At høre til er vores hellige fødselsret

Bonnie D. Parkin

Hjælpeforeningens hovedpræsidentinde

Jeg vidner for jer om, at I passer ind, at I hører til i Hjælpeforeningen – den gode hyrdes fold for kvinder.

Søstre, jeg glæder mig over, at vi er sammen i aften. Tak for jeres utallige barmhjertighedsgerninger, jeres altid voksende vidnesbyrd og jeres uendelige bidrag af gryderetter! Jeres indsats er betydningsfuld og er solskin for sjælen!

I disse urolige tider finder jeg trøst i løftet om, at »er I beredt, behøver I ikke at frygte.«¹ Hjælpeforeningen hjælper os med at være beredt – ikke blot timeligt, men også åndeligt. Men Hjælpeforeningen kan ikke hjælpe os i vores forberedelse, hvis vi ikke deltager selv! Det bekymrer mig, at nogle føler, at de ikke passer ind i Hjælpeforeningen, at de ikke hører til! Uanset om vi føler os for unge eller for gamle, for rige eller for fattige, for intelligente eller for uuddannede, så er der ingen af os, der er for forskellig til at høre til! Hvis jeg kunne få opfyldt ønsket i mit hjerte, så er det, at hver eneste føler, at I passer ind, at I hører til. Jeg vidner for jer om, at I passer ind, at I hører til i Hjælpeforeningen – den gode hyrdes fold for kvinder.

Jeg føler som præsident Joseph F. Smith, da han helt tilbage i 1907 sagde: »I dag er det for ofte tilfældet, at vore unge, livskraftige og intelligente kvinder føler, at det kun er de gamle, som bør høre til i Hjælpeforeningen.« Så tilføjede han: »Det er en fejl.«²

Jeg besøgte for nylig Etiopien, hvor jeg mødte Jennifer Smith. Hvis der nogen sinde har været en kvinde, som kunne sige, at hun ikke passede ind, så var det søster Smith. Hun sagde: »Jeg var så meget anderledes end alle andre søstre i vores gren. Sprog, tøj, kultur syntes alt sammen at skabe afstand mellem os. Men når vi talte om Frelseren … blev afstanden mindre. Når vi talte om en kærlig himmelsk Fader … var der slet ingen afstand.« Hun fortsatte: »Vi kan ikke ændre eller fjerne andres byrder, men vi kan omfatte og tilhøre hinanden i kærlighed.«³

Disse søstre fandt et stykke af Zion ved at blive »ét af hjerte og sind.«⁴ For Herren siger: »Hvis I ikke er ét, er i ikke mine.«⁵ Præsident Hinckley har sagt, at hvis vi »er forenede og taler med én stemme, vil vores styrke ikke kunne måles.«⁶Hvordan kan vi som søstre i Zion blive et? På den samme måde, som vi tilhører en ægtefælle eller familie: Vi lader andre få del i vores liv – vore følelser, vore tanker og vores hjerte.

I en menighed bliver mødre ved et søndagsmøde bedt om at introducere deres døtre i Hjælpeforeningen, når de fylder 18. En mor fortalte med ømhed, hvordan hendes hjælpeforeningssøstre har styrket hende fra begyndelsen af hendes ægteskab: »De har bragt mad og knus i tider med sorg; latter og støtte, når der var fest. De har undervist mig i evangeliet ved at besøge mig og ved at lade mig besøge dem. De har tilladt mig at begå fejl og tage deres tid.« Denne mor forklarede så sin datter, at tusindfrydene i deres have kom fra Carolyn, liljerne fra Venice og smørblomsterne fra Pauline. Datteren var forbløffet. Hendes mor svarede: »Disse kvinder er mine søstre på enhver måde, og jeg er taknemlig for at overlade dig i deres omsorg.«

Det er mangfoldigheden i haven, der bidrager til dens skønhed – vi har brug for tusindfryd og liljer og smørblomster; vi har brug for gartnere, som vander, passer og plejer. Desværre ved Satan, at når vi deler med hinanden, forener det vore søstre i hverdagen og i evighederne. Han ved, at selviskhed begynder at ødelægge det at dele med hinanden, hvilket ødelægger fællesskabet, hvilket ødelægger Zion. Søstre, vi må ikke lade modstanderen dele os. For ser I, som Brigham Young sagde: »Fuldkommen enhed vil frelse et folk.«⁷ Og jeg vil tilføje, at fuldkommen enhed vil frelse vores samfund.

Præsident Boyd K. Packer har mindet os om, at »for mange søstre … ser på Hjælpeforeningen som en klasse, man blot skal overvære …« Han rådede: »Søstre, I må forlade den tankegang, at I kun kommer i Hjælpeforeningen for at føle, at I hører til!«⁸ Vores følelse af at høre til begynder om søndagen, når vi hører hinandens stemmer. Ingen lærer må undervise en gruppe tavse søstre i sin lektion, for lektionen er vores lektion.

At høre til er at være nødvendig, elsket og savnet, når man er væk; at høre til er at have behov for, at elske og savne dem, som ikke er der. Det er forskellen mellem at komme og at høre til. Hjælpeforeningen er ikke kun en søndagsklasse; det er en guddommelig gave til os som kvinder.

Her er to årsager til, hvorfor jeg føler, at jeg hører til i Hjælpeforeningen – og det er ikke kun på grund af min kaldelse! Jeg var lidt ked af det, da mine besøgslærerinder kom sidste måned. Sue er fraskilt og Cate er en af mine tidligere laurbærpiger. De kom med budskabet og en bøn. Men de bragte også virkelig omsorg. Jeg følte mig opløftet og elsket.

En af mine søstre i Hjælpeforeningen bad en bøn for ikke længe siden og bad vor himmelske Fader om at velsigne mig – ved navn – i mit ansvar. Hun kendte ikke mine specifikke behov, men hun kendte mit hjerte.

Det kan godt være, at jeres besøgslærerinder ikke er kommet for nyligt, og der er måske ikke blevet bedt for dig ved navns nævnelse. Jeg er ked af det, hvis det er tilfældet. Men man behøver ikke at modtage besøgslærerindebesøg for at være en god besøgslærerinde, og man behøver ikke at være blevet bedt for for at kunne bede. På trods af vore forskelle vil vore søstre, hvis vi deler gavmildt og ærligt, også dele; vi vil kende hinandens hjerte, og det at høre til vil blomstre som en have. Søster Smith og vore etiopiske søstre lærte, at forskelle ikke betyder noget, for det at høre til er kærlighed, Kristi rene kærlighed i funktion. Og kærligheden ophører aldrig.

Uanset om vi tjener i Primary eller Unge Piger, uanset om vi er aktive eller mindre aktive, uanset om vi er gift eller ugift, uanset om vi er unge kyllinger eller gamle høns, så hører vi alle til i Hjælpeforeningen. Jeg er en gammel høne, men jeg har det som en forårskylling! Vi har behov for jeres røst, jeres følelser og jeres hjerte. Hjælpeforeningen har behov for jer. Og ved I hvad? I har behov for Hjælpeforeningen. Når I ikke deltager, snyder I jer selv, og I snyder Hjælpeforeningen.

Søstre, vi må ikke have splittelse i Hjælpeforeningen, men alle medlemmerne bør »have omsorg for hinanden.«⁹ »Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.«¹⁰ For »ligeledes trænger legemet til hvert lem, så alle kan opbygges og legemet bevares fuldkomment.«¹¹

Ja, Hjælpeforeningen kan være mere sjov, mere jublende glad og mere forenende. Vore byrder kan lettes, vore læs mindskes. Hjælpeforeningen er ikke fuldkommen, for det er ikke en eneste af os. Men vi kan arbejde på det; vi kan fuldkommengøre den sammen, mens vi sammen går fremad. Hvordan? Vi skal blot ændre vore holdninger: Hvordan vi taler om Hjælpeforeningen påvirker, hvad andre synes om Hjælpeforeningen – især de unge kvinder. Støt vore hjælpeforeningspræsidentskaber og -lærere – lad dem lære og bruge vores tid (ligesom vi bruger deres tid). Tilgiv mere og døm mindre. Vær en omsorgsfuld og trofast besøgslærerinde. Kom med iver til inspirationsmødet for hjemmet, familien og den enkelte. Se efter det gode i Hjælpeforeningen og byg på det.

Præsident Joseph F. Smith opfordrede til, at vi skulle »tage fat i dette værk [Hjælpeforeningen] med iver, intelligens og i enighed til opbygning af Zion.«¹² Hvis vi tror, at Herrens kirke er blevet genoprettet – og det gør vi – så må vi tro på, at Hjælpeforeningen organisatorisk er en væsentlig del af hans fold. Vi bør holde op med at spørge os selv, om vi passer ind – for det gør vi! Vore forskelle er ikke så store, at vi ikke sammen kan bygge Zion.

For næsten et år siden lå søster Janice Burgoyne fra Pasadena i Californien for døden af kræft. Hun havde givet gavmildt af sig selv og var højt elsket. Hendes søstre i Hjælpeforeningen bragte hende måltider, gjorde rent for hende, tog sig af hendes to små sønner og hjalp hendes mand med at planlægge begravelsen. Det var svært for Janice at modtage så megen hjælp, for hun vidste, at hendes søstre ville finde gamle toaststykker bag sofaen. Hun var bange for, at hendes søstre lærte mere at kende end hendes hjerte. Men fordi hendes søstre kendte hendes hjerte, betød det ikke noget. De kørte for hende på skift, hjalp til med lektierne, spillede på hendes klaver og skiftede sengetøj. Og det gjorde de dag efter dag, uden at klage og med uendelig kærlighed. En sådan given af sig selv ændrede disse søstre. Før Janice døde vendte hun sig til en søster i Hjælpeforeningen og spurgte med taknemlighed og forundring: »Hvordan kan nogen dø uden Hjælpeforeningen?«

Jer, mine kære søstre – og I er mine søstre – spørger jeg: »Hvordan kan nogen leve uden Hjælpeforeningen?«

At høre til er vores hellige fødselsret Hvor ville jeg gerne favne jer i mine arme og komme i Hjælpeforeningen med jer. Hvor ville jeg dog gerne kende jeres hjerte, og at I kendte mit. Bring jeres hjerte, jeres kærlige hjerte til Hjælpeforeningen. Kom med jeres talenter, jeres gaver, jeres personlighed, så vi kan være ét.

Jeg vidner om, at »den gode hyrde kalder på [os] … [for at] bringe [os] ind i sin fårefold.«¹³ Vi har måske ikke alle svarene, men vi må stole på, at Hjælpeforeningen er en væsentlig del af hans værk for

Selv om vores sti går over bjergene,
så kender han de enge, hvor vi kan græsse …
Han klæder markens liljer,
han bespiser lammene i sin fold.
Og han vil helbrede dem, som stoler på ham,
og skabe vores hjerte om til guld.14

I Jesu Kristi navn. Amen.