Du tager dig godt af mig
Da jeg kiggede på min nye besøgslærerkreds, fik jeg øje på navnet på et nyt medlem af menigheden. Jeg tøvede lidt med at ringe til en, jeg ikke kendte, men min kammerat og jeg traf en aftale med Jane (navnene er ændret). Vi ankom den aftalte morgen og bad en kort bøn, inden vi bankede på døren. Jane og hendes tre små sønner ventede os.
Efterhånden som vi lærte Jane bedre at kende gennem vore månedlige møder, gjorde vi også en indsats for at lære hendes sønner at kende. De to yngste sad ved siden af mig og min kammerat, og vi læste bøger for dem og legede med dem. Men fireårige Alex, den ældste af de tre, var ikke så ivrig efter at lære sin mors gæster at kende. Han var uafhængig og tilbageholdende.
Jeg havde været Janes besøgslærer i omtrent et år, da jeg blev ringet op og fik at vide, at der var brand i Janes hus! Min mand og jeg følte os tilskyndet til at pakke kiks, kildevand og nogle legetøjsbiler og skynde os over for at se, om der var noget, vi kunne gøre. Vi fandt Jane på fortovet over for det nedbrændte hus. Janes mand besigtede skaderne sammen med brandfolkene, mens Jane trøstede deres tre grædende børn, som klyngede sig til hendes ben.
Da vi talte med hende, sagde hun, at hun meget gerne ville hen til sin mand. Vi bar hendes to mindste sønner hen til vores bil. De var sultne og tørstige, og jeg var taknemlig, fordi Helligånden havde tilskyndet os til at tage mad og vand med. De var snart tilfredse. Men Alex, der stadig hulkede, klyngede sig til sin mor. Jane kunne ikke tage ham med, og hun vaklede mellem at gå hen til sin mand og at trøste sin søn.
Jeg opfordrede hende til at gå derover, og så bøjede jeg mig ned og spurgte Alex, om jeg måtte holde ham, mens hans mor gik over for at finde deres far. Til min overraskelse sagde han ja. Da jeg løftede Alex op, lagde han hovedet på min skulder, og jeg aede ham på ryggen. Mens Jane prøvede at finde sin mand, hviskede jeg trøstende ord i Alex’ øre. Jeg kunne mærke, at hans hulken aftog, og hans trak vejret roligere.
Mens vi stod der på fortovet, sagde Alex til mig: »Du vil passe godt på mig, fordi du er min mors lærer.«
Jeg fældede en stille tårer, da jeg indså, at Alex vidste, at vi betød noget for hans mor. Han vidste, at han kunne stole på, at jeg ville tage mig af ham også, for jeg var hans mors lærer.