Løft, hvor I står
Enhver præstedømmebærer står på et særligt sted og har en vigtig opgave, som kun han kan løse.
Elskede brødre, jeg er beæret over at være sammen med jer til dette verdensomspændende præstedømmemøde. Sammen med jer er jeg taknemlig for at være sammen med vores elskede profet, præsident Thomas S. Monson og præsident Eyring. Brødre, vi takker jer for jeres trofasthed og moralske styrke. Det er et sandt privilegium og en glæde at være del af dette broderskab.
Løft, hvor I står
For nogle år siden i vores kirke i Darmstadt i Tyskland blev en gruppe brødre bedt om at flytte et flygel fra kirkesalen til den tilstødende aktivitetssal, hvor det skulle bruges til en musikalsk begivenhed. Ingen af dem var professionelle flyttemænd, og opgaven med at flytte dette uhyre tunge instrument fra kirkesalen til aktivitetssalen syntes noget nær umulig. Alle vidste, at denne opgave ikke blot krævede fysisk styrke, men også nøje koordination. Der var masser af forslag, men ingen af dem ville holde flygelet på ret køl. De byttede rundt på brødrene efter styrke, højde og alder igen og igen, men intet virkede.
Da de rådvilde stod rundt om flygelet, kom en af mine gode venner, bror Hanno Luschin med et forslag. Han sagde: »Brødre, stil jer tæt sammen og løft, hvor I står.«
Det virkede for enkelt. Ikke desto mindre løftede hver enkelt, hvor de stod, og flygelet lettede fra gulvet og kom ind i aktivitetssalen, som ved sin egen kraft. Det var svaret på udfordringen. Det krævede blot, at de stillede sig tæt sammen og løftede, hvor de stod.
Jeg har ofte tænkt på bror Luschins enkle forslag og er blevet imponeret over den grundlæggende sandhed deri. I aften vil jeg gerne uddybe dette enkle koncept lidt: »Løft, hvor I står.«
Nogle vil lede, og andre vil gemme sig
Selvom det synes enkelt, er det at løfte, hvor vi står, et princip om kraft. De fleste af de præstedømmebærere, jeg kender, forstår og efterlever dette princip. De er hurtige til at smøge ærmerne op og gå i gang, uanset hvad der skal gøres. De udfører trofast deres pligter i præstedømmet. De ærer deres kaldelser. De tjener Herren ved at tjene andre. De står tæt sammen og løfter, hvor de står.
Der er dog dem, som af og til kæmper lidt med dette princip. Og når de gør det, falder de ofte i en af disse to grupper: Enten vil de lede, eller også vil de gemme sig. De higer efter en krone eller en hule.
De, som vil lede
De, som prøver at lede, føler måske, at de er egnede til mere end det, de er blevet bedt om at gøre. Måske tænker de: »Hvis bare jeg var biskop, så kunne jeg gøre noget ved tingene.« De mener, at deres evner i høj grad overstiger deres kald. Måske ville de arbejde hårdt for at gøre noget ved tingene, hvis de var i lederstillinger. Men de tænker: »Hvad kan jeg dog stille op, jeg er kun hjemmelærer eller rådgiver i kvorumspræsidentskabet?«
De, som vil gemme sig
De, som vil gemme sig, føler måske, at de har for travlt til at tjene i Kirken. Når der skal gøres rent i kirken, når familien Mendez har brug for hjælp til at flytte, når biskoppen kalder dem til at undervise en klasse, synes de altid at have en undskyldning på rede hånd.
For 20 år siden fortalte præsident Ezra Taft Benson, at biskoprådene og stavspræsidentskaberne oplevede, at nogle medlemmer afviste kaldelser, fordi de havde for travlt eller ikke havde tid. Andre tog imod kaldelsen, men nægtede at ære disse kaldelser.
Præsident Benson fortsatte med at sige: »Herren forventer, at vi alle har en kaldelse i hans kirke således at andre kan blive velsignet af vore talenter og indflydelse.«1
Sært nok skyldes årsagen til begge disse tendenser – bestræbelsen efter at lede og på at gemme sig – ofte nok det samme: Selviskhed.
En bedre vej
Der er en bedre vej, som er anvist af Frelseren selv: »Og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl.«2
Når vi stræber efter at tjene andre, er vi ikke motiverede af selviskhed, men af kærlighed. Det er den måde, Jesus Kristus levede sit liv på, og på den måde bør en præstedømmebærer leve sit. Frelseren bekymrede sig ikke om menneskelig hæder; Satan tilbød alle jordens riger og herlighed, Jesus afslog helt og aldeles tilbuddet med det samme.3 Hele sit liv må Frelseren ofte have følt sig træt og presset, han havde ikke mange stunder for sig selv; alligevel tog han sig altid tid til den syge, den sorgfulde og den oversete.
Til trods for dette strålende eksempel, lader vi os for let og for ofte forlede til at søge efter menneskers hæder, frem for at tjene Herren af hele vores kraft, sind og styrke.
Brødre, når vi engang står foran Herren for at få vores dom, vil han så se på de stillinger, vi havde i verden eller i Kirken? Tror I, at titler udover »ægtemand«, »far« eller »præstedømmebærer« vil gøre indtryk på ham? Tror I, at han bryder sig om, hvor tætbeskrevet vores kalender er, eller hvor mange vigtige møder, vi deltog i? Tror I, at vores held med at fylde vore dage med møder, vil tjene som undskyldning for, at vi ikke tilbragte mere tid sammen med vores hustru og familie?
Herren dømmer helt anderledes, end vi gør. Han glædes over den tro tjener, ikke over den selvtjenende tro.
De, der er ydmyge i dette liv, vil blive kronet med herlighed i det næste. Jesus underviste selv om dette princip, da han fortalte historien om den rige mand, der var klædt i purpur og fint linned og spiste i overflod hver dag, mens betleren Lazarus måtte nøjes med krummerne fra den rige mands bord. I det næste liv opstod Lazarus i herlighed ved Abrahams side, mens den rige mand måtte se sig henkastet til helvedes pinsler.4
John Rowe Moyles eksempel
I år er det 200 år siden, at John Rowe Moyle blev født. John blev omvendt til Kirken og forlod sit hjem i England for at rejse til Saltsødalen med et håndkærrekompagni. Han byggede et hjem til sin familie i en lille by i en dal uden for Salt Lake City. John var en dygtig stenhugger, og på grund af denne færdighed blev han bedt om at arbejde på templet i Salt Lake City.
Hver mandag forlod John sit hjem kl. to om morgenen og gik i seks timer for at kunne være på sin plads til tiden. Om fredagen forlod han arbejdet kl. 17 og gik næsten til midnat, før han var hjemme. Det gjorde han år efter år.
En dag, mens han passede sine pligter i hjemmet, blev han sparket over benet af en ko, hvilket forårsagede et kompliceret brud. Med begrænsede lægelige ressourcer var den eneste mulighed at amputere det brækkede ben. Så Johns familie og venner bandt ham til en dør, og med en stillingssav savede de hans ben af nogle få centimeter under knæet.
Til trods for den primitive kirurgi begyndte benet at hele. Da John kunne sidde op i sengen, begyndte han at udskære et træben med en sindrig samling, der tjente som ankel til en kunstig fod. At gå med denne anordning var uhyre smertefuld, men John gav ikke op, og trænede sig op til at kunne udholde turen på godt 35 kilometer hver uge til templet i Salt Lake, hvor han genoptog sit arbejde.
Han udhuggede ordene »Hellighed til Herren,« der den dag i dag står som en gylden markør for alle, der besøger templet i Salt Lake City.5
John gjorde ikke dette for menneskers hæder. Ej heller løb han af pladsen, selv om han havde al mulig grund til det. Han vidste, hvad Herren forventede af ham.
Flere år senere blev Johns barnebarn, Henry D. Moyle, kaldet til De Tolv Apostles Kvorum og tjente senere i Kirkens Første Præsidentskab. Præsident Moyles tjeneste i disse kaldelser var ærværdig, men hans bedstefar, Johns, tjeneste, var på trods af sin undseelighed akkurat lige så behagelig for Herren. Johns karakter, hans eftermæle om offervillighed, vajer som et banner om trofasthed og et tegn på pligtfølelse over for familien og Kirken. John Rowe Moyle forstod betydningen af »at løfte, hvor man står«.
Helamans 2.000 krigeres eksempel
Individuel anerkendelse er sjældent en indikation på værdien af vores tjeneste. Vi kender for eksempel ikke navnene på nogen af Helamans 2.000 sønner. Som enkeltpersoner var de anonyme. Men som gruppe vil de altid blive husket som et symbol på ærlighed, mod og villighed til at tjene. Samlet opnåede de det, som ingen af dem kunne have gjort alene.
Det er en lektie for os brødre i præstedømmet. Når vi står tæt sammen og løfter, hvor vi står, når vi bekymrer os mere om Guds riges hæder end vores egen prestige eller bekvemmelighed, kan vi opnå så meget mere.
Enhver kaldelse er en mulighed for at tjene og vokse
Ingen kaldelse er under vores værdighed. Enhver kaldelse giver mulighed for at tjene og vokse. Herren organiserede Kirken på en måde, der giver alle medlemmer en mulighed for at tjene, hvilket på den anden side fører til personlig udvikling. Uanset hvad jeres kaldelse er, så tilskynder jeg jer til at betragte det som en mulighed ikke alene for at styrke og velsigne andre, men også for at blive det, som vor himmelske Fader ønsker, I skal blive.
På rejser til Zions stave, hvor formålet er at reorganisere et stavspræsidentskab, er jeg af og til blevet overrasket, når en bror under et interview har fortalt mig, at han har modtaget tilskyndelse om, at han skulle være i det næste præsidentskab.
Første gang, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle reagere.
Der gik lidt tid, inden Helligånden lod mig forstå det. Jeg tror, at Herren har en bestemt kaldelse til enhver mand. Sommetider giver han åndelige tilskyndelser, der fortæller os, at vi er værdige til at modtage visse kaldelser. Dette er en åndelig velsignelse, en inderlig barmhjertighed fra Gud.
Men nogle gange hører vi ikke resten af det, Herren fortæller os. »Selvom du er værdig til at tjene i dette kald,« siger han måske, »er det ikke din kaldelse. Det er i stedet mit ønske, at du løfter der, hvor du står.« Gud ved, hvad der er bedst for os.
En opgave som kun du kan udføre
Enhver præstedømmebærer står på et særligt sted og har en vigtig opgave, som kun han kan løse.
Vi har alle hørt om, hvordan præsident Monson besøger og velsigner de ældre og syge, hvordan han altid ser til deres behov og indgyder dem mod, trøst og kærlighed. Præsident Monson har en naturlighed over sig, som gør at folk får det bedre med sig selv. Ville det ikke være dejligt, hvis præsident Monson kunne besøge og våge over alle familier i Kirken?
Det ville det. Men det kan han selvfølgelig ikke, og det skal han ikke. Det har Herren ikke bedt ham om. Herren har bedt os som hjemmelærere om at elske og våge over vore tildelte familier. Herren har ikke bedt præsident Monson om at tilrettelægge og gennemføre vore familieaftener. Han ønsker, at vi som fædre gør dette.
I føler måske, at der er andre, som er mere egnede eller erfarne, som kunne udfylde jeres kaldelser og opgaver bedre, end I kan, men Herren har givet jer jeres ansvar af en årsag. Der kan være mennesker og hjerter, som kun I kan røre og bevæge. Måske er der ingen andre, der kan gøre det helt på samme måde.
Vor himmelske Fader beder os om at repræsentere ham i det ædle værk med at nå ud til og velsigne hans børn. Han beder os om at stå med præstedømmets kraft i vores hjerte og sind, og lægge vores bedste i den kaldelse, vi har i øjeblikket.
Brødre, selvom I er stærke, kan og bør I ikke løfte et klaver alene. På samme måde kan og bør ingen af os føre Herrens værk fremad alene. Men hvis vi alle står tæt sammen på det sted, som Herren har udpeget, og løfter der, hvor vi står, kan intet hindre dette guddommelige værk i at gå fremad og opad.
Brødre, må vi ophøre med at have ambitioner og med at trække os tilbage!
Må vi altid huske denne vigtige lektie: At vi er bannerførere for Herren, Jesus Kristus, oppebåret af Guds Helligånd, trofaste og ærlige indtil enden, at vi hver især hengivent yder alt for Zions sag og forpligtet af pagter står tæt sammen og løfter, hvor vi står.
Dette beder jeg om og efterlader jer min velsignelse og kærlighed i Jesu Kristi navn. Amen.