En lektion i ærbødighed
Fra »Primary Days«, Ensign, apr. 1994, s. 65-68.
Jeg var dreng under den store finanskrise. Jeg kan huske, at der var børn, som gik med galocher, fordi de ikke havde sko, og var sultne, fordi de ikke havde mad. Det var svære tider.
Primary var den varme solstråle af håb, som skinnede i mørket. Jeg var 10 år gammel. Jeg havde en fantastisk lærer. Jeg ser tilbage på det år i Primary som det bedste år, og jeg må sige, at det skyldes min vidunderlige lærer. Det var ikke sådan, at drengene i klassen var særligt oplyste eller usædvanligt velopdragne, tværtimod.
Drengenes latter og pigernes snakken må til tider have givet vores primaryleder grå hår i hovedet.
Da vi en dag forlod kirkesalen for at gå til vore klasser, bemærkede jeg, at vores primarypræsident blev siddende tilbage. Jeg stoppede op og betragtede hende. Hun sad helt alene på forreste række, tog sit lommetørklæde frem og begyndte at græde. Jeg gik hen til hende og sagde: »Du skal ikke græde, søster George.«
Hun sagde: »Jeg er ked af det.«
Jeg spurgte: »Hvad er der i vejen?«
Hun sagde: »Jeg kan ikke styre vejbyggerne.* Vil du hjælpe mig?«
Selvfølgelig svarede jeg: »Ja.«
Hun sagde: »Åh, det ville være dejligt, hvis du ville gøre det, Tommy.«
Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var, at jeg var en af dem, der var skyld i hendes tårer. Hun havde dygtigt hvervet mig til at hjælpe med at skabe ærbødighed i Primary. Og det gjorde vi så.
Begynd
Illustrationer af Dilleen March; Kristi billede, af Heinrich Hofmann, gengivet med tilladelse fra C. Harrison Conroy Co.