»Jeg står ved døren og banker«
Jeg indbyder jer til … at gøre det, som det kræver oprigtigt at søge sandheden, at kende Gud, den evige Fader, og hans Søn, Jesus Kristus.
For nogle få uger siden var jeg til en sammenkomst med en gammel ven – en ven, som for nylig er gået på pension, er veluddannet og har opnået stor succes. Han er i sit land anerkendt som leder på sit felt. Da vi sad ved siden af hinanden under en middag, vendte han sig om til mig og spurgte om Kirken. Dette var noget overraskende, fordi jeg var opmærksom på, at han, som mange andre i verden i dag, havde bortrationaliseret, at Gud var til. Hans spørgsmål var oprigtigt. Det var tilsyneladende noget, han havde tænkt over, fordi det kom spontant uden at noget i den forgående samtale, kunne have tilskyndet til det.
Jeg svarede ved at fortælle ham om gengivelsen, at Gud den evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus viste sig for Joseph Smith, og at ved ham blev præstedømmet og Guds myndighed gengivet til jorden. Jeg bar vidnesbyrd om, at jeg helt sikkert vidste, at det, som jeg havde fortalt ham, var sandt. Der var en lang pause, mens jeg så ham overveje det, jeg havde sagt. Jeg vidste, at han tænkte over det, han havde hørt, så jeg lænede mig frem og sagde: »Du kan vide, lige så sikkert som jeg ved, at det, jeg har båret vidnesbyrd om, er sandt. Hvis du vil spørge ›Gud, den evige Fader … af et oprigtigt hjerte … med tro på Kristus, [så lover jeg dig, at] da vil han åbenbare sandheden deraf for [dig] gennem den Helligånds kraft. Og gennem den Helligånds kraft kan [du] kende sandheden i alle ting.‹«1
Han fortsatte med at overveje. Uheldigvis blev vi afbrudt af de andre gæster, og dette dyrebare øjeblik var forbi, men jeg vidste, at han i sit hjerte stadig tænkte over det, han havde hørt og følt. Og jeg håber, at muligheden kommer igen, for der er meget, jeg endnu gerne vil fortælle ham. Jeg ved, at han, ligesom tusinder eller millioner af andre i verden i dag, er tilfreds med livet, som det er. Nephi udtalte, at de var blevet neddysset »i vellystig sikkerhed.«2 De sidder fast i traditioner og er undervist i menneskenes lærdomme.
Når jeg har tænkt over dette øjeblik, stiller jeg mig selv spørgsmålet: »Hvad er belønningen for at følge menneskers filosofier?« Svaret ser ud til at være tydeligt. Filosofierne dør med deres civilisation og efterlades i fortidens støv uden håb om evig belønning. Jeg følte, at min ven var blevet rørt af Herrens Ånd. Vor himmelske Fader opgiver os aldrig. Frelseren sagde: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.«3
Men vi skal have ønsket om at åbne døren, selv om det ryster grundlaget for vores hidtidige tro og livsstil. Og dette gælder mindre aktive medlemmer såvel som dem, der endnu ikke er medlemmer af Kirken. Jeg mindes ordene i en salme:
Glem ej, at hver og en har ret
til valg imellem godt og slet;
den sandhed er os blevet sagt:
Gud frelser ikke dig med magt.
Han hjælper, leder dig på vej,
han kalder og velsigner dig
med større kærlighed til sig,
men overtaler aldrig dig.4
Vor himmelske Fader vil aldrig tage vores handlefrihed fra os. Vi skal søge efter eller ønske at kende vor Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Der findes en måde, hvorved alle mennesker kan vide, om Jesu Kristi lærdomme er sande eller ej. Og Jesus svarede skeptikerne ved løvhyttefesten. Han sagde: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.«5
Præsident David O. McKay sagde, at dette »er den enkleste prøve på at viderebringe kundskab til en person, som det menneskelige sind kan forestille sig. At gøre noget, at tage det til sig, vil overbevise dig om det er godt, eller om det er dårligt. Måske kan du ikke overbevise mig om det, du ved, men du ved det, fordi du har efterlevet det.«6
Hvad er Faderens vilje? »Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bærer vidnesbyrd for verden om, at Guds vilje er blevet tilkendegivet i denne uddeling, at evangeliets principper og livets principper er blevet åbenbaret. [At] de er i harmoni med de principper, som Kristus underviste i i tidernes midte«7 og at »hele menneskeheden, gennem Kristi forsoning, kan blive frelst ved at adlyde evangeliets love og forordninger.«8
Vi lever i en tid med rationalisering, folk ønsker at se bort fra åndelige oplevelser, og de nægter sig selv åbenbaring. Hvad er der sket med det søgende sind, det åbne sind, det spørgende sind – der søger at kende sandhed og kundskab? Vi har tendens til kun at stole på vores egen rationelle kraft. Herren ønsker, at vi skal være følsomme over for Ånden, og han har givet os et mønster:
»Jeg vil give jer et mønster i alle ting, så I ikke bliver forført; thi Satan drager om i landet og prøver på at forføre folkene –
derfor, den, der beder, og hvis ånd er angergiven, antager jeg, hvis han adlyder mine forordninger.
Den, som taler, og hvis ånd er angergiven, hvis sprog er ydmygt og opbyggende, han er af Gud, dersom han adlyder mine forordninger.«9
Hvorfor er det vigtigt for os at søge at kende sandheden?
Lige før Jesus, vor Forløser, krydsede Kedronbækken og blev forrådt af Judas, bad han den storslåede ypperpræstelige bøn. Han bad til Faderen for os. Han sagde: »Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.«10
At kende Gud og hans Søn er evigt liv. Hvordan kan vi lære at kende Gud, hvis vi ikke er villige til at søge ham og gøre hans vilje? Evigt liv er det, som vi mere end noget andet i denne verden skulle ønske.
Man kan ikke studere Jesus Kristus og hans lærdomme uden at blive varigt påvirket og forandret. Når I udvikler et vidnesbyrd om Frelseren, ønsker I at blive som ham og følge ham, og således går I ned i dåbens vande og indgår en hellig pagt med ham.
Vor Frelser har omsorg for hver enkelt af os:
»Kom i hu, at sjæle er af stor værdi i Guds øjne.
Thi se, Herren, jeres Forløser, led døden i kødet og led for alle mennesker, for at alle mennesker måtte omvende sig og komme til ham.
Og han er igen opstanden fra de døde, for at han kunne føre alle mennesker til sig på betingelse af, at de ville omvende sig.
Og hvor stor er ikke hans glæde over den sjæl, der omvender sig!«11
På grund af hans store kærlighed til os, guddommelig kærlighed, ønsker han, at vi skal opleve den form for glæde, som han selv oplever. Han sagde: »Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«12 Han vil velsigne os med ægte fred – mentalt, følelsesmæssigt, fysisk, åndeligt, økonomisk – »ikke [en fred], som verden giver,«13 men en »fred, som overgår al forstand.«14
Når man indordner sig vor himmelske Faders vilje, kommer der åndelig, intellektuel og følelsesmæssig vækst og en forvisning ved sandhedens hellige ånd. Denne forvisning og glæde kan vokse til en fuldkommen kundskab. Frelseren sagde: »Om du beder, skal du modtage åbenbaring på åbenbaring, kundskab på kundskab, så du må lære at kende hemmeligheder og fredelige ting – det, som bringer glæde og evigt liv.«15
Til de mindre aktive, til de ærlige af hjertet, til min ven og til jordens gode mennesker giver jeg en indbydelse til at vågne op af selvtilfredsheden og tåbelig ligegyldighed og komme til Kristus og gøre det, som det kræver, for oprigtigt at søge sandheden, at kende Gud, den evige Fader, og hans Søn, Jesus Kristus. For »… dette er vejen, og der er ingen anden vej og intet andet navn givet under himlen, hvorved mennesket kan blive frelst i Guds rige.«16
Jeg bærer vidnesbyrd, at når I gør hans vilje, vil i føle jer nær ham og begynde at vide, hvad evig glæde er, og at evigt liv er opnåeligt. I vil vide, at han er til, at han er vor Fader, som kærligt åbenbarer virkeligheden af forsoningen og opstandelsen samt guddommeligheden af dette storslåede værk. Om dette bærer jeg mit ydmyge vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.