»Medtjenere«, kapitel 7 af De hellige: Historien om Jesu Kristi Kirke i de sidste dage, bind 1, Sandhedens banner, 1815-1846, 2018

Kapitel 7: »Medtjenere«

Kapitel 7

Medtjenere

Foråret 1829 var koldt og vådt langt ind i maj måned. Mens bønderne omkring Harmony blev inden døre og udsatte deres forårsplantning, indtil vejret blev bedre, oversatte Joseph og Oliver så meget af optegnelsen, som de kunne.¹

De var kommet til en beretning om det, der skete blandt nefitterne og lamanitterne, da Jesus døde i Jerusalem. Den fortalte om voldsomme jordskælv og storme, der tilintetgjorde folket og ændrede landskabets form. Nogle byer sank i jorden, mens andre brød i brand. Lyn splittede himlen i timevis, og solen forsvandt, hvilket indhyllede de overlevende i tæt mørke. I tre dage jamrede folket og sørgede over deres døde.²

Til sidst gennemtrængte Jesu Kristi røst mørket. »Vil I nu ikke vende tilbage til mig«, spurgte han, »og angre jeres synder og blive omvendt, så jeg kan helbrede jer?«³ Han løftede mørket, og folket omvendte sig. Snart samledes mange af dem ved et tempel på et sted, der hed Overflod, hvor de talte om de utrolige forandringer i landet.⁴

Mens folket talte med hinanden, så de Guds Søn stige ned fra himlen. »Jeg er Jesus Kristus,« sagde han, »som profeterne bevidnede skulle komme til verden.«⁵ Han blev blandt dem for en tid, underviste i sit evangelium og befalede dem at blive døbt ved nedsænkning til syndernes forladelse.

»Den, der tror på mig og bliver døbt, han skal blive frelst«, erklærede han. »Det er dem, der skal arve Guds rige.«⁶ Før han steg til himmels, gav han retfærdige mænd myndighed til at døbe dem, der troede på ham.⁷

Mens Joseph og Oliver oversatte, blev de ramt i hjertet af disse lærdomme. Joseph var ligesom sin bror Alvin aldrig blevet døbt, og han ønskede at vide mere om ordinancen og den myndighed, der var nødvendig for at udføre den.⁸

Den 15. maj 1829 stilnede regnen, og Joseph og Oliver gik ind i skoven nær ved Susquehannafloden. De knælede og spurgte Gud om dåb og syndernes forladelse. Da de bad, talte Forløserens røst fred til dem, og en engel viste sig i en sky af lys. Han præsenterede sig som Johannes Døber og lagde sine hænder på deres hoved. Glæde fyldte deres hjerte, da Guds kærlighed omkransede dem.

»Til jer, mine medtjenere,« erklærede Johannes, »overdrager jeg i Messias’ navn Arons præstedømme, som besidder nøglerne til englebetjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse.«⁹

Englens røst var blid, men den syntes at gennembore Joseph og Oliver til det inderste.¹⁰ Han forklarede, at Det Aronske Præstedømme bemyndigede dem til at udføre dåb, og han befalede dem at døbe hinanden, efter han var taget afsted. Han sagde også, at de ville modtage yderligere præstedømmekraft senere, hvilket ville give dem myndighed til at overdrage Helligåndsgaven til hinanden og til dem, de døbte.

Efter Johannes Døber havde forladt dem, gik Joseph og Oliver ned til floden og ud i den. Joseph døbte Oliver først, og så snart Oliver kom op af vandet, begyndte han at profetere om ting, der snart ville ske. Oliver døbte derefter Joseph, der kom op af vandet og profeterede om fremgangen for Kristi kirke, som Herren havde lovet at grundlægge blandt dem.¹¹

I overensstemmelse med Johannes Døbers instruktioner vendte de tilbage til skoven og ordinerede hinanden til Det Aronske Præstedømme. I Josephs og Olivers studium af Bibelen, såvel som i deres oversættelse af den fordums optegnelse, havde de ofte læst om myndighed til at handle i Guds navn. Nu besad de selv den myndighed.

Efter Josephs og Olivers dåb opdagede de, at skriftsteder, der engang havde syntes svære og mystiske, pludselig blev tydelige. Sandhed og forståelse gennemstrømmede deres sind.¹²

Tilbage i New York var Olivers ven David Whitmer ivrig efter at lære mere om Josephs arbejde. Selvom David boede i Fayette, omkring 50 kilometer fra Manchester, var han og Oliver blevet venner, da Oliver underviste som lærer og boede hos familien Smith. De talte ofte om guldpladerne, og da Oliver flyttede til Harmony, lovede han at skrive til David om oversættelsen.

Breve begyndte at ankomme kort tid efter. Oliver skrev, at Joseph kendte detaljer om hans liv, som ingen kunne have vidst, undtagen ved åbenbaring fra Gud. Han beskrev Herrens ord til Joseph og oversættelsen af optegnelsen. I et brev skrev Oliver nogle få linjer om oversættelsen og bar vidnesbyrd om dens sandhed.

Et andet brev informerede David om, at det var Guds vilje, at han skulle føre sit spand og vogn til Harmony og hjælpe Joseph, Emma og Oliver med at flytte til familien Whitmers hjem i Fayette, hvor de ville afslutte oversættelsen.¹³ Folk i Harmony var blevet mindre venligt stemt over for familien Smith. Nogle mænd havde endda truet med at angribe dem, og havde det ikke været for Emmas families indflydelse, var de måske kommet alvorligt til skade.¹⁴

David fortalte sine forældre og sine søskende om Olivers brev, og de blev enige om at byde Joseph, Emma og Oliver velkommen til deres hjem. Familien Whitmer var efterkommere efter tysktalende nybyggere i området og havde ry for at være hårdtarbejdende og fromme. Deres gård var tæt nok på familien Smiths hjem til at komme på besøg, men langt nok væk til at afholde tyve fra at forstyrre dem.¹⁵

David ville gerne tage til Harmony med det samme, men hans far mindede ham om, at han havde to dages hårdt arbejde, som han skulle lave, før han kunne tage afsted. Det var såtid, og David skulle pløje 8 hektar og frugtbargøre jorden med gips for at hjælpe hveden til at gro. Hans far sagde, at han burde bede først for at finde ud af, om det var absolut nødvendigt at tage af sted nu.

David fulgte sin fars råd, og da han bad, følte han Ånden sige til ham, at han skulle færdiggøre sit arbejde, før han tog til Harmony.

Den næste morgen gik David ud på markerne og så rækker af mørke plovfurer i jorden, der ikke havde været pløjet aftenen før. En yderligere undersøgelse af marken viste, at omkring to og en halv hektar var blevet pløjet i løbet af natten, og ploven ventede på ham i den sidste plovfure, parat til at han kunne gøre arbejdet færdigt.

Davids far var forbløffet, da han hørte om, hvad der var sket. »Der må være en større magt indblandet i dette,« sagde han, »og jeg tror, at du skal tage til Pennsylvania, så snart du har fået spredt gipsen.«

David arbejdede hårdt med at pløje resten af marken og forberede jorden til en vellykket såning. Da han var færdig, spændte han sin vogn for et stærkt hesteforspand og tog afsted til Harmony tidligere end forventet.¹⁶

Da Joseph, Emma og Oliver flyttede til Fayette, fik Davids mor hænderne fulde. Mary Whitmer og hendes mand, Peter, havde allerede otte børn i alderen mellem femten og tredive, og de få, der ikke stadig boede hjemme, boede i nærheden. Det fyldte Marys dage med arbejde at tage sig af dem, og tre gæster medførte mere arbejde. Mary havde tro på Josephs kaldelse og beklagede sig ikke, men hun var ved at blive træt.¹⁷

Varmen i Fayette den sommer var overvældende. Mens Mary vaskede tøj og forberedte mad, dikterede Joseph oversættelsen i et værelse på første sal. Oliver skrev som regel for ham, men engang imellem var det Emma eller en fra familien Whitmer, der skrev.¹⁸ Nogle gange, når Joseph og Oliver blev trætte efter anstrengelserne ved at oversætte, gik de hen til en dam i nærheden og smuttede sten hen over vandets overflade.

Mary havde ikke megen tid til selv at slappe af, og det ekstra arbejde og anstrengelser var hårde for hende.

En dag, da hun var ude ved laden, hvor køerne blev malket, så hun en gråhåret mand med en ransel over sin ene skulder. Hans pludselige tilsynekomst skræmte hende, men da han kom nærmere, talte han til hende i en venlig tone, der beroligede hende.

»Jeg hedder Moroni,« sagde han. »Du er blevet meget udmattet af alt det ekstra arbejde, som du skal udføre.« Han tog ranslen ned af skulderen, og Mary så på, mens han begyndte at binde den op.¹⁹

»Du har været meget trofast og flittig i dine anstrengelser,« fortsatte han. »Det er derfor passende, at du får et vidne, så din tro må blive styrket.«²⁰

Moroni åbnede sin ransel og tog guldpladerne frem. Han holdt dem foran hende og vendte siderne, så hun kunne se det, der var skrevet på dem. Da han vendte den sidste side, opfordrede han hende til at være tålmodig og trofast, mens hun bar den ekstra byrde lidt tid endnu. Han lovede, at hun ville blive velsignet for det.²¹

Den gamle mand forsvandt et øjeblik senere og efterlod Mary alene tilbage. Hun havde stadig arbejde at udføre, men det bekymrede hende ikke længere.²²

På familien Whitmers gård oversatte Joseph i høj fart, men nogle dage var udfordrende. Hans sind vandrede til andre anliggender, og han kunne ikke fokusere på åndelige ting.²³ Der var altid travlt i familien Whitmers lille hus, og der var fyldt med forstyrrelser. At flytte dertil havde betydet, at han og Emma havde måttet opgive den forholdsvise uforstyrrethed, som de havde nydt i Harmony.

En morgen, da han gjorde sig parat til at oversætte, blev Joseph irriteret på Emma. Senere, da han gik op til Oliver og David i værelset ovenpå, hvor de arbejdede, kunne han ikke oversætte et eneste ord.

Han forlod værelset og gik ud til frugtplantagen. Han var væk i omkring en time, hvor han bad. Da han kom tilbage, undskyldte han til Emma og bad om tilgivelse. Han gik derefter tilbage og oversatte som sædvanligt.²⁴

Han var nu ved at oversætte den sidste del af optegnelsen, kendt som Nefis små plader, som faktisk ville blive begyndelsen af bogen. De små plader afslørede en historie lignende den, han og Martin havde oversat og mistet, og fortalte om en ung mand, der hed Nefi, hvis familie Gud havde ledt fra Jerusalem til et nyt forjættet land. Den forklarede om pladernes oprindelse og de første problemer mellem nefitterne og lamanitterne. Endnu vigtigere, så bar den et stærkt vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans forsoning.

Da Joseph oversatte skrivelserne på den sidste plade, fandt han ud af, at den forklarede optegnelsens formål og gav den en titel, Mormons Bog, efter den fordums profethistoriker, der havde samlet bogen.²⁵

Siden Joseph var begyndt at oversætte Mormons Bog, havde han lært meget om sin fremtidige rolle i Guds værk. På dens sider genkendte han grundlæggende lærdomme, han havde lært i Bibelen, såvel som nye sandheder og indsigt om Jesus Kristus og hans evangelium. Han havde også afdækket passager om de sidste dage, der profeterede om en udvalgt seer ved navn Joseph, der ville bringe Herrens ord frem og gengive tabt kundskab og tabte pagter.²⁶

I optegnelsen fandt han ud af, at Nefi udvidede Esajas’ profeti om en forseglet bog, som lærde mennesker ikke ville kunne læse. Da Joseph læste profetien, tænkte han på Martin Harris’ interview med professor Anthon. Den bekræftede, at kun Gud kunne bringe bogen ud af jorden og grundlægge Kristi kirke i de sidste dage.²⁷

Da Joseph og hans venner blev færdige med oversættelsen, vendte deres tanker sig mod et løfte, som Herren havde givet i Mormons Bog og i sine åbenbaringer – at vise pladerne til tre vidner. Josephs forældre og Martin Harris var på besøg på familien Whitmers gård på det tidspunkt, og en formiddag bad Martin, Oliver og David indtrængende Joseph om at lade dem være vidnerne. Joseph bad, og Herren svarede og sagde, at hvis de af hele hjertet stolede på ham og forpligtede sig til at vidne om sandheden, så måtte de se pladerne.²⁸

»Du skal ydmyge dig for Gud denne dag,« sagde Joseph specifikt til Martin, »og få om muligt tilgivelse for dine synder.«²⁹

Senere den dag førte Joseph de tre mænd ud i skoven i nærheden af familien Whitmers hjem. De knælede ned, og de skiftedes til at bede om at blive vist pladerne, men der skete ikke noget. De prøvede endnu engang, men der skete stadig ikke noget. Til sidst rejste Martin sig og gik væk, idet han sagde, at han var grunden til, at himlene forblev lukkede.

Joseph, Oliver og David bad igen, og snart efter viste en engel sig i et strålende lys over dem.³⁰ Han havde pladerne i sine hænder og vendte siderne en efter en og viste mændene symbolerne, der var indgraveret på hver side. Et bord viste sig ved siden af ham, og på det var de fordums artefakter, der er beskrevet i Mormons Bog: Oversætterne, brystpladen, et sværd og det mirakuløse kompas, der ledte Nefis familie fra Jerusalem til det forjættede land.

Mændene hørte Guds røst erklære: »Disse plader er blevet åbenbaret ved Guds kraft, og de er blevet oversat ved Guds kraft. Oversættelsen af dem, som I har set, er korrekt, og jeg befaler jer at nedskrive, hvad I nu ser og hører.«³¹

Da englen forlod dem, gik Joseph dybere ind i skoven og fandt Martin på knæ. Martin sagde, at han endnu ikke havde modtaget et vidne fra Herren, men han ønskede stadig at se pladerne. Han bad Joseph om at bede sammen med sig. Joseph knælede ned ved siden af ham, og nærmest før deres ord var blevet udtalt, så de den samme engel, der viste dem pladerne og andre ting fra fordums tid.

»Det er nok, det er nok!« udbrød Martin. »Mine øjne har set! Mine øjne har set!«³²

Joseph og de tre vidner vendte tilbage til familien Whitmers hjem senere den eftermiddag. Mary Whitmer talte med Josephs forældre, da Joseph kom farende ind i rummet. »Far! Mor!« sagde han. »I ved ikke, hvor glad jeg er!«

Han kastede sig ned ved siden af sin mor. »Herren har sørget for, at tre andre end mig har fået vist pladerne,« sagde han. »De ved nu selv, at jeg ikke er ude på at bedrage folk.«

Han følte, at en byrde var løftet fra hans skuldre. »De vil nu bære en del,« sagde han. »Jeg skal ikke længere være helt alene i verden.«

Martin kom ind i rummet som den næste og var næsten ved at sprænges af glæde. »Jeg har nu set en engel fra himlen!« udbrød han. »Jeg velsigner Gud i min inderste sjæl, at han har nedladt sig til at gøre mig – selv mig – til et vidne om storheden i hans værk!³³

Nogle få dage senere besøgte familien Whitmer familien Smith på deres gård i Manchester. Joseph, der vidste, at Herren havde lovet at stadfæste sit ord »ved så mange vidners mund, som han finder for godt«, gik ud i skoven sammen med sin far, Hyrum og Samuel, såvel som fire af David Whitmers brødre – Christian, Jacob, Peter jun. og John – samt deres svoger Hiram Page.³⁴

Mændene samledes et sted, hvor familien Smith ofte tog hen for at bede i fred. Med Herrens tilladelse afdækkede Joseph pladerne og viste dem til gruppen. De så ikke en engel ligesom de tre vidner, men Joseph lod dem holde optegnelsen i deres hænder, vende dens sider og kigge på dens gamle inskriptioner. At se og holde pladerne bekræftede deres tro på, at Josephs vidnesbyrd om englen og den fordums optegnelse var sandt.³⁵

Nu da oversættelsen var færdig, og Joseph havde vidner til at støtte sit mirakuløse vidnesbyrd, havde han ikke længere brug for pladerne. Efter mændene havde forladt skoven og var gået tilbage til huset, viste englen sig, og Joseph afleverede den hellige optegnelse til ham.³⁶