2007
Der skal føres en optegnelse blandt jer
December 2007


Der skal føres en optegnelse blandt jer

Ældste Marlin K. Jensen fra De Halvfjerds, der i øjeblikket er Kirkens historiker, talte for nylig med Kirkens Tidsskrifter om denne betydningsfulde stillings fortid, nutid og fremtid.

Hvorfor lærer sidste dages hellige, at det er vigtigt at føre optegnelser og samle og bevare Kirkens historie?

Ældste Marlin K. Jensen: Skrifterne, især Mormons Bog, gør det klart, at det at »huske« er et grundlæggende og frelsende evangelisk princip. Vi fører optegnelser som en hjælp til at huske. Når vi husker fortiden, får vi som Guds børn det nødvendige perspektiv til at udøve tro på vores fremtid og dermed leve mere trofast i nuet.

Den 6. april 1830, den dag hvor Kirken blev organiseret, gav Herren denne befaling til profeten Joseph Smith: »Der skal føres en optegnelse blandt jer« (L&P 21:1). Det er den åbenbaring, hvorpå embedet som Kirkens historiker bygger.

Den dag lærte profeten, hvor vigtigt det er for Herren, at der føres kirkehistorie, og han kaldte kort efter Oliver Cowdery til at være den første kirkehistoriker. I begyndelsen førte Oliver referat af møderne, patriarkalske velsignelser, medlemsoplysninger og certifikater for ordinationer i præstedømmet. Han påbegyndte også det, der kunne kaldes en beretning om Kirkens historie.

Man begyndte at føre optegnelser efter befaling fra Herren og det er fortsat op til vore dage.

Hvad omfatter kaldelsen som Kirkens historiker?

Ældste Jensen: Arbejdet som kirkehistoriker består mest af at føre optegnelser. Det omfatter indsamling og opbevaring af kirkehistoriske kilder, registrering af ordinancer og samling af referater. Skriften angiver også, at der er et ansvar for at sikre, at optegnelserne bruges “til gavn for kirken og for de opvoksende slægtled” (L&P 69:8).

Rollerne som historiker og fører af optegnelser er overlappende og stort set de samme. Jeg tror, at det var derfor, man i Kirkens tidlige dage nogle gange kaldte en til at føre optegnelser og andre gange kaldte en historiker, og det er nok derfor, man i nyere tid har slået det sammen til én kaldelse.

Hvad er formålet med at skrive Kirkens historie og undervise i den?

Ældste Jensen: Hovedformålet med Kirkens historie er at hjælpe Kirkens medlemmer til at få tro på Jesus Kristus og holde deres hellige pagter. Når vi skal opfylde dette formål, ledes vi af tre hovedretningslinjer:

For det første stræber vi efter at bære vidnesbyrd om og forsvare genoprettelsens grundlæggende sandheder.

For det andet ønsker vi at hjælpe Kirkens medlemmer med at huske det store, som Gud har gjort for sine børn.

For det tredje har vi skriftens pålæg om at være med til at bevare Guds riges åbenbarede orden. Det omfatter åbenbaringer, dokumenter, procedurer, processer og mønstre, som sikrer orden og kontinuitet i udøvelsen af præstedømmets nøgler, præstedømmekvorummernes korrekte funktion, udførelse af ordinancer og så videre – det, der er af afgørende betydning for vores frelse.

Hvordan har Kirken ellers gavn af kirkehistorikerens embede?

Ældste Jensen: Kirkehistorikeren kan også være Kirkens autoritative røst, når det gælder historiske anliggender. Der stilles altid spørgsmål angående Kirkens historie, og til tider er der kontroverser om hi-storiske emner. Det er gavnligt at have et sted, hvor enhver kan henvende sig og få troværdige svar.

Kirkens historiker er formand for Komiteen for historiske steder, som administrerer kirkens historiske steder og mindesmærker. Han tjener også som formand for Kirkens komité for optegnelser. Denne komité fører tilsyn med oprettelsen, forvaltningen og i sidste ende kontrollen med alle Kirkens optegnelser – både kirkelige og verdslige – over hele verden.

Nogle af de vigtigste og helligste optegnelser er dem, der vidner om udførelsen af tempelordinancer. De bevares som en del af det, som jeg mener, er den bog, »som skal være al antagelse værd« (L&P 128:24). Medlemmerne kan trygt forlade sig på, at alle optegnelser – deriblandt dem, der omhandler deres tempelordinancer – opbevares sikkert.

Hvordan anvender Kirken teknologien i historikerens arbejde?

Ældste Jensen: Jeg arbejder sammen med Kirkens slægtshistoriske og historiske afdeling, som samler og bevarer de vigtige kirkehistoriske materialer. Vi udvikler en teknologiplan, som gør os bedre i stand til at samle og bevare Kirkens historie og gøre den tilgængelig for Kirkens verdensomspændende medlemsskare. Internettet spiller naturligvis en stadig større rolle i alt, hvad vi foretager os.

De bøger, dokumenter, genstande, billeder og optegnelser over historiske steder, som vi har samlet i årenes løb, udgør på en måde »kronjuvelerne« i Kirkens historie. Vi føler en forpligtelse til at dele disse materialer på en godkendt og passende måde med medlemmer overalt. At se en side fra det oprindelige manuskript til Mormons Bog på internettet eller at foretage et virtuelt besøg i det loftsværelse i familiens Smiths bjælkehytte, hvor Moroni viste sig for den unge Joseph Smith, er oplevelser, der på en trosfremmende måde vil sætte vore medlemmer i forbindelse med fortiden.

Teknologien sætter os også bedre i stand til at oplære og støtte lokale ledere, sekretærer og andre, der har ansvar for den årlige indsamling af historiske oplysninger fra stave, menigheder og missioner. Ved hjælp af teknologien kan historiske oplysninger lettere flyde til og fra Kirkens hovedsæde.

Hvordan kan Kirkens historie blive en arv for os alle, hvad enten vi er nye medlemmer eller vores familie har været medlemmer af Kirken i generationer?

Ældste Jensen: En eller anden har engang sagt, at et folk aldrig kan blive større end dets historie. Kirkens historie begyndte med den gribende beretning om Joseph Smith og hans søgen efter den sande kirke. Når vi tror på Josephs beretning, bliver vi en del af den store samling af troende, hvis liv er blevet ændret ved at tage imod det gengivne evangelium. Den oplevelse bliver en vigtig del af vores fælles arv som sidste dages hellige. Det forklarer også, hvorfor historien om Kirkens begyndelse er så vigtig for Kirkens eksistens og fortsatte vækst og livskraft.

Der findes andre storslåede beretninger i vores historie, som fortjener at blive kendt og forkyndt i Kirken og i hjemmene. Erfaringerne fra Kirtland, Missouris trængsler, triumferne og den endelige fordrivelse af de hellige fra Nauvoo og pionerernes lange vandring vestpå er historier, som inspirerer sidste dages hellige fra alle lande og tungemål. Men der findes lige så gribende beretninger om Kirkens vækst og fremgang og evangeliets betydning for almindelige medlemmer i enhver nation, som er kommet i berøring med det gengivne evangelium. De skal også nedskrives og bevares!

Forholdet mellem kirke- og slægtshistorie er også værd at overveje. Som regel fører studiet af det ene til et studium af det andet. Mange af Kirkens mest storslåede historier findes i personlige dagbøger og slægtshistorier, og de er en del af vores individuelle og familiemæssige arv.

Endelig må vi ikke glemme, at det at skabe sig en kirkehistorisk arv omfatter mere end blot at læse en historiebog. Det omfatter besøg på historiske steder, museumsbesøg, hvor man kan se historiske genstande, at deltage i en familiekomsammen eller at føre personlig dagbog. Nøglen for enhver er på en eller anden måde at være personligt involveret i fortiden.

Hvad synes du, der har betydet mest for dig ved at tjene som Kirkens historiker?

Ældste Jensen: Jeg har fået øjnene op for, at skrifterne indeholder hellig historie. Når profeterne skrev til os, flettede de prædikener og lærdomme ind i deres historiske beretninger. For eksempel begynder Mormons Bog med historien om Lehi og hans familie. Det er hellig skrift, men det er også en historisk beretning. Mormons Bog repræsenterer den fineste form for historieskrivning, vi har. Det er også det bedste eksempel på forbindelsen mellem historie og lærdomme. Jeg har fået en forståelse for og en påskønnelse af den kraft, som opstår, når skrifter og historie virker sammen.

Jeg har opnået et vidnesbyrd om, at alt er nutid for Gud – fortid, nutid og fremtid. Det passer fint sammen med skriftens definition på sandhed, som er »kundskab om alt, som det er, og som det var, og som det skal blive« (L&P 93:24). Vi lever i nutiden. Vi kan ikke se fremtiden, men vi har adgang til at se fortiden – hvis den er blevet bevaret. Vores fortid kan give os et perspektiv og et grundlag, som vi ikke kan få på nogen anden måde. Hvad enten det er historien om vores bedstefar eller historien om profeten Joseph Smith, historien om de sidste dages hellige pionerers trængsler i Kirkens tidlige dage eller historien om sidste dages hellige soldater under anden verdenskrig – så kan lektionerne fra fortiden hjælpe os med at håndtere nutiden og give os håb for fremtiden.

Jeg er kommet til at værdsætte profeten Joseph Smith endnu mere end før på grund af hans enorme indsats som denne uddelings første profet.

Af alt det, som jeg er kommet til at påskønne, tror jeg, at det vigtigste er overbevisningen om, at hvis vi er ærlige i hjertet og ønsker at kende Gud, så kan vi lære ham at kende og føle os ansvarlige over for ham. Det kan vi takke profeten Joseph Smiths eksempel for. Han levede i overensstemmelse med det, han forkyndte det, og han videregav os det løfte, at vi også kan lære Kristus at kende. Det er uvurderligt for mig.

LÆR MERE OM KIRKENS HISTORIE

Internettet gør det lettere end nogensinde at få adgang til Kirkens historie. Følgende er nogle af de ressourcer, der findes på engelsk på Kirkens historie-hjemmeside på www.lds.org/ churchhistory:

  • Joseph Smith Web Site, som gennemgår profetens liv og mission. Den rummer historiske fotografier og dokumenter.

  • Mormon Pioneer Overland Travel (Mormonpionerernes vandring) (1847-1868), som er en database over de personer og kompagnier, som rejste vestpå i denne periode. Der er mulighed for at søge i databasen.

  • Historic Sites (Historiske seværdigheder), som viser beliggenheden af de større kirkehistoriske seværdigheder med billeder og korte beskrivelse af historien.

  • Museum of Church History and Art (Kirkens museum for historie og kunst), som viser kunst og genstande, der skildrer Kirkens og dens medlemmers historie.

Et aktuelt projekt AF INTERESSE

Joseph Smiths papirer

Ældste Jensen: Jeg tror, at det mest betydningsfulde projekt, som vi arbejder på for øjeblikket, er projektet om Joseph Smiths papirer. Det er et omfattende, flerårig indsats for at samle de dokumenter, som profeten Joseph Smith skrev, fik skrevet eller modtog, så vel som de prædikener han holdt, de breve, han modtog, de retssager, han var part i, og de åbenbaringer, han modtog. Vi har i sinde at udgive alle disse papirer i en række bind.