, var så slidt, at det ikke fuldstændigt dækkede hans krop. Han gemte sig bag nogle buske hele dagen indtil det var mørkt. Han gik derefter hen til et hus og tiggede om tøj, så han kunne fortsætte rejsen og finde sine forældre. Han var Gud taknemmelig for, at han havde nået frem til sit fremtidige hjem i sikkerhed.6
Mine oldeforældre fulgte Jesus Kristus med trosfyldte fodtrin i alle deres prøvelser. Jeg er taknemmelig for, at de aldrig gav op. Det har velsignet mig og efterfølgende generationer at de gik fremad i tro, ligesom det vil velsigne jeres efterkommere, når I går fremad i tro.
Det engelske ord pioneer [pioner] er både et navneord og et udsagnsord. Som navneord kan det betyde en person, der er blandt de første til at udforske eller bosætte sig i et nyt territorium. Som udsagnsord kan det betyde at åbne eller berede vejen, som andre kan følge.7.
Når jeg tænker på pionerer, der har beredt vejen for andre, tænker jeg først på profeten Joseph Smith. Joseph var pioner, fordi hans trosfyldte fodtrin førte ham til en lund, hvor han knælede i bøn og åbnede vejen for os, så vi kunne få fylden af Jesu Kristi evangelium. Josephs tro til at »bede [til] Gud«8 den forårsmorgen i 1820 banede vejen for gengivelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde, som omfattede profeter og apostle, der var kaldet til at tjene på jorden igen.9 Jeg ved, at Joseph Smith er en Guds profet. Jeg ved, at hans trosfyldte fodtrin førte ham til at knæle i Gud Faderens og hans elskede Søns, Jesu Kristi, nærhed.
Profeten Josephs trosfyldte fodtrin gjorde ham i stand til at være Herrens redskab til at frembringe Mormons Bog, hvilket er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans forsonende nåde.
Gennem Joseph Smith tro og udholdenhed trods utrolige trængsler og modstand var han i stand til at blive et redskab i Herrens hænder til at grundlægge Jesu Kristi Kirke på jorden igen.
Ved sidste generalkonference talte jeg om, hvordan min fuldtidsmission velsignede mig. Jeg blev velsignet, da jeg underviste om vor himmelske Faders storslåede frelsesplan, Joseph Smith første syn og hans oversættelse af Mormons Bog. Disse gengivne lærdomme og læresætninger vejledte min trosfyldte fodtrin i undervisningen af dem, der var villige til at lytte til budskabet om evangeliets gengivelse.
Vore missionærer i dag er nutidige pionerer, fordi de deler dette storslåede budskab med folk rundt om i verden og derved åbner vejen for, at vor himmelske Faders børn kan kende ham og hans Søn, Jesus Kristus. Antagelse af Jesu Kristi evangelium åbner vejen for, at alle kan forberede sig til og modtage Kirkens og templets ordinancer og velsignelser.
Ved sidste generalkonference bekræftede præsident Russell M. Nelson atter, »at Herren har bedt alle værdige unge mænd, der er i stand dertil, om at forberede sig til og tage på mission«, og at »en mission også [er] en stærk, men valgfri mulighed« for »unge søstre, der er i stand til det«.10
Kære unge mænd og unge piger, jeres trosfyldte fodtrin vil hjælpe jer til at følge Herrens opfordring til at tage på mission – til at være nutidige pionerer – ved at åbne vejen for Guds børn, så de kan finde og blive på pagtsstien, der fører tilbage til hans herlige nærhed.
Præsident Nelson har været pioner i Kirken. Som apostel har han rejst til og åbnet mange lande for forkyndelse af evangeliet. Kort tid efter han var blevet profet og præsident for Kirken, bad han os om at »at øge [vores] åndelige evne til at modtage åbenbaring.«11 Han fortsætter med at lære os at styrke vores vidnesbyrd. Ved et foredrag for unge voksne sagde han:
»Jeg bønfalder jer om at tage vare på jeres vidnesbyrd. Arbejd for det. Tag ejerskab på det. Pas på det. Plej det, så det vil vokse …
»Hold [så] øje med miraklerne i jeres liv.«12
Han lærer os, hvordan vi bliver mere åndeligt selvhjulpne. Han har sagt, at »i den kommende tid vil det ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse.«13
Jeg vidner om, at præsident Russell M. Nelson er Guds profet på jorden i dag.
Vor Frelser, Jesus Kristus, er den ultimative pioner i forberedelsen af vejen. Han er i sandhed »vejen«,14 for at frelsesplanen kan blive udført, så vi kan omvende os og gennem tro på ham vende tilbage til vor himmelske Fader.
Jesus sagde: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.«15 Han har lovet ikke at efterlade os trøstesløse; han vil komme til os i vores prøvelser.16 Han har opfordret os til at »komme til [ham] med hjertets faste forsæt, og [han] skal helbrede [os]«17
Jeg vidner om, at Jesus Kristus er vor Frelser og vor Forløser, vor Talsmand hos Faderen. Vor himmelske Fader har åbnet vejen for, at vi kan vende tilbage til ham ved at følge hans elskede Søn, Jesus Kristus, med tro i hvert et fodtrin.
Mine oldeforældre og andre tidlige pionerer mødte mange forhindringer, da de kom med vogne, håndkærre og gik til Salt Lake-dalen. Vi vil også møde udfordringer på vores personlige rejse gennem vores liv. Vi skubber ikke håndkærrer eller kører overdækkede vogne over stejle bjerge og gennem dybe snedriver. Vi prøver, som de gjorde, at overvinde vor tids fristelser og udfordringer åndeligt. Vi har stier at gå på; vi har høje – og sommetider bjerge – at bestige. Selvom prøvelserne i dag er anderledes end de første pionerers, er de ikke mindre udfordrende for os.
Det er vigtigt at følge profeten og holde vores fødder solidt plantet på trofasthedens pagtssti, ligesom det var for de første pionerer.
Lad os følge Jesus Kristus i tro i hvert et fodtrin. Vi må tjene Herren og tjene hinanden. Vi må styrke os selv åndeligt ved at holde og ære vores pagter. Vi bør ikke miste den presserende følelse i at holde befalingerne. Satan prøver at dulme vores forpligtelse og vores kærlighed til Gud og Herren Jesus Kristus. Husk, at selv hvis nogen skulle fare vild, vil vi aldrig gå tabt for vor Frelser. Med omvendelsens velsignelse kan vi vende os til ham. Han vil hjælpe os til at lære, udvikle os og ændre os, når vi stræber efter at blive på pagtsstien.
Må vi altid følge i Jesu Kristi fodspor og med tro i hvert et fodtrin fokusere på ham og holde vores fødder solidt plantet på pagtsstien. Det er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.