At de må kende dig
(Joh 17:3)
Mit inderlige ønske er, at I vil lære Jesus at kende ved hans mange navne, og at I vil blive som ham.
For et par år siden havde jeg en livsændrende oplevelse under et nadvermøde i vores hjemmenighed i Arizona. Da nadverbønnen indikerede vores villighed til at påtage os Jesu Kristi navn,1 mindede Helligånden mig om, at Jesus har mange navne. Så opstod dette spørgsmål i mit sind: »Hvilket af Jesu navne skal jeg påtage mig i denne uge?«
Jeg tænkte på tre navne, og jeg skrev dem ned. Hvilke af de kristuslignende egenskaber i Mosija 3:19 har jeg brug for at udvikle i højere grad. I den efterfølgende uge fokuserede jeg på disse tre navne og forsøgte at tilegne mig deres tilsvarende egenskaber og karakteristika. Siden da er jeg fortsat med at stille dette spørgsmål som en del af min personlige lovprisning: »Hvilket af Jesu navne skal jeg påtage mig i denne uge?« At besvare dette spørgsmål og stræbe efter at udvikle de tilhørende kristuslignende egenskaber har velsignet mit liv.
I sin store forbøn udtrykte Jesus denne vigtige sandhed: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.«2 I dag vil jeg gerne delagtiggøre jer i de velsignelser og den kraft, der er forbundet med at kende Jesus Kristus ved hans mange navne.
En enkel måde at lære nogen at kende på er ved at lære deres navn at kende. Man siger, at »en persons navn er den sødeste og vigtigste lyd på ethvert sprog for den pågældende person«.3 Har du nogensinde oplevet at kalde nogen ved det forkerte navn eller at have glemt deres navn? Min kone, Alexis, og jeg har ved lejlighed kaldt et af vores børn for »Lola«. Desværre, som I måske har gættet, er Lola vores hund! Hvis du glemmer en persons navn, kan det på godt og ondt være et tegn på, at du sandsynligvis ikke kender den pågældende person særlig godt.
Jesus kendte og kaldte folk ved deres navne. Til det fordums Israel sagde Herren: »Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min«.4 På påskemorgen blev Marias vidnesbyrd om den opstandne Kristus styrket, da Jesus kaldte hende ved navn.5 På samme måde kaldte Gud Joseph Smith ved navn som svar på hans bøn bedt i tro.6
I nogle tilfælde gav Jesus sine disciple nye navne, som var kendetegnende for deres karakter, evner og potentiale. Jahve gav Jakob det nye navn Israel, hvilket betyder »en, der har sejret med Gud« eller »lad Gud råde«.7 Jesus gav Jakob og Johannes navnet Boanerges, som betød »Tordensønner«.8 Da Jesus så hans fremtidige lederrolle, gav han Simon navnet Kefas eller Peter, som betyder klippe.9
Ligesom Jesus kender hver enkelt af os ved navn, kan vi lære Jesus bedre at kende ved at lære hans mange navne at kende. Ligesom Israels og Peters navne er mange af Jesu navne titler, som hjælper os til at forstå hans mission, formål, karakter og egenskaber. Efterhånden som vi lærer Jesu mange navne at kende, vil vi bedre forstå hans guddommelige mission og hans uselviske karakter. At kende hans mange navne inspirerer os også til at blive ham mere lig – til at udvikle egenskaber som Kristi, der bringer os glæde og mening med vores liv.
For et par år siden studerede præsident Russell M. Nelson alle skriftsteder, der omhandler Jesus Kristus, i Guide til skrifterne.10 Han opfordrede derefter de unge voksne til at studere de samme skriftsteder. Med hensyn til Jesu mange navne sagde præsident Nelson: »Studér alt, hvad Jesus Kristus er ved bønsomt og ivrigt at søge efter at forstå, hvad hver af hans forskellige titler og navne betyder for jer personligt«.11
Jeg fulgte præsident Nelsons opfordring og begyndte at opstille min egen liste over Jesu mange navne. Min personlige liste indeholder nu over 300 navne, og jeg er sikker på, at der er mange flere, som jeg endnu ikke har opdaget.
Selv om der er nogle af Jesu navne, som kun er forbeholdt ham,12 vil jeg gerne nævne fem navne og titler, som er relevante for hver enkelt af os. Jeg vil gerne opfordre jer til at lave jeres egen liste, så I kan lære Jesus at kende ved hans mange navne. Når I gør det, vil I opdage, at der er andre navne – med tilhørende kristuslignende egenskaber – som I ønsker at påtage jer som en Jesu discipel i pagten.13
For det første er Jesus, den gode hyrde.14 Jesus kender derfor sine får,15 »og han kalder sine egne får ved navn,«16 og som Guds Lam gav han sit liv for sine får.17 På samme måde ønsker Jesus, at vi skal være gode hyrder, især i vores familie og som omsorgsbrødre og -søstre. En måde, hvorpå vi viser vores kærlighed til Jesus, er ved at sørge for hans får.18 Gode hyrder går ud i ørkenen for at finde de vildfarne får og bliver hos dem, indtil de kommer tilbage i sikkerhed.19 Som gode hyrder og efterhånden som de lokale forhold tillader det, bør vi forsøge at bruge mere tid på at betjene folk i deres hjem. I vores omsorgstjeneste bør sms’er og teknologi bruges til at forbedre og ikke til at erstatte den personlige kontakt.20
For det andet er Jesus ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til.21 Jesus vidste, der kun var få timer til hans korsfæstelse, og sagde derfor: »Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«22 I dag, hvor vores verden ofte er polariseret og splittet, er der et stort behov for, at vi prædiker og udviser positivitet, optimisme og håb. Troen peger altid mod fremtiden på trods af eventuelle udfordringer i vores fortid,23 den er fyldt med håb, så vi kan opfylde Jesu opfordring til at være glade og frimodige.24 At efterleve evangeliet med glæde hjælper os til at blive disciple af de goder, som nu er blevet til.
En anden af Jesu titler er, at han er den samme i går, i dag og til evig tid.25 Bestandighed er en kristuslignende egenskab. Jesus handlede altid efter sin Faders vilje,26 og hans arm er konstant udstrakt for at frelse, hjælpe og helbrede os.27 I takt med at vi mere konsekvent efterlever evangeliet, vil vi blive mere lig Jesus.28 Selv om verden vil opleve store udsving i popularitetspendulerne, når folk bliver kastet frem og tilbage og båret rundt af alle former for lærdomsvinde,29 hjælper et konsekvent efterlevet liv i evangeliet os til at være faste og urokkelige under livets storme.30 Vi kan også vise konsekvens ved at følge præsident Nelsons opfordring til at »give Herren noget af vores tid«.31 Stor åndelig styrke opnås ved små og enkle ting32 som at udvikle »hellige vaner og retskafne rutiner«33 bestående af daglig bøn, omvendelse, skriftstudier og tjeneste for andre.
For det fjerde er Jesus Israels Hellige.34 Jesu liv var et mønster for opnåelse af hellighed. Ved at følge Jesus kan vi blive en hellig person i Israel.35 Vi vokser i hellighed, når vi regelmæssigt besøger templet, hvor »Helliget Herren« er indhugget over hver eneste indgang. Hver gang vi besøger templet, får vi større kraft til at gøre vores hjem helligt.36 Alle, der i øjeblikket ikke har en anbefaling til at komme ind i det hellige tempel, vil jeg opfordre til at mødes med jeres biskop og forberede jer på at komme ind eller vende tilbage til dette hellige sted. Tid i templet vil øge helligheden i vores liv.
Et sidste navn på Jesus er, at han er trofast og sandfærdig.37 Ligesom Jesus altid var trofast og altid sandfærdig, er det hans inderlige ønske, at vi også udviser disse egenskaber i vores liv. Når vores tro vakler, kan vi råbe til Jesus: »Herre, frels mig«, ligesom Peter, da han begyndte at synke i den stormfulde sø i Galilæa.38 Den dag rakte Jesus hånden ud for at redde den druknende discipel. Han har gjort det samme for mig, og han vil gøre det samme for jer. Giv aldrig op i forhold til Jesus – han opgiver jer aldrig!
Når vi er trofaste og sandfærdige, følger vi Jesu opfordring »bliv i mig«, hvilket også kan betyde »bliv hos mig«.39 Når vi bliver konfronteret med spørgsmål, når vi bliver hånet for vores tro, når hånens fingre peges ad os af dem i verdens store og rummelige bygninger, så forbliver vi trofaste og loyale. I de øjeblikke skal vi huske Jesu opfordring: »Se hen til mig i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke«.40 Og når vi gør det, giver han os den tro, det håb og den styrke, vi har brug for, for at blive hos ham for evigt.41
Kære brødre og søstre, Jesus ønsker, at vi skal lære ham at kende, fordi hans er det eneste navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.42 Han er vejen og sandheden og livet – ingen kan vende tilbage til Faderen undtagen ved ham.43 Jesus er den eneste vej! Derfor opfordrer Jesus os: »Kom til mig«,44 »Kom og følg mig«,45 »vandr derfor med mig«46 og »lær af mig«.47
Af hele mit hjerte bærer jeg vidnesbyrd om Jesus Kristus – at han lever, at han elsker jer, og at han kender jer ved navn. Han er Guds søn,48 Faderens enbårne.49 Han er vores klippe, vores borg, vores skjold, vores tilflugt og vores befrier.50 Han er lyset, som skinner i mørket.51 Han er vor Frelser52 og vor Forløser.53 Han er opstandelsen og livet.54 Mit inderlige ønske er, at I vil lære Jesus at kende ved hans mange navne, og at I vil blive som ham, når I udviser hans guddommelige egenskaber i jeres liv. I Jesu Kristi navn. Amen.