Passende tjeneste

Ældste David E. LeSueur

Områdehalvfjerdser i Det nordamerikanske sydvestområde

Han trådte ind i det lille klasselokale i Filippinerne for at blive interviewet som forberedelse til overdragelsen af Det Melkisedekske Præstedømme. Jeg vidste ikke, hvor gammel han var, men selv de ældre medlemmer af grenen kaldte ham Tatay (far).

Da jeg spurgte ham, om han kunne forstå mit engelske, smilede han bredt og svarede med omhyggelig udtale: »Ja, jeg vil.«

Da interviewet var forbi, spurgte jeg ham, om der var nogen grund til, at han ikke skulle kunne ordineres til præstedømmet. Efter et øjeblik svarede han: »Måske skulle jeg ikke modtage præstedømmet.«

Forbløffet spurgte jeg: »Hvad mener du?«

»Jeg har jo kun en tand,« svarede han. »Jeg ved godt, at jeg ikke ser pæn nok ud til at modtage præstedømmet. Det gør ikke noget, hvis du siger, at jeg ikke kan modtage det.«

Vi sad stille et øjeblik, mens jeg tænkte over hans bemærkning, og tårerne vældede op i mine øjne. Så lagde jeg min hånd ovenpå hans hånd og fortalte ham, at jeg havde set mange pragtfulde præstedømmebærere, som havde mistet deres hår, men han havde et smukt, tykt, sort hår. Jeg fortalte ham også om præstedømmebærere, som kun havde et øre eller et øje, men han havde begge sine øjne og ører.

Så fortalte jeg ham om en af mine venner, der mistede en arm på grund af kræft. Når den bror bad i mit hjem og anmodede vor himmelske Fader om at velsigne min hustru og mine børn, vidste jeg, at han var en stor Herrens tjener. Jeg fortalte Tatay om, hvordan denne ven havde lagt sin eneste hånd på hovedet af en lille pige for at velsigne hende, fordi hun var døende, og at jeg havde følt præstedømmets magt den dag.

Denne ældre filippiner smilede og sagde: »Jeg håber, at min tjeneste for Gud også kan være passende.«

Vi har alle mangler på væsentlige områder, og vi kender alle den følelse af utilstrækkelighed, som følger med en ny kaldelse. Men Gud anerkender det mest ydmyge offer fra den ydmygeste hellige, og enhver af os kan yde noget stort. Vi skal ikke være flove eller skamme os; vi skal kun yde vores bedste for Herren. Til gengæld velsigner og højner han os og gør os på mirakuløs vis til hele mennesker.