Hjemkomsten
Der var gået fire år siden min dåb, og jeg havde været inaktiv det meste af tiden. Jeg drak, røg og var meget deprimeret. Min mand, Ian, var til søs, så jeg var alene hjemme med to små børn. Og nu havde hans ubåd fået en større skade og lå i tørdok i den anden ende af landet. Hver eneste aften i seks uger ringede telefonen, og Ian sagde: »Vi skulle sejle hjem i morgen.« Men i morgen syntes aldrig at komme, og den lovede hjemrejse blev hele tiden udskudt.
Det eneste lyspunkt i tilværelsen var mine fantastiske hjemmelærere og besøgslærerinder, som regelmæssigt opsøgte mig og viste kærlighed og venlighed. Jeg må indrømme, at jeg ikke altid var lige høflig, og nogle gange var jeg direkte ubehøvlet. Ikke desto mindre vidste jeg, at jeg altid kunne ringe, og så ville de være villige til at hjælpe mig. Mine hjemmelærere var urokkelige i deres tro på, at hvis jeg vendte tilbage til Kirken, ville Ian blive døbt – men jeg måtte være et eksempel for ham. Jeg følte aldrig trang til at sætte deres tro på prøve. Jeg var nede i en åndelig bølgedal.
En aften, hvor jeg havde talt med Ian og hørt, at ubåden stadig var ude af stand til at sejle hjem, sad jeg og græd og var helt fortvivlet. Men så begyndte jeg at bede, noget jeg ikke havde gjort i meget lang tid.
Da jeg gjorde mig klar til at gå i seng den aften, blev jeg opmærksom på noget, jeg ikke havde bemærket før – en meget stærk, men ikke ubehagelig luft. Den vakte glemte minder. Jeg måtte tænke mig om en tid, før jeg blev klar over, at den mindede mig om den kirkebygning, hvor jeg var blevet døbt. Da det gik op for mig, fornemmede jeg en varm, indre glød og et spirende ønske om at vende tilbage til Kirken.
Jeg ringede til Tony, den ene af mine hjemmelærere. Kort efter kom han og hans hustru Rosie forbi, og vi talte sammen, som vi aldrig havde gjort før. Alle barrierer var væk. Jeg ville vende tilbage til Kirken.
Jeg glædede mig meget til Ians næste opringning. Denne gang blev han mødt med begejstring i stedet for depression. Til min forbløffelse var hans reaktion på min historie, at han foreslog, at vi gik i kirke som familie, når han kom hjem.
Den følgende søndag hentede Tony og Rosie mig og børnene og tog os med i kirke. Det overraskede mig at se en missionær, som var blevet sendt tilbage til området for anden gang. Han havde været hjemme hos os før, men det var hverken lykkedes ham eller andre at formå Ian eller mig til at komme i kirke. Han hilste varmt på mig og sagde, at han var kommet tilbage til området for at døbe Ian. Jeg var meget skeptisk og lo, men i løbet af den følgende uge vendte Ian endelig hjem. Og, som han havde lovet, gik han med i kirke den følgende søndag. Ældste Paskett henvendte sig til ham under dette første besøg og traf en aftale om at kigge forbi sammen med sin makker, ældste Brown, og undervise Ian. I løbet af to uger havde Ian taget imod dåbsudfordringen. Hele processen tog mindre end en måned, og kort efter blev missionærerne flyttet fra vores menighed til et andet område.
I de uger oplevede vi en overvældende strøm af kærlighed fra Helligånden og menighedens medlemmer. Vi traf den beslutning, at hvis vi skulle efterleve evangeliet, så skulle vi gøre det fuldt ud. Kort efter sin dåb blev Ian kaldet som Unge Mænds præsident, og jeg blev kaldet til at virke i Primary. Vores kirkeliv blev rigt og spændende. I de følgende år voksede vores familie fra to til fem dejlige børn. Vi blev beseglet til hinanden i templet i London i 1982 i overværelse af Tony og Rosie.
Siden da har evangeliet haft indflydelse på alle områder af vores tilværelse. Vi har haft mange op- og nedture, men vi har aldrig fortrudt beslutningen om at tjene Herren. Vi har virkelig fundet et hjem i hans kirke.
Judith A. Deeney er medlem af Lerwick Menighed i Edinburgh Missionen i Skotland.