Tro og nøgler
Vi er nødt til ved inspiration at vide, at dem, der leder og tjener os besidder præstedømmenøglerne. Det kræver, at Ånden vidner for os.
I en kirkebygning langt fra Salt Lake City, i en by, hvor medlemmerne af De Tolvs Kvorum sjældent kommer på besøg, kom en far hen mod mig. Han havde sin lille dreng i hånden. Da de var henne ved mig, så han ned på drengen, kaldte ham ved navn og sagde, idet han nikkede hen mod mig: »Dette er en apostel.« Jeg kunne høre på faderens stemme, at han håbede, at hans søn ville føle mere, end at han blot mødte en fornem gæst. Han håbede, at hans søn ville føle en overbevisning om, at præstedømmets nøgler var på jorden i Herrens Kirke. Hans søn vil få brug for den overbevisning igen og igen. Han vil få brug for den, når han åbner et brev fra en fremtidig profet, som han aldrig har set, som kalder ham på mission. Han vil få brug for den, når han begraver et barn, en hustru eller en forælder. Han vil få brug for den, så han har mod til at tjene. Han vil få brug for den med den trøst, som kommer af at stole på en beseglende magt, der binder for evigt.
Missionærer inviterer i dag undersøgere til at møde biskoppen eller grenspræsidenten med samme hensigt. De håber, at undersøgerne vil føle meget mere, end at de blot har mødt en rar mand eller endog en betydningsfuld mand. De vil bede til, at undersøgerne vil føle en overbevisning om, at denne tilsyneladende almindelige mand har præstedømmenøglerne i Herrens kirke. Undersøgerne har brug for denne overbevisning, når de træder ned i dåbens vande. De har brug for den, når de betaler tiende. De har brug for den overbevisning, når biskoppen føler sig inspireret til at give dem en kaldelse. De har brug for den, når de ser ham præsidere ved nadvermødet, og når han nærer dem gennem undervisning af evangeliet.
Og derfor ønsker missionærer og fædre og alle os, der tjener andre i den sande Kirke, at hjælpe dem, vi elsker, med at få et varigt vidnesbyrd om, at præstedømmets nøgler er hos Herrens tjenere i hans Kirke. Jeg taler i dag for at opmuntre alle, der arbejder på at bibringe og styrke dette vidnesbyrd.
Det vil hjælpe til at forstå nogle ting. For det første er Gud vedholdende i og gavmild med at skænke sine børn velsignelser ved præstedømmets magt. For det andet, så må hans børn selv vælge at kvalificere sig til at modtage disse velsignelser. Og for det tredje, Satan, retfærdighedens fjende, har fra begyndelsen prøvet at nedbryde den tro, der er nødvendig for at modtage de velsignelser, der er gjort mulige ved præstedømmets magt.
Jeg lærte om disse sandheder af en klog lærer for næsten 25 år siden. Jeg talte i et gammelt amfiteater i Efesus. Strålende solskin fyldte pladsen, hvor apostlen Paulus engang havde stået og prædiket. Mit emne var Paulus, apostlen, som Gud kaldte.
Publikum bestod af hundredvis af sidste dages hellige. De sad på rækker af stenbænke, som efeserne havde siddet på for mere end et årtusinde siden. Blandt dem var der to levende apostle, ældste Mark E. Petersen og ældste James E. Faust.
Som I nok kan forestille jer, havde jeg forberedt mig grundigt. Jeg havde læst Apostlenes Gerninger og brevene, både Paulus’ og dem fra de andre apostle. Jeg havde læst og overvejet Paulus’ Brev til Efeserne.
Jeg gjorde mit bedste for at ære Paulus og hans embede. Efter talen roste en del mennesker mig. Begge de levende apostle var generøse i deres kommentarer. Senere trak ældste Faust mig til side og sagde med et smil og mildhed i stemmen: »Det var en god tale. Men du undlod det vigtigste, som du kunne havde sagt.«
Jeg spurgte ham, hvad det var. Nogle uger efter indvilligede han i at fortælle mig det. Hans svar har undervist mig lige siden.
Han sagde, at jeg kunne have fortalt menneskerne, at hvis de hellige, der havde hørt Paulus, havde haft et vidnesbyrd om værdien af og magten i de nøgler, som han besad, så ville apostlene måske ikke være blevet taget fra jorden.
Det fik mig til at vende tilbage til Paulus’ Brev til Efeserne. Jeg kunne se, at Paulus ønskede, at folket kunne føle værdien af kæden af præstedømmenøgler, der gik fra Herren gennem hans apostle til dem, medlemmerne af Herrens kirke. Paulus forsøgte at bygge et vidnesbyrd baseret på disse nøgler.
Paulus vidnede for efeserne, at Kristus stod i spidsen af sin kirke. Og han belærte om, at Frelseren byggede sin kirke på et fundament af apostle og profeter, der har alle præstedømmets nøgler.
På trods af klarheden og kraften i Paulus’ lærdomme og eksempel, vidste han, at der ville komme et frafald. Han vidste, at apostlene og profeterne ville blive taget fra jorden. Og han vidste, at de, en storslået dag ude i fremtiden, ville blive genoprettet. Han skrev om det tidspunkt til efeserne og sagde, hvad Herren ville gøre: »Om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske.«1
Paulus så frem til profeten Joseph Smiths tjenestegerning, hvor himlene ville blive åbnet igen. Det skete. Johannes Døberen kom og overdrog jordiske væsener Arons præstedømme og nøglerne til engles betjening og til dåb ved nedsænkning i vand til syndernes forladelse.
Fordums apostle og profeter kom og overdrog de nøgler til Joseph, som de havde haft i jordelivet. Jordiske mennesker blev ordineret til det hellige apostelembede i februar 1835. Præstedømmets nøgler blev givet til De Tolv i sidste halvdel af marts 1844.
Profeten Joseph Smith vidste, at hans død var nært forestående. Han vidste, at de værdifulde præstedømmenøgler og apostelembedet ikke måtte og ikke ville gå tabt igen.
En af apostlene, Wilford Woodruff, har givet os denne beretning af, hvad der skete i Nauvoo, da profeten talte til De Tolv:
»Ved den lejlighed rejste profeten Joseph sig og sagde: ›Brødre, jeg ville ønske, jeg kunne leve længe nok til at se dette tempel blive bygget. Jeg lever ikke længe nok til at se det, men det gør I. Jeg har beseglet alle Guds riges nøgler på hovedet af jer. Jeg har beseglet alle de nøgler, den magt og de principper, som himlens Gud har åbenbaret for mig, på jer. Uanset hvor jeg går hen, eller hvad jeg foretager mig, hviler riget på jer.‹«2
Hver profet, der har efterfulgt Joseph, fra Brigham Young til præsident Hinckley, har haft og brugt disse nøgler og har besiddet det hellige apostelembede.
Men ligesom på Paulus’ tid er magten i disse præstedømmenøgler afhængig af vores tro. Vi er nødt til ved inspiration at vide, at de, der leder og tjener os, besidder præstedømmets nøgler. Det kræver, at Ånden vidner for os.
Og det er afhængigt af vores vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, og at han lever og leder sin Kirke. Vi må også have et personligt vidnesbyrd om, at Herren genoprettede sin Kirke og præstedømmenøglerne ved profeten Joseph Smith. Og vi må have en forsikring, som vi ofte fornyer, fra Helligånden om, at disse nøgler er blevet givet videre uden afbrydelse til den levende profet, og at Herren velsigner og leder sit folk gennem linjen i præstedømmets nøgler, som går ud til distrikts- og stavspræsidenter og ud til biskopper og grenspræsidenter videre til os, hvor end vi er, og hvor langt væk vi end er fra profeten og apostlene.
Det er ikke nemt i dag. Det var ikke nemt på Paulus’ tid. Det har altid været svært at genkende Guds bemyndigede tjenere i fejlbarlige mennesker. For mange må Paulus have virket som værende en almindelig mand. Joseph Smiths muntre person må for nogen have været i strid med deres forventning til en Guds profet.
Satan vil altid arbejde på Guds hellige for at nedbryde deres tro på præstedømmets nøgler. En af de måder, han gør det på, er at påpege det menneskelige i dem, der har dem. På den måde kan han svække vores vidnesbyrd og således afskære os fra præstedømmets nøgler, som vi er bundet til Herren med og som kan bringe os og vores familie hjem til ham og til vor himmelske Fader.
Det lykkedes Satan at nedbryde vidnesbyrdet hos de mænd, der sammen med Joseph Smith, havde set himlene åbne sig og hørt englestemmer. Deres fysiske øjne og ørers vidne var ikke nok, da de ikke længere kunne føle vidnesbyrdet om, at præstedømmets nøgler stadig fandtes hos Joseph.
Advarslen til os er enkel. Hvis vi leder efter menneskelige svagheder hos mennesker, så vil vi altid finde dem. Når vi fokuserer på at finde svaghederne hos dem, der har præstedømmets nøgler, så risikerer vi at skade os selv. Når vi taler med eller skriver til andre om sådanne svagheder, så risikerer vi at skade dem.
Vi lever i en verden, hvor det at finde fejl hos andre ser ud til at være vores foretrukne sport. Det har længe dannet basis for strategier bag politiske kampagner. Over hele verden er det temaet for mange af programmerne på fjernsynet. Det sælger aviser. Når vi møder nogen, så kan vores første, næsten ubevidste, handling være at se efter fejl.
For at holde os rodfæstet i Herrens kirke kan og skal vi træne vores øjne til at se Herrens magt i tjenesten hos dem, han har kaldet. Vi skal være værdige til at have Helligåndens følgeskab. Og vi er nødt til at bede om, at Helligånden vil hjælpe os med at vide, at de mænd, der leder os, har denne magt. I mit liv er sådanne bønner oftest blevet besvaret, når jeg selv er fuldt engageret i Herrens tjeneste.
Det skete i kølvandet på en katastrofe. En dag i juni gik en dæmning i Idaho i stykker. En mur af vand ramte de små byer, der lå nedenfor. Tusindvis af mennesker, hovedsageligt sidste dages hellige, flygtede fra deres hjem for at komme i sikkerhed.
Jeg var der, da folk stod over for den forfærdelige opgave at komme videre. Jeg så stavspræsidenten samle sine biskopper for at lede folket. De første dage var vi afskåret fra al udefrakommende overvågning. Jeg var til et møde med de lokale ledere, da en embedsmand fra det nationale katastrofekorps ankom.
Han prøvede at overtage ledelsen af mødet. Med stor kraft begyndte han at nævne de ting, som han mente, der skulle ordnes. Da han læste hver ting højt, sagde stavspræsidenten, som sad i nærheden af ham, stille: »Det har vi allerede gjort.« Efter at det havde stået på i fem til ti minutter, tav embedsmanden og satte sig ned. Han lyttede stille, mens stavspræsidenten lyttede til biskoppernes rapporter og gav instrukser.
Næste dag ankom embedsmanden fra det nationale katastrofekorps tidligt til mødet. Han sad nede bagved. Stavspræsidenten indledte mødet. Han lyttede til flere rapporter, og han gav instrukser. Efter et par minutter spurgte embedsmanden, der var kommet med hele sin organisations myndighed og ressourcer: »Præsident Ricks, hvad ønsker du, at vi skal gøre?«
Han genkendte magt. Jeg så mere. Jeg så bevis på nøglerne og den tro, der udfolder deres kraft.
Det skete igen, da en mand og hans hustru vendte tilbage til byen lige efter, at dæmningen var brudt sammen. De tog ikke hjem. De tog først hen for at finde deres biskop. Tildækket af mudder stod han og ledte sine medlemmer i at skovle mudder ud af husene. De spurgte, hvad han ønskede, at de skulle gøre.
De gik i gang. Meget senere brugte de et par minutter på at se, hvad der var sket med deres eget hus. Det var væk. Så de arbejdede videre med det, som deres biskop havde bedt dem om at hjælpe med. De vidste, hvor de skulle henvende sig for at få Herrens vejledning til at tjene i hans kirke.
Der lærte jeg, ligesom jeg senere har set det, hvordan Zions stave bliver til sikre steder. De bliver ligesom en stor familie, der forenet, interesserer sig for hinanden. Det er resultatet af enkel tro.
Det er ved tro, at de bliver døbt og modtager Helligånden. Og når de forsætter med at holde befalingerne, forbliver denne gave hos dem. De kan genkende åndelige ting. Det bliver lettere at se Guds kraft virke gennem de almindelige mennesker, som Gud kalder til at tjene og lede dem. Hjerter bliver blødgjort. Fremmede bliver medborgere i Herrens rige, forenet i kærligt fællesskab.
Denne lykkelige tilstand vil ikke vare ved, hvis der ikke er en stadig fornyelse af tro. Den biskop, som vi elsker, vil blive afløst, det samme vil stavspræsidenten. Apostlene, som vi fulgte med tro, vil blive taget hjem til den Gud, der kaldte dem.
Med disse stadige forandringer kommer der en stor mulighed. Vi kan handle, så vi er værdige til at modtage den åbenbaring, der gør det muligt for os at vide, at Gud giver nøglerne videre fra den ene person til den anden. Vi kan søge at få den oplevelse den ene gang efter den anden. Og det skal vi, for at vi kan modtage de velsignelser, som Gud har til os, og som han ønsker, at vi skal give til andre.
Svaret på jeres bønner er sandsynligvis ikke så dramatisk, som det var for dem, der overværede en tale, som Brigham Young holdt, og så hvordan hans udseende ændrede sig og lignede Joseph Smith, der havde lidt martyrdøden. Men det kan være lige så sikkert. Og med denne åndelige forsikring kommer der fred og kraft. I vil atter vide, at dette er Herrens sande og levende kirke, at han leder den gennem hans ordinerede tjenere, og at han bekymrer sig for os.
Hvis tilstrækkelig mange af os bruger vores tro og modtager disse forsikringer, så vil Gud opløfte dem, der tjener os, og derved velsigne vores og vores families tilværelse. Vi vil blive det, som Paulus ønskede for dem, som han tjente: »… bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.«3
Jeg vidner om, at jeg ved, at Jesus Kristus er vor Frelser, og at han lever. Jeg ved, at han er den klippe, som denne, hans sande kirke, er bygget på. I Jesu Kristi navn. Amen.