2014
Mit sammenflettede vidnesbyrd
Oktober 2014


Evangeliet i mit liv

Mit sammenflettede vidnesbyrd

Forfatteren bor i Singapore.

For mig er sandheden af både Jesu Kristi evangelium og Mormons Bog flettet sammen. Hvis evangeliet er sandt, er Mormons Bog sand.

Missionærerne underviste min familie i evangeliet i vores hjem i Singapore. Min far tilsluttede sig ikke Kirken, men det gjorde min mor. Hun lærte os om Jesus Kristus og om hans evangelium. Selv som barn fortalte jeg stolt mine venner, at jeg var sidste dages hellig.

Jeg troede på alt, min mor lærte mig. Men da jeg blev UV’er spurgte en missionær mig, hvor mange gange jeg havde læst Mormons Bog. Jeg var blevet stillet dette spørgsmål før, men denne gang slog det mig, at jeg ikke vidste, om Mormons Bog var sand, for jeg havde ikke læst den.

Et unægteligt faktum

Jeg kunne ikke længere undgå et unægteligt faktum: Sandheden af både Jesu Kristi evangelium og Mormons Bog er flettet sammen. Hvis evangeliet er sandt, er Mormons Bog sand. Eftersom jeg ikke vidste, om Mormons Bog var sand, blev jeg nu usikker på alt det, som jeg havde lært under min opvækst. Mit sind fyldtes med forvirring og spørgsmålet – »Er Mormons Bog sand?« – forblev i mit hjerte.

Mit spirende forhold til Frelseren Jesus Kristus gav mig også et ønske om sandheden. Den dag, hvor jeg indså, at jeg ikke kunne lære tilstrækkeligt om Jesus Kristus uden at læse i Mormons Bog, var den dag, hvor jeg fik et stærkt ønske om at vide, om den var sand.

Kaldet som lærer

Jeg bad om vejledning. Det var på denne tid, at min grenspræsident kaldte mig til at undervise om Mormons Bog i seniorklassen. Jeg tog imod kaldelsen, fordi jeg følte, at den kunne være Herrens måde at hjælpe mig til at vide om Mormons Bog var sand og komme Frelseren nærmere.

Det var svært at undervise. Efter de første par søndage vidste jeg, at jeg aldrig ville kunne være effektiv, før jeg troede på Mormons Bog.

Beretningerne udspillede sig for hvert kapitel

Jeg begyndte at studere Mormons Bog hver uge og fandt snart glæde ved at læse i den. Beretningerne i Mormons Bog udfoldede sig for hvert kapitel og førte mig tættere på Jesus Kristus.

Jeg læste om Kristi fødsel, som Nefi så i et syn:

»Og jeg så byen Nazaret; og i byen Nazaret så jeg en jomfru, og hun var overordentlig skøn og hvid …

Men [englen] sagde til mig: Se, jomfruen, som du ser, er Guds Søns mor på kødets vis« (1 Ne 11:13, 18).

Jeg læste om planen for lykke og lærte, at troen på Jesus Kristus er nødvendig for vores frelse. Amulek forklarede:

»Jeg ved, at Kristus skal komme blandt menneskenes børn for at påtage sig sit folks overtrædelser, og at han skal sone for verdens synder, for Gud Herren har talt det

… for i henhold til den evige Guds store plan må der foretages en forsoning, ellers skal hele menneskeslægten uundgåeligt fortabes« (Alma 34:8-9).

Jeg læste om Jesu Kristi tjenestegerning blandt sine får på det amerikanske kontinent, og jeg ved, at han er Gud for alle folkeslag. Han sagde til nefitterne: »I er dem, om hvem jeg sagde: Jeg har andre får, som ikke er af denne fold; også dem må jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én fold og én hyrde« (3 Ne 15:21).

Mit vidnesbyrd kom lidt efter lidt

Da jeg læste Mormons Bog, voksede min tro på Jesus Kristus, og min forståelse for hans plan blev større (se Alma 32:28).

Jeg vidner om, at Mormons Bog er vores religions slutsten. Helligånden har åbenbaret for mig, at Joseph Smith er en sand profet, der genoprettede Guds kirke på jorden, og som oversatte Mormons Bog fra guldpladerne. Mormons Bog vidner om Jesus Kristus, og den går hånd i hånd med Bibelen. Sammen vidner de om, at Jesus Kristus virkelig er Guds Søn, og at han er Gud til alle nationer, ikke blot én.