2014
Tak, bror Jay
Oktober 2014


Tjeneste i Kirken

Tak, bror Jay

Forfatteren bor i Nevada, USA.

Jeg er så taknemlig for den ånd, forpligtelse, forberedelse og kærlighed, som utallige, oprigtige tjenere viser i Kirken.

»I morgen er det søndag,« fortalte jeg min femårige datter, mens hun kravlede op på mit skød. Et smil bredte sig på hendes ansigt.

»Hvor godt,« sagde hun. »Så skal jeg se bror Jay.«

Mit hjerte fyldtes med taknemlighed. Jeg var så taknemlig for en kærlig og omsorgsfuld primarylærer, der havde gjort vores flytning til en ny menighed nemmere. Det havde været en traumatisk oplevelse for hele vores familie at forlade vores hjem i Midtvesten og blive forflyttet over 2.000 km væk, men det havde især været hårdt for Season, der var i børnehavealderen. Hun var en genert pige, der var bange for nye situationer, og hun var derfor bekymret, da vi første gang skulle i kirke i vores nye menighed.

Bror Jay var en mild og hengiven mand, der lige havde den rigtige blanding af humor og ømhed til at vinde Seasons tillid. Den første søndag gik han ned i knæ, tog fat i hendes hånd, så hende i øjnene og sagde: »Kom, lille ven. Du skal nok få det sjovt i vores klasse.«

Som ugerne gik, glædede Season sig mere og mere til søndag end til nogen anden dag i ugen. Lige så snart vi kom i kirke, spejdede hun rundt i forsamlingen efter sin lærer. Han hilste med et smil.

Igennem årene huskede bror Jay hver enkelt elev og gav dem små gaver til helligdage og fødselsdage. Da Seasons fødselsdag nærmede sig, var bror Jay den vigtigste gæst, som hun gerne ville have med til sin fødselsdagsfest.

Havde han mon nogen idé om, hvor stor en indflydelse han havde på vores lille piges tilværelse? Ville han nogensinde gætte, i hvor høj grad hans lille gruppe af femårige primarybørn tog imod hans ord og handlinger? Vidste han overhovedet, hvor meget det betød for mig som mor, at han var en del af min datters liv?

Season rykkede senere op i bror Edwards klasse, og hun fortsatte med at have en dejlig tid i Primary. Hvor er jeg taknemlig for alle de pligtopfyldende, velforberedte, ydmyge mænd og kvinder, der har haft en positiv, åndelig indflydelse i Seasons liv.

Hele vores familie er blevet velsignet gennem hengivne personer, der har tjent os på vores vej mod åndelig udvikling. Jeg mindes en fremragende spejderleder, en langmodig kvorumsvejleder hos præsterne, en tålmodig seminarlærer, et usædvanligt Unge Pigers præsidentskab og en omsorgsfuld biskop.

Vores familie er blevet rigt velsignet, men jeg ved, at vi ikke er et enestående eksempel. »Bror Jay« kunne være mange mennesker, for der er mange hengivne brødre og søstre, hvis tjeneste har rørt andre familier som vores. Vi er så taknemlige for deres ånd, forpligtelse, forberedelse og kærlighed.

Tak til alle de utallige, oprigtige tjenere i Kirken, der har støttet vores familie.

Tillykke med fødselsdagen!

Foto: Nikolai Sorokin/Hemera/Thinkstock