Præsident Thomas S. Monson
I MESTERENS FODSPOR
Præsident Thomas S. Monson har i sine mange kaldelser i Kirken flyttet fra kontor til kontor, fra sted til sted. Ved hver flytning har han omhyggeligt sørget for at medbringe et bestemt maleri. Han har haft det, siden han var biskop i 1950’erne. Han tog det med sig, da han præsiderede over Den Canadiske Mission med hovedsæde i Toronto. Det hænger nu på det kontor, hvor han arbejder som præsident for Kirken. Maleriet er et bemærkelsesværdigt billede af Herren Jesus Kristus af den berømte maler Heinrich Hofmann.
Maleriet er mere end blot pynt på kontorets væg. Det er mere end en påmindelse om, hvem der er »hovedhjørnestenen« (Ef 2:20) i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det er mere end en erklæring om, at den mand, der kaldes til at være præsident for Kirken, forventes at være den første blandt de levende vidner om Frelseren. Maleriet repræsenterer et ideal – Mesteren, som Thomas Monson har brugt som forbillede i sit liv. »Jeg elsker det maleri,« sagde præsident Monson, mens han endnu engang betragtede det. »Jeg føler styrke ved at have det i nærheden. Se venligheden i de øjne. Se, hvor udtryksfulde de er. Når jeg oplever vanskelige situationer, ser jeg ofte på det og spørger mig selv: ›Hvad ville han gøre?‹ Så har jeg forsøgt at handle ligesådan.«
Den loyalitet over for Herren, den stadige henvisning til Mesterens eksempel, beslutsomheden om at følge den vej, som Frelseren har udpeget – det er de vigtigste kendetegn på Thomas S. Monsons liv og lederskab. Der er mange velkendte historier om hans liv som discipel. Det er knægten, som gav afkald på et højt skattet stykke legetøj, fordi han tænkte, at en anden dreng havde mere brug for det, og som gav sine to kaniner væk, så en vens familie kunne få et julemåltid. Det er den unge biskop, som omhyggeligt sørgede for de 84 enker i sin menighed – og gav dem en plads i sit hjerte i årtier. Det er generalautoriteten, som var tilstrækkeligt opmærksom på Helligåndens hvisken til at vide, hvornår et møde skulle afbrydes for at hjælpe et barn.
De, der kender ham godt, forstår godt, at han ikke har gjort dette, blot fordi hans forældre forventede det af ham, eller fordi enkerne var biskoppens ansvar, eller fordi det var hans rolle som apostel. Han har udvist denne uselviske tjeneste, fordi han er den, han er. Thomas S. Monson gør dette, fordi det er, hvad hans Frelser ville have gjort.
Præsident Monson er kort sagt virkelig en discipel af »Jesus fra Nazaret … [som] færdedes overalt og gjorde vel«, et skriftsted, som præsident Monson ofte citerer. Hans ansvar omfatter en mængde administrative beslutninger og papirarbejde, som ville få de fleste til at vakle. Men omfanget af arbejde har aldrig fået ham til at miste fokus på, hvem hans forbillede ville tjene. Hans liv har været en lang kæde af gode gerninger for at række ud til den enkelte, opmuntre den dårligt stillede og erindre dem, som det er så let at glemme. Måske har ingen i Kirkens ledelse i de sidste mange år i lige så høj grad levet op til den guddommelige formaning: »… bistå de svage, opløft de nedhængende hænder, og styrk de matte knæ« (L&P 81:5).
Begyndelsen
For at kende den mand, som Thomas S. Monson er blevet, er det vigtigt at kende hans rødder og de omgivelser, der har styrket ham.
Han blev født den 21. august 1927 som den første søn og det andet barn af G. Spencer og Gladys Condie Monson. På faderens side kommer han fra svenske og engelske forfædre, og på moderens side fra skotske. Hans oldefar hed Mons Åkesson, og i henhold til traditionen for svenske efternavne kom hans farfar til at hedde Nils Månsson. Med flytningen til USA og fra hans far begyndte familiens efternavn at følge det almindelige amerikanske mønster og er siden forblevet Monson. Præsident Monson har også sin morfars, Thomas Sharp Condie, og sin fars, Spencer Monson, fornavne.
Præsident Monson voksede op i den vestlige del af Salt Lake City i et område, der ikke er kendt for velhavende og indflydelsesrige familier, men han var omgivet af næstekærlige og hårdtarbejdende mænd og kvinder, især i sit eget hjem. Han familie boede ikke langt fra jernbanen, og deres hjem var kendt af mange gennemrejsende, som rejste med toget under den store depression i 1930’erne. Når disse rejsende – nogle blot unge mænd i deres teenageår – bankede på familien Monsons bagdør, så vidste familien, at Gladys Monson ville invitere dem ind at sidde ved køkkenbordet, mens hun smurte en sandwich og hældte et glas mælk op. Andre gange var det den unge Tommys hverv at bære en tallerken med sin mors varme mad over til en ensom nabo, »gamle Bob«, som boede i et hus, som Tommys bedstefar stillede til rådighed. Monsons nabolag var fyldt med folk, der nød godt af kristen hjælpsomhed.
Tom ledsagede ofte sin far søndag eftermiddag, når han hentede »onkel Elias« for at køre ham en tur rundt i byen. Præsident Monson mindes, at hans far forsigtigt bar den svagelige onkel, som var invalideret af gigt, ud til bilen og satte den ældre mand på forsædet, hvor han havde den bedste udsigt. »Det var en kort køretur, og samtalen var begrænset, men, åh, hvilken arv af kærlighed!« Præsident Monson mindes: »Far læste aldrig i Bibelen for mig om den gode samaritaner. I stedet tog han mig med sig og onkel Elias i den gamle Oldsmobile fra 1928 og sørgede for en levende lektie, som jeg altid har husket.«
Hans fars eksempel på hårdt arbejde var ligeledes mindeværdigt. G. Spencer Monson var kendt for at færdiggøre hver eneste opgave, han begyndte på, og for at gøre det rigtigt. Han var leder af et trykkeri, og Tom begyndte i en tidlig alder at lære faget. Han fik en karriere inden for virksomhedsledelse i trykkeribranchen. Efter han i 1948 tog eksamen i virksomhedsledelse (med udmærkelse) fra University of Utah, blev han leder i annonceafdelingen i den kirkeejede avis Deseret News. (Som stor tilhænger af livslang lærdom fik han senere en MBA – mens han tjente i De Tolvs Kvorum!) Han arbejdede i avis- og trykkeribranchen i 11 år, indtil han i 1959 blev kaldet til at præsidere over Den Canadiske Mission. Efter at have tjent som missionspræsident vendte han tilbage til en stilling som direktør for avisens trykkeri, Deseret Press. Under hele sin karriere udviste han præcis samme omhyggelighed og opmærksomhed i sit arbejde i trykkeribranchen, som han havde set sin far gøre mange år før.
Barndom i en tæt knyttet familie
Billeder af Tommy som dreng viser en køn knægt med et livligt og indtagende udtryk og nu og da et gavtyveblik i øjet. Han er selv den første til at indrømme, at han var en typisk dreng. Han fortæller denne historie om en oplevelse i Primary:
»Da jeg var Trekker (vandrer, en klasse for 10-årige), mindes jeg, at vores opførsel i Primary ikke altid var, som den burde være. Jeg havde masser af energi og havde svært ved at sidde tålmodigt i en klasse. Melissa Georgell var primarypræsident i vores menighed. En dag spurgte hun mig, om hun kunne tale med mig. Vi sad på forreste række af bænkene i kirkesalen, og hun begyndte at græde. Hun fortalte mig, at hun var ked af det, fordi især drengene ikke opførte sig pænt under Primarys forprogram. Uskyldigt spurgte jeg: ›Søster Georgell, kan jeg hjælpe?‹
Med et smil på læben og et glimt i øjet svarede hun: ›Vil du?‹
Jeg sagde til hende, at det ville jeg. I det øjeblik ophørte Primarys problem med disciplin,« griner han.
På adressen 500 South og 200 West i Salt Lake City havde Thomas Condie bygget fire huse til sine døtre og deres familie. På »Condies Terrasse«, som området blev kendt som, var Tommy Monson altid omgivet af familien, og han følte, at han frit kunne besøge enhver af sine fætres og kusiners hjem, næsten som var det hans eget. Han nød også at besøge familien Condies går ude i Granger, et område i Salt Lake-dalen, som dengang var ude på landet, men nu er dækket af parcelhuse og indkøbscentre. Indtil midt i teenageårene, hvor sommerjob begyndte at blive vigtigere, holdt han meget af at tilbringe tid i familiens hytte i Vivian Park i Provo Canyon, knap 100 km fra hans hjem. Der legede han med fætre og kusiner i det fri, svømmede i floden (og engang reddede han en ung kvinde fra at drukne), og det var her, han lærte at fiske, en hobby, som han har nydt hele livet.
Han lærte også at skyde ænder og andre fugle, men med tiden er pasning og beskyttelse af fugle blevet langt mere betegnende for ham. Som dreng var han fascineret af duer, og han begyndte at opdrætte dem hjemme. Til sidst vandt nogle af hans fugle præmier. Faktisk var hans duer nøglen til nogle varige lektier om lederskab.
Da den unge Tom Monson fx var præsident for lærernes kvorum i sin menighed, blev han begejstret, da hans kvorumsvejleder spurgte til hans interesse for at opdrætte fugle. Så spurgte vejlederen: »Hvad vil du sige til, at jeg gav dig et par racerene Birmingham Roller duer?« Hunnen i parret var noget helt særlig, forklarede vejlederen, hun havde kun ét øje, det andet øje havde en kat ødelagt. Tom fulgte vejlederens instruktioner og beholdt dem i sit eget dueslag i godt 10 dage, hvorpå han slap dem fri for at se, om de ville komme tilbage. Hannen kom tilbage, men hunnen fløj væk – tilbage til vejlederens hjem. Da Tom kom for at hente hende, talte vejlederen med ham om en dreng i kvorummet, som ikke var aktiv. Tom svarede: »Jeg skal nok sørge for, at han kommer til kvorumsmødet i denne uge.« Han tog duen med hjem, men næste gang han slap parret fri, fløj hun igen til vejlederens hjem. Da Tom denne gang hentede duen, talte vejlederen om en anden dreng, som ikke kom til kvorummets møder. Hver gang duen blev sluppet fri, vendte hun hjem til vejlederens hjem, og hver gang Tom kom for at hente hende, talte de om en ny dreng.
»Jeg var voksen,« mindes præsident Monson, »før jeg fuldt ud forstod, at Harold, min vejleder, sandelig havde givet mig en særlig due, den eneste due i hans dueslag, som han vidste, kom tilbage, hver gang hun blev sluppet løs. Det var hans inspirerede måde at holde et ideelt personligt præstedømmeinterview med lærernes kvorumspræsident på hver anden uge. På grund af disse interview og den gamle enøjede due blev hver eneste dreng i det lærerkvorum aktiv.«
En voksen mand
Midt i teenageårene blev anden verdenskrig en uundgåelig del af fremtiden for unge mænd på hans alder. Tom blev færdig med high school og begyndte at studere på University of Utah. Da hans 18-års fødselsdag nærmede sig, virkede det helt sikkert, at han blev indkaldt til militæret, så han valgte at melde sig til USA’s flåde. En beslutning i forbindelse med at melde sig frivilligt fik en væsentlig indflydelse på hans fremtid: Han valgte at melde sig til flådens reserve. Det betød, at hans aktive tjeneste sluttede kort efter krigens slutning, da militærstyrkerne blev reduceret. Så han kunne komme hjem og fortsætte sine collegestudier – og også genoptage sin interesse i Frances Beverly Johnson. (Han indrømmer, at den anden af de to interesser dengang var langt vigtigere end den første!)
Tom og Frances havde mødt hinanden i hans første år på universitetet. Hans forhold til hendes familie blev cementeret den første gang, han blev præsenteret for dem. Da Tom kom for at besøge Frances, viste hendes far ham et billede af to sidste dages hellige missionærer fra gamle dage, begge med høj hat. Faderen pegede på den ene af mændene på billedet og spurgte, om Tom var i familie med denne Monson. Ja, svarede Tom, det er min fars onkel Elias. Tårer vældede frem i Frances’ fars øjne, da han forklarede, at ældste Elias Monson havde været afgørende i familiens konvertering til evangeliet. Tom smilede i sit indre og vidste, at dette forhold var begyndt rigtig godt.
Thomas Monson og Frances Beverly Johnson blev gift den 7. oktober 1948 i templet i Salt Lake City.
Søster Monson har aldrig oplevet et tidspunkt, hvor hendes mand ikke havde travlt med at tjene i Kirken. »Tom tjente som menighedssekretær, derpå som forstander for Unge Mænds GUF i begyndelsen af vores ægteskab, og han er gået fra den ene opgave til den næste,« siger hun med et smil. Han har konstant været involveret i fremtrædende lederroller i Kirken siden maj 1950, da han som 22-årig blev kaldet som biskop i sin menighed. »Det har aldrig været et offer at se min mand udføre Herrens arbejde,« siger søster Monson. »Det har velsignet mig, og det har velsignet vore børn. Han vidste altid, at hvis det gjaldt Kirken, så forventede jeg, at han gjorde, hvad han burde gøre.«
Præsident Monson sagde, at hans hustrus støtte har været afgørende i hans virke. »Ikke én eneste gang har jeg hørt Frances klage over mine ansvar i Kirken,« siger han. »Jeg har været væk mange dage og mange nætter, og jeg har sjældent kunne sidde sammen med hende i forsamlingen. Men der findes ingen som hende – slet ingen. Hun støtter på enhver måde og er en kvinde med en stille og utrolig stærk tro.«
Hun har, anerkender han, været medvirkende til at bevare gode omgivelser for deres tre børn: Thomas Lee, Ann Frances og Clark Spencer Monson. De tre børn og deres ægtefæller har skænket præsident og søster Monson otte børnebørn og fire oldebørn.
Deres søn Clark S. Monson fortæller, at selv om hans far ofte måtte rejse for Kirken og var væk i mange weekender, så havde han »altid tid til sine børn, og det har han stadig i dag. Jeg har aldrig følt mig forsømt af far. Når han var hjemme, spillede han spil med os og tog os ud for at spise is. Om sommeren havde han mere fri, og vi tilbragte den tid i Provo Canyon i familiens hytte. Som dreng tilbragte jeg meget tid med at fiske med min far. Jeg kan ikke tænke på nogen bedre måde, hvorpå en far kan tilbringe tid med sin søn.«
Præsident og søster Monsons datter, Ann Monson Dibb, siger, at hun altid har forstået, at en af de bedste måder at støtte og ære sin far på, var at støtte og ære sin mor. Hendes far, fortæller hun, har altid elsket og støttet sine børn og nu sine børnebørn. »Mine drenge har nydt at hjælpe bedstefar med at slå plænen,« siger hun. »De elskede at arbejde ved hans side.« Og hun tilføjer: »Alle i familien nyder at sidde rundt om et bål ved familiens hytte og riste marshmallows og lytte til bedstefar fortælle historier.« Hendes far har altid været gavmild til at videregive det, han har lært, fortæller hun.
Det, han har lært, er kommet gennem erfaring opnået ved hårdt arbejde, helt fra han var meget ung. Enhver mand ville fx nok blive lidt intimideret ved at modtage en biskops kappe så tidligt. Det var en stor menighed med 1.080 medlemmer, hvoraf 84 var enker, der krævede biskoppens opmærksomhed. Men biskop Monson spildte ingen tid med at være optaget af byrden; han bad, og han gik i gang. Han tjente, han viste kærlighed, han styrkede; det var hans pligt, men det var også den kurs, hans hjerte dikterede. Han gik »Herrens ærinde« (L&P 64:29).
Mange af Kirkens medlemmer har hørt ham fortælle personlige beretninger om at hjælpe disse enker. Kun få kender hele historien. Ved juletid besøgte han hver eneste af enkerne og medbragte en velkommen gave bestående af mad; i mange år var det en plukket og renset høne fra hans egen hønseflok. I begyndelsen krævede det en uge af hans ferie for at nå alle disse besøg. I mange år, hvor han ikke længere var deres biskop, så disse enker frem til hans årlige besøg, for de vidste, at han kom. Han blev ved med at besøge dem i deres livs efterår, og helt mirakuløst har han kunnet tale ved hver eneste af deres begravelser – alle 84! Han besøger stadig jævnligt lokale plejehjem og besøger mennesker, som han mødte, da »hans« enker og andre venner boede på disse institutioner.
»Min far efterlever tre vers fra Jakobs Brev,« siger søster Dibb. »For det første Jak 1:22: ›Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere.‹ For det andet Jak 1:25: ›En gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør.‹ Og for det tredje Jak 1:27: ›En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden.‹« Hun siger, at præsident Monson efterligner Frelseren i sin måde at tilbyde andre hjælp. »Uanset, hvad deres prøvelse eller sorg måtte være, så rækker han sin hånd ud. Han løfter dem, beroliger dem og støtter dem, idet de anvender deres egen tro og tillid til Frelseren Jesus Kristus.«
Loyal over for venner og over for Herren
Hans trofaste opmærksomhed over for kære venner understreger en af de egenskaber, der er mest iøjnefaldende for dem, der kender ham bedst: Hans loyalitet. Over for dem, der er hans venner – og næsten alle, han møder, bliver en ven – opstår der et loyalitetsbånd, der aldrig brydes. Ungdomskammerater er stadig hans gode venner. Hvis han fx får mulighed for at få en VIP-plads til en basketballkamp med Utah Jazz, inviterer han ofte ledere i lokalsamfundet eller forretningslivet eller andre indflydelsesrige bekendte med. Men lige så tit vælger han at invitere nogle mindre prominente venner fra gamle dage og følger begejstret kampen med dem. Selv dem, som ikke kender disse gamle venner, nyder at lytte, når præsident Monson mindes gamle dage med dem, hvor han altid selv med sin stemme gengiver den loyalitet, han stadig har over for dem.
Det minder os om en anden form for loyalitet, der er så karakteristisk for Thomas S. Monson – loyalitet over for Åndens røst. Som ny biskop blev han en aften ringet op og fik at vide, at et ældre medlem i hans menighed var blevet indlagt til behandling på krigsveteranernes hospital i Salt Lake City. Kunne han komme og give manden en velsignelse? – blev der spurgt. Biskop Monson forklarede, at han netop var på vej til et stavsmøde, men han ville komme til hospitalet, når mødet var forbi. Ved lederskabsmødet følte han sig urolig og utilpas. En tilskyndelse kom tydeligt: Forlad straks mødet og tag direkte hen på hospitalet. Men det ville da være uhøfligt at gå, mens stavspræsidenten talte, ville det ikke? Han ventede til efter stavspræsidentens tale og gik så ud af døren før afslutningsbønnen. På hospitalet løb han ned ad gangen. Der foregik en masse uden for mandens værelse, og en sygeplejerske standsede den nyankomne. »Er du biskop Monson?« spurgte hun. »Ja,« lød hans urolige svar. »Beklager,« svarede sygeplejersken. »Patienten sagde dit navn, lige før han døde.«
Da den unge biskop forlod hospitalet den aften, lovede han sig selv, at han aldrig igen ville undlade at handle på en tilskyndelse fra Herren. Ingen har været mere tro mod det løfte. Hans liv har virkelig været det ene mirakel efter det andet som svar på, at han trofast har fulgt Åndens tilskyndelser.
Måske lå den oplevelse på hospitalet i hans baghoved mange år efter, da hans besøg til en stavskonference som medlem af De Tolv Apostles Kvorum blev noget usædvanligt. Han havde oprindeligt fået til opgave at besøge en anden stav den weekend, men der opstod et behov for at ændre på opgaven. Ældste Monson kendte intet særligt til stedet, da præsident Ezra Taft Benson (1899-1994), daværende præsident for De Tolvs Kvorum, sagde: »Bror Monson, jeg føler mig tilskyndet til, at du skal besøge Shreveport Stav i Louisiana.«
Da ældste Monson kom til Shreveport, hørte han om den 10-årige Christal Methvin, der led af uhelbredelig kræft. Hun ønskede at få en velsignelse fra en bestemt generalautoritet – ham. Han så på planen for konferencens møder og kunne ikke finde tid til at køre de 130 km til Christals hjem. Han bad stavspræsidenten om at få Christal nævnt i bønnerne under stavskonferencen. Familien Methvin forstod problemet med afstanden, men bad alligevel i deres bønner om, at deres datters ønske kunne blive opfyldt. Ældste Monson var ved at forberede sig til at tale ved lederskabsmødet lørdag aften, da han, som han mindes det, »hørte en stemme tale til min ånd. Budskabet var kort, ordene velkendte: ›Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres‹ (Mark 10:14).« Med hjælp fra stavspræsidenten blev et besøg til familien Mehvins hjem hurtigt arrangeret til den følgende morgen. Det var en højtidelig og hellig oplevelse for de involverede. Kun fire dage efter at have fået den ønskede velsignelse vendte Christal hjem til hendes himmelske Fader.
Hændelser som denne påvirker ofte som åndelige ringe i vandet andre. Ved oktoberkonferencen i 1975 fortalte ældste Monson Christals historie. Han så en lille blond pige på Christals alder sidde på balkonen i Tabernaklet og følte sig tilskyndet til at henvende sine ord til hende. Da ældste Monson havde fortalt historien om Christals inderlige ønske, som vor himmelske Fader så kærligt opfyldte, sagde han konkluderende: »Til dig, min lille ven højt oppe på balkonen, og til de troende overalt, jeg vidner om, at Jesus fra Nazaret elsker små børn, at han lytter til jeres bønner og besvarer dem.«
Da ældste Monson kom tilbage til sit kontor efter det konferencemøde, ventede den blonde pige fra balkonen sammen med sin bedstemor på ham. Den lille pige havde forsøgt at beslutte, om hun skulle døbes; nogen blandt hendes nærmeste havde rådet hende til at vente, til hun blev 18. Hun havde bedt sin bedstemor om at tage hende med til konferencen med tro på, at Jesus ville hjælpe hende med at finde et svar. Hun tog ældste Monsons hånd og sagde: »Du hjalp ham med at besvare min bøn. Tak.« Hun blev døbt kort efter.
Gennem hele Thomas Monsons virke har der været regelmæssige, gentagende og dramatiske oplevelser som svar på Åndens kaldende hvisken – et besøg i netop det rette øjeblik for at give en ønsket velsignelse, et svar på en persons uudtalte behov, organisering af hjælp fra ledere og medlemmer på det tidspunkt, hvor nogen havde størst behov. Præsident Monson ville sige, at disse oplevelser skyldes Helligåndens virke og ikke skyldes noget særligt talent eller evne, han har. »Den bedste følelse, man kan have i verden, er at mærke Herrens hånd på sin skulder,« siger han med følelse. »I min patriarkalske velsignelse som dreng, blev jeg lovet, at jeg ville have evnen til at skelne. Jeg må erkende, at denne udtalelse er blevet opfyldt i rigt mål i mit liv.« De lektier, han begyndte at lære som ung mand, er blevet styrket og forstærket gennem årene.
Et kald til at tjene hele livet
Vi har allerede bemærket, hvor ung Thomas var, da han blev kaldet til lederstillinger. Som 22-årig blev han kaldet som biskop for 6.-7. Menighed i Temple View Stav i Salt Lake City. Som 27-årig blev han kaldet som rådgiver i den stavs stavspræsidentskab. Han tjente i den stilling, da han som 31-årig blev kaldet som præsident for Den Canadiske Mission. Efter sin hjemkomst fra at præsidere over missionen blev han kaldet til at tjene i højrådet og i flere komiteer på kirkeniveau. Der gik kun lidt over et år, før han som 36-årig modtog en kaldelse til det hellige apostelembede.
Da Thomas S. Monson i 1963 blev kaldet til en ledig plads i De Tolv Apostles Kvorum, kunne medlemmer, som ikke kendte noget til hans baggrund, måske tro, at han kom ud af det blå. Han var den yngste mand kaldet til det embede siden 1910, da Joseph Fielding Smith blev kaldet som 33-årig. Men de, der kendte ældste Monson, vidste, at han var blevet forberedt til embedet.
Hans kontakt med kirkeledere begyndte tidligt i livet. Præsident Harold B. Lee (1899-1973) var engang hans stavspræsident, og i 1950 kom Tom Monson til sin ven, nu ældste Lee fra De Tolvs Kvorum, for at få hjælp med en afgørende beslutning. Tom var efter anden verdenskrig aktiv underofficer i flådens reserve, da han blev tilbudt en officersuddannelse. Skulle han acceptere det velvidende, at hvis hans enhed blev aktiveret, blev han sendt langt hjemmefra? Da ældste Lee rådede ham til at sige nej tak til tilbudet og forlade flåden, kæmpede Tom med beslutningen, for udnævnelsen til officer var en forfremmelse, som han ivrigt havde søgt. Alligevel fulgte han rådet. Da Tom kort efter blev kaldet som biskop, påpegede ældste Lee, som indsatte ham, at hvis Tom havde valgte flåden, så var der sikkert ikke kommet en kaldelse som biskop. Og formodentligt heller ikke den række af betydningsfulde kaldelser, der fulgte.
Det er fra ældste Lee, at Thomas Monsons ældste søn Tom har sit mellemnavn. Familien Monsons anden søn Clark blev opkaldt efter en anden familieven: Præsident J. Reuben Clark (1871-1961), der var rådgiver i Det Første Præsidentskab. Tom Monson arbejdede som trykker sammen med præsident Clark i forbindelse med kirkelederens mange bøger, herunder klassikeren Our Lord of the Gospels. Forholdet mellem de to mænd mindede om et far/søn-forhold.
Gennem sit arbejde lærte Tom Monson også at kende og beundre ældste LeGrand Richards (1886-1983) fra De Tolvs Kvorum. Mens præsident Monson præsiderede over missionen i Toronto, mødte han den canadiske erhvervsmand og politiker Nathan Eldon Tanner (1898-1982). Faktisk opstod den ledige plads, som Thomas Monson i 1963 udfyldte i De Tolvs Kvorum, ved præsident Tanners kaldelse fra det kvorum til en stilling i Det Første Præsidentskab som rådgiver til præsident David O. McKay (1873-1970).
Da bror Monson kom tilbage til Salt Lake City efter sit virke som missionspræsident, blev han kaldet til Kirkens Præstedømmets missionskomité under ledelse af den daværende ældste Spencer W. Kimball (1895-1985) fra De Tolvs Kvorum. Thomas Monson sad i Præstedømmets genealogiske komité under ældste Tanner. Han tjente senere i Samordningskomiteen for voksne og Præstedømmets hjemmeundervisningskomité under ældste Marion G. Romney (1897-1988), som dengang var medlem af De Tolvs Kvorum og senere rådgiver i Det Første Præsidentskab. Bror Monson var så involveret i sit arbejde i Kirkens komiteer, at han den dag, hvor han modtog sin kaldelse til De Tolv Apostles Kvorum, troede, at han blev inviteret til præsident McKays kontor for at drøfte en af hans komiteopgaver.
En elev, en underviser
Ældste Monson var i sin tidlige kontakt med kirkeledere en ivrig og lærenem elev. Både hans evne og hans dygtighed til at tjene blev velkendt blandt hans brødre i kvorummet. Præsident Kimball omtalte ham som »virkelig en handlingens mand« – en »som handler hurtigt og beslutsomt.« Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv kaldte ham engang for »et geni i kirkeledelse.« Den daværende ældste James E. Faust (1920-2007), som senere tjente sammen med ham i Det Første Præsidentskab, kommenterede hans store loyalitet over for andre: »Hans hjerne synes ikke at glemme noget, men det gør hans hjerte heller ikke – især mennesker.« Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolvs Kvorum sagde om Thomas Monson, at hans administrative og ledelsesmæssige evner kom fra »noget iboende og medfødt. Han behøver ikke 20 år med et emne for at fatte dets betydning og fange dets indhold. Han har gennemgået indholdet af de fleste sager, mens alle andre stadig forsøger at fjerne omslaget.« Præsident Boyd K. Packer, som sad ved præsident Monsons side gennem alle deres år sammen i De Tolvs Kvorum, har sagt: »Hvis jeg havde brug for noget til at manøvrere en følsom sag omhyggeligt gennem Kirkens råd, så er Thomas S. Monson manden, som jeg ville vælge til opgaven.«
Mens præsident Monson tjente i De Tolvs Kvorum, var han formand for Samordningskomiteen for voksne, Missionskomiteen og Kirkens velfærdskomité. Hans interesse for velfærd er velkendt, han har været en drivkraft bag Kirkens involvering i at dække behov i lokalsamfundet i Salt Lake-dalen og i den verdensomspændende kirke. Hans interesse er ikke abstrakt. Han har helt bogstaveligt taget sit eget tøj af for at give det til nødlidende medlemmer, som ikke havde mulighed for at købe nyt tøj. Hans tjeneste sker ofte uden for offentlighedens rampelys. »Så meget er sket privat,« fortæller hans datter Ann. Ofte fortæller personer om disse oplevelser til hans sønner eller datter. »Selv ikke vi børn ved alt, hvad han har gjort,« siger hun.
Som medlem af De Tolv var ældste Monson også formand for Lederskabskomiteen med ansvar for at undervise generalautoriteter om Kirkens programmer, så de til gengæld kunne videregive denne undervisning ved stavskonferencer. Ligesom han var en ivrig og lærenem elev af de store ledere, som gik forud for ham i rækkerne af særlige vidner om Herren Jesus Kristus, har han været en villig og dygtig lærer for os, der har fulgt efter ham. Som et af de yngre medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum har jeg (sammen med alle mine brødre) været påvirket meget af præsident Monson. Hans begejstring, hans opmærksomhed på detaljen, hans personlige lektier fra et helt livs erfaring – disse og mange andre påvirkninger har haft stor indvirkning, især fordi de er kommet over en periode på så mange år fra en, der blev kaldet til apostelembedet som meget ung. Vi har følt hans loyalitet over for os på sådanne områder, lige så meget som hans første venner fra den vestlige del af Salt Lake City.
Præsident Monson har været involveret i at tjene og styrke Kirkens ungdom, siden han var i begyndelsen af tyverne. Hans interesse for de unges åndelige velfærd har vist sig gennem hans personlige handlinger. Han har fx tjent i den nationale bestyrelse for USA’s drengespejdere siden 1969, og han har på grund af sin indsats modtaget spejderbevægelsens højeste nationale og internationale anerkendelser.
Gennem sit virke i sine kirkekaldelser er han blevet kendt blandt ledere i regeringer, erhvervslivet og samfundsanliggender over hele verden. Den respekt, som han har gjort sig fortjent til blandt dem, har muliggjort, at han kunne være en indflydelsesrig stemme på Kirkens vegne. En af hans enestående præstationer var at få tilladelse til at bygge et tempel i den daværende Tyske Demokratiske Republik, mens området stadig lå bag jerntæppet. Han havde tilsvarende succes med at få den daværende regerings tilladelse til, at sidste dages hellige missionærer rejste frit ind og ud af landet, før Berlin-muren faldt.
Præsident Monsons virke er velkendt – et virke, som glæder trofaste sidste dages hellige, både unge og gamle. Opløftende historier fra hans taler og bøger er tidløse, fordi de har kvalitet som moderne lignelser. Mange af disse historier blev samlet i en bog udgivet i 1994, Inspiring Experiences That Build Faith. From the Life and Ministry of Thomas S. Monson. På siden efter indholdsfortegnelsen står denne overskrift: »At tjene andre.« Under denne overskrift står det velkendte skriftsted fra Mosija 2:17: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste.« Det er et passende stykke råd fra skriften, der kan forbindes med Thomas S. Monsons liv, for han har oprigtigt taget det til hjertet. Han efterlever det.
Løfte for et helt liv
Præsident Monson har i sine mange års virke holdt det løfte, han gav den 4. oktober 1963, den dag, hvor han blev opretholdt som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Da han første gang talte i Tabernaklet som generalautoritet, sagde han:
»Det er min oprigtige bøn i dag, præsident McKay, at jeg altid må adlyde dig og disse, mine brødre. Jeg giver mit liv og alt, hvad jeg måtte have. Jeg vil stræbe til det yderste af mine evner til at blive det, som I ønsker, at jeg skal være. Jeg er taknemlig for ordene fra Jesus Kristus, vor Frelser, da han sagde:
›Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham …‹ (Åb 3:20).
Jeg beder inderligt om, mine brødre og søstre, at mit liv kan leve op til det løfte fra vor Frelser.«
Nu hvor præsident Monson skal lede Kirken, kunne han måske til os alle sige det, han sagde til søstrene ved Hjælpeforeningens årlige møde i september 2007: »Bed ikke om opgaver, der lever op til jeres evner, men bed om evner, der lever op til jeres opgaver. Så vil udførelsen af jeres opgaver ikke være et mirakel, men I vil være miraklet.« Til dem, der måske vil hævde, at de mangler evner eller er utilstrækkelige, kan han måske tilføje det, han belærte om ved aprilkonferencen i 1996: »Husk, at dette værk ikke blot er jeres og mit. Det er Herrens værk, og når vi går Herrens ærinde, så er vi berettiget til Herrens hjælp. Husk, at den, som Herren kalder, gør Herren egnet.« Det er tydeligt for alle, som kender præsident Thomas S. Monson, at Herren har gjort ham egnet til hans nuværende kaldelse.
I 1985, det år, hvor han blev kaldet til Det Første Præsidentskab, gav han sine personlige erindringer til familiemedlemmer. I den bog skrev han: »Når jeg ser tilbage på mit liv, anerkender jeg villigt den vejledende påvirkning fra en kærlig himmelsk Fader. Jeg vidner om, at hans omhyggelige omsorg og lovede velsignelser har været velkomne gaver for mig. Hans ord har levet i mit liv: ›Jeg vil gå foran jer. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer‹ (L&P 84:88).«
Efter at have udtrykt taknemlighed for hans elskede Frances og deres børn og børnebørn afsluttede han med dette: »Må jeg altid være ›i Herrens ærinde.‹«
Denne bøn og dette håb, der blev udtrykt for 23 år siden, er nu blevet en vished. Thomas S. Monson vil ved en guddommelig kaldelse tilbringe resten af sit liv med »færdes overalt og gøre vel« ligesom den Frelser, som han elsker så højt, gjorde før ham. Han vil vandre i hans fodspor, og han vil gøre det med inspiration fra et yndlingsmaleri, der vil vejlede hver eneste dag af dette hellige virke.