En 10-årig lærer
»Jeg vil gøre jer til et redskab i mine hænder til frelse for mange sjæle« (Alma 17:11).
Chance småhoppede ind ad døren til sin tantes hjem efter en lang køretur. Han og hans mor og hans yngre brødre havde glædet sig til at besøge hende. »Davs, tante Barbie!« udbrød Chance, mens han krammede sin tante. »Har du nogle farver og en saks?«
Tante Barbie smilede og fik anbragt Chance ved køkkenbordet med de ønskede ting.
Mens tante Barbie lavede mad, kiggede hun hen på Chances projekt. »Hvad er det, du tegner, Chance?« spurgte hun.
»Jeg farvelægger et billede, jeg fik i Primary,« sagde Chance. Han farvelagde omhyggeligt de sort-hvide figurer med stærke farver. »Kan vi holde familieaften, når vi har spist?« spurgte Chance. »Jeg har en lektion, jeg gerne vil holde.«
»Det kunne da være hyggeligt,« sagde tante Barbie. »Tak, Chance!«
Efter middagen inviterede tante Barbie sin bofælle til at være med til familieaften. Bofællen var ikke medlem af Kirken, og hun var nysgerrig efter at vide, hvad det var for en familiesammenkomst.
Chance begyndte sin lektion med at spørge: »Hvor kommer vi fra?« Så holdt han det billede af åndeverdenen, som han havde farvelagt, frem. Han stillede flere spørgsmål og viste farverige tegninger af vor himmelske Faders plan. Til sidst spurgte Chance: »Er der nogen, som ved, hvad den plan hedder?«
Tante Barbies bofælle sagde: »Det gør jeg ikke. Hvad hedder den?«
»Det er frelsesplanen,« sagde Chance smilende. »Takket være den kan vi leve sammen med vores familie altid.«
Efter lektionen trak tante Barbie Chance til side. »Du har lige hjulpet min bofælle med at forstå vor himmelske Faders plan, Chance. Mange tak,« sagde hun.
Chance var tavs et øjeblik. Så spurgte han: »Hvorfor har jeg det underligt indvendig? Jeg føler mig varm og glad.«
»Det er Helligånden, der vidner for dig, at det, du har sagt, er sandt,« sagde tante Barbie. »Jeg er sikker på, at vor himmelske Fader er rigtig tilfreds med dig.«
Chance ansigt lyste op i et smil. Han var glad for, at han kunne fortælle nogen om vor himmelske Faders plan for lykke.