»Kristi kirkes fremkomst«, kapitel 8 af De hellige: Historien om Jesu Kristi Kirke i de sidste dage, bind 1, Sandhedens banner, 1815-1846, 2018

Kapitel 8: »Kristi kirkes fremkomst«

Kapitel 8

Kristi kirkes fremkomst

Tidligt i juli 1829 vidste Joseph, der havde manuskriptet i hånden, at Gud ønskede, at han skulle udgive Mormons Bog og sprede dens budskab nær og fjernt. Men forlagsbranchen var ukendt for ham og hans familie. Han måtte bevare manuskriptet sikkert, finde et trykkeri og på en eller anden måde give bogen til personer, der ville være villige til at overveje muligheden af ny hellig skrift.

Det ville heller ikke være billigt at udgive en bog, der var så lang som Mormons Bog. Josephs økonomi var ikke forbedret, siden han var begyndt på oversættelsen, og alle de penge, han havde, gik til at forsørge hans familie. Det samme gjaldt for hans forældre, der stadig var fattige landmænd, der arbejdede på en jord, de ikke ejede. Josephs eneste ven, der kunne finansiere projektet, var Martin Harris.

Joseph gik straks i gang med arbejdet. Inden han færdiggjorde oversættelsen, havde han ansøgt om bogens ophavsret for at beskytte teksten fra enhver, der ville stjæle eller plagiere det.¹ Med Martins hjælp begyndte Joseph også at se efter en trykker, der ville gå med til at udgive bogen.

De gik først til Egbert Grandin, en trykker i Palmyra, der var på samme alder som Joseph. Grandin afslog forslaget med det samme, idet han troede, at bogen var bedrageri. Joseph og Martin fortsatte ufortrødent med at søge og fandt en trykker i en nærliggende by, der var villig. Men inden de accepterede hans tilbud, vendte de tilbage til Palmyra og spurgte Grandin endnu engang, om han ville udgive bogen.²

Denne gang virkede Grandin mere villig til at tage projektet, men han ville have 3.000$ for at trykke og indbinde fem tusind eksemplarer, før han begyndte arbejdet. Martin havde allerede lovet at hjælpe med at betale for trykningen, men for at skaffe så mange penge vidste han, at han måtte pantsætte sin gård. Det var en kæmpe byrde for Martin, men han vidste, at ingen af Josephs andre venner kunne hjælpe med pengene.

Martin begyndte fortvivlet at stille spørgsmål ved, om det var klogt at finansiere Mormons Bog. Han havde en af de bedste gårde i området. Hvis han pantsatte sin jord, risikerede han at miste den. En rigdom, han havde brugt hele sit liv på at samle, kunne være væk på et øjeblik, hvis Mormons Bog ikke solgte godt.

Martin fortalte Joseph om sine bekymringer og bad ham om at søge åbenbaring for ham. Som svar talte Frelseren om sit offer for at gøre Faderens vilje, uanset omkostningen. Han beskrev sin ultimative lidelse, mens han betalte prisen for synd, så alle kan omvende sig og blive tilgivet. Han befalede derpå Martin at ofre hans egne interesser for at tilvejebringe Guds plan.

»Du [skal] ikke … begære din egen ejendom,« sagde Herren, »men frit give deraf til trykningen af Mormons Bog.« Bogen indeholder Guds sande ord, forsikrede Herren Martin, og den vil hjælpe andre til at tro på evangeliet.³

Selvom Martins naboer ikke kunne forstå hans beslutning, adlød han Herren og pantsatte sin gård for at garantere betalingen.⁴

Grandin underskrev en kontrakt og begyndte at organisere det store projekt.⁵ Joseph havde oversat teksten i Mormons Bog på tre måneder ved hjælp af én skriver af gangen. Det ville tage Grandin og et dusin mænd syv måneder at trykke og indbinde de første eksemplarer af værket på 590 sider.⁶

Med ansættelsen af en trykker vendte Joseph tilbage til Harmony i oktober 1829 for at arbejde på sin gård og være hos Emma. Oliver, Martin og Hyrum ville i mellemtiden overvåge trykningen og sende Joseph regelmæssige opdateringer om Grandins fremgang.⁷

Joseph bad med mindet om det mismod, han havde følt, da han mistede de første sider, han havde oversat, Oliver om at kopiere Mormons Bogs manuskript side for side og lave en kopi til at tage til trykkeren, så der kunne tilføjes tegnsætningen og typerne kunne fremstilles.⁸

Oliver nød at kopiere bogen og breve, han skrev på det tidspunkt, var fyldt med dets sprog. Oliver skrev ligesom Nefi, Jakob og Amulek fra Mormons Bog til Joseph om sin taknemlighed for Kristi uendelige forsoning.

»Når jeg begynder at skrive om Guds nåde,« fortalte han Joseph, »ved jeg ikke, hvornår jeg skal stoppe, men der er ikke tid og papir nok til at skrive alt, jeg vil«⁹

Den samme ånd tiltrak mange andre til Mormons Bog, da den blev trykt. Thomas Marsh, der var tidligere lærling hos et trykkeri, havde forsøgt at finde sit sted i andre kirker, men ingen af dem lod til at forkynde det evangelium, han fandt i Bibelen. Han troede, at en ny kirke snart ville komme frem, som ville undervise i gengivet sandhed.

Den sommer følte Thomas sig ledt af Ånden til at rejse hundrede af kilometer fra sit hjem i Boston til det vestlige New York. Han blev i tre måneder i området, inden han vendte tilbage hjemad, usikker på, hvorfor han havde rejst så langt. På et stop på tilbagevejen blev han dog spurgt af sin vært om, han havde hørt om Joseph Smiths »gyldne bog«. Thomas fortalte kvinden, at det havde han ikke, men følte sig tilskyndet til at lære mere.

Hun fortalte ham, at han skulle tale med Martin Harris og ledte ham til Palmyra. Thomas tog straks afsted og fandt Martin i Grandins trykkeri. Trykkeren gav ham seksten sider af Mormons Bog, og Thomas tog dem med tilbage til Boston ivrig efter at dele den første smag på sin nye tro med sin hustru Elizabeth.

Elizabeth læste siderne, og også hun troede, at de var Guds værk.¹⁰

Det efterår, mens trykkeriet stadig gjorde fremskridt på Mormons Bog, begyndte en tidligere dommer ved navn Abner Cole at udgive en avis på Grandins trykkeri. Abner arbejdede om aftenen i butikken, når Grandins medarbejdere var gået hjem, og han havde derfor adgang til trykte sider af Mormons Bog, som endnu ikke var indbundet eller klar til salg.

Abner begyndte snart at lave grin med den »gyldne bibel« i sin avis, og i løbet af vinteren trykte han uddrag fra bogen ved siden af sarkastiske kommentarer.¹¹

Da Hyrum og Oliver fandt ud af det, som Abner gjorde, konfronterede de ham. »Hvilken ret har du til at trykke Mormons Bog på denne måde?« forlangte Hyrum at få at vide. »Ved du ikke, at vi har fået ophavsret?«

»Det vedkommer ikke dig,« sagde Abner. »Jeg har ansat trykkeriet, og jeg trykker, hvad der passer mig.«

»Jeg forbyder dig at trykke mere af den bog i din avis,« sagde Hyrum.

»Jeg er ligeglad,« sagde Abner.

Hyrum og Oliver var i tvivl om, hvad de skulle gøre og sendte derfor besked til Joseph i Harmony, der straks vendte tilbage til Palmyra. Han fandt Abner i trykkeriet, mens han afslappet læste en af sine aviser.

»Du ser ud til at arbejde hårdt,« sagde Joseph.

»Hvordan går det, hr. Smith?« svarede Abner tørt.

»Hr. Cole,« sagde Joseph, »Mormons Bog og rettigheden til at udgive den tilhører mig, og jeg forbyder dig at blande dig i det.«

Abner smed sin frakke og hev op i ærmerne. »Ønsker du at slås, hr?« råbte han og slog sine næver sammen. »Hvis du ønsker at slås, så kom.«

Joseph smilede. »Du må hellere beholde din frakke på,« sagde han. »Det er koldt, og jeg vil ikke slås med dig.« Han fortsatte roligt: »Men du bliver nødt til at stoppe med at trykke min bog.«

»Hvis du tror, du er den bedre mand,« sagde Abner, »så tag din frakke af og prøv.«

»Der findes en lov«, svarede Joseph, »og det vil du finde ud af, hvis du ikke kendte den allerede. Men jeg vil ikke slås med dig, for det vil der ikke komme noget godt ud af.«

Abner vidste, at han stod på den forkerte side af loven. Han faldt til ro og stoppede med at trykke uddrag fra Mormons Bog i sin avis.¹²

Solomon Chamberlin, en prædikant på vej til Canada, hørte første gang om »guldbibelen« fra en familie, han boede hos nær Palmyra. Ligesom Thomas Marsh var han taget fra kirke til kirke gennem sit liv, men følte utilfredshed med det, han så. Nogle kirker forkyndte evangeliske principper og troede på åndelige gaver, men havde ikke Guds profeter eller hans præstedømme. Solomon følte, at tiden var inde til, at Herren ville frembringe sin kirke.

Da Solomon lyttede til familien tale om Joseph Smith og guldpladerne, følte han sig henrykket fra top til tå, og han besluttede sig for at finde familien Smith og lære mere om bogen.

Han gik mod familiens Smiths hjem og mødte Hyrum ved døren. »Fred være med dette hus,« sagde Solomon.

»Jeg håber, det vil være fred,« sagde Hyrum.

»Er der nogen her,« spurgte Solomon, »der tror på syner eller åbenbaringer?«

»Ja«, svarede Hyrum, »dette er et hjem, der tror på syner.«

Solomon fortalte Hyrum om et syn, han havde set år tidligere. I det sagde en engel, at Gud ikke havde nogen kirke på jorden, men snart ville oprejse en, der havde kraft ligesom apostlenes gamle kirke. Hyrum og de andre i huset forstod det, som Solomon sagde, og de fortalte ham, at de delte denne tro.

»Jeg ønsker, at du vil dele noget af det, du har oplevet med mig,« sagde Solomon. »Jeg tror, jeg kan acceptere det.«

Hyrum inviterede ham til at bo på familien Smiths gård som gæst og viste ham manuskriptet til Mormons Bog. Solomon studerede det i to dage og gik med Hyrum til Grandins trykkeri, hvor en trykker gav ham 64 trykte sider. Med de ubundne sider i hånden fortsatte Solomon til Canada, mens han forkyndte alt, han vidste om tro på vejen.¹³

Den 26. marts 1830 udkom de første indbundne eksemplarer af Mormons Bog, og de blev sat til salg i stueetagen hos Grandins trykkeri. De var tæt indbundet i brunt kalveskind og lugtede af læder, lim, papir og blæk. Ordene Mormons Bog stod på ryggen af bogen i guldbogstaver.¹⁴

Lucy Smith værdsatte de nye skrifter og så det som et tegn på, at Gud snart ville samle sine børn og gengive sine gamle pagter. Titelsiden erklærede, at bogens formål var at vise de store ting, som Gud tidligere havde gjort for sit folk, give de samme velsignelser til hans folk i dag og overbevise hele verden om, at Jesus Kristus er verdens Frelser.¹⁵

Bagerst i bogen var de tre og de otte vidners vidnesbyrd, der fortalte verden, at de havde set pladerne og vidste, at oversættelsen er sand.¹⁶

På trods af disse vidnesbyrd vidste Lucy, at nogle personer troede, at bogen var fiktion. Mange af hendes naboer troede, at Bibelen for dem var tilstrækkelig hellig skrift, uden at anerkende, at Gud havde velsignet flere nationer end en med sine ord. Hun vidste også, at nogle afviste dens budskab, fordi de troede, at Gud en gang havde talt til verden og ikke ville gøre det igen.

Af disse og andre årsager købte de fleste folk i Palmyra ikke bogen.¹⁷ Men nogle læste dens sider, følte kraften i dens lære og gik på deres knæ for at adspørge Herren, om den var sand. Lucy vidste selv, at Mormons Bog var Guds ord og ønskede at dele det med andre.¹⁸

Næsten umiddelbart efter Mormons Bog blev udgivet, forberedte Joseph og Oliver sig på at organisere Jesu Kristi Kirke. Adskillige måneder tidligere havde Herrens fordums apostle Peter, Jakob og Johannes vist sig for dem og overdrog Det Melkisedekske Præstedømme, ligesom Johannes Døber havde lovet. Denne yderligere myndighed tillod Joseph og Oliver at overdrage Helligåndsgaven til dem, der var blevet døbt. Peter, Jakob og Johannes havde også ordineret dem til at være Jesu Kristi apostle.¹⁹

På omkring den tid, hvor Joseph og Oliver boede i Whitmers hjem, havde de bedt om mere kundskab om denne myndighed. Som svar befalede Herren dem at ordinere hinanden til ældste i kirken, men ikke førend, at troende gik med til at følge dem som ledere i Frelserens kirke. De blev også bedt om at ordinere andre kirkeledere og at overdrage Helligåndsgaven til dem, der var blevet døbt.²⁰

Den 6. april 1830 mødtes Joseph og Oliver i Whitmers hjem for at følge Herrens befaling og organisere hans kirke. For at opfylde lovens krav valgte de seks personer til at blive de første medlemmer af den nye kirke. Cirka fyrre kvinder og mænd stuvede sig også sammen i og omkring det lille hus for at være vidne til begivenheden.²¹

I lydighed mod Herrens tidligere instruktioner bad Joseph og Oliver forsamlingen om at opretholde dem som ledere i Guds rige og vise, hvis de troede, at det var rigtigt for dem at organisere sig som kirke. Alle medlemmer af forsamlingen samtykkede, og Joseph lagde sine hænder på Olivers hoved og ordinerede ham som ældste i kirken. De byttede derefter plads og Oliver ordinerede Joseph.

Herefter forrettede de nadverens brød og vin til minde om Kristi forsoning. De lagde så hænderne på hovedet af dem, der var blevet døbt, og bekræftede dem som medlem af kirken og gav dem Helligåndsgaven.²² Herrens Ånd blev udgydt over dem, der var til mødet, og nogle i forsamlingen begyndte at profetere. Andre lovpriste Herren og de frydede sig alle sammen.

Joseph modtog også den første åbenbaring henvendt til hele den nye kirke. »SE, der skal føres en optegnelse blandt jer,« befalede Herren og mindede sit folk om, at de skulle skrive deres hellige historie for at bevare en beretning om deres handlinger og vidne om Josephs rolle som profet, seer og åbenbarer.

»Ham har jeg inspireret til at fremme Zions sag med vældig magt til det gode,« erklærede Herren. »For hans ord skal I tage imod i al tålmodighed og tro, som kom det fra min egen mund. For ved at gøre dette skal helvedes porte ikke få overhånd over jer.«²³

Senere stod Joseph ved siden af et vandløb og var vidne til, at hans far og mor blev døbt ind i kirken. Efter år, hvor de havde taget forskellige veje i deres søgen efter sandheden, var de endelig forenet i tro. Da Josephs far kom op af vandet, tog han ham ved hånden, hjalp ham tilbage til bredden og omfavnede ham.

»Min Gud,« udbrød han og lagde sit hoved på sin fars bryst, »jeg levede og kunne se min egen far blive døbt ind i Jesu Kristi sande kirke!«²⁴

Den aften smuttede Joseph med et hjerte, der var ved at sprænges af følelser, ud til en nærliggende skov. Han ville gerne være alene, ude af hans venners og families syn. I de ti år, der var gået siden hans første syn, havde han set himlene åbne sig, følt Guds Ånd og var blevet undervist af engle. Han havde også syndet og mistet sin gave, blot for at omvende sig og modtage Guds barmhjertighed og oversætte Mormons Bog ved hans kraft og nåde.

Nu havde Jesus Kristus genoprettet sin kirke og bemyndiget Joseph med det samme præstedømme, som apostlene havde haft i fordums tid, da de forkyndte evangeliet for verden.²⁵ Den lykke, han følte, var for meget for ham at holde inde, og da Joseph Knight og Oliver senere fandt ham, græd han.

Hans glæde var fuldkommen. Værket var påbegyndt.²⁶