De talte til os
Kom, lad os tilbede ham
Da jeg sidste jul tjente ved Kirkens hovedsæde i Salt Lake City i Utah, oplevede jeg et lokalt vejrfænomen, som hedder inversion. En inversion er en tilstand, hvor luften tættest på jordoverfladen er køligere end den højereliggende luft, altså det modsatte – inversion – af den normale tilstand. Inversioner findes ikke kun i Salt Lake City, men de er kraftigere, fordi byen ligger i en dal omgivet af høje bjerge. Dette fanger byens smog og fastholder den nede i dalen, så byen og det omliggende område dækkes af en tyk, mørk iskold sky. Smog er sundhedsfarligt for mennesker med vejrtrækningsproblemer og påvirker mange andres moral, fordi luften føles snavset og solen skjules i dage, ja, selv uger, i træk.
Men en kort køretur op i bjergene afslører, at smoglaget kun er knap hundrede meter tykt. I løbet af få minutter kan man være oppe i det klare solskin, indånde krystalklar luft og nyde synet af snedækkede bjergtinder. Kontrasten til dalen nedenunder kan ikke være tydeligere. Når man klatrer højere op i bjergene, kigger man ned på det smoglag, som man har lagt bag sig i dalen, og nu ligner det et snavset tæppe under en azurblå himmel.
Der er tidspunkter i vores liv, hvor vi billedlig talt befinder os nede i dalen under det triste, mørke tågelag. På grund af de dårlige valg, vi har truffet, adfærd, der krænker Ånden eller de smertelige og krævende beslutninger, som kendetegner jordelivet, føler vi os fanget i tyk, kvælende tåge. Vi kan ikke se klart, vi føler os forvirret, og vi fornemmer, at vi har bevæget os bort fra vor himmelske Faders kærligheds lys og varme. Vi glemmer, at Kristi rene lys venter os, kalder på os og findes blot nogle få trosskridt længere fremme. Vi må erkende, at vi har magten og evnen til at føre os selv ud af den snavsede luft i dalen og op i fredens og håbets klare sollys, som kun opnås ved at komme til Frelseren,
I denne juletid glæder vi os over Jesu Kristi fødsel, han, som er verdens lys, og som har indbudt os alle til at komme til ham og ind i hans lys. I skrifterne kan vi læse om mænd og kvinder, som blev velsignet ved bogstavelig talt at komme til ham på tidspunktet for hans fødsel. Nogle kom langvejs fra, andre befandt sig tættere på. Nogle modtog englebesøg, og andre handlede ud fra personlig åbenbaring. Men hver især tog de imod indbydelsen til at komme til ham.
Hvad kan vi lære af hyrderne, Simeon, Anna og de vise mænd, som alle blev begunstiget med at se Kristusbarnet med deres egne øjne? Når vi overvejer deres trofaste reaktion på indbydelsen til at komme til Kristus, kan vi lære, hvordan vi mere effektivt kan hæve os selv ud af vore inversioner, ud af den tristhed og forvirring, som vi måtte føle, og bringe os selv ind i det klare, rene håb, som tilbydes af verdens lys. Det er der, sammen med ham, at vi fornemmer, hvem vi virkelig er, og hvor vi passer ind i evighedens billede. Vore egne inversioner vendes, og det rette perspektiv gengives.
Hyrderne
I de velkendte vers fra Luk 2 ser vi vigtige kendsgerninger om disse første vidner til Kristi fødsel, nemlig hyrderne på markerne nær Betlehem. Da »Herrens engel [stod] for dem … blev [de] grebet af stor frygt« (vers 9). Men de hørte forkyndelsen af »en stor glæde«, nemlig at den længe ventede Frelser, Messias, Kristus, var blevet født (vers 10). De lyttede for at høre det tegn, hvorved de ville kunne genkende Frelseren. Han skulle findes svøbt og lagt i en krybbe (vers 12). Da den himmelske hærskare havde afsluttet deres glædelige erklæring, reagerede hyrderne øjeblikkeligt ved at sige: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket« (vers 15). De »skyndte sig« derhen (vers 16) og fandt Kristusbarnet, sådan som englen havde sagt, og så »vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud« (vers 20). De ønskede at sprede den gode nyhed om Frelserens fødsel, så de »fortalte … hvad der var blevet sagt til dem« (vers 17).
Ligesom hyrderne skal vi reagere med det samme og skynde os, når Ånden taler til os. Med præsident Thomas S. Monsons ord, skal vi »aldrig, aldrig, aldrig udskyde at følge en tilskyndelse«.1 Nogle gange kan vi, efter at have fulgt en tilskyndelse, ikke klart se, hvorfor Ånden har ledt os til at handle på en bestemt måde. Men ofte ser vi, ligesom hyrderne, mirakler finde sted, og vores trofaste reaktion på tilskyndelsen bekræftes. Vi kan da benytte lejligheden til at fortælle andre om vores glæde og vidnesbyrd. Når vi gør det, kan vi styrke andres tro og håb, hvilket igen bekræfter vores vidnesbyrd og bringer os nærmere Frelseren og hans vej.
Simeon
Et andet begunstiget vidne, der så Kristusbarnet, var Simeon. Han var en »retfærdig og from« mand, som regelmæssigt modtog vejledning fra Helligånden (Luk 2:25). Det var blevet ham åbenbaret, at han »ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede« (vers 26), og han levede i håb og forventning om den salige begivenhed. Ånden tilskyndede ham til at komme til templet den dag, hvor Maria og Josef bragte den spæde Jesus til Jerusalem »for at bære ham frem for Herren« (vers 22). Simeon erkendte, at barnet var den lovede Messias, og han »tog … barnet i sine arme og lovpriste Gud« (vers 28), mens han profeterede, at det var det hellige barns skæbne at være »et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel« (vers 32).
Simeons retskafne og trofaste liv satte ham i stand til at være til stede i templet, så han kunne vidne om Lyset, da han endelig fandt det. Ligesom Simeon kan vi stræbe efter større lydhørhed og lydighed mod Helligåndens hvisken, så vores liv kan følge den vej, vor himmelske Fader har i tankerne for os. Fordi Simeon havde udviklet sin evne til at høre og reagere på Ånden, var han på rette sted på rette tidspunkt, og Herrens løfte til ham blev opfyldt på den mest fantastiske måde.
Enhver af os kan få samme mulighed og kan på samme måde lade Herrens plan udfolde sig i vores tilværelse. Når vi skal træffe beslutninger af evig betydning, når vi står ved en skillevej i livet, har vi brug for at kunne tænke klart og se tingene i rette perspektiv. Nogle gange kan selve det at skulle træffe disse afgørende beslutninger, få os til at føle os usikre, vaklende og ude af stand til at handle, nede i dalen under inversionen. Men når vi tager skridt i tro og handler efter retfærdighedens principper, ser vi gradvist Guds plan tage form i vores tilværelse, og vi bliver bragt tilbage i Guds kærligheds strålende solskin.
Anna
Anna var »højt oppe i årene«. Hun var enke og beskrives som »profetinde« (Luk 2:36), hvis lange og trofaste liv var karakteriseret af hendes vedvarende faste og bønner, og af at hun aldrig forlod templet (vers 37). Da hun fik lov at holde Jesusbarnet inde i templet, »priste [hun] Gud« for Kristusbarnet »og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning« (vers 38).
Af Annas oplevelse kan vi lære, at vi kan leve trofast under alle vejrforhold, hvis vi er udholdende i faste og bøn, og hvis vi i hjertet ikke viger fra templet. Hvis vi endnu ikke har haft mulighed for at rejse til et tempel og modtage dets velsignelser, kan vi dog alligevel nyde de velsignelser, som tilflyder vores liv, når vi værdigt har en tempelanbefaling. Profeterne har gentagne gange opmuntret os til at besidde en tempelanbefaling, også selv om vores omstændigheder ikke tillader os at komme i templet.2 Vi kan hæve os selv over de mørke stunder og ind i taknemlighedens lys gennem vores tempeltjeneste og ved at vidne om Jesus for alle, der søger fred og håb.
De vise mænd
Endelig kan vi i Matt 2 læse om de vise mænd, som rejste langt, efter at have set »hans stjerne gå op« og havde forstået tegnet (vers 2). Beredt med offergaver drog de af sted for at søge efter ham, idet de spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge?« (vers 2). Da deres søgen endelig var ovre, og de havde fundet Kristusbarnet, »faldt [de] ned og tilbad det«, og de frembragte deres skatte (vers 11). Trods Herodes’ bedrag, fik de »i drømme … en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes«, men i stedet vende hjem »ad en anden vej« (vers 12). De vise mænd handlede i overensstemmelse med Guds åbenbaring og beskyttede derved den hellige familie mod Herodes’ onde hensigter.
Der er meget, vi kan lære af de vise mænd. Ligesom dem kan vi studere skrifterne og kende de tegn, som vi skal holde udkig efter, når vi bereder jorden på Frelserens genkomst. Når vi så ransager og overvejer skrifterne, får vi et stærkere ønske om at søge Herren hver eneste dag, og, som en gave til ham, opgive vores selviskhed, stolthed og oprørskhed. Når vi modtager personlig åbenbaring, som ændrer de planer, vi havde lagt, kan vi adlyde i tro og tillid til, at Gud ved, hvad der er bedst for os. Og til slut må vi som sande disciple falde ned og tilbede Frelseren i ydmyghed og kærlighed.
Denne discipelrolle fordrer ikke nødvendigvis, at vi forlader vore får på marken eller drager gennem en ørken. Vores rejse til ham er ikke fysisk; den er åndelig og adfærdsmæssig. Den omfatter accept og tilegnelse af den kendsgerning, at hans forsoning er uendelig og dækker alle aspekter af vores liv – vore synder, svagheder, smerter, sygdom og skavanker (se Alma 7:11-13). Det betyder, at vi kan give slip på det, der holder os nede i vores egen inversions triste tåge og i stedet leve i varmen og kærligheden fra verdens Lys. Præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Ordene ›kom til Kristus‹ er en indbydelse. Det er den vigtigste indbydelse, som man nogensinde kan give et andet menneske. Det er den vigtigste indbydelse, som nogen kan tage imod.«3