Det lærer vi af den hellige lund
Fra en CES-tale, »Stå i den hellige lund«, der blev holdt i Californien i USA den 6. maj 2012. Find talen i sin fulde længde på cesdevotionals.lds.org.
Jeg opfordrer jer til altid at stå med jeres sind og hjerte i den hellige lund og efterleve de sandheder, som Gud begyndte at åbenbare der.
I 1993, fire år efter jeg var blevet kaldet til De Halvfjerds, blev min familie og jeg bedt om at tjene i missionen i Rochester i New York. Denne mission omfatter byerne Palmyra (hvor Joseph Smith boede med sin familie det meste af 1820’erne) og Fayette (hvor Kirken blev organiseret i april 1830).
Det er et pittoresk landskab. Det kendetegnes af bløde, skovklædte bakker, klare søer og bække og af et varmt, farverigt folkefærd. Det er også et sted, der er blevet helligt på grund af det, der skete der.
I en lund af knejsende bøge, ege, ahorn og andre træer omkring en halv kilometer vest for Joseph og Lucy Mack Smiths hjem nær Palmyra så den 14-årige Joseph Smith i et syn Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus. Denne guddommelige manifestation som svar på Josephs bøn om at kende sandheden, hvad angik religion, indledte gengivelsen af evangeliet i denne sidste uddeling. Det har altid gjort den lille lund til et særligt sted i Kirkens historie – et sted vi ærer med navnet, den hellige lund.
Min familie og jeg kom til at holde meget af lunden og af at fornemme dens hellighed. Vi tog ofte derhen. Hver måned tog vi de nyankomne og de missionærer, vi skulle sende videre, med derhen.
Når jeg ærbødigt er gået gennem den hellige lund eller har siddet på bænkene i lunden, har jeg ofte tænkt over den overflod af billedsprog i skriften, der omfatter træer, grene, rødder, frø, frugter og skove. En opmærksom iagttager kan lære nogle vigtige lektier af det økosystem, der findes der. Jeg vil gerne dele fire ting, som jeg har lært der.1
1. Træer vokser altid mod lyset.
Foto: Royce Bair
I den hellige lund er de yderste træer på kanten til den oprindelige skov, og mange af dem langs stierne, vokset sidelæns for at komme væk fra det overskyggende løvværk over dem, og dernæst opad igen for at absorbere mest mulig sollys. Deres krogede stammer og grene står i skarp kontrast til de tilstødende træer, som næsten vokser fuldstændigt lige. Træer har, som næsten alle andre levende organismer, brug for lys til at overleve og vokse. De gør alt i deres magt for at suge så meget sollys til sig som muligt for at lave fotosyntese – en proces hvor primært solenergi omsættes til kemisk energi.
Lyset er en endog vigtigere katalysator i åndelige anliggender, end det er i naturen. Det er det, fordi lys er så afgørende for vores åndelige vækst og realiseringen af hele vores potentiale som Guds sønner og døtre.
Mørke er lysets modsætning, og det repræsenterer kræfter i verden, som stræber efter at adskille os fra Gud og forpurre hans guddommelige plan for os. Det er sædvanligvis efter mørkets frembrud eller på mørke steder, at onde kræfter udøver deres største indflydelse. Krænkelse af kyskhedsloven, tyverier, brud på visdomsordet og anden adfærd, som vor himmelske Fader forbyder, sker almindeligvis i ly af mørket. Selv når vi vælger at handle forkert i fuldt dagslys, kan vi ikke undgå mørke eller dystre følelser.
Heldigvis giver Kristi Ånd »lys til enhver, som kommer til verden; og ånden oplyser enhver overalt i verden, som lytter til åndens røst.
Og enhver, som lytter til åndens røst, kommer til Gud, ja, til Faderen« (L&P 84:46-47).
Skriftstedet her beskriver smukt Guds børns søgen. Det medfødte gudgivne, åndelige instinkt, vi alle har – hvis vi ikke ødelægger det – til at gå mod lyset og dermed også gå mod Gud og hans Søn og blive mere som dem. Om sig selv sagde Jesus Kristus: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys« (Joh 8:12).
Jeg opfordrer jer inderligt til at undgå syndens mørke i alle dens uhyrlige afskygninger og fylde jeres liv med Ånd, sandhed og vor Frelsers, Jesu Kristi, lys. Det kan I gøre ved at søge gode venner, inspirerende kunst og musik, kundskab i de bedste bøger (særligt skrifterne), øjeblikke med inderlig bøn, stille stunder i naturen, opbyggelige aktiviteter og samtaler og et liv, der er centreret om Kristus og hans lære om kærlighed og tjeneste.
2. Træer kræver modstand for at leve op til formålet med deres skabelse.
Forskellige teorier om skovdrift er blevet fulgt gennem årene i forbindelse med vedligeholdelsen af den hellige lund. På et tidspunkt valgte man at lave et forsøg på et jordstykke for at afprøve en fremgangsmåde, der er kendt som fri udtyndning. Forstmænd identificerede de træer, som de mente var de største og sundeste unge træer på testloddet, derefter fjernede og beskar man de mindre lovende træer og den konkurrerende underskov. Man antog at ved at fjerne en stor del af konkurrencen på vand, sollys og næring fra jorden ville de udvalgte træer frit kunne vokse og udvikle sig på enestående måde.
Efter nogle år stod det dog klart, at præcis det modsatte skete. Uden konkurrence havde de udvalgte træer det for behageligt. I stedet for at strække sig opad mod lyset, stilnede deres lodrette vækst. De fik mange nedre grene, som med tiden blev ubrugelige, når løvtaget lukkede sig, og de blev tykkere. Ingen af træerne på forsøgsgrunden kunne måle sig i størrelse eller vitalitet med de træer, som skulle konkurrere og overvinde modstand for at kunne overleve og trives.
En af nøgledoktrinerne fra Mormons Bog er, at der må være »en modsætning i alt« (2 Ne 2:11). En verden med modsætninger giver valg mellem godt og ondt, således at handlefriheden kan fungere. Det er tilsvarende vigtigt, at princippet om modsætning findes, for at der kan finde en åndelig vækst sted. Forståelse af og at favne dette princip er vigtigt for at acceptere og generelt være lykkelig i dette liv. Det er også vigtigt for at kunne opleve den nødvendige personlige vækst og udvikling.
Før eller senere vil vi alle møde modstand og modgang. En del af den kommer helt enkelt af at være her som dødelige i en falden verden. Den kan involvere naturkræfter. Den kan bestå af lidelser eller sygdom, ensomhed, fysiske eller psykiske skavanker. Sommetider kommer modstand og trængsler på grund af vore egne dårlige valg. Hvor bør vi dog være taknemlige over for vor Frelser, hvis forsoning baner en vej for, at alt, der er knust, kan heles.
Jeg finder stor trøst i Herrens ord til Joseph Smith i fængslet i Liberty på et tidspunkt, hvor Josephs byrder var næsten ubærlige: »Da skal du vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig« (L&P 122:7).
Nogle træer i den hellige lund viser, at modstand kan være os til gavn, og at der i vores trængsel ofte er meget at vinde. Disse træer har skullet komme sig over forskellige former for modstand eller modgang – et lynnedslag, en kraftig vind, en stor sammenklumpning af sne eller is, tankeløse menneskers indtrængen og misbrug og sommetider endog angreb fra et nærtstående træ! Ud af disse ugunstige forhold er nogle af lundens mest robuste og visuelt mest interessante træer vokset frem.
3. Træer vokser bedst i skove, ikke i isolation.
I naturen er det usædvanligt at se et træ stå helt alene. Træer vokser for det meste sammen i klynger, og med tiden bliver disse klynger til skove. Den hellige lund er dog meget mere end blot en samling træer. Det er et kompliceret økosystem, der omfatter adskillige arter af flora og fauna.
Der er en synlig indbyrdes forbundenhed blandt alle de forskellige arter af vilde blomster, buske, krat, træer, svampe, mos, fugle, gnavere, kaniner, rådyr og andre skabninger, som findes der. Disse arter interagerer og er afhængige af hinanden for at få føde, ly og et synergetisk og socialt miljø, hvor de alle kan udfolde deres livscyklus.
Guds plan for vores liv indeholder på lignende vis en indbyrdes forbundenhed. Vi skal sammen udvirke vores frelse, ikke i isolation. Kirken opfører kirkebygninger, ikke eneboerhytter.
Siden genoprettelsens begyndelse har befalingen lydt, at de hellige skal samle sig i samfund, hvor vi kan lære at leve i harmoni og gensidigt støtte hinanden ved at ære vores dåbspagt (se Mosi 18:8-10). Som Guds børn trives vi ikke bedre i isolation, end et ensomt træ gør. Sunde træer har brug for et økosystem; sunde mennesker har brug for hinanden.
Heldigvis er der i enhver af os en længsel efter selskabelighed, socialt omgænge og loyale venner. Som medlemmer af Guds evige familie længes vi alle efter den tilfredsstillelse og tryghed, som tætte og varige forhold giver. Selvom sociale netværkssider utvivlsomt giver en form for selskab, så kan de ikke erstatte en ærlig, åben ansigt-til-ansigt kommunikation, som må finde sted for at etablere ægte og varige forhold.
Hjemmet er helt sikkert det tidligste og bedste sted at lære, hvordan man omgås med andre. I hjemmet lærer vi om tjeneste, uselviskhed, tilgivelse og tålmodighed, som er vigtigt for at etablere varige forhold til andre.
Det er glædeligt, at Kirkens inspirerede organisation også sørger for rammer, hvor vi kan udvikle os socialt. I kirkekaldelser, møder, klasser, kvorummer, råd, aktiviteter og et hav af andre muligheder for samvær udvikler vi de egenskaber og sociale færdigheder, som forbereder os på den sociale orden, der eksisterer i himlen.
Med hensyn til denne højere orden sagde Joseph Smith: »Og at den samme sociale omgang, som findes blandt os her, skal findes blandt os der, blot bliver den ledsaget af evig herlighed, hvilken herlighed vi ikke nyder nu« (L&P 130:2).
4. Træer henter styrke fra næringsstoffer, der blev dannet af tidligere generationer af træer.
På et tidspunkt ønskede de, der var ansvarlige for plejen af den hellige lund, at den fik et velplejet udseende. Der blev iværksat tjenesteprojekter for at rydde lunden for faldne træer og grene, underskov, stubbe og visne blade. Men med det varede det ikke længe, før vitaliteten i lunden svandt ind. Træernes vækst blev hæmmet, der skød færre nye træer frem, mange arter af vilde blomster og planter forsvandt og tillige med en del af dyre- og fuglelivet.
Senere anbefalede man, at man lod lunden stå i så naturlig en form som muligt. Faldne træer og grene fik lov at gå i forrådnelse og nære jorden. Blade lod man ligge, hvor de faldt. Besøgende blev bedt om at blive på de markerede stier, så lunden blev mindre forstyrret og jorden i lunden mindre sammenpresset. Inden for få år begyndte lunden at forynge og forny sig på en helt bemærkelsesværdig måde. I dag trives den i sin oprindelige form med frodigt planteliv og en overflod af dyreliv.
Den lektie, der udspringer af denne oplevelse med skovbrug, ligger mit hjerte meget nært. Det har i nu syv år været mit privilegium at virke som Kirkens historiker og skriver. Hvorfor er det så vigtigt for Jesu Kristi Kirke at føre optegnelse, indsamle, bevare og dele vores historie med andre? Hvorfor er det så vigtigt for os at være opmærksomme på og hente styrke fra tidligere generationer? (Se L&P 21:1; 69:3, 8).
Det er mit bud, at det er umuligt at leve fuldt ud i nutiden – for ikke også at tale om at planlægge vores fremtidige skæbne – uden fortidens fundament. En forståelse af forholdet mellem fortiden, nutiden og fremtiden hjælper os til bedre at påskønne Herrens definition på sandhed, som den blev åbenbaret til Joseph Smith: »Sandhed er kundskab om alt, som det er, og som det var, og som det skal blive« (L&P 93:24).
Den kundskab, som vi har om vores fortid takket være de optegnelser, der er blevet ført, og om vores fremtid takket være skrifterne og levende profeters ord, giver os den kontekst, der gør det muligt for os at bruge vores handlefrihed klogt.
Det er vigtigt, at vi alle bliver bekendt med Kirkens historie, især de »grundlæggende beretninger«. Disse beretninger om – Joseph Smiths første syn, Mormons Bogs fremkomst, englebesøg fra Johannes Døber, Peter, Jakob og Johannes, profeten Elias, Elias og andre – indeholder de grundlæggende sandheder, hvorpå genoprettelsen hviler.
Desværre bliver nogle sidste dages hellige i denne teknologiske tidsalder, der er rig på information – også på en del kritisk information omkring begivenheder og personer i Kirkens historie – rystede i deres tro og begynder at stille spørgsmål ved deres livslange overbevisninger. Til disse spørgende personer giver jeg min kærlighed og forståelse og forsikring om, at hvis de vil holde sig til evangeliets principper og bønsomt fortsætte deres studium af Kirkens historie – og studere nok til at opnå en dyb kundskab frem for en fragmenteret eller ufuldstændig kundskab – så vil Helligånden bekræfte deres tro på de vigtige begivenheder i Kirkens historie ved at gøde fred i deres sind. På denne måde bliver de fæstnet i deres overbevisninger om den genoprettede kirkes historie.
Konklusion
Da vi var på vores mission nær Palmyra, kom jeg ofte alene i den hellige lund og stillede mig ærbødigt ved siden af mit yndlings »vidne-træ«, et af de tre endnu levende træer fra tiden for det første syn. Jeg forestillede mig, at hvis træet kunne tale, ville det fortælle mig, hvad der skete den forårsdag i 1820, men i virkeligheden behøvede træet ikke fortælle mig det – for jeg vidste det allerede.
I kraft af åndelige oplevelser og følelser siden min ungdom og op til denne time ved jeg, uafhængigt af nogen anden person, at Gud vor Fader lever. Jeg ved også, at hans Søn, Jesus Kristus – er menneskehedens Frelser og Forløser. Jeg ved, at disse to herliggjorte personer viste sig for Joseph Smith.
Disse vidunderlige sandheder tog deres begyndelse i den hellige lund. Jeg opfordrer jer til altid at stå med jeres sind og hjerte i den hellige lund og efterleve de sandheder, som Gud begyndte at åbenbare der.