Hvor vælger jeg at stå?

Præsident James E. Faust

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

For at overleve og endog for at finde lykke og glæde, uanset hvad der måtte komme, [må vi] stå urokkeligt fast sammen med Herren.

Mine kære brødre og søstre og venner, præsident Hinckley har mindet os om, at de »gyldne år« indeholder mere bly end guld! Det er derfor, jeg sidder ned, mens jeg taler til jer i dag. Jeg er ved at komme mig fra en diskusprolaps, hvorved der kom en nerve i klemme. Jeg har fået at vide, at jeg kan forvente at komme mig fuldstændigt.

Jeg udtrykker min dybe taknemlighed for de velsignelser, som er kommet til verden ved hjælp af den storslåede tjeneste, som vore afdøde Brødre, ældste Neal A. Maxwell og ældste David B. Haight fra De Tolv Apostles Råd har ydet. Vores tab er stort. Vi byder bror Uchtdorf og bror Bednar, stærke og troende mænd, velkommen i De Tolv Apostles dejlige råd.

Jeg beder denne morgen ydmygt om, at jeg vil blive forstået og ikke misforstået. I en stigende uretfærdig verden må vi for at overleve og endog for at finde lykke og glæde, uanset hvad der måtte komme, stå urokkeligt fast sammen med Herren. Vi må forsøge at være trofaste hver time på dagen, så vores grundvold af tillid til Herren aldrig vil blive rystet. Mit budskab er et med håb og råd til dem, som tænker på den tilsyneladende ulige fordeling af smerte, lidelse, katastrofe og hjertesorg i dette liv. Nogle stiller måske dette spørgsmål:

»Hvorfor blev jeg født med fysiske eller mentale begrænsninger?«

»Hvad har jeg gjort for at fortjene denne smerte?«

»Hvorfor måtte min far lide så meget efter et grusomt og forkrøblende slagtilfælde. Han var en så retskaffen mand og var altid trofast og sand over for Herren og hans kirke.«

»Hvorfor måtte jeg miste min mor to gange – først til den frygtelige virkning af Alzheimers og dernæst til døden? Hun var sådan en engel.«

»Hvorfor lod Herren vores lille barn dø? Hun var så dyrebar, og vi elskede hende så højt.«

»Hvorfor har Herren ikke besvaret vore bønner på den måde, som vi ønskede?«

»Livet er uretfærdigt. Vi ved, at nogle mennesker, som har gjort mange slemme ting, alligevel synes at have alt det, som de ønsker eller har behov for.«

Dr. Arthur Wentworth Hewitt indikerede nogle årsager til, hvorfor de gode lider lige så vel som de onde: »For det første: Jeg ved det ikke. For det andet: Vi er måske ikke så uskyldige, som vi tror. For det tredje: … Jeg tror, at det er fordi han elsker os så meget mere, end han elsker vores lykke. Hvordan? Så hvis det var på basis af strengt personlige gengældelse her og nu, ville alle de gode altid være lykkelige og alle de onde opleve katastrofe (i stedet er det ofte lige modsat), og så ville det være den mest underfundige karakterforbandelse, som man kan forestille sig.«¹

Præsident Kimball gav denne indsigtsfulde forklaring:

»Hvis smerte og sorg og total straf umiddelbart fulgte med det at handle ondt, så var der ingen som ville gentage en ond gerning. Hvis glæde og fred og belønninger med det samme blev givet til den, som gør godt, så kunne der ikke være noget ondt – alle ville gøre godt, og det ikke på grund af det rigtige i at gøre godt. Der ville ikke være nogen karakterprøve, ingen karakterudvikling og ingen vækstkraft, og ingen handlefrihed … Der ville også være et fravær af glæde, succes, opstandelse, evigt liv og guddommelighed.«²

Vores kærlighed til Gud må være ren og uselvisk. Kristi rene kærlighed må være motivet i vores tilbedelse.

Nu ville al denne lidelse i sandhed være unfair, hvis alt ophørte ved døden, men det gør det ikke. Livet er ikke som et skuespil med én akt. Det har tre akter. Vi har allerede oplevet første akt, da vi var i forudtilværelsen. Vi oplever nu anden akt, som er livet på jorden, og vil opleve tredje akt, når vi vender tilbage til Gud.³ Som Jesus lovede: »I min faders hus er der mange boliger.«⁴ Vi blev sendt her til jorden for at blive prøvet. Som Herren forklarede til Abraham: »Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, vil befale dem.«⁵

Vore tidligere og nuværende lidelser er, som Paulus sagde, »for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os«⁶ i evighederne. »Thi efter megen trængsel kommer velsignelse. Derfor skal den dag komme, da I skal krones med megen herlighed.«⁷ Så prøvelse er godt i den forstand, at den hjælper os med at komme ind i det celestiale rige.

Nogle bliver bitre, fordi de mangler tro eller forståelse af den evige plan og mister håbet. Sådan gik det med en forfatter i det 19.århundrede, som opnåede både succes og rigdom med sit blændende vid og skrivestil. Hans hustru kom fra en religiøs familie, og han ønskede at tro på Gud, men var ikke ganske sikker på, at Gud eksisterede. Så blev han ramt af en række slag. I 1893 efterlod en national økonomisk krise ham dybt forgældet. Hans ældste datter døde, mens han var på en foredragsturné. Hans hustrus helbred svigtede, og hun døde i 1904. Hans yngste datter døde i 1909, og hans eget helbred begyndte at svigte. Hans forfatterskab, som tidligere havde funklet, afspejlede nu hans bitterhed. Han blev mere og mere deprimeret, kynisk og desillusioneret og forblev sådan, indtil han døde i 1910. På trods af hans blændende dygtighed manglede han den indre styrke til at klare modgang og resignerede over for sine uheld.

Det er ikke så meget, hvad der sker med os, men hvordan vi tager det, som sker med os. Det minder mig om et skriftsted fra Alma. Efter lange krige var mange »blevet forhærdet; og mange var blevet blødgjort gennem deres lidelser.«⁸ De samme forhold skabte modsatte reaktioner. Den forfatter, som mistede så meget, var ikke i stand til at trække på troens kilde. Vi har hver især behov for at besidde et eget forrådshus med tro, der kan hjælpe os med at hæve os over de problemer, som er en del af denne jordiske prøvestand.

Thomas Giles fra Wales, som konverterede og sluttede sig til Kirken i 1844 led også meget i sin livstid. Han var minearbejder, og mens han gravede kul i minen, faldt et stort stykke kul ned og ramte ham i hovedet og efterlod et ni tommer langt sår. Lægen, som undersøgte ham, sagde at den sårede mand ikke ville leve mere end 24 timer. Men så kom ældsterne og salvede ham. Han blev lovet, at han ville blive rask, og at »selv om han aldrig ville komme til at se igen, ville han komme til at gøre meget godt i Kirken.« Broder Giles overlevede virkelig, men var blind resten af sit liv. I løbet af en måned efter ulykken »rejste han rundt i landet for at passe sine kirkelige pligter.«

I 1856 emigrerede broder Giles og hans familie til Utah, men før han forlod sit hjemland, gav de walisiske hellige ham en harpe, som han lærte at spille med stor færdighed. Ved Council Bluffs sluttede han sig til et håndkærrekompagni og drog vestpå. »Selv om han var blind, trak han en håndkærre fra Council Bluffs til Salt Lake City.« Mens han krydsede sletterne, døde hans hustru og to børn. »Hans sorg var stor og hans hjerte næsten knust, men hans tro svigtede ikke. Midt i sin sorg, sagde han, som én sagde fordum: ›Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.‹«⁹ Da bror Giles kom til Salt Lake City, lånte præsident Brigham Young, som havde hørt hans beretning, broder Giles en værdifuld harpe, indtil hans egen kom fra Wales. Broder Giles »rejste fra bebyggelse til bebyggelse i Utah … og gjorde mange glade med sin søde musik.«¹⁰

Hvordan vi bruger vores af Gud givne handlefrihed forklarer, hvorfor visse ting sker i vores liv. Nogle af vore valg har uforudsete resultater, som kan være både gode eller dårlige. Men vi ved ofte forud, om nogle af vore valg vil have ufordelagtig eller endog skadelig virkning. Jeg kalder disse for »informerede valg«, fordi vi ved, at vore gerninger vil føre katastrofale resultater med sig. Disse informerede valg omfatter ulovlige seksuelle forbindelser og brugen af narkotika, alkohol eller tobak. Sådanne dårlige informerede valg kan hindre et menneske i at tage på mission eller modtage templets velsignelser. Vi kan træffe ukorrekte informerede valg, fordi verdens tillokkelser forvrider virkeligheden og gør os sårbare. Når vi kommer sammen med en fra det modsatte køn, kan et forkert valg på et tidligt tidspunkt begrænse det at træffe det rigtige valg på et senere tidspunkt.

Så hvor skal vi hver især stå fast? Når vi viser vores hengivenhed til Gud i vore daglige retfærdige gerninger, ved han, hvor vi står. Dette liv er for os alle en tid, hvor vi skal lære at skelne og lutres. Vi møder alle prøvelser. Medlemmer i Kirkens tidlige tid blev prøvet og lutret, da de måtte beslutte sig til, om de havde tro til, som broder Giles, at sætte deres ejendele på en vogn eller i en pionerhåndkærre og rejse tværs over de amerikanske sletter. Nogle havde ikke denne tro. De, som rejste, gjorde det »med tro i hvert et fodtrin«. I vor tid gennemgår vi en stigende vanskelig tid, hvor vi bliver lutret og prøvet. Prøverne er mere underfundige, fordi grænsen mellem godt og ondt forsvinder. Der er meget lidt, som synes helligt i nogen som helst af vores offentlige kommunikation. Vi må under disse forhold sikre os, hvor vi står hele tiden i vores forpligtelse over for de evige sandheder og pagter.

Vi lærer meget om det at klare lidelse fra »en mand i landet Us; han hed Job. Han var en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holdt sig fra det, der var ondt«¹¹ Satan fik lov af Herren til at prøve Job. Job var rig og havde syv sønner og tre døtre, men hele hans ejendom og hans børn gik til grunde. Hvilken påvirkning havde det på Job? Han sagde, da han talte om Herren: »Lad ham slå mig ihjel, jeg venter ham,«¹² og »Det kan blive min redning.«¹³ Job bekræftede: »Dog ved jeg min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud.«¹⁴ Job stolede fuldt og fast på, at Herren ville tage sig af alt det andet.

Måden hvorpå vi finder glæde i dette liv er som Job at udholde alt for Gud og hans værk. Ved at gøre dette vil vi modtage den uendelige og uvurderlige glæde at være sammen med Frelseren i evighederne. Som vi synger i en af de velkendte salmer:

Den sjæl, som til Jesus sin lid kun har sat,
jeg vil ej forlade i mørkeste nat.
Den sjæl, om al helved imod den mon stå,
skal gennem min nåde sin salighed få.15

Præsident Howard W. Hunter sagde engang, »Gud ved noget, som vi ikke ved, og ser noget, som vi ikke kan se.«¹⁶ Ingen af os kender Herrens visdom. Vi ved ikke forud præcis, hvordan han vil få os ud fra der, hvor vi er nu, til der, hvor vi skal være, men han giver os en bred skitse i vores patriarkalske velsignelse. Vi oplever mange bump og bøjninger og vejdelinger i det liv, som leder til evighederne. Der er så megen undervisning og korrektion, når vi rejser på denne vej. Herren sagde: »Den, som ikke kan tåle revselse, er ikke mit rige værd.«¹⁷ »for Herren tugter den, han elsker.«¹⁸

Mens vi lever på jorden, må vi vandre i tro og ikke tvivle. Når rejsen tilsyneladende virker, som om den ikke kan bæres, må vi finde trøst i Herrens ord: »Jeg har hørt din bøn, jeg har set dine tårer, og jeg vil helbrede dig.«¹⁹ Nogle helbredelser vil måske finde sted i en anden verden. Vi vil måske aldrig få at vide, hvorfor nogle ting sker i dette liv. Årsagen til nogle af vore lidelser er kun kendt af Herren.

Præsident Brigham Young kom med en dybsindig indsigt, at i det mindste har nogle af vore lidelser et formål, hvorpå han sagde:

»Alle intelligente væsener, som er kronet med herlighedskroner, udødelighed og evigt liv må gennemgå enhver prøve, som det er meningen, at intelligente væsener skal gennemgå for at opnå deres herlighed og ophøjelse. Enhver ulykke, som kan tilstøde jordiske væsener, vil det blive tilladt nogle få at lide for at berede dem til at nyde Herrens nærhed … Enhver prøvelse og erfaring, som du har gennemgået er nødvendig for din frelse.«²⁰

Vi har stor grund til at håbe. Glæden kan blive vores, hvis vi er villige til at ofre alt for Herren. Så kan vi se frem til en uendelig og uvurderlig mulighed for at overvinde alle dette livs udfordringer. Så vil vi være sammen med Frelseren for evigt, og som præsident Brigham Young også sagde, »forvente at nyde den glæde, herlighed og ophøjelse, som Gud har beredt for de trofaste.«²¹ Gud lever, Jesus er Kristus og præsident Gordon B. Hinckley er vores profet, og dette er tiden, hvor vi alle skal forberede os til at møde Gud. Om dette bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.