Dit sprog røber dig

Ældste L. Tom Perry

De Tolv Apostles Kvorum

De ord, du bruger, kan sætte dig i bås.

En af de store skikkelser fra Det Nye Testamente, som altid har fascineret mig meget, er Peter. Peter måtte gøre en stor indsats for at overvinde alt det, der hører verden til og berede sig på at blive vidne for og forkynder af Jesu Kristi evangelium. Man kan lære en interessant lektie af forholdet mellem Frelseren og Peter i de sidste timer inden Frelserens domsfældelse og korsfæstelse.

»Jesus sagde til ham: ›Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.‹

Peter sagde til ham: ›Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig‹« (Matt 26:34-35).

Vores sprog røber, hvem vi er

Så oprandt de skæbnesvangre timer, hvor Peter ikke ville indrømme, at han fulgte Frelseren, men alligevel gjorde hans kærlighed til ham, at han bare måtte være til stede under domsfældelsen for at se, hvad der skete.

»Imens sad Peter udenfor i gården. Og en tjenestepige kom hen til ham og sagde: ›Du var også sammen med galilæeren Jesus.‹

Men han nægtede det i alles påhør og sagde: ›Jeg forstår ikke, hvad du mener.‹

Da han gik ud i portrummet, var der en anden af tjenestepigerne, som så ham og sagde til dem, som var der: ›Han dér var sammen med Jesus fra Nazaret.‹

Atter nægtede han det og svor på det: ›Jeg kender ikke det menneske!‹

Lidt efter kom de, som stod der, hen til Peter og sagde: ›Jo, sandelig er du også en af dem; dit sprog røber dig.‹

Da gav han sig til at bande og sværge: ›Jeg kender ikke det menneske!‹ I det samme galede hanen.

Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt: ›Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.‹ Og han gik udenfor og græd bitterligt« (Matt 26:69-75).

Ligesom et pasfoto, en underskrift eller et fingeraftryk kan identificere et menneske, viste Peters sprog, hvem han var, og hvor han var opvokset. På samme måde bliver du bedømt og sat i bås af dem, som hører de ord, du bruger. Vores sprog afspejler det menneske, vi er, og det afslører vores baggrund og måde at leve på. Det beskriver vore tanker så vel som vore inderste følelser.

Et rystende ord

I dag, mere end på noget andet tidspunkt i historien, anvendes der mere banden og vulgaritet overalt. Jeg havde engang en oplevelse, som viste mig, at de forkerte ord kan ryste mennesker, som ikke venter at høre dem fra din mund. Jeg var i rekrutlejr i det amerikanske marineinfanteri under anden verdenskrig. Selvfølgelig var sproget blandt mine kammerater i marineinfanteriet ikke af en kaliber, som man ønsker at gentage. Jeg var nylig hjemvendt missionær, så jeg havde besluttet mig for at holde mit sprog på et hø-jere niveau end deres. Jeg bestræbte mig konstant på at afholde mig fra at anvende selv de mest almindelige eder.

En dag var vi ude på skydebanen for at få vores sidste anmærkninger. Jeg havde klaret mig fint i afstande af 100, 200 og 300 meter. Nu lå vi på 500 meters afstand af målet. Det eneste, jeg behøvede var et nogenlunde rimeligt pointtal – jeg behøvede blot at ramme skiven uden at ramme plet – så ville jeg blive udnævnt til skarpskytte. Vi var blevet gejlet op til ville yde vores bedste og blive den bedste deling på skydebanen. Jeg blev nervøs, da jeg stod på 500 metermærket, og det første skud fik min skulder til at hamre ind i riflen. Selvfølgelig blev der vinket med flaget – jeg havde skudt forbi målet. Og dermed mistede jeg chancen for at blive skarpskytte.

Ud af min mund røg en lille ed, som jeg havde svoret aldrig at anvende. Det rystede og forbløffede mig at se, at alle holdt inde med skydningen, vendte sig og stirrede på mig med åben mund. Enhver anden marineinfanterist kunne have anvendt den ed ude på skydebanen den dag, uden at nogen havde bemærket det. Men fordi jeg havde besluttet at føre missionens standarder med mig ind i marineinfanteriet, var alle rystede, da jeg trådte ved siden af.

Frelseren selv har undervist os i sprogbrug. Han har sagt: »Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent« (Matt 15:11).

Ofte finder vi på erstatninger i vores stræben efter at undgå upassende ord. Nogle gange ligger de så tæt på de vulgære udtryk, at alle sikkert er klar over, at vi blot bruger erstatningsord og egentlig ikke har forbedret vores sprogbrug.

Jeg har til tider været forarget, når jeg har hørt hjemvendte missionærer tale ved et nadvermøde. Jeg har hørt de ord, vendinger eller sætninger, som de har samlet op i missionsmarken, men som faktisk er erstatninger for vulgære udtryk, og det viser deres manglende evne til at beherske et pænt sprog og give et korrekt indtryk af, hvad de har foretaget sig på deres mission.

Sådan forbedrer man sit sprog

Jeg har følgende forslag til dem, der længe har bandet og brugt et vulgært sprog, men som nu vil forbedre det:

1. Beslut dig for at fjerne den slags ord fra dit ordforråd.

2. Hvis du falder i og bruger en ed eller et erstatningsord, omformulér da sætningen mentalt uden brug af eder eller erstatningsord.

3. Sig den nye sætning højt.

Med tiden udvikler du så et sprogbrug uden vulgære udtryk.

Jeg mener, at vi alle kan have gavn af den belæring, Paulus gav til efeserne:

»Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.

Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag« (Ef 4:29-30).

Vær modig nok til at holde dit sprog rent og pænt. Opbyg dit ordforråd – det fører dig ind blandt dem, der tjener Herren.

Frelseren har sagt: »Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med« (Luk 6:45).

Må jeres mund løbe over med det gode fra jeres hjerte, det er min bøn for jer alle.