Del juleglæden
Vi vidste, at vores første jul som sidste dages hellige ville blive anderledes. Men det var det at dele med andre, som gjorde den helt speciel.
Da jeg var 17, havde min mor et job som syerske på en dukkefabrik. Hun arbejdede hjemme, men tog hen til fabrikken for at få mere arbejde og for at aflevere det, hun havde gjort færdigt. Der var noget særligt ved den mand, som hun afleverede sit arbejde til.
Da min mor lærte ham at kende, erfarede hun, at der var sket noget, som havde gjort ham ulykkelig. Hun inviterede ham hjem til os, og han kom den selv samme dag og tilbragte flere timer hos os. Vi erfarede, at han var kommet til Argentina fra Brasilien for at søge arbejde, og at han aldrig var vendt hjem, sådan som han havde ønsket.
Vores familie havde den tradition at invitere nogen til at fejre jul sammen med os, og i december begyndte vi, som vi gør hvert år, at drøfte, hvem vi skulle invitere. Men denne jul var anderledes af en ganske særlig årsag: Det var den første jul, vi tilbragte som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg tænkte straks på min mors kollega, men jeg sagde ikke noget. Senere nævnte min mor, at hun gerne ville invitere ham.
Næste gang min mor afleverede sit arbejde, spurgte hun ham om, hvem han skulle fejre jul med, og han svarede, at det vidste han ikke. Min mor sagde, at det ville være hyggeligt, hvis han ville komme hjem til os juleaften, og han lovede at give hende besked.
Sent juleaften bankede nogen på vores dør. Da vi lukkede op, stod min mors kollega og hans treårige søn udenfor. Det var spændende at møde hans lille søn og tilbringe aftenen sammen med ham. Han havde sin fars kærlige ånd. Vores familie følte næsten, at vi havde små kimende klokker i hjertet, da vi hørte denne lille dreng synge juleaften.
Jeg er taknemlig for evangeliet, som styrkede julens ånd for os alle fra det første år og styrkede vores families beslutning om at huske »broderlig venlighed [og] næstekærlighed« (L&P 4:6).