Min besked på gravstenen

Marianne Chaplin Stovall, Californien, USA

I sommeren 2003 var jeg i Michigan i USA for at søge information om en af mine slægtninge ved navn Robert Hall. Ved slutningen af mit ophold besøgte jeg en kirkegård, som jeg havde besøgt 20 år tidligere.

Ved mit forrige besøg på kirkegården, havde jeg lagt mærke til nogle blomster, der var blevet lagt på gravstenen, der bar efternavnet Hall. Denne gang skrev jeg en besked, daterede den og laminerede den for at beskytte den mod vejret. Så lagde jeg beskeden ved gravstenen med en bøn og håb i hjertet om, at den, der kunne hjælpe mig med at få mere at vide om Robert Hall, ville finde den. Jeg tog tilbage til Californien, håbefuld, men også lidt skeptisk over for, at der ville komme noget ud af beskeden.

Jeg lagde beskeden ved gravstenen med en bøn i hjertet og håb om, at den, der kunne hjælpe mig, ville finde den.

En uge senere modtog jeg et brev fra en fjern fætter ved navn Deke Bentley.

»I går havde jeg en mærkværdig oplevelse,« skrev han. »Ved 15-tiden var jeg på vej ud for at købe jordbær, men besluttede mig for at stoppe ved Plains Road kirkegård og se til mine forfædres grav. Jeg havde ikke været der i flere år. Ved siden af gravene lå dit postkort.«

Deke var taget på kirkegården samme dag, som jeg havde efterladt beskeden. Jeg ringede straks til ham. Under vores samtale fandt jeg ud af, at han boede i Hillsdale, der lå over 80 km fra kirkegården.

Et par måneder senere tog jeg ivrigt tilbage til Michigan for at besøge Deke. Han fortalte mig, at nogle af hans slægtninge lå begravet på kirkegården lige over for hans hjem. Han spurgte, om jeg havde lyst til at tage derhen. Han fortalte mig, at der var fire gravsteder med navnet Hall, to af dem kendte han ikke noget til.

På kirkegården viste Deke mig gravstenene. De to, som han ikke kendte til, tilhørte en Martin og Anna Hall. Jeg havde ikke taget mine optegnelser med mig, men jeg kunne tydeligt huske at have søgt på en Martin Hall.

Vi skyndte os hen på kommunekontoret en time, inden de lukkede, og håbede på, at en dødsattest kunne identificere Martins forældre. Det gjorde den! Martins far var Robert Hall! Helligånden bekræftede for mig, at min lange søgen var slut.

Deke, der ikke var medlem af Kirken, sagde, at det at finde Robert Hall »næsten syntes åndeligt«. Jeg smilede, da jeg vidste, at Ånden havde ledt mig.

»Du har måske været skuffet over, at du ikke efterlod beskeden for 20 år siden,« sagde Deke, »men jeg flyttede faktisk først til Hillsdale for tre år siden!«

Denne oplevelse lærte mig, at slægtsforskning virkelig er en del af Guds værk, og at han leder os i vore retfærdige anstrengelser.