Kaldet til at være lig Kristus
Fra CES-foredraget »Israel, Israel, Gud nu kalder«, der blev holdt på Dixie State University i St. George, Utah, den 9. september 2012. Talen findes i sin fulde længde på lds.org/broadcasts.
Gud kalder Israel i disse sidste dage til at være mere kristuslignende og til at være mere hellige, end vi er nu i vores beslutning om at efterleve evangeliet og grundlægge Zion.
Gennem alle tidsaldre i Israels historie blev pagtens børn sendt på flugt ud i ørkenen for at begynde forfra og genskabe Zion, når tingene blev for syndige, eller når der var for meget verdsliggørelse i samfundet, eller når livet med hedningerne ødelagde det moralkodeks og de befalinger, som Gud havde givet.
På Det Gamle Testamentes tid måtte Abraham, faderen til denne pagt, flygte for sit liv fra Kaldæa – som helt bogstaveligt talt var denne verdens Babylon – i sin søgen efter en helliggjort tilværelse i Kana’ans land, som vi i dag omtaler som det hellige land (se Abr 2:3-4). Men der gik ikke mange generationer, før Abrahams efterkommere mistede deres Zion og var i trældom i det fjerne, hedenske Egypten (se 2 Mos 1:7-14). Så Moses måtte oprejses for at lede forjættelsens børn ud i ørkenen igen.
Nogle århundreder senere udfolder der sig en beretning, der er af særlig interesse for os, da en af disse israelitiske familier, der ledes af en profet ved navn Lehi, blev befalet at flygte fra Jerusalem, fordi Babylon igen stod for døren! (Se 1 Ne 2:2.) De vidste dog ikke, at de skulle til et helt nyt kontinent for at grundlægge et helt nyt Zion (se 1 Ne 18:22-24). Og de vidste heller ikke, at det allerede var sket på præcis samme måde en gang tidligere for en gruppe af deres forfædre, der kaldtes jereditterne (se Eter 6:5-13).
Det er af interesse for alle, der fejrer evangeliets gengivelse, at koloniseringen af Amerika begyndte med en gruppe, der flygtede fra deres tidligere hjemland for at kunne tilbede, som de ville. En meget anerkendt forsker inden for den puritanske bosættelse i Amerika beskriver denne begivenhed som kristendommens »rejse ud i ørkenen« – de nutidige israelitters anstrengelse for at frigøre sig selv fra den gamle verdens gudløshed og endnu engang søge himlens veje i et nyt land.1
Jeg vil minde jer om en sidste flugt. Det var vores egen kirke, ledet af vores egen profet, der ledte vore egne religiøse forfædre. Joseph Smith blev jaget igennem delstaterne New York, Pennsylvania, Ohio, Missouri og til sidst myrdet i Illinois. Med det fik vi i de sidste dage set en gentagelse af Israels børn, der atter søgte et tilflugtssted. Brigham Young (1801-1877), den amerikanske Moses, som han så beundrende er blevet kaldt, ledte de hellige til bjergenes dale, mens de ømfodede hellige sang:
Vi finde stedet for Guds stille fred
hist i vest, Zions land,
for Herrens folk et udsøgt helligt sted,
Gud os der signe kan.2
Zion. Det forjættede land. Det Ny Jerusalem. I mere end 4.000 år af pagtens historie har dette været mønstret: Flygt og søg. Løb og bosæt jer. Undslip Babylon. Opfør Zions beskyttende mure.
Indtil denne vor tid.
Opbyg Zion, hvor I befinder jer
Et af mange unikke særkender ved vores uddeling er den forandring af, hvordan vi opretter Guds rige på jorden. Denne uddeling er en tid præget af vældig, accelererende forandring. Og en ting, der har forandret sig, er, at Guds kirke aldrig mere vil flygte. Den skal aldrig mere forlade Ur, Haran, Kana’ans land og Jerusalem, eller England, Kirtland og Nauvoo for at tage til hvem ved hvor.
Nej, som Brigham Young sagde til os alle: »Vi er blevet sparket fra panden til ilden og fra ilden ud midt på gulvet, og her er vi, og her bliver vi.«3
Det er selvfølgelig blevet en erklæring til Kirkens medlemmer over hele verden. I disse sidste dage, i vores uddeling, er vi blevet modne nok til at indstille flugten. Vi er blevet modne nok til at plante vore rødder og vores familie og vores fundament i ethvert folkeslag, stamme, tungemål og folk for bestandigt. Zion er alle steder – overalt hvor Kirken er. Og med den ændring betragter vi ikke længere Zion som hvor vi skal leve; vi tænker på det, som hvordan vi skal leve.
For at skitsere rammerne for denne nye opgave vil jeg komme med tre oplevelser.
Tre oplevelser og tre lektioner
1. For et par år siden var en af mine unge venner – en hjemvendt missionær – på et basketballhold på et af universiteterne i Utah. Han var en fantastisk ung mand og en meget god spiller, men han spillede ikke nær så meget, som han havde håbet på at gøre. Hans særlige talenter og evner var ganske enkelt ikke lige det, som hans hold havde brug for på det tidspunkt i deres udvikling eller i hans. Det sker i sport. Så med hans træneres og holdkammeraters fulde støtte, flyttede min unge ven til en anden skole, hvor han håbede på at kunne bidrage lidt mere.
Tingene på den nye skole fungerede bare, og min ven kom hurtigt med i startopstillingen. Og tænk jer – turneringsplanen gjorde, at denne unge mand vendte tilbage for at spille imod sit tidligere hold i Salt Lake City.
Den skarpe kritik, der væltede ned over denne unge mand fra tribunerne den aften – en nygift, der betalte sin tiende, tjente i ældsternes kvorum, udførte velgørenhed blandt de unge i sin by, og som med glæde ventede et barn med sin hustru – burde aldrig tilfalde noget menneske på noget tidspunkt eller noget sted, uanset sportsgren eller universitet eller uanset personlige beslutninger omkring nogen af dem.
Træneren fra det gæstende hold, som var noget af en legende i sin profession, vendte sig mod ham efter en fremragende indsats og sagde: »Hvad sker der her? Du er den lokale knægt, der har klaret sig godt. Du er en af dem. Det er dine venner.« Men det værste ved det hele var, da han i total forvirring spurgte: »Er de fleste af de her mennesker ikke medlemmer af din kirke?«
2. Jeg blev inviteret til at tale ved et møde for unge voksne i en stav. Da jeg trådte ind ad bagdøren til stavscenteret, trådte en ung kvinde i 30’erne ind i bygningen på samme tid. Selv i massen af mennesker, der bevægede sig mod kirkesalen, var det ikke svært at bemærke hende. Hun havde et par tatoveringer, flere øre- og næseringe, strithår i alle regnbuens farver, en nederdel, der var for kort og en bluse, der var for nedringet.
Nogle spørgsmål rejste sig øjeblikkeligt i mit sind: Var denne kvinde en kæmpende sjæl, der ikke delte vores tro, der var blevet ledt – eller endnu bedre bragt hertil af en anden – til dette foredrag under Herrens vejledning for at hjælpe hende med at finde evangeliets fred og retning, som hun havde brug for i sit liv? Eller var hun et medlem, der var afveget fra nogle af de håb og standarder, som Kirken anbefaler for dens medlemmer, men som stadig var tilknyttet Kirken og havde valgt at deltage i kirkeaktiviteten den aften?
3. Mens søster Holland og jeg deltog i indvielsen af templet i Kansas City Missouri, var bror Isaac Freestone vært for os. Han var politibetjent og en vidunderlig højpræst i Liberty Stav i Missouri. Under vores samtale fortalte han os, at han en sen aften var blevet kaldt ud for at undersøge en klage i et særligt belastet område af byen. Gennem den brølende musik og lugten af hash, fandt han en kvinde og flere mænd, der drak og bandede, de var alle totalt ligeglade med de fem små børn – mellem to til otte år – der sad sammenkrøbet i et værelse og prøvede at sove på et beskidt gulv uden seng, madras, puder eller noget som helst.
Bror Freestone så i køkkenskabene og i køleskabet efter en dåse eller en æske med en færdigret – men han kunne ikke finde noget. Han sagde, at hunden, der gøede i baghaven, havde mere mad, end disse børn havde.
I moderens soveværelse fandt han en bar madras, den eneste i huset. Han ledte, indtil han fandt nogle lagener, lagde dem på madrassen og puttede alle fem børn på den midlertidige seng. Med tårer i øjnene, knælede han så ned og bad en bøn til vor himmelske Fader om at beskytte børnene og bød dem godnat.
Da han rejste sig og gik mod døren, sprang et af børnene op fra madrassen, løb hen til ham, greb hans hånd og tryglede: »Vil du ikke nok adoptere mig?« Med flere tårer i øjnene, lagde bror Freestone barnet tilbage på madrassen, fandt den påvirkede mor (mændene var for længst forduftet) og sagde til hende: »Jeg kommer tilbage i morgen, og himlen hjælpe dig, hvis der ikke er sket tydelige ændringer, inden jeg træder ind ad døren. Og der skal også ske yderligere ændringer efter det. Det lover jeg dig.«4
Hvad har disse tre hændelser til fælles? De er tre små, meget forskellige eksempler på Babylon fra det virkelige liv. Et så fjollet, at det omhandler beklagelig opførsel ved en basketballkamp, et omhandler de kulturelle og individuelle konfrontationer, vi har med dem, der lever på en anden måde end os, og en meget stor og meget alvorlig sag.
Lektion 1: Lad aldrig religionen blive hjemme
Lad os først færdiggøre basketballhændelsen. Dagen efter kampen, da der var offentlige udtalelser og anmodninger om undskyldninger angående begivenheden, udtalte en ung mand sig nogenlunde sådan her: »Hør her. Vi taler om basketball, ikke om Søndagsskolen. Hvis ikke du kan lide lugten i bageriet, så må du gå. Vi betaler i dyre domme for at se de her kampe. Vi opfører os, som vi vil. Vi lader religionen blive hjemme.«
»Vi lader religionen blive hjemme«? Første lektion i grundlæggelsen af Zion i det 21. århundrede: Man lader aldrig religionen blive hjemme.
Den type discipel kan man ikke tillade sig at være – den type discipel findes slet ikke. Som profeten Alma har undervist os i, må vi »stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor [vi] måtte befinde [os]« (Mosi 18:9) – ikke kun nogle gange, nogle få steder, eller når vores hold fører stort.
Uanset situationen, provokationen eller problemet, så kan ingen Kristi discipel lade sin religion blive hjemme.
Lektion 2: Vis barmhjertighed, men vær loyal over for befalingerne
Dette leder mig til den unge kvinde ved mødet. Uanset, hvordan man kunne reagere over for hende, så er den evige regel, at vores opførsel altid bør afspejle vores religiøse overbevisning og evangeliske forpligtelser. Derfor må måden, hvorpå vi reagerer i enhver situation, gøre tingene bedre, ikke værre. Vi kan ikke handle eller reagere på en sådan måde, at vi bliver skyldige i en større krænkelse i denne situation, end hun.
Det betyder ikke, at vi ikke må have meninger, at vi ikke må have standarder, eller at vi på nogen måde fuldstændigt skal tilsidesætte de guddommelige befalinger »Du skal« og »Du må ikke«. Men det betyder, at vi må efterleve de standarder og forsvare de befalinger på retfærdig vis og efter bedste evne, på samme måde som Frelseren efterlevede og forsvarede dem. Og han gjorde altid, hvad der skulle gøres for at forbedre situationen – lige fra at undervise i sandheden, til at tilgive syndere og til at rydde templet.
Så med vores nye bekendtskab begynder vi frem for alt med at huske på, at hun er Guds datter og af evig værdi. Vi lægger ud med at huske på, at hun er en eller andens datter. Vi lægger ud med at være taknemlige, fordi hun deltager i en kirkeaktivitet frem for at undgå den. Kort sagt, vi forsøger at være det bedste, vi kan være i den situation, med et ønske om at hjælpe hende til at være det bedste, hun kan være.
Vi vedbliver med at bede i stilhed: Hvad er det rigtige at gøre her? Hvad er det rigtige at sige? Hvad vil i sidste instans gavne denne situation og gavne hende? At stille sig selv disse spørgsmål og virkelig forsøge at gøre, hvad Frelseren ville gøre, er, hvad jeg tror, at han mente, da han sagde: »Døm ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom!« (Joh 7:24).
Denne kirke kan aldrig ændre sine læresætninger som svar på social goodwill eller politisk hensigtsmæssighed eller nogen anden grund. Det er kun den åbenbarede sandheds sikkerhed, der giver os fodfæste, så vi kan løfte en anden, der måske føler sig besværet eller forladt. Vores medfølelse og vores kærlighed – kristendommens grundlæggende egenskaber og krav – må aldrig tolkes som et kompromis med befalingerne.
Det kan være en stor udfordring og meget forvirrende, når vi står i sådanne situationer. Unge mennesker vil måske spørge: »Vi tror ikke på, at vi bør leve eller opføre os på den og den måde, så hvorfor skal vi tvinge andre til at gøre det samme? Har de ikke deres handlefrihed? Opfører vi os ikke selvretfærdigt eller dømmende ved at tvinge vores overbevisninger ned over andre og kræve, at de opfører sig på en bestemt måde?«
I disse situationer må man pænt forklare, hvorfor visse principper forsvares, og at man modsætter sig visse synder, hvorend de måtte findes, fordi emnet og de involverede love ikke blot har sociale eller politiske, men evige følger. Og mens vi ikke ønsker at fornærme nogen, der har en anden overbevisning end os, så er vi mere optaget af ikke at fornærme Gud.
Det er ligesom, når en teenager siger: »Nu hvor jeg må køre bil, så ved jeg, at jeg skal holde for rødt lys, men behøver vi virkelig at være fordømmende og få alle andre til at holde for rødt? Skal alle gøre, hvad vi gør? Har andre ikke deres handlefrihed? Skal de opføre sig som os?« Ja, så må man forklare hvorfor, og ja, vi håber virkelig, at alle standser for rødt lys. Og det må man gøre uden at nedgøre dem, der overtræder eller har en anden overbevisning end os, for de har deres handlefrihed.
Der er en bred mangfoldighed af overbevisninger i denne verden, og alle har handlefrihed, men ingen har ret til at handle, som om Gud har forholdt sig tavs omkring disse emner, eller som om befalingerne kun betyder noget, hvis der er almindelig enighed om dem. I det 21. århundrede kan vi ikke længere flygte. Vi må kæmpe for love og forhold og tilstande, der tillader religionsfrihed og vores andel i den. Det er en måde, hvorpå vi kan tolerere at være i et Babylon, men ikke være af det.
Jeg kender ikke nogen vigtigere evne eller større retskaffenhed, vi kan udvise i en verden, som vi ikke kan flygte fra, end ved at træde varsomt på stien – tage et moralsk standpunkt og følge det, som Gud har sagt, og de love, som han har givet, men at gøre det med medfølelse, forståelse og stor kærlighed.
Lektion 3: Brug evangeliets værdier til at gavne samfund og lande
Det er ikke mange af os, der bliver politibetjente eller socialrådgivere eller dommere, der tjener i systemet, men vi bør alle bekymre os om andres velbefindende og om den overordnede moralske sikkerhed i samfundet. Da ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum omtalte behovet for, at vi påvirker samfundet uden for hjemmets fire vægge, sagde han:
»Udover at beskytte vores egen familie, bør vi være en kilde til lys, hvad angår det at beskytte vore samfund. Frelseren sagde: ›Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.‹ …
I vores stadigt mere uretfærdige verden, er det afgørende, at værdier med afsæt i religiøs overbevisning er tydelige i den offentlige debat …
Religiøs overbevisning er en kilde til lys, viden og visdom og gavner samfundet meget.«5
Hvis vi ikke bringer evangeliets velsignelser ud i vore samfund, så vil vi aldrig have nok politibetjente – der vil aldrig være tilstrækkeligt mange som Isaac Freestone – til at håndhæve moralsk opførsel, selvom det var muligt at håndhæve den. Og det er det ikke. Børnene i det hjem uden mad eller tøj er Guds sønner og døtre. Moderen, som burde vide meget bedre, eftersom hun var ældre og burde have været langt mere ansvarlig, er også en datter af Gud. Sådanne situationer kræver måske en fast men kærlig hånd på en formel eller strafferetlig måde, men vi må prøve at hjælpe, når og hvor vi kan, for vi lader ikke religionen blive hjemme, uanset hvor ynkværdige og uansvarlige nogen måtte være.
Nej, vi kan ikke gøre alt, men noget kan vi gøre. Og som svar på Guds kald, så er Israels børn dem, der kan gøre det – ikke for at flygte fra et Babylon denne gang, men for at angribe det. Uden at være naive omkring det, kan vi efterleve vores religion så udstrakt og urokkeligt, at vi kan finde alle slags muligheder for at hjælpe familier, velsigne naboer og beskytte andre, heriblandt den opvoksende generation.
Afspejl jeres kærlighed til Jesus Kristus
Sidste dages hellige bliver opfordret til at være surdejen i brødet, saltet, der aldrig mister dets kraft, lyset på bjerget, der aldrig skjules under en skæppe. Så begynd at åbne munden nu!
Hvis vi gør og siger det rigtige og gavmildt rækker ud i ord og handling, så vil Frelseren finde os i færd med at gøre vores bedste, forsøge at efterleve evangeliet, forsøge at forbedre vores liv og vores kirke og vores samfund på bedste vis, når han fremskynder sit værk i retfærdighed og siger, at tiden er gået i denne sidste uddeling, og han kommer i al sin herlighed.
Når han kommer, vil jeg så gerne overraskes midt i at efterleve evangeliet. Jeg vil gerne overraskes midt i at forkynde troen og gøre noget godt, hvis jeg kan. Jeg ønsker, at Frelseren skal sige til mig: »Jeffrey, jeg kan genkende dig, ikke ved din titel, men ved dit liv, den måde, du forsøger at leve på, og de standarder, du forsøger at forsvare. Jeg ser retskaffenheden i dit hjerte. Jeg ved, du har forsøgt at gøre tingene bedre ved først og fremmest at forbedre dig selv, dernæst ved at erklære mit ord og forsvare mit evangelium over for andre på den mest medmenneskelige måde, du kunne.«
Han vil uden tvivl tilføje: »Jeg ved, at det ikke altid lykkedes for dig at rette op på dine egne synder og omkring forholdet til andre, men jeg tror på, at du gjorde et ærligt forsøg. Jeg tror i hjertet på, at du virkelig elskede mig.«
Jeg ønsker mere end noget andet i dette liv, at noget sådant vil ske. Og jeg ønsker det for jer. Jeg ønsker det for os alle. »Israel, Israel, Gud nu kalder«6 – kalder os til personligt at efterleve Jesu Kristi evangelium i stort og småt, række ud til dem, der måske ikke ligner, klæder sig eller opfører sig, som os, og så (hvor vi kan) se ud over dette og tjene så omfattende som muligt.
Jeg elsker Herren Jesus Kristus, hvis tjener jeg forsøger at være. Og jeg elsker vor himmelske Fader, som holdt så meget af os, at han gav ham til os. Angående den gave, så ved jeg, at Gud kalder Israel i disse sidste dage til at være mere kristuslignende og til at være mere hellige, end vi er nu i vores beslutning om at efterleve evangeliet og grundlægge Zion. Jeg ved også, at han vil give os styrken og helligheden til at være sande disciple, hvis vi beder inderligt derom.
Foto af by: tla144/iStockphoto/Thinkstock; foto af stearinlys: Enskanto/iStockphoto/Thinkstock