Vi taler om Kristus
Se hvilken kærlighed Jesus har vist mod mig
Forfatteren bor i Mexico City, Mexico.
En søndag inden nadvermødet kom biskoppen hen til mig og spurgte: »Vil du hjælpe med at velsigne nadveren?« Jeg svarede, at det ville jeg selvfølgelig gerne.
Jeg gik hen efter min salmebog og vaskede mine hænder, inden jeg tog min plads ved nadverbordet. Jeg åbnede salmebogen og den første salme, jeg så, var »O, se hvilken kærlighed« (Salmer og sange, nr. 114). Mødet var ikke begyndt endnu, så jeg begyndte at læse den første sætning: »O, se hvilken kærlighed, Jesus har vist mod mig.« Med det samme fyldtes mit hjerte med en dyb kærlighed.
Aftenen før havde jeg læst i Bibelen om slutningen på Jesu Kristi liv – de afsnit, der omtalte den første nadver, Getsemane have og hans død og opstandelse. Jeg forestillede mig Kristus blive torteret, slået og hånet af bødlerne. Jeg så også Kristus for mig, der udførte sit sonoffer i Getsemane have, mens hans disciple sov.
Jeg indså, at jeg skulle til at velsigne brødet og vandet, der repræsenterede hans legeme og blod. Nadveren giver os mulighed for at forny den pagt, som vi indgik med ham ved dåben, som går ud på, at vi altid erindrer ham, holder hans befalinger og tager hans navn på os.
Da nadvermødet begyndte, sad jeg med alle disse tanker. Jeg følte dybt, at Jesus havde lidt på en så smertefuld og utrolig måde, som er ubegribelig for os. Så kom tanken til mig, at han udholdt lidelserne på grund af sin kærlighed til os – til mig.
Jeg følte en så stor kærlighed fra Herren, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Jeg følte mig ikke værdig til det, som Herren havde gjort for mig. Men jeg følte også, at hans kærlighed til mig er fuldkommen. En ven sætter sit liv til for sine venner (se Joh 15:13). Da nadversalmen begyndte, rejste jeg mig sammen med den anden bror for at begynde på ordinancen.
Vi slog den smukke hvide dug til side, der dækkede brødet. Da jeg stod med brødet, vidste jeg, at jeg havde ansvaret for at bryde det som del af ordinancen. Men jeg tøvede. Brødet repræsenterer Kristi legeme. Jeg tænkte på soldaterne, der voldte Herren smerte, og jeg havde ikke lyst til at bryde brødet. Da jeg brød det første stykke, tænkte jeg på den smertefulde og ydmygende måde, som Jesus blev behandlet på inden sin død – tornekronen, piskningen, lidelsen. Tårerne blev ved med at løbe mig ned af kinderne, mens jeg brød brødet.
Så kom tanken til mig, at disse smertefulde og ydmygende oplevelser var nødvendige. De var en del af Jesu Kristi sonoffer, og han ydede det offer på grund af sin kærlighed til mig og til enhver af os.
Jeg begyndte at føle en stor glæde og fred. Omhyggeligt og langsomt brød jeg hvert stykke brød. Jeg vidste, at det, jeg holdt i mine hænder, skulle velsignes og helliges af en særlig årsag. Det repræsenterede noget meget værdifuldt, smukt og usædvanligt. Jeg følte et stort ansvar ved at udføre denne ordinance, så de tilstedeværende ved mødet kunne forny en pagt med Herren og modtage forsoningens velsignelser.
Da vi var færdige, så jeg på bakkerne, der var fyldt med det brudte brød. Det var et vidunderligt og storslået syn. Min sidemand bad bønnen. Aldrig før havde jeg så tydeligt forstået sætningen: »… så de må spise til erindring om din Søns legeme« (L&P 20:77).
Da jeg spiste brødet, følte jeg endnu en gang min Frelsers kærlighed. Jeg følte mig beskyttet, ydmyg og fast besluttet på at gøre det rette. Jeg ønskede at gennemgå mit liv og omvende mig fra alt det, jeg havde gjort forkert.
Jeg er taknemlig for Jesus Kristus og for hans kærlighed til mig. Jeg er taknemlig, for at vi kan modtage velsignelserne ved hans forsoning og blive tilgivet for vore synder og at få mulighed for at vende tilbage til vor himmelske Fader.
Kristus hånes af soldat, af Carl Bloch © Hope Gallery