2014
Fortæl om evangeliet online
juni 2014


Fortæl om evangeliet online

Forfatteren bor i Metro Manila, Filippinerne.

Jeg vidste, hvad jeg troede på, men jeg var nervøs for at skulle besvare alle spørgsmålene om Kirken, som de studerende fra mit debathold havde.

Jeg har ikke altid været modig, når det kom til at skulle fortælle mine venner om evangeliet. Mange af dem kendte til min religion, men jeg gjorde aldrig en ekstra indsats for at bære mit vidnesbyrd. Havde nogen misforstået noget med Kirken, forsøgte jeg ikke desto mindre at afklare det på bedste vis.

Da jeg begyndte på universitetet, tilmeldte jeg mig debatforeningen. De andre foreningsmedlemmer fandt ud af, at jeg var sidste dages hellig, da jeg korrigerede dem omkring det, der blev sagt om »mormonerne« efter en debat. Jeg havde aldrig talt om min religion før da, så jeg fik en masse spørgsmål den dag. Jeg var bange og undgik næsten at svare. Jeg vidste, hvad jeg troede på, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle om det. Jeg bad, men syntes ikke at få svar.

Et par dage efter var jeg på Facebook, hvor jeg så en artikel fra LDS.org, som en af mine ledere fra Kirken havde slået op. Der gik det op for mig, at jeg også kunne slå ting op fra Kirken. Jeg søgte på de emner, som mit debathold havde spurgt ind til, slog links op på min væg og udvalgte alle, der var involverede. Jeg følte, at de ville sætte større pris på disse svar.

Jeg havde ikke slået noget op om min religion før, så det tiltrak en masse nysgerrige mennesker, der spurgte om min religion. Når de stiller spørgsmål, prøver jeg at give et grundlæggende svar og tilføjer link til Kirkens materialer. På denne måde er folk ikke kun afhængige af mine svar, men kan også selv høre generalautoriteternes svar på deres spørgsmål. Når det gælder mere ømtålelige emner, besvarer jeg altid personen ved at skrive en privat besked til dem.

Jeg er virkelig glad for, at Kirken stiller materialer til rådighed på nettet. Jeg får stadig sommerfugle i maven, når en eller anden overrasker mig med et spørgsmål om Kirken. Men nu venter jeg ikke kun på, at de stiller spørgsmål. Nu slår jeg aktivt kirkematerialer op på nettet. Jeg ved, at disse materialer er til hjælp for både mine venner i Kirken og venner uden for Kirken.