JADEKÅLEN

Ellen C. Jensen

Forfatteren bor i Utah, USA.

På min mission i Taiwan tog min missionærkammerat og jeg på National Palace-museet i Taipei på en af vore forberedelsesdage. Hovedattraktionen er et kunstværk, der hedder Jadekålen. Der var mange mennesker, der beundrede det, men det eneste jeg så, var et kålhoved, der var skåret ud af en jadesten. Det var uden tvivl smukt, men der måtte have været noget, jeg ikke fattede.

Da vi var færdige på museet, spurgte jeg min kammerat: »Hvad syntes du om Jadekålen?«

»Jeg er vild med det!«

»Hvorfor?« spurgte jeg. »Det er jo bare et kålhoved.«

»Virkelig? Jadekålen er en metafor for mit liv!« udbrød hun.

»Kålhovedet?«

»Ja! Kender du ikke historien bag det?«

»Åbenbart ikke.«

Hun fortalte historien. Og hun havde ret. Det blev en metafor for min mission og mit liv.

Hvis en udskæring af jade skal være af stor værdi, må jaden være i én stærk farve. Udskæringer af perfekte jadesten går til høje priser, da det næsten er umuligt at finde en perfekt jade. Jadekålen er grøn i den ene halvdel og hvid i den anden halvdel, og den har revner og krusninger. Ingen dygtig stenskærer ville spilde tid på sådant et stykke jade, indtil der en dag dukkede det, kineserne kalder en mesterstenskærer, op.

Hvis denne jade kunne tale, kan jeg forestille mig den samtale, den har haft med denne nye stenskærer. Jeg forestiller mig stenskæreren, der samler denne jadesten op.

»Hvad vil du?« kunne jaden spørge.

»Jeg er på udkig efter en jade, som jeg kan skære i,« kunne stenskæreren svare.

»Så må du se dig om efter en anden sten. Jeg er værdiløs. Jeg har to farver, der er så sammensmeltede, at du aldrig vil kunne skille dem ad. Jeg har både revner og krusninger. Jeg kommer aldrig til at være af nogen værdi. Så spild ikke din tid.«

»Din fjollede lille jade. Stol på mig. Jeg er en mesterstenskærer. Jeg vil lave et kunstværk ud af dig.«

Det, der gør Jadekålen til noget fantastisk, er, at denne anonyme stenskærer brugte jadens svagheder – de to farver, revnerne og krusningerne – til at få kålhovedet til at se så livagtigt ud. Den hvide del blev kålhovedets stamme, og revnerne og krusningerne vækker liv i bladene. Hvis ikke det havde været for denne jadestens svagheder, ville den ikke have set så virkelighedstro ud.

På grund af dette kunstværks skønhed blev den foræret som gave til en af Kinas kongelige og prydede gangene i de smukke asiatiske paladser, indtil den til sidst blev udstillet på museet i Taiwan.

Det minder mig om Eter 12:27: »Hvis menneskene kommer til mig, vil jeg vise dem deres svaghed … Min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem.«

Efter at have set Jadekålen læste jeg dette skriftsted i et nyt lys. Vi er alle som denne jadesten med undtagelse af, at vi stadig er i gang med at blive udskåret. Vi må have tillid til mesterstenskæreren, Jesus Kristus, der tager vore svagheder og vender dem til styrker. Ud fra vores ufuldstændige perspektiv fokuserer vi sommetider på vore ufuldkommenheder og bliver modløse, fordi vi tror, at vi aldrig vil kunne leve op til forventningerne. Men vor Frelser, Jesus Kristus, ser os som dem, vi kan blive. Når vi lader hans forsoning virke i vores liv, vil han forme os til mesterværker, der en dag vil leve sammen med Kongernes konge.