Hvad Mormons Bog lærer os om Guds kærlighed
Nogle af de mest storslåede eksempler på Herrens kærlighed er nedfældet i Mormons Bog.
De fleste kristne er bekendt med Jesu Kristi karakteristika, som de står anført i Bibelen. De glæder sig over den kærlighed, som han viste de fattige, syge og undertrykte. De, der betragter sig som hans disciple, stræber også efter at efterligne hans eksempel og følge hans elskede apostels opfordring: »Lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud … for Gud er kærlighed« (1 Joh 4:7-8).
Denne lære er tydeliggjort i Mormons Bog. Den beskriver hvordan man fødes af Gud og hvordan man opnår kraft til at elske, som han elsker. Den påpeger tre kerneprincipper, som bringer kraften i Guds kærlighed ind i vores tilværelse.
For det første lærer Mormons Bog os, at det at udøve tro på Kristus og indgå en pagt med ham om at holde hans befalinger er nøglen til åndelig genfødsel. Til et folk i Mormons Bog, som havde indgået en sådan pagt, bemærkede kong Benjamin: »Og på grund af den pagt, I har sluttet, skal I kaldes Kristi børn, hans sønner og døtre; for se, i dag har han født jer åndeligt; for I siger, at jeres hjerte er forandret ved tro på hans navn; derfor er I født af ham og er blevet hans sønner og døtre« (Mosi 5:7).
For det andet forkynder Frelseren selv, at kraften til at blive som han udspringer af at modtage evangeliets ordinancer: »Se, dette er befalingen: Omvend jer, alle I jordens ender, og kom til mig, og bliv døbt i mit navn, så I må blive helliggjort ved modtagelsen af Helligånden, så I må stå uplettede for mig på den yderste dag« (3 Ne 27:20).
For det tredje formaner han os til at følge hans eksempel: »Hvad slags mænd burde I derfor være?« spørger han retorisk. Hans svar lød: »Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er« (3 Ne 27:27). Han ønsker virkelig, at vi skal blive mere som ham.
Nogle af de mest storslåede eksempler på Herrens kærlighed er nedfældet i Mormons Bog. Disse eksempler kan gøre sig gældende i vores liv, når vi stræber efter at blive mere som Herren.
Det var hans kærlighed til Lehi og dennes familie – og deres kærlighed til ham – der førte dem til Amerika, deres forjættede land, hvor de nød fremgang.1
Det var Guds kærlighed til os, der tilskyndede ham til for flere århundrede siden at befale nefitiske profeter at føre en hellig optegnelse om deres folk. De lektier, som den optegnelse rummer, har med vores frelse og ophøjelse at gøre. Disse lærdomme har vi nu adgang til gennem Mormons Bog. Denne hellige tekst står som et håndgribeligt vidnesbyrd om Guds kærlighed til alle hans børn over hele verden.2
Det var Kristi kærlighed til hans »andre får«, der førte ham til Den Nye Verden.3 Mormons Bog lærer os, at store naturkatastrofer og tre dages mørke ramte Den Nye Verden efter Herrens død i Den Gamle Verden. Derefter nedsteg den herliggjorte og opstandne Herre fra himlen og betjente folket i Den Nye Verden.
»Og se, jeg er verdens lys og liv,« fortalte han dem, »og jeg har drukket af det bitre bæger, som Faderen har givet mig, og har herliggjort Faderen ved at påtage mig verdens synder« (3 Ne 11:11).
Han gav så plads for en af de mest nære oplevelser, man kunne have med ham. Han bød dem at mærke sårene i hans side og naglegabene i hans hænder og fødder, så de med vished kunne vide, at han er »Israels Gud, og hele jordens Gud og [var] blevet slået ihjel for verdens synder« (3 Ne 11:14).
Derefter gav Jesus sine disciple myndighed til at døbe, til at overdrage Helligåndsgaven og til at forrette nadveren. Han gav dem magt til at etablere sin kirke iblandt dem, ledt af tolv disciple.
Han gav dem nogle af de mest grundlæggende lærdomme, som han havde givet til sine disciple i Den Gamle Verden. Han helbredte deres syge. Han knælede og bad til Faderen med ord, der var så kraftfulde og hellige, at de ikke kunne nedskrives. Hans bøn var så virkningsfuld, at de, der hørte ham, blev overvældet af glæde. Jesus, der selv var overvældet af sin kærlighed til dem og deres tro på ham, græd. Han profeterede om Guds værk i de århundreder, der førte op til hans lovede andet komme.4
Så bad han dem om at føre deres børn hen til ham.
»Han tog deres små børn, et efter et, og velsignede dem og bad til Faderen for dem.
Og da han havde gjort dette, græd han igen;
og han talte til mængden og sagde til dem: Se jeres små.
Og da de så op for at se dem, kastede de blikket mod himlen, og de så himlene åbne, og de så engle stige ned fra himlen, som var det midt gennem ild, og de kom ned og omgav de små, og de blev omringet af ild; og englene betjente dem« (3 Ne 17:21-24).
Sådan er Guds kærligheds renhed og kraft, som den åbenbares i Mormons Bog.
I disse sidste dage kan vi, der nyder privilegiet af at have Mormons Bog, at være medlemmer af Herrens kirke, at have hans evangelium og at efterleve hans befalinger, kende til Guds uendelige kærlighed. Vi ved, hvordan vi skal gøre hans kærlighed til vores. Når vi bliver hans sande disciple, opnår vi kraft til at elske, som han gør. Når vi efterlever befalingerne, bliver vi mere som han. Vi øger omfanget af vores kærlighed og rækker ud til mennesker af alle folk, nationer, slægter og tungemål.
I taknemlighed for hans eksemplariske liv kan vi gøre dette skriftsted til vores standard: »Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere, så I kan blive Guds sønner, så vi, når han viser sig, vil være som han, for vi skal se ham, som han er, så vi må have dette håb, så vi må blive renset, ja, ligesom han er ren« (Moro 7:48).5