Store personligheder
J. Reuben Clark jun.: En mand med usædvanlige evner
Joshua Reuben Clark jun. blev født i Grantsville i Utah den 1. september 1871. Skønt han kun fik ringe formel skolegang og ikke kunne komme på highschool, underviste hans mor ham, og han elskede at lære. Han bestod som bedste elev i sin klasse fra University of Utah med en bachelorgrad i naturvidenskab og tog senere juridisk embedseksamen fra Columbia Universitys juridiske fakultet i New York City.
Bror Clark giftede sig med Luacine Annetta Savage i templet i Salt Lake City i 1898, og de blev forældre til fire børn.
Udrustet med sin juridiske embedseksamen og et strålende intellekt udmærkede J. Reuben Clark jun. sig ved at opnå en bemærkelsesværdig karriere, der kulminerede med hans udnævnelse til USA’s ambassadør i Mexico i 1930. Men denne karriere fik en brat afslutning, da bror Clark blev opretholdt som andenrådgiver til præsident Heber J. Grant i Det Første Præsidentskab den 6. april 1933. Skønt han var højpræst på det tidspunkt, var han dog ikke generalautoritet. Han blev ordineret til apostel, da han senere blev opretholdt som førsterådgiver til præsident Grant i oktober 1934. Præsident Clark tjente også som rådgiver for præsidenterne George Albert Smith og David O. McKay.
Blandt hans mange bidrag til Kirken er der især et, som udmærker sig som et stort eksempel på ydmyghed, nemlig da David O. McKay blev præsident for Kirken. Han kaldte præsident Clark som sin andenrådgiver. Da præsident Clark havde været førsterådgiver i de tidligere præsidentskaber, var der tilsyneladende nogle, der mente, at han var blevet forbigået, men præsident Clark forklarede: »I Herrens tjeneste drejer det sig ikke om, hvor man tjener, men om hvordan. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige indtager man den plads, hvortil man på rette vis er kaldet, hvilken plads man hverken søger eller siger nej til.«1
Præsident Clark døde den 6. oktober 1961.