Mød de italienske hellige

Hvis du nogensinde besøger Italien, får du måske mulighed for at overvære et nadvermøde sammen med de italienske hellige. Der er omkring hundrede menigheder i landet. I Genova kan din tur til Kirken føre dig gennem de labyrintiske gader i bymidten forbi Piazza De Ferrari til anden sal i en kontorbygning. Du vil ikke have problemer med at finde et møde i Rom, hvor Kirken har tre kirkebygninger i tre forskellige dele af byen. Hvis du befinder dig i nærheden af L’Aquila, finder du den smukke nye kirkebygning på Via Avezzano, da den gamle kirkebygning blev ødelagt af et jordskælv i 2009.

Uanset hvilken menighed du besøger, vil du mærke de italienske helliges tro, når du sidder i kirkesalen og synger åbningssalmen sammen med dem. Disse medlemmer bor i et område, hvor man ikke kender meget til mormoner, et land, der er gennemsyret af en anden religions traditioner. Af de 25.000 medlemmer i Italien i dag er over halvdelen blevet døbt siden 1986 – så den person, der sidder ved siden af dig, er sandsynligvis omvendt til Kirken. Hvis du spørger personen, hvad der fik ham eller hende til at slutte sig til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, hører du måske en historie, der minder om følgende. Dette er tre trofaste italienske medlemmers oplevelser og vidnesbyrd.

Paola Fava fra Genova

Paola Fava har været medlem af Kirken i 10 år. Hun bor i Genova, en smuk havneby ved Italiens nordvestlige kyst, som er berømt for at være Christoffer Columbus’ fødested og for noget traditionelt italiensk mad kaldet pesto. Hendes mand gik bort i 2009. Hun har en lille hund, Bak, og hun har travlt med at tjene i Kirken og med slægtsforskning. Her er hendes omvendelseshistorie.

For flere år siden kendte jeg en pige, der arbejdede i London-afdelingen i det samme firma, som jeg arbejdede for. Hun var strålende til sit job og en rigtig god ven. Jeg vidste ikke, at hun var mormon. I mange år holdt vi kontakt via brev, og hver gang sagde hun, at hun havde en masse arbejde at gøre for sin kirke. Jeg forstod aldrig, hvilken slags arbejde det kunne være. Så en dag skrev hun, at hun udførte »dåb for de døde«, og det gjorde mig nysgerrig.

Der gik nogle år, og jeg besøgte hende i England. En dag under mit besøg sad vi på græsset, og hun spurgte mig, om vi kunne tale lidt om Gud. »Hvor sært,« tænkte jeg, men jeg sagde ja. Hun sagde til mig: »Ved du, at en dreng i Amerika fandt nogle guldplader, som fortalte historien om de fordums amerikanere, som Jesus Kristus viste sig for?« Hun fortalte mig, at drengen også fik besked på at genoprette Jesu Kristi fordums kirke på jorden, og det gjorde han trods mange vanskeligheder.

Dette budskab gjorde stort indtryk på mig. Jeg følte, at det virkeligt var sandt, og den aften i hendes hus fandt jeg en Mormons Bog på natbordet. Men på det tidspunkt ønskede jeg ikke at involvere mig i en anden kirke, selvom jeg ikke havde det åndeligt godt.

En dag i et andet brev fortalte hun mig, at hendes mand var blevet medlem af hendes kirke, og at tingene aldrig havde været bedre. »Ok, jeg må virkelig lære denne kirke at kende!« sagde jeg til mig selv. Jeg ringede til missionskontoret og arrangerede et møde med søstermissionærerne.

Da jeg havde modtaget lektionerne, gik jeg ned i dåbens vande. Jeg græd mange tårer og var meget glad, og jeg oplevede utallige velsignelser, som fortsætter den dag i dag. Min omvendelse var frugterne af en særlig vens tålmodighed og udholdenhed. Hun var overbevist om, at hendes budskab ville røre mit hjerte dybt. Jeg oplevede en stor forandring i mit liv, og jeg er endelig glad i troen, idet jeg virkelig ved, hvem jeg er, hvor jeg kommer fra og især, hvor jeg gerne vil hen.

Valentina Aranda fra Rom

Valentina Aranda, 33 år, føler sig velsignet over altid at have boet i det samme nabolag i Rom, en by, der er elsket verden over for sin historie og kunst. Hendes familie kommer fra mange forskellige dele af Italien, hvilket beriger hendes liv med forskellige traditioner. Hun havde en lovende karriere inden for marketing, som hun tilsidesatte for at være mor på fuld tid for sine to døtre. Herunder fortæller hun om sin omvendelse som 21-årig.

Det hele begyndte med Mormons Bog, som jeg så på min vens boghylde. Bogen gjorde mig meget nysgerrig, og jeg følte mig draget mod den. En dag kiggede jeg i den og begyndte at læse – men det gav ingen mening for mig. Det fortalte jeg min vens mor, som sagde, at jeg skulle bede, før jeg læste den.

Den næste aften bad jeg og begyndte at læse fra begyndelsen af bogen. Det synes at være en anden bog, end den jeg havde læst dagen før, og jeg følte noget, som jeg aldrig havde følt før. Jeg talte med min ven om den, og jeg fortalte hende, at jeg gerne ville tage i kirke sammen med hendes familie den næste søndag.

Da jeg kom i kirke, følte jeg mig straks hjemme. Det var faste- og vidnesbyrdmøde, og en meget stærk ånd faldt på mig. Jeg glemmer aldrig den søndag. Den formiddag mødtes jeg med missionærerne, som begyndte at hjælpe mig med at lære sandheden at kende. Disse to engle var en stor gave, og de er stadig mine kære venner.

Men min tro på Joseph Smith som en profet var det største, stærkeste og mest klippefaste vidnesbyrd, jeg havde. Jeg vidste med samme, at han var Guds profet, og han var blevet betroet en stor mission, og da missionærerne havde undervist mig om genoprettelsen, besluttede jeg mig for at blive døbt. Fem uger efter jeg første gang var i kirke, gik jeg ned i dåbens vande. Hvor var det spændende!

Kirken gav mig et nyt liv. Jeg er glad for og sikker på min beslutning; jeg er beseglet til min mand og døtre; jeg har nye venner, sandheden, skrifterne, templet og knæ, der nu ved, hvordan man knæler i bøn.

Jeg venter i spænding på templet her i Rom. Jeg ved, at det bliver en stor velsignelse for mig og mange, mange brødre og søstre, som venter på det.

Angelo Melone fra L’Aquila

Angelo Melone bor sammen med sin familie i L’Aquila, som er en lille by, der blev grundlagt i middelalderen i midten af Italien. Han leder afdelingen for bekæmpelse af bedrageri i L’Aquilas toldkontor, et arbejde, som han er meget glad for. Han siger, at det vigtigste i hans liv er hans familie. Hans hustru Elizabete er fra Brasilien, og de har to døtre – Naomi på 11 og Michela Alessandra på 19. Han blev døbt, da han var 18 år gammel.

Hver gang jeg tænker på min omvendelse, takker jeg Herren for at hjælpe mig til at møde missionærerne i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Jeg er født og vokset op i Ortona dei Marsi, en lille landsby i nærheden af nationalparken Abruzzo i provinsen L’Aquila. Da jeg var 18, kontaktede missionærerne min søster. På det tidspunkt læste hun medicin på Chieti Universitet og boede i Pescara, hvor Kirken havde en lille menighed. Hun fik missionærlektionerne og besluttede sig for at blive døbt.

Jeg lærte missionærerne at kende, da jeg engang imellem besøgte min søster. Jeg var meget stædig, og jeg prøvede at bruge Bibelen til at bevise, at Kirkens lærdomme var fejlagtige. Jeg læste næsten alle Kirkens udgivelser – men det lykkedes mig ikke at finde nogle modsigelser. I stedet lærte jeg om genoprettelsen og det storslåede første syn. Jeg lærte om begrebet vidnesbyrd og følte et ønske om at få et.

En søndag sagde jeg til grenspræsidenten i Pescara, at jeg aldrig ville blive døbt ind i Kirken, men indeni mig vidste jeg, at noget var ved at ændre sig. Den uge åbnede jeg min Mormons Bog, og en liste med spørgsmål, der var limet til indersiden af forsiden, fangede min opmærksomhed. Jeg standsede ved dette spørgsmål: »Hvordan kan jeg udvikle tro?« I listen stod der, at jeg kunne finde svaret i Alma 32, hvor Guds ord sammenlignes med et frø.

Da jeg studerede afsnittet, indså jeg, at jeg skulle ændre min indstilling, hvis jeg ønskede at få et vidnesbyrd. Mit hjerte var et stykke jord, der skulle luges. Jeg skulle lægge alle mine fordomme og fejlopfattelser af Kirken fra mig, og så kunne jeg prøve eksperimentet. Jeg forsøgte at plante frøet i mit hjerte – jeg knælede ned og bad om at vide, om Kirken var blevet genoprettet, og om Mormons Bog virkelig var resultatet af denne genoprettelse. Jeg følte, at Ånden hjalp mig til at vide, at Jesu Kristi Kirke atter var på jorden. Jeg blev døbt den 10. august 1978.

De følgende år var spændende. For at komme i kirke skulle jeg gå 10 kilometer efterfulgt af en togtur på tre timer. Men det var anstrengelserne værd. Disse små ofre bragte mig megen glæde og mange velsignelser: Mit ægteskab med Elizabete i templet i São Paulo i 1990 og vores to vidunderlige døtre Michela og Naomi.